Da Gunhild Zacho Maarups to piger nærmede sig alderen, hvor det var naturligt at flytte hjemmefra, mærkede hun katastrofetanker, der kom snigende. Hun havde været alene med sine piger, siden de var 10 og 13 år, og hun var bange for, at hun ville miste det nære forhold til sine døtre, når de flyttede hjemmefra. For hende blev løsningen at gå til psykolog.
”Min ultimative frygt var ensomheden. Jeg havde tanker om, at jeg for alvor ville falde af på den, når børnene ikke længere var der til at gøde mig med det, der sker ude i livet. Jeg tænkte, at jeg ikke ville være interessant mere, og at de måske bare ville komme flygtigt forbi til kaffe – at de ville svigte mig,” siger 51-årige Gunhild Zacho Maarup, der er socialpædagog og bor i Juelsminde i Østjylland.
Tankerne delte hun med psykologen, som gav hende troen på, at en fysisk flytning ikke behøvede at betyde enden på nærheden. Og at man godt kan have et indholdsrigt liv uden hjemmeboende børn.
”Samtalerne gav mig den nødvendige ro, så de penge var godt givet ud. Og det viste sig, at psykologen havde ret. I dag har jeg en tæt relation til mine døtre, efter de er flyttet. For eksempel taler jeg med min yngste datter i København næsten dagligt, og samtalerne får ofte en anden dybde, når vi går der med hvert sit headset på.”
De senere årtiers forskning tegner dog et mere optimistisk billede af livet i den tomme rede end de undersøgelser, der blev udført i 1970’erne og 1980’erne. Nyere undersøgelser finder generelt, at forældre til børn, der flytter hjemmefra, også oplever en positiv personlig udvikling i retning af højere livskvalitet, færre depressive symptomer og en stigning i den ægteskabelige tilfredshed, påpeger ph.d. og lektor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Tea Trillingsgaard. Hun forsker i forældreskab og overgange i familielivet og siger:
”En fortolkning af disse resultater er, at vi i et tiltagende individualiseret samfund får gradvist lettere ved at finde mening i at forfølge vores egne individuelle mål. Man taler om, at forældre vil opleve både et rolletab og en rollefrigørelse, når børnene forlader reden. Det at have roller og relationer uden for familien ser ud til at mindske oplevelsen af tab og øge glæden ved den individuelle frihed.”
I USA findes der både psykologer, som er specialiseret i ”den tomme rede”-syndromet og online-støttegrupper som ”Empty Nests Support Group”, hvor forældre kan dele deres erfaringer med en dagligdag uden hjemmeboende børn. I Danmark er fænomenet mere afdæmpet, vurderer psykolog Heidi Agerkvist, der er specialiseret i børnefamiliehverdagen og forældreskabet.
”Det er en lille andel af mine klienter, der selv nævner den tomme rede som årsag til at opsøge mig. Men det kan sagtens vise sig, at det, at børnene flytter hjemmefra, har været den udløsende faktor til en livskrise i flere tilfælde. Det er dråben, der gør, at man opsøger hjælp. Når børnene flytter ud, vil mange forældre stoppe op og spekulere på, hvad de ønsker for resten af deres liv, og det kan bringe nogen i krise. Ofte fører krisen dog noget godt med sig i form af nye muligheder og nye interesser. Nogle forældre kan måske føle sig pinligt berørte over den sorg, de føler, men der må man huske på, at man kun kan sørge, hvis der har været kærlighed.”