Sognepræst om tabet af sin søn: Et sørgende menneske har flere hjertekamre

Døden gør tavs og kold, den bringer intet godt. Men ud af kampen for at overleve tabet af sine døde kan der vokse vinterblomster. Sådan siger sognepræst Lise Trap, der i dag udgiver sin tredje bog om sorg, og som for 13 år siden mistede en søn

”Den positive tænkning, som er så omfattende i vores tid, byder mig meget imod. Det er en tænkning, hvor man skal kunne få noget ud af alting, og hvor man siger ting som ’når Gud lukker en dør, åbner han et vindue’ og ’det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere’,” siger Lise Trap, der er sognepræst ved Soderup og Kirke Eskilstrup kirker på Midtsjælland. – Alle fotos: Leif Tuxen.
”Den positive tænkning, som er så omfattende i vores tid, byder mig meget imod. Det er en tænkning, hvor man skal kunne få noget ud af alting, og hvor man siger ting som ’når Gud lukker en dør, åbner han et vindue’ og ’det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere’,” siger Lise Trap, der er sognepræst ved Soderup og Kirke Eskilstrup kirker på Midtsjælland. – Alle fotos: Leif Tuxen.

Det er synd for menneskene, siger gudedatteren Agnes igen og igen i August Strindbergs ”Et drømmespil”, da hun er kommet til Jorden for at se, hvordan menneskene har det. Man kommer ikke uden om det – at det er synd for menneskene. Blandt andet fordi intet menneske går igennem livet uden at opleve ubærlige tab som følge af dødsfald.

Men sorgen er også den dybeste ære, glæden kan få. Det slog sognepræst Lise Trap fast med sin første bog i 2010, som udkom tre år efter at hendes egen søn døde som 20-årig. Siden skrev hun bogen ”Hjertebånd – at leve med sine døde”, og i dag udkommer så hendes tredje bog om sorg, nemlig ”Vinterblomster – at forandres i sorg”.

Når Lise Trap taler med mennesker i sine sorggrupper, falder samtalen ikke sjældent på evnen til – og samtidig skyldfølelsen over – igen at elske efter et dødsfald. Elske et nyt barn, elske en ny ægtefælle. Men, sagde et menneske i en sorggruppe en gang, der er jo flere hjertekamre. Og det er de flere hjertekamre, der er fokuset i hendes nye bog. For selv et bedrøvet, sørgende liv kan indeholde lys og glæde, er hendes erfaring.

”Bogen er en godkendelse. Det er godkendt, hvis du igen oplever glæde – ene og alene af den grund, at det er sådan, du har det,” siger Lise Trap.

Og den godkendelse er der tilsyneladende brug for. Ofte hører hun mennesker sige, at de nok ikke kan være det bekendt, når de efterfølgende oplever glimt af lys eller ser nye muligheder.

”En kvinde fortalte for eksempel, at hun havde malet loftet i soveværelset hvidt. Hendes afdøde mand havde hadet hvide lofter, men nu, da han var død, havde hun besluttet sig for at male dem hvide. Og nu var hun så skamfuld over at have gjort det. For hun frygtede at blive betragtet som den der glade enke, der gør, lige hvad der passer hende. Hun ville jo hundrede gange hellere have brune lofter og en levende mand end hvide lofter og undvære ham. Men når han nu var død, så var hvide lofter måske alligevel bedre end brune. Der opstår nogle nye muligheder, når den døde er død. Skal man tage den frihed på sig med god samvittighed, kræver det, at man når frem til, at man godt kan være ulykkelig og på samme tid glad for en ny mulighed,” siger Lise Trap.

Hun oplever, at mange sørgende skammer sig over at opleve glæde, fordi mennesker har tendens til at lave en én-til-én-årsagssammenhæng: Kvinden med de hvide lofter er glad, fordi hendes mand er død. Sådan er det naturligvis ikke.

”Lysten til at leve livet kommer ikke af dødsfaldet. For døden er der aldrig kommet noget godt ud af. Den gør kun ting tavse, stive, kolde og døde. Det er derimod den efterladtes kamp for at leve videre, der får ting til at spire frem,” siger hun og fortsætter:

”Hvordan skal man finde sig til rette i sit liv, når man har erfaret, at man ikke kan styre noget som helst? Hvordan skal en far, der har mistet et barn, leve videre uden sikkerhed for ikke at miste igen? Hvordan lever en kvinde videre med sin skyldfølelse over, at hun sagde, hendes mand skulle tage bilen den morgen? Det er kampen med de spørgsmål, der medfører nye indsigter – ikke døden.”

Lise Trap ønsker at slå fast, at et sørgende menneske skal have lov til at have det, som det nu engang har det. For hun oplever, at sorg ofte enten bliver til en diagnose eller afkræves en nytteværdi.

”Den positive tænkning, som er så omfattende i vores tid, byder mig meget imod. Det er en tænkning, hvor man skal kunne få noget ud af alting, og hvor man siger ting som ’når Gud lukker en dør, åbner Han et vindue’ og ’det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere’. Vi skal ikke indføre et normsæt for, hvad man skal få ud af sorg, for man kan selvfølgelig ikke plukke roser, hvor ingen roser gror. Men hvis der er små rosenknopper, skal man have lov til at plukke dem – det ville da være dumt andet.”

Hun oplever, at mange mennesker, der har mistet, siger, at de er blevet stærkere, bedre til at sige fra, bedre til at mærke sig selv, mere rummelige og bedre til at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige.

”Det kan være på et større eller et mindre plan. En kvinde, der havde mistet en mand, sagde for eksempel, at hun havde lært, at hun aldrig skal gå over på den anden side af gaden, hvis hun møder et menneske i sorg, men at hun skal sige noget til vedkommende. Der ligger noget klogskab der og en eksistentiel opvågning, som er god at holde fast i, for det giver styrke og livsmod.”

Til sommer stopper Lise Trap som sognepræst ved Soderup og Kirke Eskilstrup kirker, og hun ved ikke, hvad der derefter skal ske.

”Den beslutning, tror jeg, hænger sammen med en dyb erkendelse af, at livet kan være kortere, end vi tror. Jeg er 62 år, og hvis jeg skal prøve noget andet, må det blive nu, for jeg vil gerne nå at se livet fra en anden vinkel.”

Hun ønsker ikke med sine bøger at være privat, men at formidle det fællesmenneskelige ved at elske, miste og sørge. Og så vil hun gerne sige, at hun selv og sorgen har forandret sig.

”Sorgen er ikke blevet mindre, men jeg er blevet større. Den er der side om side med mange glæder, der er kommet til undervejs og ved siden af en grundlæggende hudløs glæde over, at livet er til. Det er ufatteligt kostbart. Det betyder, at jeg kan rumme den totalt dybe sorg over at have mistet en, jeg elskede så højt, samtidig med at jeg kan være rigtig glad for rigtig meget. Grundtvig siger det godt, når han skriver ’om end bedrøvet smiler dog støvet’.”

Har man mistet et menneske, der stod en nær, kan det virke uoverskueligt at forestille sig, at glæden igen vil kunne vise sig, men her kan andre menneskers erfaringer være en trøst, oplever Lise Trap.

Kort tid efter, at hun havde mistet sin søn, mødte hun en kvinde på kirkegården, hvis barn Lise Trap tidligere havde begravet. Kvinden holdt om hende og sagde:

”Lise… Alt det, du skal igennem nu.”

”Det var en virkelig god replik. For jeg kunne jo se, at hun havde været igennem alt det, jeg nu skulle igennem. Men hun stod der stadigvæk – på sine ben. Det var enormt betryggende, og det var derfor, jeg begyndte at lave sorggrupper. Fordi jeg kunne se styrken i at kunne spejle sig i andre, der også har mistet.”

Lise Trap har således de seneste 10 år ledet sorggrupper i kirkeligt regi – blandt andet for forældre, der har mistet børn, for mennesker, der har mistet på grund af ulykker og selvmord samt for mennesker med andre særlige udfordringer.

Spørgsmålet er, hvad evangeliet har at sige til det sørgende menneske, der ikke føler, at han eller hun kan være bekendt at være glad.

”Der er jo ingen trøst, ikke noget formildende, når den, man elskede højest, ikke er her mere. Men grundlæggende fastholder kristendommen, at ethvert menneske er et under, og at Guds kærlighed er stærkere end døden. Det er ikke nødvendigvis en trøst, men det er en vinkel, der måske med tiden kan få betydning. Det er dog meget forskelligt, hvordan tro kan kaste lys ind i den enkeltes situation,” siger hun og giver et eksempel:

”Jeg talte engang med en far, der sagde, at han kun kunne leve videre, fordi han var sikker på, at Gud var lige så ked af det, som han selv var, og at det ikke var Guds vilje, at hans barn skulle dø. Jeg kan modsat ham kun leve videre, fordi jeg inderligt håber, at det var Guds vilje, at min søn skulle dø. For selv om jeg aldrig kommer til at forstå, hvad der skulle være meningen med det, finder jeg langt mere trøst ved tanken om, at mit barn hele tiden har været i Guds hånd, end hvis hans død skulle være udslag af nogle tilfældigheder.”

Artiklen her sluttes med et citat fra Lise Traps nye bog. Tiden har en betydning for udviklingen af sorgens karakter. Men, skriver hun:

”Måske tid ikke er alt. Måske der er en anden linje i vores liv end den fra fødsel til død. En linje, der går fra himmel til jord. Som skærer sig igennem tiden. Som er evighed, kærlighed, fuldendelse. Midt i det hele. Evighedens nedslag. Et paradoks i tilværelsen. Som ordene fra påskemorgens evangelium: ’Frygt ikke’, sagt fra et sted uden for verden, ord fra Gud, ind i en verden, hvor der er så meget at være bange for. Det er ord, der kan støtte den frimodighed – eller vække den – i det menneske, der oplever sit liv, som om alt er mistet, men samtidig også aner, at noget nyt måske er at vinde.”

Kristeligt Dagblad anmelder ”Vinterblomster – at forandres i sorg” senere.