Prøv avisen

Anders Lund Madsen og Poul Nesgaard: Er vi egentlig venner?

Poul Nesgaards (tv.) og Anders Lund Madsens samtale om venskab finder sted i og ved Nesgaards sommerhus ved Roskilde Fjord. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Anders Lund Madsen og Poul Nesgaard har lavet fjernsyn sammen, siden Poul Nesgaard lå bag ved sofaen i Anders Lund Madsens ”Det Nye Talkshow” i 2011. Men om de er venner, er ikke helt defineret

Ord klemmes ind mellem Anders Lund Madsen og Poul Nesgaard. Man stiller et spørgsmål, og en af dem begynder at svare, men så får den anden lige en strøtanke, og pludselig er samtalen et helt andet sted.

Som da Poul Nesgaard begynder at fortælle en anekdote om sin gamle ven Thomas Winding, og Anders Lund Madsen pludselig siger:

”Poul, er du medlem af folkekirken?”

”Ja, det er jeg.”

”Jeg er blevet meget fascineret af unitarerne. Det er dem, der siger: 'Nu samler vi hele moletjavsen i én religion'. De har hus på Dag Hammarskjölds Allé. Det bliver ikke rigtig brugt, så jeg tænker, at hvis man bliver unitar, kunne man overtage det,” siger han.

Interviewet varer lidt over halvanden time en onsdag eftermiddag. Og der er utrolig mange ord. Og også mange grin.

For Poul Nesgaard og Anders Lund Madsen ler sammen og siger ofte: ”Åh ja, kan du huske?”.

Egentlig skal vi tale om deres venskab, som Anders Lund Madsen har defineret i en mail før interviewet. ”Poul Nesgaard er min ven,” skrev han. Men det ved Poul Nesgaard ikke. Så han bliver overrasket, da Anders Lund Madsen nævner det.

”Har du skrevet det? Jeg troede, vi var her for at afsøge, om vi har et venskab,” siger han.

I de næste 102 minutter undersøger de to, hvad det egentlig vil sige at være venner, og om det er noget, der passer på det, de har sammen. Men først til begyndelsen.

52-årige Anders Lund Madsen mødte 63-årige Poul Nesgaard første gang, da han var journalistelev på Ekstra Bladet i 1990'erne. Det var til et interview, og Poul Nesgaard var hans forbillede. Siden mødtes de nogle gange, men deres omgangsform begyndte først at ligne venskab, da Anders Lund Madsen i midten af 2000'erne ikke havde så meget at lave. Det opfangede Poul Nesgaard og inviterede ham til kaffe ude på Filmskolen, hvor han var rektor.

Det resulterede blandt andet i en optræden i Anders Lund Madsens ”Det Nye Talkshow” på DR 1 nogle år senere, hvor Poul Nesgaard gemte sig bag en sofa og sagde, at han aldrig mere ville optræde på tv.

I begyndelsen af 2014 gik Poul Nesgaard af som rektor for Filmskolen efter 22 år, og Anders Lund Madsen var hurtig til at skrive og spørge, om de skulle lave fjernsyn sammen. Det blev i første omgang til programmet ”Dårligt nyt”, hvor Poul Nesgaard var Anders Lund Madsens praktikant. Siden lavede de programmet ”Diverse meddelelser” og senest ”Næste uges tv”, som blev pillet af sendefladen i slutningen af 2015.

”Nu har vi etableret, at vi er mødtes, har haft en venskabelig attitude og agerer i venskabelig kontekst ved at invitere hinanden. På den måde lever vi op til det, at venner er nogen, man er parat til at hjælpe, hvis der er brug for det,” siger Poul Nesgaard.

De taler rundt om emnet venskab, undersøger, hvordan man er venner, fortæller om egne erfaringer og den måde, de er venner på med andre.

”Jeg mødte Johannes Møllehave på gaden i går,” fortæller Poul Nesgaard for eksempel. ”Han kaldte mig sin bedste ven. Han nævnte derpå Niels Birger Wamberg og sagde: 'Det er min bedste ven'. 'Undskyld, du sagde lige, at jeg var din bedste ven,' sagde jeg så. 'Poul, du er min næstbedste ven!'.”

”Han er jo om nogen en, der har en følelsesmæssig relation til et andet menneske i et hvilket som helst øjeblik. I det øjeblik ér man hans bedste ven, for følelsen er fuldstændigt ren. På den måde tror jeg egentlig, at han er noget af det dybeste. Han har et stort behov for at møde folk,” siger Poul Nesgaard og fortsætter:

”Der var to fædre, en palæstinenser og en jøde, som mistede deres børn i konflikten dernede. Der opstod et venskab mellem dem, fordi de var udsat for samme ubegribelige og uhåndterbare smerte. I det smertepunkt mødtes de og blev venner. Venskaber er vel det, der er for lidt af i virkeligheden, for de kan skræve over de mest forfærdelige konflikter. Derfor jo flere venskaber, jo smukkere bliver verden. Det har Johannes Møllehave forstået.”

”Må jeg lige låne din bil i næste uge?”, spørger Poul Nesgaard så.

”Ja,” svarer Anders Lund Madsen uden tøven.

”Se, det er en ven! Det var en prøve, og den bestod du med glans,” smiler Poul Nesgaard.

”Må jeg låne nogle penge af dig?”, spørger Anders Lund Madsen.

”Det må du gerne, jeg har 10 kroner,” lyder svaret.

Anders Lund Madsen forklarer, at han ofte bliver venner med sine kolleger. Han er ikke så god til at vegetere, men vil gerne lave noget, når han ser sine venner.

Poul Nesgaard har lidt af det samme, siger han. Han har en venskabelig adfærd, som gør, at det ikke er helt nemt at definere, om noget er et venskab. En ven spurgte ham engang ud af det blå, om de var venner. Det var svært at svare på, for hvornår er man det.

Han fortæller, at han altid har dyrket gamle mænd som en form for venskab.

”Der findes mange ensomme mænd, som har nogle fantastiske liv bag sig, men det hele er endt på en forkert måde. De er begavede, men det er aldrig gået, for de har ikke gidet give sig en millimeter og aldrig gidet lytte til andre. Det har jeg ikke noget problem med, for de er spændende,” siger han og fortæller om Nikolaj.

”Nikolaj interesserede sig for blomster, og så optog han alle samtaler på bånd. Under krigen kørte han ambulancekørsel for jøderne og havde aldrig fået tak for det. Det blev til stor bitterhed. Jeg tog altid imod hans ævl og kævl, og en dag blev han så gnaven og sagde: 'Hvorfor har du altid været så heldig? Jeg har intet, og du kører på første klasse.' Han råbte efter mig hele vejen ud af bygningen. Da jeg kom ud, tænkte jeg, at han faktisk bare hungrede efter venskab. Hele livet havde han afprøvet alle, om det var venskab. Så jeg tænkte, at næste gang skulle han få jordens største skideballe. Jeg forstod pludselig, at jeg havde svigtet venskabet ved bare at tage imod hans giftigheder og ikke sige ham imod,” siger Poul Nesgaard.

”Fire uger efter var jeg i stødet, så jeg kørte ud til Valby, ringede på døren og var virkelig hidset op. Jeg var klar til at gøre min indsats. Men han åbnede ikke døren. Jeg gik ned til blomsterhandleren, som måtte kende ham, fordi han interesserede sig for blomster. Han havde nogle på altanen, som aldrig blomstrede, og det var han selvfølgelig også sur over. 'Han er død,' sagde blomsterhandleren. 'Men blomsterne blomstrede på altanen, efter at han var død.' Pointen med historien er, at venskabet jo ikke skal forveksles med, at man aldrig træder i karakter. Tværtimod,” siger Poul Nesgaard.

”Et venskab er jo også, at du tør sige den anden imod.”

”Er der ikke et over- og underforhold i den type venskab?”, spørger Anders Lund Madsen.

”Måske. Men det burde der ikke være,” siger Poul Nesgaard.

”Ikke medmindre alle har det fint med det. Da jeg gik i skole, havde jeg en bedste ven, der hed Jakob. Jeg havde det fint med at være under. Han var min bedste ven, men jeg var absolut ikke hans bedste ven. Hver dag efter skole spurgte jeg, om vi kunne lege sammen, og så spurgte han alle de andre, om de kunne lege. Hvis der ikke var nogen af dem, der kunne, så kunne vi godt. Det fine var, at det var okay. Hvis man ved, at der er det niveau, fungerer det fint. Når vi bare legede, slappede han af, for der var ikke andre. Den eneste grund til, at det gik i stykker, var, at da vi kom i 8. klasse, blev man enten rocker, disker eller flipper. Han blev rocker, og jeg blev flipper, og det kunne ikke gå. I dag er han elektriker. Jeg har ikke set ham siden,” siger Anders Lund Madsen.

Da Anders Lund Madsen i 2014 inviterede Poul Nesgaard ind i DR for at lave fjernsyn, troede han ikke, at Poul Nesgaard ville sige ja. For det var stadig forbilledet, og han regnede med, at Poul Nesgaard hellere ville lave noget andet. Men Poul Nesgaard sagde ja, og de holdt et møde sammen med produktionsholdet.

”Det var fantastisk, og jeg tænkte, at jeg i hvert fald meget gerne ville være venner med ham. Han sad og nedgjorde på den mest elegante måde alle de folk, der var til stede, og sagde, 'Jeg kan ikke mærke jer' og sådan nogle ting. Det var fantastisk. Det var et af de bedste møder, jeg har været til. Men de blev ikke sure. Det er jo det, en ven også skal kunne; sige nogle svære ting uden at pakke dem ind, men på en måde, så de ikke sårer unødigt. Det er du godt nok god til. Det er en uvurderlig juvel at kende nogen, der kan sige ting, der ikke er behagelige, men sige dem på en måde, så det ikke er ubehageligt,” siger Anders Lund Madsen.

”Man kan ikke arbejde sammen, hvis ikke man har en gensidig respekt for det, den anden kan. Der er ingen tvivl om, at vi supplerer hinanden godt, fordi vi er så forskellige. Nu kunne de så godt nok ikke lide programmet, men det fungerede jo for os, og begge fik noget ud af det,” siger Poul Nesgaard om ”Næste uges tv”, der blev taget af sendefladen på grund af et satirisk indslag om ”Bonderøven”, der var flyttet til Afrika og blev skildret som en hvid imperialist, der udnyttede afrikanerne.

På spørgsmålet om, hvorvidt de to ses uden for arbejdsregi, skal de lige tænke lidt.

”Du ringede da til mig, da du sad på skadestuen med en brækket arm,” siger Anders Lund Madsen. ”Der rakte du hånden ud - altså ikke den ødelagte - og sagde hjælp.”

”Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg ringede. Men pointen var, at der mærker man venskabets lindrende ånd. Du har spurgt utrolig meget ind til, hvordan den arm har det,” siger Poul Nesgaard.

”Det er jo maskinrummet i et venskab. At man ikke glemmer den arm,” siger Anders Lund Madsen.

”Hvis jeg var i en situation, hvor jeg havde brug for at snakke om noget, ville jeg ikke have noget problem med at snakke med Anders om det,” siger Poul Nesgaard.

”Jeg har det på samme måde. Men det er nok en kønsting. Jeg tror ikke, jeg snakker om store følelser. Jo, hvis ens mor er syg, eller man er ved at blive skilt, eller ens børn er kriminelle. Der skal være en idé med at spørge,” siger Anders Lund Madsen.

”Det er lidt en moderne ting, at venskaber er nytteløse. Før i tiden var de knyttet til nytteværdier, men alle har i dag alt. Det vil sige, at jeg har en bil, så jeg behøver ikke at have en ven, der kan låne mig en,” siger Poul Nesgaard.

”Forrige jul inviterede du mig ud til te, uden at der var nogen grund til det. Det undrede mig lidt. Og så ville du bare gerne sige glædelig jul og tak for det gode samarbejde. Det blev jeg meget rørt over, for det var en ufornuftig ting,” siger Anders Lund Madsen.

”Jeg tror, at vi bliver ved med at ses, vi to,” siger Poul Nesgaard. ”Og jeg vil sige, at jeg forventer, at du kommer til min begravelse.”

”Jamen, i lige måde,” svarer Anders Lund Madsen.

De griner lidt. Er de så venner?

”Ja, det har jeg forstået,” siger Poul Nesgaard.

”Jeg siger et fuldtonet ja,” svarer Anders Lund Madsen.

”Det vil sige, at denne artikel betyder, at vi ses til hinandens begravelser, og så håber jeg, at der kommer et arbejdsfællesskab igen. Jeg er kommet i den alder, hvor man skal inviteres, så bevisbyrden ligger her,” siger Poul Nesgaard.

Poul Nesgaards (tv.) og Anders Lund Madsens samtale om venskab finder sted i og ved Nesgaards sommerhus ved Roskilde Fjord. Foto: Petra Theibel Jacobsen
52-årige Anders Lund Madsen mødte 63-årige Poul Nesgaard første gang, da han var journalistelev på Ekstra Bladet i 1990'erne. Det var til et interview, og Poul Nesgaard var hans forbillede. Foto: Petra Theibel Jacobsen
”Jeg tror, at vi bliver ved med at ses, vi to,” siger Poul Nesgaard. ”Og jeg vil sige, at jeg forventer, at du kommer til min begravelse.” Foto: Petra Theibel Jacobsen
"Det er en uvurderlig juvel at kende nogen, der kan sige ting, der ikke er behagelige, men sige dem på en måde, så det ikke er ubehageligt," siger Anders Lund Madsen. Det mener han, at Poul Nesgaard er god til. Foto: Petra Theibel Jacobsen
”Hvis jeg var i en situation, hvor jeg havde brug for at snakke om noget, ville jeg ikke have noget problem med at snakke med Anders om det,” siger Poul Nesgaard. Foto: Petra Theibel Jacobsen