Prøv avisen

Kibbutzen er et unormalt sted med normale mennesker

Da Grete Tal var i kibbutz i 1962, boede hun i et skur fyldt med fluer og uden aircondition. I dag bor hun i et stort betonhus, som kibbutzen ejer. Men haven har hun selv betalt for. Foto: Stinne Andreasen

72-årige Grete Tal har boet i kibbutz i Israel siden 1962. De socialistiske arbejdskollektiver har ændret sig markant med tiden, men hverken udviklingen, krig eller mandens død har rokket ved hendes lyst til livet i fællesskabet

Der er på en gang noget råt og romantisk over det hvide hus på toppen af bjerget. Her i det frodige Nordisrael skyder citrusfrugter, avokadoer og meloner frem i landskabet og indhyller de små, firkantede betonhuse i et idyllisk skær. En hejre, en flok hvide ibis eller en enlig pelikan glider med jævne mellemrum over den blå himmel, og det er svært at forestille sig, at freden fra tid til anden bliver afbrudt af raketter og skud fra Syrien og Libanon, som kan anes på den anden side af højdedragene mod øst og vest.

I det lille hus i kibbutzen Kfar Szold bor en 72-årig dansk kvinde, der med sit stålsatte blik og blomstrede bluse i sig selv også udstråler noget sødt og hårdt på samme tid.

Hun har været med hele vejen. Fra landbrugskollektivernes socialistiske storhedstid i 1960’erne til i dag, hvor kibbutzerne snarere er bofællesskaber, hvor man kerer sig om hinanden og sørger for, at ingen lider nød.

Dette er historien om, hvordan Grete Jensen blev til Grete Tal. Hvordan en kvinde fra et konservativt dansk hjem blev dybt engageret i den venstreorienterede kibbutzbevægelse. Og hvordan en troende kristen fandt ro blandt Israels ikke-religiøse jøder.

Grete Jensens historie er på mange måder personificeringen af kibbutzernes udvikling de seneste 50 år. Men idéen bag bevægelsen begyndte endnu tidligere. Den første israelske kibbutz blev skabt af jødiske pionerer i 1910 med det mål at opbygge et arbejdsfællesskab, hvor jøder skulle leve efter socialistiske principper som lighed og solidaritet i stedet for religiøse love.

Efter staten Israels oprettelse i 1948 voksede tilslutningen drastisk, og kibbutzerne blev til verdens største kollektivbevægelse, som tiltrak både jøder og frivillige fra hele verden.

Rygtet nåede i 1960’erne helt til Lyngby og ind i lokalerne hos en lille kristen ungdomsklub, hvor Grete Jensens israelske eventyr begyndte.

Jødernes historie fascinerede hende. Som barn i en kristen familie var hun vokset op med fortællingerne om israelitternes vandring gennem Sinai-ørkenen til Det Hellige Land, og Bibelens historier, jødernes lidelser samt deres kamp for at skabe en jødisk stat interesserede hende dybt.

Så da en energisk præst i hendes ungdomsklub i 1962 arrangerede et treugers ophold i en kibbutz i Israel, slog hun til.

Med skib og tog begav den 18-årige kvinde sig ud på den rejse, der skulle blive den første af mange til Israel. Mens hun uddannede sig til lærer i Lyngby, besøgte Grete Jensen kibbutzerne så ofte, hun kunne.

”Jeg så alle de steder, jeg havde læst om i Bibelen. Nazareth, hvor Jesus voksede op. Genesaret Sø, hvor han gik på vandet. Og jeg mødte alle de her mennesker, der prøvede at dyrke jorden. Landet var jo kun 14 år på det tidspunkt, så der herskede stadig en pioner- ånd. Det var fantastisk spændende,” siger hun.

Ekstra interessant blev Grete Jensens ophold i kibbutzen Kfar Szold i 1967, da hun traf en smilende og hjælpsom tysk jøde. Hanan Tal var alene i verden, efter at hans familie var blevet dræbt i koncentrationslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig. Nu var han blandt pionererne, der var rejst til Israel for at bygge den jødiske stat op.

Sådan gik det til, at skolelæreren fra Lyngby begyndte et nyt liv i det israelske landbrugskollektiv. Siden er mange gået i hendes fodspor. Over 40.000 danskere er gennem årene rejst af sted for at arbejde i kibbutzerne, og det har Grete Jensen en stor del af æren for. I 1965 var hun nemlig med til at stifte foreningen Danske Kibbutz Venner.

Rammen for Grete Jensens nye tilværelse blev hønsehuset. Hver morgen stod hun op klokken seks og samlede æg, mugede ud, spredte foder og vaccinerede høns lige til fyraften. Hun mødtes kun med de cirka 300 andre kibbutznikker til de tre daglige måltider, som alle indtog sammen i spisesalen.

Det var midt i 1960’erne og i hippiebevægelsens spæde start. Grete Jensen, som var vokset op i et konservativt hjem, hvor moderen var hjemmegående og faderen underdirektør i et kul-, koks- og oliefirma, mødte derfor først rigtigt den socialistiske tankegang i kibbutzen.

Fællesskabet betød alt. Økonomien var fælles, og alle beslutninger blev truffet ved håndsoprækning på ugentlige generalforsamlinger. Ville Grete Jensen for eksempel besøge sin familie i Danmark, skulle kibbutzens beboere stemme om det, for der var kun råd til at sende folk til udlandet en gang hvert 15. år.

Også børneopdragelse var et fælles anliggende. Kibbutzens yngste boede ikke hos deres forældre, men var fordelt efter alder i spædbørnshuset, småbørnshuset og ungdomshuset, hvor de sov, spiste og gik i skole.

”Man havde ikke nogen personlig frihed, for flertallet bestemte. Men alle havde den samme grundidé om, hvorfor vi boede og arbejdede sammen. Det var derfor, vi gav afkald på så meget,” siger hun.

Ikke blot tanken om fællesskabet bandt kibbutznikkerne sammen. Der var også en stærk holdånd omkring det, at man havde en national opgave at udføre. At skabe et blomstrende jødisk samfund så tæt ved grænsen mod Libanon og Syrien var en slags manifestation af, at jorden tilhørte Israel. Kampen berørte ikke Grete Jensen til at begynde med, men med årene blev den også hendes:

”Følelsen kom med tiden. Jeg ville gerne yde mit til det nationale og til hele idéen med at bosætte sig lige præcis her og få kibbutzen til at fungere.”

Første gang, hun mærkede krigens alvor, var i 1967. Seksdageskrigen var brudt ud mellem Israel og de arabiske stater Syrien, Jordan, Egypten og Irak, og på konfliktens anden dag sad hun omgivet af ni af kibbutz- ens yngste børn i et beskyttelsesrum. Luften var tyk af røg og støv. Mens bragene af bomber og raketter tordnede omkring dem, forsøgte den 23-årige kvinde sammen med tre andre voksne at berolige de små ved at synge sange for den yngste af pigerne, der havde fødselsdag.

Tre dage senere blev kibbutzens hønsehus sprængt i småstykker. Den aften måtte kibbutznikkerne have omelet til aftensmad.

Sådan blev krigen gennem årene en naturlig del af Grete Jensens hverdag. Hun lærte at søge mod beskyttelsesrummene, når alarmen rungede over Kfar Szold. Og med sine 180 centimeters højde lærte hun at dukke hovedet ned under skudlinjen, når hun vandrede rundt i kibbutzens menneskedybe løbegrave.

”Vi har haft mange svære situationer, og så sent som i august sidste år var to raketter fra Syrien meget tæt på at ramme os. Men hverdagen vender altid tilbage. Vi tager de forholdsregler, vi kan. Der er flere, der bliver dræbt i trafikken end i området her, og jeg tror ikke, at man tænker, ’jeg kommer nok aldrig tilbage,’ hver gang man sætter sig i en bil og drejer nøglen om,” siger hun.

Mens konflikten ikke skræmte hende væk fra kibbutzen, var den socialistiske ideologi en overgang ved at kvæle hende.

Midt i 1970’erne var Grete Jensen blevet til Grete Tal, og hun havde fået to sønner og en datter. De levede i børnehusene, hvor hun havde besøgstid om formiddagen, ligesom hun kunne hente børnene hjem et par timer om aftenen. En periode blev det lidt for snævert for hende, at fællesskabet blandede sig i alt fra børnenes sengetider til hendes hjemrejser til Danmark, men med tiden accepterede hun vilkårene og engagerede sig mere og mere.

Hun trådte til, hvor der manglede hænder, og arbejdede både i hønsehuset, børnehuset og lægeklinikken, som ambulancefører, arbejdsfordeler, finansansvarlig, eksportansvarlig og ansvarlig for kibbutzens gæstehuse. Hun affandt sig med den på én gang beskyttede og udsatte tilværelse og gav sin mand ret, når han sagde, at ”kibbutzen er et unormalt sted med normale mennesker”.

Især festerne og de jødiske højtider holdt Grete Tal meget af. Religion fyldte intet i kibbutzerne, som var sekulære arbejdskollektiver, og derfor opfandt medlemmerne deres egne versioner af helligdagene. Den jødiske pinse fejrede de som høstfest, og religiøse love gik man ikke op i.

Den mest religiøse person i kibbutzen var faktisk Grete Tal. Selvom hun var kristen, var hun nysgerrig efter jødedommen og kendte dens regler og påbud bedre end de fleste. Hun savnede ikke kirken hjemme i Danmark.

”’Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg midt iblandt dem,’ sagde Jesus. Troen er overalt. Det, jeg mener og tror på, har ikke noget at gøre med kirken som instans,” siger hun.

Tro kom dog med tiden til at fylde stadig mere i Kfar Szold såvel som i landets øvrige kibbutzer. Det hang sammen med den generelle udvikling i Israel. I slutningen af 1980’erne fratog regeringen kibbutzerne en række tilskud og fordele, og bevægelsen røg ud i en økonomisk krise.

De fleste kibbutzer blev privatiseret, og de førhen så lukkede fællesskaber måtte åbne sig for nye beboere med andre livssyn, andre religioner. Det medførte en række ændringer i den socialistiske, sekulære bevægelse op gennem 90’erne og 00’erne.

I Kfar Szold blev de jødiske religiøse kosher-regler for mad indført i gæstehusene, drenge begyndte at blive omskåret efter religiøse forskrifter, og flere medlemmer valgte nu at faste på den jødiske soningsdag yom kippur.

”Det har skabt en del konflikter gennem årene. Nogle tror ikke, at de ser rigtigt, når der bliver holdt religiøse ceremonier. Jeg tror, at anden og tredje generation i kibbutzerne har savnet et ståsted i livet. Religion var jo sløjfet, men der kom ikke noget i stedet. Det var ikke nok for dem, og de har taget jødedommen tilbage,” siger Grete Tal.

Religionens rolle i kibbutz- erne var ikke det eneste, den nye generation gjorde oprør mod. De ville også have deres børn boende hjemme. Børnehusene lukkede et efter et, unge flyttede væk, og de ældre medlemmer begyndte at frygte, at kibbutzerne ville ende som alderdomshjem.

Det helt store opgør med den oprindelige socialistiske ideologi kom, da kibbutzen indførte differentieret løn. Fra at alle havde tjent det samme, fik medlemmerne nu løn efter rolle og ydeevne.

”Det var ved at slå benene væk under kibbutzen på en helt anden måde, end noget andet havde gjort. For folk, der aldrig havde skrevet en check ud, var det en stor omvæltning. Der var altid nogen, der bare havde nydt godt af, at andre sled i det. Det ændrede sig, da vi fik forskellig løn,” siger hun.

På terrassen foran det hvide betonhus står 72-årige Grete Tal og skuer ud over de frodige Golanbjerge. Der er ikke meget tilbage af den kibbutz, hun forelskede sig i dengang i 1960’erne, da hun stadig hed Jensen til efternavn. Plantagerne, markerne og fabrikken bliver i dag drevet som moderne virksomheder, spisesalen serverer ikke længere mad, og nye lejeboliger dukker op mellem de små betonhuse, som kibbutz- en stadig ejer.

”Det er ikke noget socialistisk arbejdsfælleskab mere. Men det er et sted, hvor flere generationer bor sammen, og hvor man tager ansvar for samfundet og hinanden. De unge er heldigvis også begyndt at vende tilbage. Om man så vil kalde det kibbutz, ved jeg ikke,” siger hun.

Hendes hånd famler ved den guldkæde, der smyger sig om hendes hals. Vedhænget er den jødiske syvarmede lysestage omkranset af hendes mands vielsesring.

Hanan Tal døde af sygdom i 1990. I 26 år har Grete Tal levet som enke i kibbutzen, men hun har ikke været alene. De tre børn har alle slået sig ned i området, og otte børnebørn er kommet til. Hun er glad for tilværelsen i Israel og overvejer stadig ikke at flytte tilbage til Danmark. Men hun længes heller ikke efter det liv, hun førte i det oprindelige, socialistiske Kfar Szold.

”Det er klart, jeg savner den tid, hvor min mand stadig var i live,” siger hun og fortsætter:

”Der er meget godt at sige om livet dengang. Jeg kan godt lide, at man ikke var så krævende. Nu har man frihed og alle muligheder i verden, men det bliver man ikke lykkeligere af. Alligevel drømmer jeg mig ikke tilbage til måden, vi levede på. Hver ting til sin tid.”

Da Grete Tal var i kibbutz i 1962, boede hun i et skur fyldt med fluer og uden aircondition. I dag bor hun i et stort betonhus, som kibbutzen ejer. Men haven har hun selv betalt for. Foto: Stinne Andreasen
Grete Tals hus rummer et beskyttelsesrum med ekstra tykke mure, som hun kan søge ind i, når alarmen går i kibbutz- en. Rummet fungerer også som gæsteværelse, og denne nat sov tre børnebørn derinde. Foto: Stinne Andreasen
Om halsen har Grete Tal en guldkæde med den jødiske syvarmede lysestage omkranset af hendes mands vielsesring. Foto: Stinne Andreasen