Engang for over 50 år siden tonede en stemme fra radien ud i æteren i mit barndomshjem i dalen på Nordbornholm.
Man kunne ikke lade være med at spidse ører og lytte. Stemmen var som musik med klang af begejstring og betoning af alt det væsentlige så nøjagtigt, at man kunne gætte ordene, inden de kom. Det var en fortæller. Ikke den fantasifulde storyteller som Karen Blixen, men en ærlig stemme, der berettede om dyrenes virkelige liv i hele verden.
Manden bag stemmen var zoolog og tidligere Zoo-direktør, Bent Jørgensen. 33 år gammel søsatte han det legendariske naturvidenskabelige spørgeprogram Lexicon sammen med lægen Jens Meulengracht-Madsen og journalisten Joachim Jerrik. Programmet, som DR udsendte på P1 i 20 år fra 1967 til 1987, osede af humør og gejst og præsenterede den nyeste viden inden for naturvidenskaben. Altid let og ligetil. Lexicon måtte man bare ikke gå glip af, og vi hørte rub og stub. Redaktionen var et blændende trekløver.
Bent er den eneste af de tre, der stadig lever. Han bor i Gudhjem med sin hustru gennem 53 år, maler og grafiker Maria Thorsen. Bent er 85 år, Maria 76 år. De flyttede til Bornholm i 1994. Først til et sted på landet, derefter til byhuset i Gudhjem, hvor Jens Meulengracht-Madsen boede før dem.
”Hvordan går det?”, spørger jeg Bent, da jeg ringer for at træffe aftale om mit interview.
”Ad helvede til!”, svarer han, efterfulgt af en skraldlatter, hvor han opremser en del af de dårligdomme, som betyder, at han nu sjældent bevæger sig uden for hus og have.
Men stemmen er lige så varm og overvisende som dengang i Lexicons dage. Hans røst vækker glæde, og resten af snakken er én lang fornøjelse. Jeg kan høre smilet gennem telefonen. Og det blev ved det ene bandeord.
Et par dage efter sad han i sofaen omgivet af sine elskede bøger og cd’en med jazz og klassisk og fortalte. Maria havde sørget for kaffe og kom forbi et par gange, og jeg ytrede mig om, at hun nok havde hørt ham fortælle sin livshistorie rigeligt ofte.
”Næ, jeg elsker at høre ham fortælle,” svarede hun umiddelbart med et yndigt smil.
Og Bent talte og talte i samfulde to timer, så det var en fryd.
”Det hele begyndte i Stengade i Rønne. Min far var snedker og tømrer, og min mor var hjemmegående, og ingen af dem var videre interesserede i dyr og natur. Men de havde et fuglebræt, og med kort afstand til skoven kom der et hav af arter til. Jeg var 10 år og ville bare vide, hvad de hed og lære deres verden at kende,” fortæller Bent.
Dengang var bøgerne vejen til verden og viden, og sådan blev det. Ingvald Lieberkinds enestående kæmpeværk ”Dyrenes verden” var netop ankommet til biblioteket på Store Torv i Rønne.
”Men det kom de næste år til at stå det meste af tiden hos mig i Stengade. Jeg lånte det igen og igen og lærte det udenad. Det var helt utroligt – jeg labbede tekst og billeder i mig og rejste i fantasien ud til de vilde dyr i hele verden. Det gør man, når man læser Lieberkind,” fortæller han videre.
En dag skaffede en fætter i København ham et katalog over dyrene i Zoologisk Have.
”Jeg var 13 år og havde på det tidspunkt ikke rigtig tænkt på zoologiske haver. Pludselig gik det op for mig, at man kunne møde masser af dyrene fra Lieberkinds bøger i København. Man behøvede ikke rejse jorden rundt. Det var jo fantastisk!,” udbryder Bent. Og lyser op.
Dér begyndte eventyret. Bent var lige så umættelig nysgerrig som Kiplings berømte elefantunge. Han begyndte at skrive rundt til zoologiske haver i hele verden efter kataloger over deres dyr. Og til sin store glæde fik han svar i brune kuverter. Han startede med iver et lille tidsskrift, Zoo Nyt, som siden blev fulgt op af det mere dybdeborende Zoo Articles og Zoo Reporter. Det hele blev siden til United Zoo News – alt var håndskrevet og havde kun én læser, ham selv. Men det gav et par år senere inspiration til International Zoo News, et duplikeret nyhedstidsskrift, som henvendte sig til alverdens zoologiske haver og zoo-interesserede.
Forældrene synes, at han skulle have sig en fornuftig uddannelse efter folkeskolen, men trods solide evner kom han ikke i gymnasiet. Han blev postelev i Aakirkeby, og det blev derfra, at han sendte sit tidsskrift ud i verden. Han brugte alle sine sparepenge på tidsskriftet, som vakte opsigt i de zoologiske havers verden, og som 17-årig blev han i 1951 inviteret til at besøge de zoologiske haver i Holland, blandt andet Zoo i Arnhem i Holland. Arnhem var stadig en ruinbunke efter krigen, men turen var et eventyr. Værten under turen i Holland var den noget ældre van Dam, der var reklamemand, og som senere overtog International Zoo News, da Bent af økonomiske grunde måtte indstille udgivelsen. Siden kom International Zoo News til England, hvor det blev slået sammen med et andet magasin. Men det beholdt navnet.
”Så det findes endnu!”, udbryder grundlæggeren i Gudhjem med begejstring
Bent kom til København og fik et job i et firma, der solgte oliefyr. Hans interesse for dyr var dog stadig intens, og hans evner som forfatter fik en anerkendelse, da han som 23-årig fik succes med en radionovelle.
Han indså, at han måtte forfølge drømmen om at blive zoolog og opsøgte dyrepsykologen Holger Poulsen i Zoologisk Have.
”Har De en sproglig eller matematisk studentereksamen?”, spurgte Poulsen.
Bent havde ingen af delene. Overrasket, men langtfra opgivende, opfordrede Holger Poulsen den nysgerrige bornholmer til at tage studentereksamen på kursus. To år efter blev han student og kom ind på naturvidenskab og zoologi på Københavns Universitet. Han mødte her den navnkundige professor Ragner Spärck, tæskede sig gennem navnene på fuglenes fjer og knogler og alt muligt andet og følte sig lykkelig ved at lære, selvom det med geologi og krystalformer var vanskeligt. Han søgte og fik en stilling som freelance-naturvidenskabsmedarbejder ved Information.
”Der lærte jeg for alvor skrivehåndværket at kende, de trykte ord gjorde mig kendt i videre kredse, og så tjente jeg ovenikøbet penge i studietiden. Det var den bedste skole.”
Sidst i studieårene blev Bent ringet op af Zoologisk Museums direktør, Helge Volsøe, der havde spottet hans talent. Volsøes ærinde var at hente ham til en stilling som leder af opbygningen af det nye Zoologisk Museum i Universitetsparken. Ved festen efter sin kandidateksamen i 1965 mødte Bent sin Maria og kunne umiddelbart efter begynde på arbejdet som udstillingsleder.
Det var et ungt, energisk og dygtigt hold af zoologer, konservatorer og kunstnere, der stod bag flytning og opbygningen af det nye museum under den nye ledelse. Inspirationen kom fra udlandet og Bents sprudlende idéer.
”I frokostpauserne tog jeg tit til Dyrehaven for at se og tænke, og der fik jeg øje på det myldrende liv af bænkebidere, skolopendre og andre smådyr i en træstub. De er ikke mindre fascinerende end elefanter og næsehorn, men har størrelsen imod sig. Så fik jeg idéen om, at der skulle laves et panorama med alle de små dyr i 50 gange naturlig størrelse.”
Og sådan blev det. Med en halv meter lange bænkebidere og en mejer – en spindler, beslægtet med edderkopper – med et benspænd på over en meter skabte holdet på museet i ordets bogstaveligste forstand en kæmpemæssig øjenåbner.
Kæmpedyrene, lydene, ny teknologi, klappedyrene, en levende myretue og masser af livagtige panoramaer med tableauer af udstoppede dyr og smukt malede baggrunde, udført af tegneren og film-mageren Claus Bering, var et kvantespring fremad i forhold til det gamle museum i Krystalgade. Det gik rent ind. Da det nye Zoologisk Museum åbnede i 1970, var det under enorm mediebevågenhed, og folk strømmede til. Det første år besøgte 400.000 museet.
”Visse dage måtte jeg gå udenfor og råbe til folk i den lange kø, at de hellere måtte vente til en anden gang og tage ud i Dyrehaven i stedet for,” fortæller Bent med tilsløret tilfredshed.
Efter 14 år som udstillingsleder blev han opfordret til at søge stillingen som Zoologisk Haves direktør. Han fik den, og parret flyttede i 1979 ind i direktørboligen midt i haven. Det blev travle år med mange aktiviteter og moderniseringer af haven. Mantraet var færre dyr, mere plads, bedre formidling og mere vægt på naturbeskyttelse.
På grund af Lexicon, stemmen og Bents smittende begejstring var han uhyre afholdt og bragede klart og overbevisende igennem til offentligheden, hver gang der var nyt i haven. Han skrev mange bøger, holdt et utal af foredrag og deltog i både nationalt og internationalt arbejde med naturbeskyttelse, naturformidling og zoologiske haver. Et arbejde, han fortsatte, længe efter han stoppede som Zoo-direktør i 1994 og flyttede til Bornholm.
En af Bents mange og meget roste bøger handler ikke om dyr. Og alligevel. Bogen hedder ”Dyret i dit spejl” og handler om mennesket og dets udvikling. Mennesket er et menneske og også et dyr. Da jeg spørger, om han også ser menneskelige karakterer i dyrene, svarer han med en let omskrivning af Gertrude Stein: ”En løve er en løve er en løve” og betoner ordene, så løven folder sig ud i sin fulde længde for mit indre blik. Dyrene er, hvad de er. Og de lever deres liv i det fri.
”De har det sikkert frit og fint, men læg mærke til, at musvitten ser sig omkring hvert andet sekund. Der er farer overalt. De fleste skal jo dø, før de får unger. Ellers ville vi slet ikke kunne komme frem for musvitter,” siger han og gør fagter, så man ser musvithavet for sig. Sådan er han. Den usentimentale, ærlige fortæller. Stemmen, der serverer dyrenes verden, som den er.
Bent og Maria har ikke børn sammen, men Maria blev som 18-årig mor til Jacob, da hun var gift med Ebbe Kløvedal Reich. Maria og Bent har i alle årene haft et tæt forhold til familien.
”Jeg er jo ikke biologisk far,” siger den ærlige zoolog, ”Men Maria og jeg tænker på Jacob som vores søn og hans tre børn på 10 til 22 som vores børnebørn. De kalder os farmor og farfar, sådan føler vi os, og det er en overvældende glæde.”
”Jo, jeg savner turene ud i det fri,” siger Bent, men tilføjer straks: ”Jeg er heldig og tilfreds. Jeg elsker Maria, familien, sofaen, bøgerne, musikken, kunsten og menneskene omkring mig. Og rødvin.”
”Og fremtiden?,” spørger jeg.
”Den vil jeg helst ikke tænke på. Men jeg sætter min lid til ungdommen og glæder mig for eksempel over vores ældste barnebarn, som læser statskundskab og er dybt engageret i klimaspørgsmålet,” svarer Bent og viser med alle attituder, at han er også er glad for sofaen midt i den lyse stue.
Inden jeg går, viser han mig de gamle tilløb til International Zoo News, og jeg takker af for to fornøjelige timer. Ude på gaden belaver jeg mig på, at vejen er ufremkommelig på grund af musvitter. Det er den naturligvis ikke. Jeg føler mig taknemmelig – og en del klogere på musvitter.