Ægtepar skriver til børn: Derfor går vi fra hinanden efter 50 år sammen

Efter snart 50 års svært samliv går Kirsten og Svend hver til sit. De vil gerne forklare sig over for børnene, der imidlertid ikke ønsker at høre begrundelsen

Vi har været fælles om at skrive dette indlæg i vores store frustration, og vi håber, I vil læse dette indlæg og give os et svar, skriver Kirsten og Svend, som står foran en svær skilsmisse, som deres børn ikke ønsker at forholde sig til.
Vi har været fælles om at skrive dette indlæg i vores store frustration, og vi håber, I vil læse dette indlæg og give os et svar, skriver Kirsten og Svend, som står foran en svær skilsmisse, som deres børn ikke ønsker at forholde sig til.

Kære brevkasse

Vi er et par, som har besluttet at lade os skille efter næste 50 års samliv. I sig selv måske ikke så specielt, selvom det udefra kan se absurd ud i vores alder.

Problemet er heller ikke selve skilsmissen, men at vores voksne børn giver udtryk for frustration og vrede og nærmest forkastelse af os. Og de ønsker slet ikke at høre nogen af vore begrundelser eller forklaringer for denne nu fælles beslutning.

Vi er på mange måder en dysfunktionel familie, hvor ingen af os to voksne har været i stand til at stoppe op igennem årene og ændre på tingene. Og tanken om, at vores familie var syg, er først kommet til bevidsthed efter mange år. Vi har levet et familieliv bygget på løgn mellem os to voksne, uden at vi har set, at det har påvirket vores børn og deres liv i negativ retning.

Jeg, Kirsten, er vokset op i en stor børneflok, hvor man altid skulle opføre sig ordentligt. Min far døde, da jeg var lille, og vores mor arbejdede derfor altid meget, og desuden måtte alle vi børn også hjælpe til, for at dagene kunne hænge sammen. Det indebar også en del tørre tæsk til alle. Det var svært at få en kærlig relation til vores mor. Hun gjorde alt for at skaffe os mad på bordet, og det var vigtigt for hende, at der ikke kom nogen klager over os fra skolen eller andre omkring os.

Da jeg ganske ung mødte Svend, var jeg uskyldig og blev hurtig meget tiltrukket af ham. Han var alt det, som var anderledes. Han var pæn og havde mange kærlige ord, som jeg slugte råt. Han var også meget seksuelt optaget, og jeg lod mig presse og troede, at jeg var den udvalgte, som nu kun skulle vente på at blive friet til.

Nu efter alle disse år kan jeg godt undre mig over, at jeg ikke stillede langt flere spørgsmål. Årene gik bare, og der skete en mængde ordinære ting som i en almindelig familie blandet med oplevelser, som der aldrig blev snakket om. Vi fik flere børn og havde travlt med vore jobs, og vi flyttede en del gange. Forklaringen var oftest nye udfordrende karrieremuligheder, som jeg troede på kunne blive nye muligheder.

Alt imens dette liv kørte, opstod der den ene situation efter den anden, hvor jeg opdagede, at Svend var mig utro med flere kvinder, og at han besøgte massageklinikker og prostituerede. Han brugte også fælles penge, som jeg ikke opdagede. Naive mig så hverken kontoudtog eller andet.

Det er først for nogle år siden, at jeg fik en indsigt i det i forbindelse med, at jeg fik mere og mere forklaring på min mands elendige baggrund, som jeg aldrig tidligere havde hørt om.

Alle omkring vil sikkert spørge, hvorfor jeg dog blev og fandt mig i alle disse ting, som også gik ud over børnene. Hver gang jeg opdagede utroskaben eller løgnen og konfronterede Svend med det, blev jeg lovet, at det aldrig ville ske igen.

Men det skete desværre igen og igen. Hele dette helvede bevirkede, at jeg hele tiden var på vagt og var angst, vred og ulykkelig, og dette bevirkede, at jeg i forholdet til mine børn altid var ”bussemanden – den sure”, der altid satte grænser for, hvad de måtte, skulle og kunne, for der skulle ikke sættes en finger på dem, på mig eller noget af min familie.

I det kaos har børnene skullet manøvrere, og i dag siger de, at uanset hvad det handlede om, skulle de vælge side. Det tror jeg godt, jeg kan forstå. Og i dag kan jeg mærke, hvordan min ulykkelighed, vrede og afmagt har hængt og forpestet hele huset, fordi jeg aldrig rigtig var glad. Og ud af alt dette springer så den nuværende situation.

Jeg er kommet til klarhed over, at jeg ikke længere vil være gift med den mand, som har krænket mig hele livet med andre kvinder og ved at bruge fælles penge på sig selv og egne behov forud for kone og børn. Han har ikke tænkt på, hvor ondt alle hans udskejelser og løgne har gjort. Jeg truede mange gange med at gå, men blev, fordi jeg håbede, at et fælles liv skulle lykkes.

Over lang tid nu har vi i fællesskab fundet en løsning, således at vi vil gå hver til sit med deling af de resterende penge, bolig og bil på en ordentlig måde.

Børnene er orienteret, og i første omgang var der kun skuldertræk. Senere er der kommet bemærkninger om, hvorfor jeg vælger at gå nu, når jeg ikke gik for mange år siden, da det havde gjort en forskel.

Samtidig har de klart givet udtryk for, at de ikke ønsker at vide noget om hvorfor. Dette udsagn gør virkelig ondt, for jeg havde selvfølgelig håbet på, at hvis de kendte til årsagerne til vores fælles helvede, ville det give dem en forståelse af mange aspekter fra deres liv i vores familie.

Jeg har brug for at høre jeres mening om dette. Skal jeg acceptere deres beslutning, eller skal jeg gøre en indsats for, at vi måske kan mødes og tale om hele denne komplekse historie?

Jeg vil godt kunne bære, at de ville være vrede på mig, for jeg ved jo godt, at jeg kunne være gået, men det levede liv kan ikke gøres om. Men jeg kan næsten ikke klare at blive forkastet uden nogen plads i deres liv. Og dog forstår jeg langt hen ad vejen deres vrede. Tænk hvis jeg fik lov til at sige det!

Og så skriver jeg, Svend: Jeg er enebarn opvokset under krigen. Jeg blev seksuelt udnyttet af min far, fra jeg var tre år, til jeg gjorde oprør som 15-årig. Jeg blev indoktrineret med, at det hele var min egen skyld. Derfor blev jeg isoleret fra skolekammerater og naboer.

Jeg blev totalt kvindefikseret, misbruger af sex derefter, og det medførte, at jeg krænkede min kone med et konstant forbrug af kvinder, specielt massageklinikker og prostituerede, hvilket jeg levede med som en hemmelighed for alle. Og denne livsstil kostede mange penge, hvorfor jeg også var nødt til at snyde og bedrage i vores fælles økonomi.

Jeg lærte en levemåde, hvor jeg manipulerede alle omkring mig. Kom omverdenen for tæt på, søgte jeg nye job og kravlede op ad rangstien, så jeg blev leder og var den, der bestemte.

Det er først for en del år siden, at jeg kom i behandling, og jeg har for nogle år siden fået diagnosen narcissistisk og psykopatisk personlighedsforstyrrelse med baggrund i de svære traumer fra min barndom. Jeg har nu gennem en del år tillige været kemisk kastreret.

Mit allerstørste problem er, at jeg ingen følelser har for det liv, jeg har levet, og jeg formår ikke at udtrykke min skam og lede ved mig selv. Jeg vil gerne have gode råd til at komme videre med mit liv, så jeg får mulighed for at påtage mig min skyld, og sådan at vores børn kan forstå, hvorfor deres mor er blevet, som hun er.

Vi har været fælles om at skrive dette indlæg i vores store frustration, og vi håber, I vil læse dette indlæg og give os et svar.

Venlig hilsen

Kirsten og Svend

Kære Kirsten og Svend

Tak for jeres brev, som vi har forkortet ganske meget. Vi håber, at vi har fået det væsentligste med, og vi vil gerne dele nogle tanker med jer om, hvordan I kommer videre hver især og ikke mindst i forhold til jeres børn, når I har besluttet at flytte hver til sit. Det er der ikke så megen plads til i dag, men de kommer i næste brevkasse.

Mange hilsener