Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Et samfund vælger selv sine helte

De ældste nedskrevne helteberetninger er mere end 4000 år gamle. Også i dag hylder vi hverdagens helte som rollemodeller, som vi alle kan lære noget af

Da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved flagdagen i 2015 holdt sin hyldesttale til Danmarks udsendte, gjorde han det tydeligt for omverdenen, at soldaterne var sande helte. Han sagde:

”Danmark yder sit – og mere til – for en bedre verden. Det kan vi gøre, fordi vores udsendte yder deres. I har modet. I har kræfterne. I er Danmarks helte.”

Eksemplet illustrerer en ny betoning af udsendte danske soldater som helte, hvilket er emnet for ph.d.-afhandlingen ”Helte i Helmand. Militær heroisme og national identitet i Danmark”, som sociolog Kristian Frisk forsvarede i 2018. Denne og lignende udtalelser fra danske toppolitikere i de seneste årtier viser, hvordan samfundets helte er tæt forbundet med den nationale selvforståelse, påpeger Kristian Frisk:

”Når politikere og kongehuset hylder de udsendte for deres indsats og inviterer dem på rådhuspandekager, som man traditionelt har gjort med store sportsstjerner, så viser de ikke kun, at vi som nation er stolte af soldaterne. Fejringen signalerer også, hvordan vi gerne vil se os selv som nation, der kan og vil spille en rolle internationalt. Det er et brud med småstatsmentaliteten fra 1864, der prægede danskernes nationale selvforståelse helt frem til slutningen af den kolde krig.”

I den sammenhæng sender politikerne også et signal om, at her er nogle rollemodeller.

”De udsendte bliver fremhævet som nogle, som vi alle kan lære af med deres vilje til at gøre en forskel, dygtighed og globale udsyn. Soldaterhelten inkarnerer hermed et mere alment borgerideal, da civile danskere samtidig opfordres til at udvise en proaktiv attitude ligesom soldaterne,” siger sociologen.

Når man skal definere, hvad der kendetegner en helt, ligger netop soldaten som karakter tæt op ad den klassiske heltebeskrivelse. Det fortæller filosof Carsten Fogh Nielsen, der er adjunkt i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet.

”En helt er en person, der har gjort noget ekstraordinært, der gavner andre, selvom der er fare forbundet hermed – måske endda ved at sætte sit eget liv på spil. Men en helt er også en social figur. For det er noget, man bliver gjort til af andre,” siger han.

Hans bedste eksempel på en nutidig helt er den amerikanske pilot Chesley Sullenberger, der landede et passagerfly på Hudson River i New York for 10 år siden. I den situation gjorde piloten noget nær det umulige. Men i egen selvopfattelse udførte han ”bare sit arbejde”. Og netop den indstilling kendetegner ifølge Carsten Fogh Nielsen i høj grad hverdagshelte. De modtager hæder – og måske endda priser eller dusører – for en heltemodig indsats uden nødvendigvis at ønske det.

”Man bliver ikke født helt. En helt er noget, man bliver gjort til, i kraft af at andre – medierne eller ens omgangskreds – omtaler en på den måde. Hvis der ikke er nogen, der ved, at man har udført gerningen, så er man heltemodig, men ingen helt. Helte er noget, der skal fortælles frem i en historie. I dag er det medierne, der hovedsageligt står for det, hvor det engang var gennem myter og mundtlige beretninger.”

Den ældste nedskrevne helteberetning er fra lertavler fra omkring 2000 år f.Kr. og handler om den babylonske Gilgamesh, som er en nærmest tyrannisk bykonge, der drager ud på eventyr i sin søgen efter det evige liv. I dag kan man undre sig over, at han i datidens samfund ansås for at være en helteskikkelse, fortæller Carsten Fogh Nielsen. Men det er faktisk ikke så overraskende. For heltes karakteristika er historisk forankrede. Man kan på den måde bruge helte som spejl af tiden og de etiske, moralske og værdimæssige diskussioner, der har præget en given periode.

”Vi har som mennesker brug for at spejle os selv i figurer, som er bedre end os selv, eller som er idealudgaver af, hvad der er rigtigt og godt.”

Nogle af de første helteberetninger finder man typisk i en religiøs kontekst.

”Heltenes opgave blev også at forsvare menneskets samfund mod farer og skabe orden. Se bare på Det Gamle Testamentes Moses, der førte jøderne ud af deres fangenskab og modtog en ny lov fra Gud på Sinaibjerget, eller den græske sagnfigur Herakles, der tappert nedkæmpede uhyrer og anden ondskab,” siger Carsten Fogh Nielsen.

Et eksempel fra Det Nye Testamente er den barmhjertige samaritaner, der tog sig af et fremmed menneske, som var blevet overfaldet, på sin vej.

”I det moderne samfund er fokus så frem for alt på heltens identitet. For eksempel vil vi i de kommende år formentlig se flere kvindelige helte og helte med forskellige kulturelle baggrunde som følge af de identitetspolitiske bølger, der finder sted i vores samfund lige nu,” siger han.

Hos Røde Kors møder de en del af dem, man kan kalde hverdagens helte og kårer også hvert år ”Årets Førstehjælper”. Merete McCarthy er kampagneleder i forbindelse med Årets Førstehjælper i Røde Kors. De har ikke nogen nedfældede kriterier for heltemod, men der er uden tvivl træk, der går igen. Hun siger:

”Vores pris handler om at hylde de mennesker, der resolut griber ind, når ulykken sker og gør forskellen mellem liv og død. De, vi nominerer, har tilsidesat alt andet og kun fokuseret på at hjælpe et andet menneske ved at yde en vedholdende førstehjælpsindsats. Mange nominerede fortæller os, at de handler metodisk og korrekt, fordi de har lært førstehjælp, og at det først er bagefter, at det rigtig går op for dem, hvilken forskel de egentlig har gjort. Når vi hylder dem, kalder vi dem for helte, fordi de er blandt de mennesker, der i deres travle liv stopper op og gør noget helt uselvisk for at hjælpe et menneske, som de måske ikke engang kender.”

I Hjerteforeningen har de den lignende pris ”Årets Hjerteredder”, som bliver givet til en person, der har givet hjerte-lungeredning til et menneske i livsfare. Her tøver administrerende direktør Anne Kaltoft heller ikke med at kalde det heltemod.

”Alle, der træder til og hjælper et menneske i nød, er i vores optik helte. Hvis man uselvisk smider, hvad man har i hænderne eller standser midt på motorvejen for at hjælpe føreren af en anden bil, fordi vedkommende har fået et ildebefindende, er man en helt. De holder hovedet koldt, tager ansvar og sætter et andet menneske først. Det er modigt.”

Hvad er det, der driver mennesket til at gøre gode gerninger og handle altruistisk? Det har Ole Birger Vesterager Pedersen, der er overlæge og klinisk forskningslektor ved institut for klinisk medicin på Næstved Sygehus, forsket i. Generelt er der et element af selvopofrelse i altruistiske gerninger, siger han:

”Disse er dog ikke nødvendigvis modige – det er ikke sikkert, at den altruistiske er klar over, at der er en risiko forbundet med den handling, som vedkommende udfører for at hjælpe. Vi kan dog se, at eksempelvis bloddonorer ofte giver blod, selvom de får fysisk ubehag, efter at de har givet blod.”

Mod vil ofte kræve, at man overvinder sin tilbøjelighed til ikke at gøre noget, uddyber Ole Birger Vesterager Pedersen:

”Det er modigt at tage en edderkop med hænderne, hvis man er bange for edderkopper. Det er dog ikke modigt, hvis man ikke er bange for edderkopper. Jeg vil ikke mene, at det er modigt at give blod. Det er modigt at hjælpe en person, som er i fare, hvis du er klar over, at du sætter dig selv i fare ved at hjælpe.”