Prøv avisen
Madtyranni

Et overdrevet madfokus gør os syge og tykke

"Vi bliver tykke, fordi vi ikke længere kun spiser efter behov. Og i forlængelse heraf opstår de første idéer om, at man kan gå på slankekur. Ind i 1990’erne bliver maden så et socialt og politisk projekt og dermed mere og mere et identitetsmæssigt anliggende", siger politolog Johannes Andersen Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix

De officielle kostråd har mistet terræn, i takt med at mad er blevet en individuel identitetsmarkør. Den udvikling kan koste dyrt og resultere i både fedme og spiseforstyrrelser, siger eksperter

Der var engang, hvor en hakkebøf med bløde løg, brun sovs og kartofler var noget, som de fleste med glæde satte tænderne i. Sådan er det ikke længere. For veganeren er hakkebøffen et absolut no-go, sovsen kan der ikke blive tale om at smage for de fedtfornægtende, og ingen low carb/high fat-tilhænger med respekt for sig selv vil tygge i en hvid kartoffel.

”Du bliver, hvad du spiser”, hedder et gammelt motto – i dag burde det måske snarere hedde: ”Du er, hvad du spiser”. For i vores moderne samfund skal mad ikke længere bare mætte. Mad skal vise og bekræfte, hvem vi er. Over for os selv – og over for vores omgivelser. Og det er ikke nødvendigvis en positiv udvikling, mener Johannes Andersen, der er lektor i politologi på institut for statskundskab på Aalborg Universitet og har skrevet bogen ”Rundt om bordet. Trængte måltider og moderne livsformer”.

”Mad er ikke længere bare et spørgsmål om at spise, men også et spørgsmål om, hvordan jeg fungerer som menneske i samfundet, og hvilken identitet jeg har, når jeg konfronteres med mad. Det handler om at spise, så man er frisk til at gå på arbejde i morgen, men også om meget andet. Spiser jeg for eksempel kød, fordi jeg kan lide det, er jeg jo med til at ødelægge klimaet, selvom jeg godt ved, at jeg burde leve mere bæredygtigt. Og ja, den form for tænkning kan vi godt blive syge og udfordrede af som mennesker,” mener Johannes Andersen.

Han peger på, at synet på mad skal tænkes ind i hele moderniseringen af samfundet efter Anden Verdenskrig. Fra at mor stod hjemme ved kødgryderne og kerede sig om kernefamilien, og far var ude på job, skete der det, at kvinderne også kom på arbejdsmarkedet. Nu stod maden ikke længere og simrede i timevis, men skulle pludselig kunne tilberedes på meget kort tid. Med tiden begyndte mange at hente mad udefra, og der blev lagt mere og mere vægt på, at det også skulle være hyggeligt at sidde omkring bordet med noget lækkert mad, når der endelig var tid til at være samlet i familien, eller man havde gæster

”Så er det, at vi begynder at blive tykke, fordi vi ikke længere kun spiser efter behov. Og i forlængelse heraf opstår de første idéer om, at man kan gå på slankekur. Ind i 1990’erne bliver maden så et socialt og politisk projekt og dermed mere og mere et identitetsmæssigt anliggende. Samtidig med at vi er glade for maden, bliver vi også bange for den – for den kan jo gøre os fede, og så begynder vi at kæmpe mod den på forskellig vis og efter forskellige overbevisninger,” forklarer Johannes Andersen.

Dermed understreger han, at vores kostfokuserede kultur skal ses som en del af en større kulturel udvikling af det moderne samfund. Han er dog ikke blind for, at medierne har påtaget sig en betydelig rolle heri.

”I medierne ser vi jo mennesker, som har held med deres madprojekter. Og den måde, man som betragter vurderer successen på, er ved også at se på deres kroppe. Ser folk sunde og veltrænede ud, så spiser de nok fornuftigt, og er det modsatte tilfældet, spiser de garanteret helt forkert.”

Morten Elsøe, kandidat i molekylær ernæring og fødevareteknologi samt sundhedsdebattør, medgiver også, at et overdrevet fokus på kost kan resultere i et forkvaklet forhold til mad og i værste fald spiseforstyrrelser. Særligt er han bekymret over, at så mange mennesker i dag vælger at følge kostråd og kure fra såkaldte pseudo-eksperter, der rådgiver uden at have videnskabelig evidens for deres påstande.

”Mange af de her mennesker videregiver det, jeg kalder ’pseudovidenskabeligt bullshit’. De benytter sig af store og svære ord, der lyder særligt fine og videnskabelige, men i virkeligheden har de blot til formål at imponere modtageren. Jeg har selv haft masser af klienter, der har lyttet til dem, fordi de lyder så overbevisende, og hver gang de er stødt på en kur, der har lovet dem et nemt og hurtigt vægttab, så lukker det kritiske filter ned, fordi håbet tager over. De hopper med på den og bliver typisk super restriktive. Men kun for en tid, for så kan de ikke mere. De giver op, og så spiser de endnu mere,” siger han.

Han sammenligner de såkaldte pseudoeksperter med brugtbilsforhandlere, der spiller på alle de tangenter, som forskningen viser får folk til at købe – for eksempel anekdotiske fortællinger (”Jeg har selv den bil”/”Jeg har selv tabt mig på den kur”), som den menneskelige hjerne intuitivt vurderer som meget mere troværdige end statistikker.

Og med de moderne medier har alle en megafon, de kan råbe højt i for at få deres budskaber ud.

”Vi må konstatere, at det er blevet muligt i dag at starte sin egen ’redaktion’ uden at have de forpligtelser, der følger med, når man er et medie. Man er så at sige sin egen reklamesøjle, og det giver anledning til, at selvudråbte eksperter overdænger håbefulde mennesker med falske budskaber. Og så er det i øvrigt meget nemmere at producere en madmyte, end det er at fjerne den igen,” siger Morten Elsøe og kalder det en ulige kamp, som de officielle myndigheder må kæmpe.

”De alternative eksperter – og dem er der ikke mangel på – pumper misinformation ud på de sociale medier og bruger, bevidst eller ubevidst, klassiske kneb til at manipulere deres publikum. Og så sidder de ordentlige tilbage, som kun kan komme med fakta. Hvor tit er det lige, man støder på de officielle kostråd i diverse fora?”, siger han.

Mia Lichtenstein er psykolog og forskningsleder i psykiatrien i Region Syddanmark og har i mange år beskæftiget sig med spiseforstyrrelser. Lige nu står hun i spidsen for et projekt, hvor patientgruppen er mennesker, der har problemer med overspisning. I USA hedder diagnosen Binge Eating Disorder, men herhjemme er diagnosen endnu ikke officiel. Det bliver den formentlig i 2022, hvor Verdenssundhedsorganisationen WHO udkommer med en opdatering af sin sygdomsklassificeringsmodel.

I projektet tilbydes mennesker med overspisnings-symptomer psykologisk behandling. Men allerede nu har man måttet lukke midlertidigt for ansøgninger på grund af stor efterspørgsel.

Mia Lichtenstein understreger dog, at det ikke udelukkende er kulturelt betinget, og at det ikke alene er samfundets skyld, når så mange mennesker tilsyneladende har et problem med deres spisning.

”Man kan selvfølgelig sige, at spiseforstyrrelser ikke er lige så hyppige i u-landene som her, og at antallet af syge er vokset de seneste 40 år. Hvis det udelukkende skyldtes et kulturelt fokus, ville vi alle jo være påvirkede. De, der udvikler en spiseforstyrrelse, har noget sårbart med sig genetisk og personlighedsmæssigt. Men det er klart, at er man sårbar, kan det nemt gå galt, når der i samfundet altid står nogle klar med et eller andet quick fix, som du bare skal følge, og så bliver alt godt igen,” siger Mia Lichtenstein.