73-årige Jette Butters og iranske Zahra Shahabis samtaler er til gensidig gavn

For at blive bedre til dansk besøger Zahra Shahabi fra Iran hver uge Jette Butters, der sidder i kørestol og derfor sjældent kommer ud af sin lejlighed. Møderne har lagt fundamentet for et nyt venskab, som begge kvinder nyder godt af

73-årige Jette Butters har i mange år undervist i USA, men hun gør meget ud af, at hun ikke er iranske Zahra Shahabis lærer. ”Jeg er hendes samtalepartner. Vi snakker bare. For det meste i timevis,” siger hun. – Alle fotos: Iben Gad.
73-årige Jette Butters har i mange år undervist i USA, men hun gør meget ud af, at hun ikke er iranske Zahra Shahabis lærer. ”Jeg er hendes samtalepartner. Vi snakker bare. For det meste i timevis,” siger hun. – Alle fotos: Iben Gad.

De to kvinder ved bordet griner højt. Det er blevet deres nye ritual fredag eftermiddag at mødes og samle op på ugen i 73-årige Jette Butters’ lejlighed på Frederiksberg i København.

For nogle måneder siden fik hun nemlig stukket en brochure i hånden fra sin faste hjemmehjælper. På sedlen lød en opfordring til at deltage i et projekt, hvor hun skulle tale med en, der havde brug for at lære dansk. Efter lidt betænkningstid meldte hun sig til. For helt ærligt, hvad var i grunden det værste, der kunne ske?

”Nu er jeg så glad for, at jeg sagde ja til at være med. Det har jeg faktisk været lige fra det øjeblik, du kom ind ad døren,” siger Jette Butters og vifter med hånden mod Zahra Shahabi, der smiler fra den anden side af bordet og er en smule fåmælt til at begynde med.

Zahra Shahabi er 30 år, fra Iran og flyttede til Danmark for tre år siden, fordi hendes iranske mand gør karriere som elektroingeniør her. Siden har hun været i gang med at lære dansk gennem både danskundervisning og sit tidligere job på et plejehjem. Men hun har manglet en som Jette Butters, som hun kan tale frit med på det uvante sprog om de hverdagsemner, der rører hende personligt.

 Zahra Shahabi viser de billeder, hun har taget i ugens løb, frem. Hun er netop begyndt at uddanne sig til social- og sundhedsassistent og har derfor taget masser af fotografier fra undervisningstimerne med på sin fredagsvisit hos Jette Butters.
Zahra Shahabi viser de billeder, hun har taget i ugens løb, frem. Hun er netop begyndt at uddanne sig til social- og sundhedsassistent og har derfor taget masser af fotografier fra undervisningstimerne med på sin fredagsvisit hos Jette Butters.

Jette Butters og Zahra Shahabi er en del af projektet Elderlearn, der indtil videre har matchet 230 ældre frivillige med udlændinge, der gerne vil blive bedre til det danske sprog. Initiativet, der er støttet af Fonden for Ensomme Gamles Værn, har i løbet af det seneste år bredt sig fra at foregå på plejehjem til også at blive tilbudt til ældre, der får hjemmehjælp. Tre ud af fem par i projektet mødes nemlig stadig ugentligt efter tre måneder, viser tal fra en ny rapport om projektet fra Københavns Universitet. Og her i lejligheden på Frederiksberg er prøvetiden også for længst forbi.

”Den første gang, du kom, måtte jeg hele tiden sige ’hvad siger du?’. Jeg er jo sådan lidt halvdøv, så jeg blev jo bare nødt til at blive ved med at spørge,” siger Jette Butters.

”Ja, og første gang var det også meget svært for mig at forstå dig. Nu er jeg meget mere vant til din måde at tale på,” siger Zahra Shahabi og rejser sig.

Hun hjælper sin makker ud i køkkenet for at lave et par kopper kaffe til dem. Jette Butters har siddet i kørestol, siden hun fik et benbrud i 2013, og har svært ved selv at foretage sig opgaver i køkkenet på grund af højden på køkkenbordet.

”Hvis du giver mig en teske, så kan vi røre rundt i kaffen,” siger Jette og peger på kopperne foran sig.

”Teeeskeee?”, spørger Zahra Shahabi tøvende.

”Ja, præcis. Du ved, hvad en ske er,” svarer Jette Butters.

Zahra Shahabi nikker.

”En teske er så sådan en lille udgave af en ske. Den ligger nok ovre i opvaskestativet. Den skal vi bruge til at måle kaffen op,” siger Jette Butters og peger på stativet, inden hun fortsætter:

”Sukker har vi derinde på bordet, og mælken kan du tage i køleskabet.”

Inde ved bordet hiver Zahra Shahabi sin telefon frem og viser billeder fra ugens løb.

I denne uge er hun begyndt at læse til social- og sundhedsassistent, så hun kan komme endnu mere ud blandt danskerne og lære sproget, og hun bladrer igennem billeder af diverse molekylemodeller fra sine naturfagstimer, mens Jette Butters opmærksomt lytter til forklaringerne.

Da Jette Butters sidder i kørestol, må Zahra Shahabi hjælpe med at finde mælk i køleskabet og vand til kaffen.
Da Jette Butters sidder i kørestol, må Zahra Shahabi hjælpe med at finde mælk i køleskabet og vand til kaffen.

Zahra Shahabi har allerede to bachelorgrader i henholdsvis sociologi og antropologi og en kandidatgrad i samfundsvidenskab fra Iran. Fremtidsdrømmen er at læse en ph.d. på Københavns Universitet. Men et ph.d.-studie kræver, at hun også kan undervise på dansk, og Zahra Shahabi føler selv, at hun skal øve sig lidt mere, før hun springer ud i den udfordring.

”Zahra, du er så målrettet. Jeg er vildt imponeret,” siger Jette Butters, der selv er uddannet fra Harvard Universitet i USA, hvor hun har boet en del år af sit liv.

De to kvinder har i virkeligheden ellers ikke så meget tilfælles, men det er måske netop det, der gør mødet spændende for dem begge. Zahra Shahabi er glad for at kunne fortælle en masse om sit liv og sin baggrund. Jette Butters ved for eksempel, at tre af hendes bedsteforældre var døde, før hun blev født, og at hun aldrig fik et godt forhold til den fjerde. Og hun har også vist hende adskillige bryllupsbilleder fra sit iranske bryllup, hvilket altid giver Jette Butters et nysgerrigt glimt i øjet. Det ligner nemlig noget fra ”Tusind og en nat”, synes hun.

”Jeg lærer også rigtig meget af Jette, når hun for eksempel fortæller om sine oplevelser fra sin tid som underviser i USA og selvfølgelig fra opvæksten i Danmark. Hun hjælper mig med at lære det danske samfund bedre at kende,” siger Zahra Shahabi og fortsætter efter lidt betænkningstid:

”Nu begynder jeg jo også snart at arbejde med ældre mennesker igen. Og så kan mødet med Jette også lære mig, hvordan jeg skal opføre mig med ældre mennesker.”

”Kalder du mig gammel?”, griner Jette Butters.

”Nej, nej, du er ikke ældre, nej. Du er selvfølgelig den yngste veninde, jeg har,” siger Zahra Shahabi med et smil.

”I hvert fald af sind. Det er jo bare min krop, der forfalder. Det kan jeg ikke tage mig af,” medgiver Jette Butters.

Da hun er bundet til kørestol, kommer hun sjældent ud. For det er bøvlet, at hun altid skal bede andre mennesker om hjælp, hvis hun skal et sted hen. Derfor nyder hun særligt de faste fredagsbesøg.

”Det gør, at jeg får en rigtig god ven ind i huset i stedet for at sidde alene hver dag. Jeg glæder mig altid til besøgene,” siger Jette Butters.