Er det mindre tragisk, når en mand på 75 år dør af covid-19, end når en person på 40 år gør? Og hvem af de to har mest ret til en respirator på en intensivstue, eller, såmænd, bare til en af de tests for coronavirus, der i Danmark i epidemiens begyndelse var alt for få af?
Den gamle mand skal vige pladsen for den unge, om så det gælder livet eller adgangen til mere banale ydelser i sundhedsvæsenet, lød det fra netop en gammel mand, den 75-årige amerikanske etikprofessor Larry R. Churchill, i et essay på det bioetiske forskningsinstitut The Hastings Centers hjemmeside i april:
”For hvert år jeg lever, har jeg stadig mindre krav på de knappe og dyre ydelser i forhold til personer, som er yngre end mig,” skrev han blandt andet.
Han manede i samme omgang det retoriske spørgsmål i jorden, der altid opstår i kølvandet på den type udsagn:
”Det handler ikke om, at mit liv er mindre værd.”
Men hvad handler det så om?
Det handler blandt andet om lighed, forklarer Klemens Kappel, professor i filosofi ved Københavns Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd:
”Lighedsbetragtningen går på, at hvis man har levet 75 år, så har man levet det meste af et normalt livsspænd og fået den normale ’portion’. Det har man ikke som 40-årig, og ud fra dén betragtning er jeg enig i, at man skal prioritere den 40-årige frem for den 75-årige. Det tror jeg faktisk, de fleste synes, hvis de tænker over det,” siger han forsonligt.
For der er fornuft i megen tilsyneladende galskab, når blot man forstår de etiske positioner, der driver argumenterne. Det er af den grund – for at forstå den etiske bund i argumenterne i coronadebatten – at Kristeligt Dagblad har opsøgt Klemens Kappel i hans pandemi-refugium, et sortmalet træhus på en sommerhusparcel dybt inde i et virvar af labyrintiske grusveje på Sjællands Odde.
Og galskab er der nok af i debatten eller i hvert fald stærke følelser og markante holdninger. Værdien af et liv er et af de store stridsspørgsmål, som epidemien har sat på spidsen. I Danmark har debatten groft sagt handlet om, hvorvidt nedlukningen af landet er for dyr i forhold til de liv, man forsøger at redde. På den anden side står det synspunkt, at det enkelte liv har uendelig værdi, og derfor er ingen pris for høj.
Den sidste idé kom blandt andet til udtryk i en undersøgelse udført af to forskere fra institut for statskundskab på Københavns Universitet og blev gengivet i Morgenavisen Jyllands-Posten i slutningen af marts.
Her svarede omkring halvdelen af respondenterne: ”Vi skal minimere antallet af dødsfald forårsaget af coronavirus, uanset hvor høj den økonomiske pris bliver” – altså uanset, at Danmarks økonomi må tage faldet og med den en masse andre mennesker. 35 procent ville acceptere lidt flere døde for at redde økonomien. Resten svarede enten ”hverken-eller” eller ”ved ikke”.
I 1785 formulerede den tyske filosof Immanuel Kant nogle tanker om det uendeligt værdifulde liv i sin afhandling ”Grundlæggelse af moralens metafysik”. Han skrev blandt andet om, at mennesker har en værdighed, men ikke en pris.
”Jeg tror, at disse tanker nogle gange bruges til at motivere det synspunkt, at mennesker har uendelig værdi,” siger Klemens Kappel.
I hvert fald har idéen vist sig udødelig og vejer altså også tungt i debatten om coronastrategien:
”Hele vores idé om et demokratisk, egalitært samfund er jo en forestilling om, at ethvert individ har en meget høj værdi og er et mål i sig selv,” siger Klemens Kappel.
Men er de mennesker ikke lidt dumme, som ikke forstår, at det, man bruger på gyngerne, kan man ikke også bruge på karrusellen? I Kristeligt Dagblad (og i alle landets medier i øvrigt) har førende sundhedsøkonomer udtrykt bekymring for indsatsens pris i forhold til, hvem man ellers kunne redde for de penge.
”Du skal aldrig afskrive folk som dumme,” advarer Klemens Kappel.
Øjnene glimter under skyggen på hans stråhat. En træterrasse omgiver huset på to sider, så han kan flytte sin stol efter solen dagen lang. Som et sindbillede på dansk sommerliv står krydderurter plantet i potter og strutter af sundhed, oregano, mynte, rosmarin. Professoren selv har ingen snobbet distance til danskernes dømmekraft:
”Idéen om det uendeligt værdifulde liv har stor retorisk indflydelse: Det er en sætning, mange bruger. Men det er meget svært at pege på konkrete beslutninger eller politikområder, der viser, at folk faktisk mener det. Hvis de fik nøglerne til regionsrådet og ansvaret for at bruge midlerne, så ville også de prioritere mellem liv. Der er masser af områder, hvor man accepterer, at liv går tabt, fordi det er for omkostningsfyldt at forhindre det helt.”
Det gælder for eksempel hastighedsgrænserne på motorvejene, hvor flere liv kunne reddes, hvis farten blev sat ned, siger han.
Dertil kommer, at den modsatte ekstrem er svær at acceptere for mange mennesker.
Såkaldt nytteetik eller utilitarisme handler om, at man skal gøre det, der gavner mest muligt. Det er en idé, der står i modsætning til Kants idé om det uvurderlige liv. Grundbøger i etik er smækfyldte med eksempler på, hvad det kan betyde, når en nytteetisk tanke føres til ende. For eksempel: Hvorfor ikke bruge en rask persons organer til at redde fem andre, som ellers ville dø? Èn dør, men man redder fem andre.
”Nej, nytteetikerne mener selvfølgelig ikke, at man skal tage livet af raske for at fordele deres organer. Men et nytteetisk synspunkt implicerer, at det isoleret set er det rigtige at gøre. Når idéen om det enkelte livs uendelige værdi har fået så stor gennemslagskraft, så tror jeg også, det er, fordi folk vil distancere sig fra, at vi kan ofre enkeltindivider for at gavne de mange. Kant kendte til nytteetikken, og jeg tror, han så det som et af sine formål med sin moralfilosofi at forklare rationelt, hvorfor den er forkert,” siger Klemens Kappel.
Den almindelige dansker har ikke nødvendigvis læst Kant. Men han eller hun vil signalere, at indsatsen for at inddæmme corona står mål med selv en meget høj pris, præcis som forskernes undersøgelse viste:
”Når folk siger det her, så er det en måde at signalere folkelig opbakning til kollektiv handling, hvor alle giver noget for at hjælpe en lille udsat gruppe,” siger Klemens Kappel.
Kristeligt Dagblad har for nylig bragt historier om, at blandt andet antallet af henvisninger til kræftpakker er halveret under coronaepidemien. Der er et fald på 60 procent i henvisninger til psykiatrien, og antallet af akutte og planlagte undersøgelser på hjerteområdet er faldet med 35 procent.
Er det så et udtryk for mangel på overblik, når man slår på tromme for en massiv prioritering af coronabehandling på bekostning af mindre synlige patienter andre steder i systemet? Man kan hævde, at det mest fornuftige må være at fordele pengene på en måde, der ikke i overdreven grad tilgodeser coronapatienterne.
Synlige liv skaber en ”meget stærk motivationsforskel”, siger Klemens Kappel; dem er mennesker generelt mere villige til at sætte alt ind på for at redde.
Selv mener han, at den moralske pligt til at hjælpe andre bør være uafhængig af, om de er umiddelbart synlige.
Men det er en del af menneskets almindelige psykologi at prioritere det nære. Det er også et synspunkt, som ”virkeligt seriøse, respektable moralfilosoffer” argumenterer for, siger Klemens Kappel.
Hvad ville du gøre, hvis du stod på en badebro, og din mand var ved at drukne på din højre side – men på din venstre side var en fremmed person ved at dø, spørger han med et andet eksempel fra den etiske grundbog.
”Nytteetikken siger, at du skal være neutral, mens al almindelig moral siger: ’Du har en forpligtelse over for din mand.’ Du har som individ en særlig etisk forpligtelse, som er genereret af de menneskelige relationer, du indgår i.”
På den måde kan selv den mest hårdnakkede nytteetiker næppe sige sig fri for en vis tilbøjelighed til at vægte det nære:
”Medlemmer af næsten alle nationalstater mener, de har en særlig forpligtelse over for andre medlemmer af samme stat, og det er det samme princip. Rigtig mange danskere er villige til at påtage sig store byrder i forbindelse med coronapandemien, fordi det er en synlig del af vores fællesskab, de redder. Havde du bedt dem påtage sig de samme byrder for at redde mennesker i Sudan, havde de aldrig gjort det,” siger Klemens Kappel.
Det er en fejl ved den nytteetiske tænkning, siger de samme filosoffer, at den er blind over for det nære, som altså også en nytteetiker til en vis grad er styret af.
”Og disse filosoffer mener, at dét er amoralsk,” siger Klemens Kappel.
Han følger sin gæst helt ud til bilen for at sige farvel.
”Man kan være enig eller uenig i, hvor meget et liv er værd, og hvordan coronabekæmpelsen skal prioriteres i forhold til andre hensyn, men at afskrive folks synspunkter som irrationelt nonsens – det skal man være forsigtig med.”