Lægen så på sin patient: En stor, stærk og stolt smed, der havde brugt de seneste par år på at udleve sin drengedrøm om at bygge en kopi af den legendariske kaptajn Joshua Slocums skib ”Spray”. Skibet, der fra 1895-98 bragte Slocum alene rundt om jorden som den første i verden. Når kopien var bygget, ville smeden tage samme tur. Det var planen, men nu sad han her på Rigshospitalet med to ben, som sklerosen havde taget kræfterne ud af. Han kunne ikke længere gå ordentligt. Og det var slut med sejle, sagde han til sin læge.
Lægens navn var Mikkel Anthonisen. En dedikeret ekspert i sklerose, men også en aktiv sømand, der til fulde forstod smedens fortvivlelse. Lægens egen familie var søfolk og besejlede hele verden gennem generationer, indtil hans tipoldefar gik ned med sit skib. Tipoldemoderen blev efterladt i fattigdom og sorg med kun ét barn tilbage, der fik forbud mod nogensinde at nærme sig havet. I stedet blev han læge, og det har stort set alle i familien været siden. Men Mikkel Anthonisens dna var splittet mellem de to verdener. At skulle opgive den ene halvdel ville være ubærligt, og det var det brud på sjælen, han mærkede hos smeden. Det var ikke blot en drøm, der var slukket, det var meningen med det hele, som var sivet ud af de ben.
Mikkel Anthonisen insisterede: Dine arme er stadig stærke, dit hovedet stadig klart. Du skal da sejle igen, sagde han, men smedens livsmod var væk. Inde i lægen var det dog så levende som nogensinde, og da han igen var alene, løb gåsehuden hen over hans krop, og han stormede ud på gangen og råbte højt: ”Jeg skal sejle jorden rundt med mennesker, der har sklerose!”
”Det var nærmest en fysisk følelse af, at alting fandt sin plads inde i mig,” fortæller han. ”Jeg har altid været optaget af, hvad det vil sige at være menneske og har derfor også uddannet mig til psykoterapeut, men jeg manglede alligevel at finde mit egentlige kald. Sådan et kan man ikke forvente at finde, men man kan stille sig til rådighed for det, og det var nok det, jeg gjorde, da smedens skæbne ramte mig. Jeg fandt min retning, og det har været en velsignelse. Men det er samtidig blevet et åg, for et kald er en vældig kraft, som jeg ofte føler en tyngende forpligtelse til at udnytte fuldt ud.”
På plads U1 for enden af Skovshoved Havns sydøstlige mole ligger en orange stålbåd. En Challenger 67 på godt 20 meter, der har været rundt om jorden tre gange. Senest bestod besætningen af mennesker med sklerose, og kaptajnen hed Mikkel Anthonisen. Fra juni 2014 til november 2015 udfordrede i alt 100 skleroseramte egne og andre forestillinger om, hvad man er i stand til med en alvorlig sygdom. Og de fik indgydet håb og stolthed og kræfterne til at generobre deres identitet som værdige mennesker, der stadig har noget at tilbyde livet, fortæller den 51-årige læge og sømand, mens han viser ned under dæk. Her er der ikke taget særlige hensyn til handicap, for livet om bord handler netop om at vende begrænsninger til muligheder.
”På vej over Atlanterhavet kom der en kvinde til mig og sagde, at hun ikke kunne åbne en tung dør. Det var underforstået, at det skyldtes sklerosen, og derfor ville hun have min hjælp. Jeg bad hende vise, hvordan hun forsøgte at åbne døren, og hun gjorde det helt forkert. Jeg kunne heller ikke åbne døren på den måde, så hendes problem var ikke sygdom, men teknik. Hun var bare holdt op med at udfordre sig selv og havde resigneret i en selvforståelse af ikke at kunne en række ting. Det er præcis det, en tur på verdenshavene kan ændre på. Her handler hverdagen om at tilegne sig nye evner, tage ansvar, vise og mærke tillid – og at gøre det i et stærkt fællesskab.”
Det er denne oplevelses- og handlingsbaserede tilgang til sygdom, der lige siden mødet med smeden har drevet Mikkel Anthonisen fremad i det, nogle kunne finde på at kalde et manisk arbejdsraseri. Siden hjemkomsten fra jordomsejlingen har han sejlet rundt i danske og nordiske farvande med kræftramte unge, PTSD-ramte soldater, sårbare unge og fysisk udfordrede mennesker. Han har skrevet bøger, holdt foredrag, lavet utallige interviews, samlet penge ind og er i fuld gang med at forberede sig på en ny, stor tur med skleroseramte, denne gang til Arktis.
”Og lige her,” siger han og fejer armen ud over et lille, græsdækket området på den nordøstlige del af havnen i Skovshoved, ”vil jeg meget gerne have lov til at bygge et nyt sejlcenter, der skal være centrum for sejladser for dem, der på den ene eller anden måde er ramt hårdt af livet.”
Hans talestrøm bliver stakåndet af de store planer: Han vil forankre sin mission til hele samfundet og samarbejde med de mange andre organisationer, der også hjælper mennesker med at vende begrænsninger til muligheder. Men det er svært, for nogle gange er begrænsninger bare begrænsninger. Han er eksempelvis nødt til samtidig at passe sit arbejde som læge for at få økonomien til at hænge sammen. Han vil også gerne være en god ægtemand og en nærværende far for sine fire børn.
”Da jeg mødte smeden, var jeg måske i det, nogle vil kalde en mild midtlivskrise. Jeg havde denne rastløshed i mig, fordi jeg følte, jeg havde noget drivkraft i mig, som ikke helt blev forløst. Da jeg så blev ramt af det, jeg nærmest vil betegne som en åbenbaring, fossede der bare energi ud af mig. Jeg havde endelig fundet nøglen til at forene alle mine kompetencer og de ting, der gør mig mest lykkelig. Jeg må samtidig bare sande, at der følger en pris med at finde mit kald”
Når han mærker bådens vuggen, hører havets klukken og dufter sejlerlivet, og når han samtidig kan se sig omkring og iagttage alle de mennesker, hvis liv han har været med til at ændre, så bliver det næsten et narkotikum. Det føles som at have fået et værktøj med vældige kræfter i hænderne, som han har en særlig mulighed for at udnytte, forklarer han, men lige meget hvor meget, han gør det, føles det altid utilstrækkeligt.
”Jeg kan vågne om morgenen og være nærmest deprimeret uden at være det i klinisk forstand,” siger han.
”Det ansvar, der følger med muligheden for at gøre noget godt, kan være utroligt trykkende. Det kan lyde selvmedlidende, eller som om jeg fuldstændigt overvurderer min egen betydning, og sådan skal det ikke forstås, slet ikke. Det handler om, at for mig føles det at finde meningen med mit liv som en åndelig oplevelse af at få kontakt til noget, der er langt større end mig. Og det forpligter.”
Foreløbigt har han formået at overføre noget af sin energi og sit optimistiske livssyn til flere hundrede mennesker, og de beretter alle om fornyet livsmod, tilbagevenden til arbejdsmarkedet mod alle odds og en genopbygget følelse af værdighed. Den 59-årige Susanne Salomon sætter andre ord på: Hun kalder sine fire sejlture med Mikkel Anthonisen ved roret for ”en chance til. Hun sidder i sin kørestol inde på molen og kigger på båden, der på mange måder ændrede hendes liv. Hun var selvstændig forretningskvinde med 14 ansatte og blev i høj grad defineret gennem de ting, hun gjorde. Så da sklerosen kom for 22 år siden, blev hendes liv stadig mere defineret af, hvad hun ikke længere kunne.
”Jeg har fået et ny motto,” siger hun, ”og det er: ’Nogle ting er besværlige, men ingen er umulige’. Det har turene lært mig. Jeg kan stadig ikke plukke anemoner i skovbunden, men jeg kan nyde, at mit barnebarn gør det.”
Det er den slags udsagn, der dulmer den rastløse følelse af utilstrækkelighed hos Mikkel Anthonisen. For det er netop denne genfindelse af håbet om et godt liv, den sejlende læge gerne vil udbrede. Det er essensen af hans kald, for han ved, at mange mennesker, der rammes af en alvorlig sygdom, mister det håb allerede, når de får en diagnose. Noget helt centralt går i stykker, og mange holder op med at tro på, at det overhovedet giver mening at drømme. Derfor kræver det også markante og grænseoverskridende oplevelser at ændre det vilkår, siger han:
”Jeg ville selvfølgelig gerne bare finde en kur mod sklerose og andre alvorlige sygdomme, men vi er nødt til at spille de kort, vi har. Her glemmer vi i sundhedsvæsenet og som mennesker nogle gange, hvor stærk vores mentale kraft kan være. Gennem opbyggelige oplevelser kan man påvirke ikke bare folks livskvalitet og selvforståelse, men også deres immunforsvar og visse former for sygdomsforløb. Mit håb – og mit kald – er at skabe en organisation og derigennem en tankegang og en kultur, hvor vi fortsat behandler de syge, men taler mere grundigt med dem om, hvad det er for et liv, de ønsker at leve. Og så sejler vi ud på havet og udlever de drømme og ambitioner. Jeg håber samtidig, at jeg med tiden kan falde mere til ro i det kald.”