Kære brevkasse
For nogle uger siden læste jeg med interesse og en del genkendelse et indlæg i brevkassen om at vokse op med narcissistiske forældre. Min mor led af tilbagevendende vinterdepressioner, og efter at min far døde for over 20 år siden, har hun haft svære depressioner. Min far havde en arvelig manio-depressiv lidelse, og han var meget medtaget i sin ungdom og i min tidlige barndom. Han modtog elektrochok-behandlinger og kom sig godt efter et selvmordsforsøg, og siden hjalp ambulant litiumbehandling rigtig meget.
Jeg arvede dispositionen, og da jeg var i begyndelsen af 20’erne, brød det manio-depressive ud i fuldt flor med en manisk og paranoid psykose og megen angst. Jeg blev tvangsindlagt, tvangsmedicineret og bæltefikseret.
Så havde jeg lært lektien. De næste 20 år var jeg indlagt op til to gange årligt. Der gik ikke et år uden indlæggelse. Jeg modtog støttende psykoterapi i en del år, og til slut lærte jeg kognitiv terapi på et daghospital. Det hjalp meget sammen med bedre antipsykotisk medicin kombineret med litium, og de sidste godt 16 år har jeg ved Guds nåde ikke været hospitaliseret.
Min mor har hele mit liv været ekstremt bekymret og haft katastrofetanker. Det husker jeg helt tilbage fra børnehavetiden. Her blev jeg også mobbet meget, ligesom jeg også gjorde det i de første fem år af min skoletid. Ud over at min mor var perfektionist, kontrollerende og irritabel, var hun også ophængt på grund af et meget ansvarsfuldt arbejde. Min far arbejdede også ekstremt meget, så han var slemt fraværende i familien.
Selvom min mor på en måde havde taget afstand fra bekymringen for, hvad andre tænkte, sådan som hun var vokset op med, lå det alligevel dybt i hende, og det styrede til dels vores liv. Sådan var atmosfæren, jeg levede i som barn, og jeg er sikker på, at det var medvirkende til mit lave selvværd og mangel på selvtillid samt min store ensomhedsfølelse. Disse flygtede jeg fra ved at læse næsten alle bøgerne på børnebiblioteket.
I dag lever jeg alene på landet. Min søster har bosat sig i den anden ende af landet, og min mor bor midtimellem. Det er, som om vi ikke har kunnet få nok afstand til hende i det daglige. Jeg har en hund, der får mig ud at gå, to venner, som bor en halv time fra mig, og et godt forhold til to af mine naboer.
Men jeg isolerer mig meget, og jeg kan ikke slippe af med ensomhedsfølelsen og mit lave selvværd. Jeg er nødt til at leve ekstremt regelmæssigt, og det sætter en del begrænsninger for livsudfoldelsen.
Hvad kan jeg stille op med mit liv? Et liv, som jeg trods alt er dybt taknemmelig for, selv efter flere selvmordsforsøg. Jeg ville gerne gennemføre en uddannelse, da jeg har fire uafsluttede ud over studentereksamen. Jeg kunne godt tænke mig at blive i stand til at arbejde på deltid, men føler mig sat til vægs af en lav stresstærskel som følge af sygdommen samt af et arbejdsmarked, der bestemt ikke er så rummeligt, som det kunne være. Jeg er midt i 50’erne, og uret tikker stædigt.
Venlig hilsen
Berit
Kære Berit
Tak for dit brev, hvor du skildrer mange af de alvorlige udfordringer, som du og din familie har haft i jeres liv. Selvom vi godt ved, at det ikke automatisk fjerner negative tanker, har vi alligevel lyst til at sige til dig, at du vel nok har grund til en stor, dyb og god selvrespekt. Tænk hvad du har tilkæmpet dig på en meget svær baggrund.
Du har tidligt i livet oplevet sårbarhed og smerte med to hårdt arbejdende forældre, der samtidig kæmpede med alvorlige psykiske lidelser. Du har også været presset, når du var i institution og skole, hvor du er blevet mobbet og måske har fået indprentet nogle ringeagtende stemmer i dig, som du måske har overtaget som dine egne. Det sker i hvert fald ofte, at andres intense ord på en måde sniger sig ind og bliver en del af selvforståelsen og selvfølelsen. Disse stemmer må du stadig søge hjælp til at udfordre, for de taler ikke sandt. I stedet har du grund til at tænke stik modsat om dig selv.
Du har arvet din fars sygdom og været igennem mange års svære perioder med kaos i følelseslivet, og du har prøvet magtesløsheden mange gange ved de akutte indlæggelser, hvor du både har været i sygdommens vold og måske oplevet vekslende behandleres mere eller mindre gode måde at hjælpe dig på. Tænk på alt det, som du har oplevet og kæmpet med og kommet igennem.
Heldigvis er der blevet bedre behandlingsmuligheder gennem årene for den bipolare lidelse, som manio-depressivitet nu kaldes. Og med relevant medicin, kognitiv terapi og en fornuftig livsstil sammen med gode mennesker er der ofte håb for en god tilværelse. Vi læser, at du efter alt dette alligevel har bevaret en slags taknemmelighed over livet. Et menneske, der som dig har stået alt dette igennem, har virkelig grund til at tænke stort og barmhjertigt om sig selv.
Du skriver, at du har fire uafsluttede uddannelser og spørger, om vi har råd til fremtiden. I lyset af det, du skriver om ensomheden og om dit behov for udfordringer, der ikke er for stressende, tænker vi, at du skal søge efter noget, som du kunne fange interesse for, og som kan bibringe dig glæde og samvær.
Om det er at få fat i en af uddannelserne igen, eller om du skal forsøge at finde et lille beskyttet og afgrænset job, hvor du oplever, at du kan gøre nytte, ved vi ikke. Med flere uafsluttede uddannelser og din intense livserfaring har du på en måde en meget fin og dyrekøbt livsuddannelse, som har dannet dig til det menneske, du er i dag. Og det er nok det væsentligste.
Brug gerne dine venner som gode samtalepartnere og prøv gerne at udfordre din kontakt i kommunen i dit forsøg på at finde en god vej. Hvis uddannelse eller et mindre job ikke er muligt, så synes vi, du skal tænke over, om der var noget frivilligt meningsfyldt arbejde, som du kunne gøre i det antal timer om ugen, som du kan magte.
Du nævnte børnebibliotekets helle i din barndom. Måske kunne du spørge på dit lokale bibliotek, om de ville have en hjælpende frivillig hånd?
Den isolation, du oplever, skal gerne brydes ved først og fremmest at tænke meget større og varmere om dig selv samt ved nogle gode overskuelige og meningsfyldte aktiviteter og fællesskaber. Selvom du fortæller, at du ikke er helt ung mere, så er du slet ikke gammel. Der er flere kapitler endnu. Livet kan stadig bringe dig nye gode tanker og oplevelser, og dem skal du bede om hjælp til at finde fra dem, du har tillid til.
Mange hilsener