Forfatter definerer ikke sig selv ud fra geografi: ”Jeg er en fremmed, og det kan jeg godt lide”

Forfatter Peder Frederik Jensen har siden sine første år i domprovstegården i Maribo på Lolland ledt efter Narnia-huller – for på den anden side af dem findes eventyret. Og flugtmuligheden

Peder Frederik Jensen boede frem til 1985 i den gule provstegård i Maribo. Gården, domkirken og klosterruinen, han her sidder på, er mættet med minder. – Alle
Peder Frederik Jensen boede frem til 1985 i den gule provstegård i Maribo. Gården, domkirken og klosterruinen, han her sidder på, er mættet med minder. – Alle. Foto: Asbjørn Sand.

”Se der! Der er nogle af de der mænd i selvlysende veste. De er overalt hernede. Refleksmenneskerne,” siger forfatter Peder Frederik Jensen.

Vi sidder i en bil og er netop på vej ned i Guldborgsundtunnelen, der forbinder Falster med Lolland, da han ser dem, mens de går og arbejder i rabatten.

”De laver alt muligt, dem med de arbejdsveste. Men jeg tror også, det er blevet deres almindelige tøj at gå i,” siger han.

Det er også derfor – fordi det vrimler med refleksveste for Peder Frederik Jensens blik, når han besøger Lolland – at han lader sådan en optræde på en af sin nye romans første sider. En fattig dreng på en Puch har nemlig refleksvest på den tidlige morgen, hvor han bliver påkørt, mens han er ude på sin daglige avisrute. Af en borgmester med høj promille. På en landevej mellem flade marker et sted på Lolland.

”Det Danmark, du kender” hedder bogen, som udkommer den 28. august, og som titlen mere end antyder, handler den ikke kun om skæbner, der ramler sammen på grund af en ulykke på en landevej, men også om 2010’ernes socialdemokratiske Danmark. Og nu er vi altså taget til Lolland. Ikke kun fordi 41-årige Peder Frederik Jensens nye bog foregår der, men også fordi han selv har boet her, i domprovstegården i Maribo, fra han var nogle måneder gammel, til han skulle i 1. klasse.

Læs et uddrag af romanen her.

Vi kører ud af tunnelen på Lolland-siden, og landskabet åbner sig i flade, kystnære marker, hvis farver intensiveres af det nærliggende vands spejlinger.

”Jeg elsker, når der er roekampagne i løbet af efteråret og vinteren. Når landskabet er brunt og mørkegrønt og brydes af roerne, der ligger i kuler på markerne. På den årstid skal man altid beregne tid nok til at ligge i kø bag en traktor med roer.”

Hans familie flyttede til øen i vinteren 1979. Faderen, dr.theol. og professor i dogmatik Ole Jensen, skulle være domprovst i Maribo, og moderen, Elsebeth Diderichsen, studerede på det tidspunkt stadig teologi. Fra tidligere ægteskaber have faderen fire børn og moderen tre, og sammen havde de fået Peder Frederik Jensen det foregående år. Hans tre år ældre bror boede også i domprovstegården i Maribo, mens de andre søskende i perioder boede der og ellers kom i weekenderne.

Da interviewet skulle aftales, var han i tvivl om, hvor barndomslandet lå. Forældrenes skiftende ansættelser førte til, at hans barndom udspillede sig i først København, siden Maribo, så Hillerød, dernæst Karleby på Falster, og i 1994 rykkede de tilbage til Vanløse i København. Da Peder Frederik Jensen var tæt på voksen, blev hans forældre skilt.

”Jeg har svært ved at definere mig ud fra et geografisk sted og er blevet et menneske, der iagttager og er hurtig til at danne nye relationer. Det bliver man nødt til for at overleve. Jeg er en fremmed, og det kan jeg godt lide. Og hvis du havde spurgt mig, da jeg var 20 år, om jeg var lollik, havde jeg nok ikke sagt ja til det. Men efter at have været her meget som voksen, fordi min mor købte et hus i Nysted, føler jeg mig igen hjemme her. Men hvis vi tager derud, tror jeg, det bliver svært for mig.”

"Jeg ville være bådebygger, og jeg ville være digter,” siger Peder Frederik Jensen om drømmen, han havde allerede som barn.
"Jeg ville være bådebygger, og jeg ville være digter,” siger Peder Frederik Jensen om drømmen, han havde allerede som barn. Foto: Asbjørn Sand

”Inde i et af de der huse gik jeg i børnehave. Jeg kan huske, at en af pædagogerne havde et modermærke på ballen, som vi altid fik hende til at vise os. Det var godt nok andre tider,” ler han og peger ud ad vinduet, da vi kører ind i Maribo.

Vi har parkeret bilen og går ad en grussti hen mod provstegården. Stien løber mellem den smukke Søndersø på venstre side og kirkegården på højre. Peder Frederik Jensen boede som barn altid mærkelige steder. Præstegården eller forstanderboligen lå altid væk fra det andet, og historien var altid tæt på. I Maribo Domkirke ligger grevinde Leonora Christina Ulfeldts kiste. Som barn legede han på kirkegården, og når han kom hjem, sad hans forældre og talte med mennesker, der skulle have begravet deres børn. Døden og skæbnefortællingerne var tæt på. Han kigger ud på søen.

”Jeg tror, søen er noget af det, der gør, at jeg er så knyttet til Lolland. Det her syn får mig til at slappe af. Der er en ro og en fred. Og jeg blev jo bådebygger.”

Da Peder Frederik Jensen ikke kunne holde ud at gå i gymnasiet, sagde hans far, at han jo også kunne blive håndværker. Og faktisk havde han siden 12-årsalderen haft længslen mod både håndværket og skriften.

”Der kom altid forfattere i mit barndomshjem, og jeg læste meget som barn. En dag så jeg ungdoms-tv-programmet Zig-Zag, hvor der var en, der havde skrevet et digt om en ballon. Jeg tænkte, at det kunne jeg gøre bedre. Jeg besluttede mig for, at jeg ville være bådebygger, og jeg ville være digter,” siger han med en parafraserende hilsen til Tove Ditlevsen.

Han har i den seneste tid også været taleskriver for miljøminister Lea Wermelin (S), men sagde lidt før tid sit barselsvikariatet op for ikke at få blandet embedsmandsarbejdet sammen med udgivelsen af romanen, der også rummer en kritik af den socialdemokratiske velfærdsstat.

Vi står pludselig ved bagsiden af den gule provstegård, hvis store have grænser ned til stien og søen. Han peger op på et vindue i knækket mellem de to længer.

”Bag det vindue ligger der et rum, og i hjørnet af rummet var der et skab. Der var et hul i bagbeklædningen af skabet, og kravlede man gennem det, kom man ud på loftet over konfirmandstuen. Det var Narnia!,” siger han med henvisning til C.S. Lewis’ børnebøger om sagnlandet Narnia, der findes på bagsiden af et garderobeskab, og hvor der udspiller sig en kamp mellem det gode og det onde.

”Når man bor så stort et sted, er det barnets fordel, at det kender alle de hemmelige steder, som de voksne ikke kender. Og fra jeg var barn, har jeg nok ledt efter de huller der. Den irske forfatter Dermot Healy skriver et sted, at fiktionen begynder i naboens hus. Den begynder med, at inde på den anden side er der en anden virkelighed. Og i det her tilfælde var skabet grænsen mellem det civiliserede liv og det hemmelige loft, hvor man kunne fyre den fuldstændig af. Kravlede man hele vejen hen over loftet, kom der i enden en lem ude i gavlen. Man kunne hoppe ud af den og ned i haven – og det gav en mulighed for helt at forsvinde, at stikke af.”

Søndersø i Maribo vakte Peder Frederik Jensens fornemmelse for vand. ”Jeg ville være bådbygger, og jeg ville være digter,” siger han. Han forstod tidligt, at han og familien var anderledes – de boede altid mærkelig steder som præstegårde og forstanderboliger, og han er og har altid været omtalt som ”teologen Ole Jensens søn”.
Søndersø i Maribo vakte Peder Frederik Jensens fornemmelse for vand. ”Jeg ville være bådbygger, og jeg ville være digter,” siger han. Han forstod tidligt, at han og familien var anderledes – de boede altid mærkelig steder som præstegårde og forstanderboliger, og han er og har altid været omtalt som ”teologen Ole Jensens søn”. Foto: Asbjørn Sand

Klos op ad provstegården ligger domkirken. Foran den, ned mod søen, en stor skrånende græsplæne, og på den anden side af den ruinerne af birgittinerklosteret, der sammen med kirken blev bygget i 1400-tallet. Han kigger op mod domkirkens mure, der har været himmelhøje for et barn på fem år. Husker, hvordan han engang ville hen til sin far i sognegården en aften i heftigt torden- og regnvejr. Han løb langs kirkemurene, mens flagermusene, der holdt til i kirketårnet, flaksede omkring ham. Og der var også den sommer, hvor provstebørnene købte ufattelige mængder af lakridssnus i det daværende ishus på græsplænen. Snusen blev vist senere trukket tilbage fra markedet, fordi man havde fundet metalstumper i det. Den voksne Peder Frederik Jensen springer rundt på klosterruinen og mindes at have gjort det samme som barn.

Sætter sig så ned på ruinen og fortæller, at det ikke kun var leg og eventyr at vokse op her, for der hvilede også et tungsind over provstegården. Hans mor var karakterfuld og karismatisk, men også depressiv i perioder. Og hun havde en kronisk sygdom i bugspytkirtlen, som medførte smerter.

”Jeg har levet med en form for ensomhed, tror jeg, for i perioder af min barndom var det svært at trænge ind til min mor. Sådan er det med mennesker, der lider af svære depressioner, der opstår en distance.”

Dertil kom, at moderen havde truffet valg i sit liv og om sin familie, som hun angrede – det er i hvert fald Peder Frederik Jensens oplevelse. Og han mener, hun på et tidspunkt er nået frem til, at tilgivelsen først gives efter døden, i himmeriget hos Gud.

”Det er sindssygt hårdt at leve sammen med et menneske, der har taget en beslutning om, at det ikke er i det her liv, man klarer ærterne. Når jeg altid har gået mine egne veje og er sprunget ind gennem hullerne, har det da nok også været en strategi.”

Hans mor døde i 2014 af en blodprop i hjertet.

”Den lyd der. Hvis du spillede den for mig på en optagelse, ville jeg kunne høre, at det var den,” siger Peder Frederik Jensen om kirkeklokken i Maribo Domkirke. Til højre ses et åbent vindue. Det var bag det, at et skab udgjorde grænsen mellem den virkelige verden og Narnia.
”Den lyd der. Hvis du spillede den for mig på en optagelse, ville jeg kunne høre, at det var den,” siger Peder Frederik Jensen om kirkeklokken i Maribo Domkirke. Til højre ses et åbent vindue. Det var bag det, at et skab udgjorde grænsen mellem den virkelige verden og Narnia. Foto: Asbjørn Sand

Allerede i begyndelsen af 1980’erne advarede hans far mod en økologisk katastrofe, hvilket på det tidspunkt var ret uhørt, og han var i det hele taget en underlig fugl i byen. Med langt hår og indiske kjortler, han nægtede at have bil og afviste at være med i Rotary, da lokale samfundsspidser opfordrede ham. Men Ole Jensen blev vist nok alligevel accepteret med sine mærkelige livsstil og store børneflok.

Vi er gået om på den anden side af kirken, som Peder Frederik Jensen som barn spillede mur op ad, væk fra søen og ind på gårdspladsen ved domprovstegården. En vinkel af haven går herop til, og Peder Frederik Jensen fortæller, at hans far anlagde en stor køkkenhave der, alt sammen kulegravet med spade. Den nuværende domprovst, Anne Birgitte Reiter, kommer ud i gården. Vi har på forhånd aftalt med hende, at vi godt må kigge ind i haven.

”Må jeg spørge dig om noget?”, siger Peder Frederik Jensen og peger mod værelset med skabet:

”Deroppe var der i gamle dage et skab med et hul, som man kunne kravle gennem og ud på loftet. Kan man stadig det?”

”Nej, desværre,” siger hun.

”Der røg Narnia!”.

Han går rundt i haven og finder krat, han som lille kendte ud og ind. Fortæller, hvor stor betydning det har at vokse op et sted, hvor både mursten og træer er gamle.

”Jeg hørte en antropolog sige, at de nye boligbyggerier på Amager i København tiltrækker mennesker, som godt kan lide, at bygningerne endnu ikke har en historie. Men tilknytningen til verden gennem materialet forsvinder lidt i nyt byggeri med monokultur og rullegræs.”

Han og hustruen har købt en kolonihave i Herlev som tillæg til deres lejlighed på Vesterbro i København. Selvom det ikke hamler op med en stor præstegårdshave, er det af betydning for ham at kunne give deres femårige datter Esther jord under tæerne og en tilknytning til et sted med historie.

Nu ringer domkirkeklokkerne ind til middagsbøn.

Peder Frederik Jensen spillede mur op ad domkirken som lille. Han har tidligt forstået, at han og familien var anderledes – de boede altid mærkelig steder, og han er og har altid været ”Ole Jensens søn”.
Peder Frederik Jensen spillede mur op ad domkirken som lille. Han har tidligt forstået, at han og familien var anderledes – de boede altid mærkelig steder, og han er og har altid været ”Ole Jensens søn”. Foto: Asbjørn Sand

”Den lyd der. Hvis du spillede den for mig på en optagelse, ville jeg kunne høre, at det var den. Den har jeg hørt, fra jeg var spæd. Det er deep tone . Præcis den klang der. Den er smuk.”

Peder Frederik Jensen tror grundlæggende ikke, at han er religiøs, sådan som hans forældre var og er det. Det er, som om Narnia-hullet ind til det ikke er åbent for ham. For tanken om Gud er der, men realiseringen kan han ikke kravle ind til.

”Men der er noget mirakuløst i, at vi findes. Det mest sandsynlige ville være, at vi ikke fandtes. Så hvorfor gør vi det? Hvad er det for noget, det her liv?”.

Det her liv er i hvert fald et, hvor vi beslutter os for at køre til Nysted på Lollands sydøstkyst. På vejen falder samtalen igen på fremmedheden. For hører han i dag til i et fællesskab?

”Nej. Jo, jeg hører til i den familie, jeg selv har skabt. Og jeg synes, fællesskaber er vigtige, men jeg bliver hurtigt Rasmus Modsat, når der opstår for meget konsensus om sandheden i fællesskaber.”

Et fællesskab kan og skal vel også rumme sværdslag og kamp?

”Jo, men i forhold til nationale fællesskaber har jeg det stramt. Jeg kan ikke se, at jeg skulle have mere tilfælles med en svinebonde i Sønderjylland end en intellektuel digter i Kairo eller mine venner i Cameroun.”

Men fællesskaber er også knyttet til steder og landskaber, og det er tydeligt, at det her landskab lever i dig.

”Ja, jeg føler mig hjemme i det her landskab, men jeg er ikke sikker på, at jeg er en del af fællesskabet på stedet.”

I Nysted købte hans mor for år tilbage gården Mårbæklund, der ligger ved en smal og lige landevej mellem hvedemarker. Da hun døde, flyttede hans svigermor ind i huset for en periode, men familien måtte sælge huset, da hverken svigermoderen, moderens enkemand eller børn ville eller kunne få råd til at beholde det. Men indtil da havde Peder Frederik Jensen brugt mange timer som voksen her. Han har skrevet sine bøger her og holdt fester i gildesalen. Det er et sted, der også har betydning for hans datter, der samme morgen, da hun hørte, at han skulle til Lolland, spurgte: ”Skal du så til Mormorlund?”. I dag er det ejet af et par, der udlejer det som feriebolig.

”Den lyd der. Hvis du spillede den for mig på en optagelse, ville jeg kunne høre, at det var den,” siger Peder Frederik Jensen om kirkeklokken i Maribo Domkirke. Til højre ses et åbent vindue. Det var bag det, at et skab udgjorde grænsen mellem den virkelige verden og Narnia.
”Den lyd der. Hvis du spillede den for mig på en optagelse, ville jeg kunne høre, at det var den,” siger Peder Frederik Jensen om kirkeklokken i Maribo Domkirke. Til højre ses et åbent vindue. Det var bag det, at et skab udgjorde grænsen mellem den virkelige verden og Narnia. Foto: Asbjørn Sand

”Vi skal ikke gå derind. Men vi kan godt køre forbi,” siger han.

Hvorfor?

”De har ikke bedt om, at jeg kommer nu, så det kan jeg ikke overskue.”

Så det handler om de nye ejere?

”Nej, det er måske en undskyldning. Jeg forbinder det med et vidunderligt helle i tilværelsen, men også med min mors forsvinden ud af verden. Jeg ser det som hendes sidste forsøg på at samle hele familien. Hun købte et meget stort sted, hvor alle hendes børn kunne komme og være, men det var lidt en illusion, for i dag et vi splittet op. Vi har selv familier og bor alle mulige forskellige steder i landet og verden. Hun kunne ikke samle os på samme måde, som vi var i Maribo. Så hele den drøm om det sted er forbundet med noget sorgfuldt.”

Peder Frederik Jensen kan alligevel ikke lade være med at træde ud, da vi parkerer i rabatten ved Mårbæklund.

”Jeg har siddet så mange gange i de havemøbler der, og sandkassen købte vi til Esther. Og den port har jeg lavet,” siger han og peger på et pragteksemplar af en dueblå træport, der definerer facaden på bindingsværkshuset fra sidste halvdel af 1700-tallet.

”Jeg tror, den gamle rådne port skræmte folk væk, så jeg lavede en ny, og så blev stedet solgt. Vi plantede de der bøgehække i den sidste sommer i 2018, dengang der var tørke. Det her sted elsker jeg. Højere end noget andet. Jeg er så trist over, at det ikke længere er vores, og hvis jeg havde skrevet en bestseller for et par år siden, havde jeg købt det. Men nu er det familiesommerhuset, jeg ikke arvede.”

Han skraber med fødderne i gruset foran porten og tænker sig om.

Man lever på en måde over måde, når man som præstefamilie lejer sig ind i store, smukke huse, men gamle, frodige haver. Selv har Peder Frederik Jensen heller aldrig ejet noget, men han og hustruen har nu købt en kolonihave for at give deres datter noget, der ligner en fornemmelse af muldens væsentlighed.
Man lever på en måde over måde, når man som præstefamilie lejer sig ind i store, smukke huse, men gamle, frodige haver. Selv har Peder Frederik Jensen heller aldrig ejet noget, men han og hustruen har nu købt en kolonihave for at give deres datter noget, der ligner en fornemmelse af muldens væsentlighed. Foto: Asbjørn Sand

”Det handler om, at mine forældre ikke etablerede noget varigt. Det er grundlæggende sådan, det har været for mig som menneske. Så hvorfor skal jeg tro på dem, der siger, at noget er varigt?”.

Alligevel forsøger han at etablere varige steder for sin datter i form af hjem og kolonihave, som ikke skiftes ud med tiden. Så hun får et geografisk tilhørsforhold. Det skal ikke bare være en drøm, det skal være realistisk – holdbart, siger han. Men hvad så, hvis det ikke lykkes for ham?

”Så er det tilværelsen. Esther skal jo også vænne sig til, at livet, som min far siger, ikke altid går op. Og at der er ting i tilværelsen, som vil gøre hende ulykkelig. Men derfor kan man godt forsøge at lave noget, der hænger bare lidt sammen.”

Han går ind i bilen igen og vil gerne tage et sidste stop på den nærliggende Holten Strand, som han har badet ved mange gange med sin datter, da hun var mindre. Han har det varmt. Er træt og irritabel. Bilen ruller ind på den naturcampingplads, der grænser op til stranden. En lang badebro går ud i roligt og rent vand, og ude ved horisontlinjen ser man en af landets store havvindmølleparker.

To kvinder på et tæppe på stranden løfter øjenbrynene en anelse, da de ser Peder Frederik Jensen tage alt tøjet af og springe i vandet. Han er fremmed og mærkelig. Men han har fundet et Narnia-hul.