Prøv avisen

Klaus har været psykiatrisk patient i 40 år: Gud har holdt hånden over mig

På en væg i stuen hænger et galleri af billeder, som Klaus Jensen har købt i genbrugsbutikker. De bliver skiftet ud et par gange om året: ”Så har jeg jo hele tiden noget nyt at se på,” siger han. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus

Klaus Jensen har været psykiatrisk patient i 40 år. Med op- og nedture. Fra forelskelser til selvmordsforsøg. I dag er han overbevist om, at Gud har holdt hånden over ham

”Du kom godt herover? Selvfølgelig. Jeg bad jo også for dig i aftes. Det gør jeg hver aften for nogle af mine venner. Og nu vidste jeg jo, at du ville komme.”

Klaus Jensen tager imod med en varm og venlig talestrøm og byder på en knagerække. Det store menneske fylder godt op i lejlighedens halvmørke entré, og det er der en medicinsk forklaring på.

Da han for 40 år siden begyndte den medicinske behandling af sine psykiske lidelser, lå han savlende og med kramper i sengen. Det varede en uge, indtil overlægen kom hjem fra ferie og ordinerede en modgift.

”Sådan nogle psykiatriske patienter som mig har jo altid været prøveklude. Man har prøvet sig frem, for hvad der virker på den ene, kan have den stik modsatte virkning på den anden. Det er helt individuelt, men heldigvis er der sket store fremskridt, og i dag er der ikke nær så mange bivirkninger ud over fedme.”

”Man bliver så stor og uhåndterlig. Jeg har ganske vist en kondicykel, og den burde jeg jo bruge meget mere. Det er en stor belastning for benene, når man er så stor.”

Støttet af sin stok viser Klaus Jensen ind i stuen i sin lille lejlighed på 2. sal i Aarhus Vest, hvor der er ryddeligt og fint, efter at alle de gamle aviser er smidt ud.

”Jeg fik ikke ryddet op i fire år, så hele stuen var ved at forsvinde i avisbunker. Der var kun nogle smalle gange tilbage. Jeg havde ikke overskud til at rydde op, men det gav mig også en tryghed. Der blev båret rigtig mange fyldte sække ned.”

På sofabordet er der pyntet op med blomster. Klaus Jensen, der har stillet stokken og sat sig ved termokanden, forklarer:

”Jeg har altid elsket blomster. Jeg elsker farver. Derfor maler jeg også – for tiden noget sært abstrakt. Jeg forsøger at male mine tanker, og det tankemylder, der kan være inde i mit hoved. Jeg digter også, og de fleste af mine digte handler om foråret eller efteråret. Det er de to årstider, jeg holder mest af. Foråret med alle sine dufte, når syrenerne blomstrer. Efterårets farver, når træerne gløder i gult og okker.”

Ved siden af blomsterne står en gul og glad ”hoptimist” – en af de der let fjollede fjederfigurer, som ved et let tryk på hovedet hopper optimistisk op og ned, og som fik en relancering for nogle år siden. Klaus Jensens er en gave, han fik foræret af vennerne, da han i september fyldte 60 år.

På den ene væg i stuen, over sofaen, hænger et helt galleri af billeder: reproduktioner, et maleri, tegninger, grafik, olietryk – i alle størrelser og stilarter. De er købt i genbrugsforretninger, og et par gange om året skifter han dem ud med nye indkøb.

”Så har jeg jo hele tiden noget nyt at se på, og det er godt, når jeg nu ikke kan komme så meget rundt som tidligere, fordi der er bøvl med benene,” forklarer han.

Galleriet omfatter dog også billeder, Klaus Jensen har arvet fra sin familie. Der er et stofmaleri, som hans mor malede. Hun blev 93 år, og det var ved at køre den store, følsomme mand totalt i sænk, da hun døde.

”Jeg havde mere eller mindre boet hos hende de sidste tre år på plejehjemmet. Jeg var meget tæt knyttet til hende, og da hun døde, udløste det en kraftig psykose, der bragte mig helt ud af den.”

I dag har han ingen forbindelse til den del af familien, der er tilbage. Hans nære familie, forældrene, en søster og en bror, er døde. Fotos af storebroderens børn hænger i stuen, men nu er de voksne, og Klaus Jensen har ingen kontakt. Han ved dårligt nok, hvor de er i landet.

Som den gule, glade ”hoptimist” har sine ned- og opture – eller op- og nedture, alt efter hvor man tager sin begyndelse – har hans eget liv formet sig.

Siden ungdommen er Klaus Jensen røget ind og ud af det psykiatriske hospital i Risskov, og gennem årene har han været helt ude ved eller på kanterne af sit liv.

Fra hallucinationer, psykoser og dybe depressioner på randen af selvmordsforsøg, hvor han inspireret af Tom Kristensens hovedperson i romanen ”Hærværk” besluttede at drikke sig ihjel. Og en overgang sov han med et skarpt barberblad med en beslutning om at ville skære pulsåren over, uden at det dog kom til udførelse.

Til, som han selv udtrykker det, ”den største eufori og glæde” med jubel og forelskelser, fest og farver, men også, i mange år, et medfølgende alkoholmisbrug.

”I dag er jeg tørlagt alkoholiker. Det har jeg været de sidste 10 år,” fortæller han stolt.

”Nu kan jeg nemt styre det. I mit køleskab har jeg en flaske vin, som jeg ikke rører, og til jul sætter jeg mig med en julebryg og tænker over livet. Men kun den ene X-Mas. Det der med druk, det er færdigt.”

Klaus Jensen voksede op i et arbejderhjem i Aarhus, tæt på hvor han nu bor, og blev uddannet plade-smed, men nåede kun at arbejde som svend nogle måneder, inden han blev indlagt på Risskov.

”Som 20-årig kom jeg så ind på den lukkede afdeling blandt demente, alkoholister og lommetyve. Det var barskt.”

Op til indlæggelsen var det hele spidset til. Klaus Jensen mødte sin første store forelskelse og flyttede sammen med hende i et sommerhus i Vestjylland. Det gik godt i nogle måneder.

”Åh, hun var dejlig, så det var ren lykke, men efterhånden begyndte jeg at mærke en stigende følelse af jalousi inden i mig. Den kom jo, når hun snakkede med de andre unge fyre. Jeg blev mere og mere paranoid, og ved en fest gik det helt galt. Efter at have drukket en halv flaske whisky oplevede jeg pludselig mig selv i fuld gang med at tage kvælertag på min kæreste. Det var jo nok en form for afmagt, men hvis ikke nogen havde grebet ind og stoppet mig, kunne det være gået helt galt. Hun var begyndt at få røde udtrædninger på halsen. Da det gik op for mig, hvad jeg havde gjort, tog jeg det første pilleglas, jeg fandt og slugte halvdelen af indholdet. Nu var der ikke mere at leve for.”

Klaus Jensen gør en pause og smiler så midt i tragedien. For det lykkedes jo altså hverken at drikke sig selv ihjel eller med en overdosis af piller.

”For det viste sig, at det var et glas med vitaminpiller!”.

I stedet blev det så 40 år i psykiatrien og nye forelskelser, op- og nedture, medicinsk behandling, indlæggelser og elektrochok.

”Lægerne har nu fundet ud af, at medicinen og alkoholen har slidt på min hjerne, så jeg har altså skrumpehjerne nu, mener de. Jeg ved ikke, om de har ret, men du kan bare spørge mig om den medicin, jeg får, så kan jeg give dig alle navnene. Jeg synes jo selv, jeg kan huske det hele. Elektrochok prøvede jeg, da jeg var indlagt for et år siden. Nogle gør det godt, men jeg fik det skidt. Indvendig kom jeg til at føle mig som en vase, der er gået i stykker.”

Klaus Jensens diagnose er ”paranoid skizofreni”, som kan være karakteriseret ved vrang- og forfølgelsesforestillinger, angst og afmagt.

”Det var en diagnose, der blev uddelt med rund hånd, og jeg ved ikke rigtig, om den passer på mig. Når jeg får mine psykoser, trækker jeg mig ind i mig selv og isolerer mig, ligesom når en krabbe kravler ind i sin skal. Det er, når omverdenen er for uoverskuelig. Andre bliver måske maniske. Det har jeg også oplevet engang, hvor jeg på Risskov klippede en 1000-kroners seddel i småstykker.”

Som med ”hoptimisten” går det ned og op – op og ned.

”Sygdommen og indlæggelserne gjorde jo, at jeg aldrig fik et ungdomsliv som andre unge i min generation. Jeg kom aldrig i kollektiv eller Thylejr. I stedet fik jeg 40 år med medicin og hospitaler, men jeg er ikke bitter: Jeg vil nødig have undværet nogle af de mange ting, jeg har oplevet i mit liv. Jeg har danset, jeg har hygget, jeg har drukket, jeg har spist. Jeg er glad for mit liv og fyldt af taknemmelighed over det, men livet har jo desværre mange faldlemme, som jeg er faldet igennem takket være mit alkoholmisbrug, og fordi jeg har været for naiv, tror jeg.”

At det trods alt ikke endte med selvmord på den ene, den anden eller den tredje måde, men i en glæde og taknemmelighed over livet – på trods af faldlemme – kan han takke Gud for. At det forholder sig sådan, er han ikke det mindste i tvivl om.

”Jeg er ikke opvokset i et ’troende hjem’, men i skolen havde vi en god religionslærer, som kunne fortælle lignelser, så vi følte, at vi selv var til stede. Som kristen ved jeg, at livet er en gave, man ikke bare lige smider væk, og at vi er skabt i kærlighed. ’Jeg elsker dig’ er jo det største, vi mennesker kan sige til hinanden, og sådan er det også i forholdet til Gud. ’Jeg elsker dig’ lyder det til os, højere kan vi ikke komme.”

Klaus Jensen er overbevist om, at Gud har holdt hånden over ham midt i hans kaotiske, forstyrrede og skæve liv.

”Og det er ikke bare en påstand. Jeg mærkede det jo, da Gud en aften sendte en lysoplevelse ned over mig. Det var, som om de højere magter her gav mig en besked om, at ’det skal nok gå alt sammen, Klaus’. Det kan man jo mene om, hvad man vil, men for mig er det ingen tvivl: Det var et signal fra Gud om, at mit liv trods alle fejltagelser ikke er helt ved siden af.”

Tre timer har vi snakket, mens efterårets blege sol tager af udenfor og så småt overvejer at gå i skumring. Inden afskeden finder Klaus Jensen et af sine digte frem. Han har en nær ven, som han dagligt sms’er et digt. Dette handler om livet med besvær og faldlemme – og om den umiddelbare glæde ved at være til:

”Du rejser dig tung og besværlig, famlende og søgende… og med ét er du i midten af dit liv. Vinden kommer fra alle hjørner og kysser nænsomt og kærligt din hud og dit hår. Pludselig er du til stede… og du får den tanke: Ja, jeg lever.”

"Jeg elsker farver. Derfor maler jeg også - for tiden noget sært abstrakt. Jeg forsøger at male mine tanker, og det tankemylder, der kan være i mit hovede.” - Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus
"Som 20-årig kom jeg så ind på den lukkede afdeling blandt demente, alkoholister og lommetyve. Det var barskt.” - Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus