Prøv avisen
Boguddrag

Hvordan får børn evnen til at sætte sig selv til side og vise hensyn?

Tegningen viser, hvordan de primitive områder af hjernen, som er placeret i husets underetage, aktiveres hurtigere end de mere avancerede områder, som befinder sig i overetagen. I praksis betyder det, at det ofte er børnenes underetage, som bl.a. regulerer deres behov, lyster og impulser, der vil forme og påvirke deres valg og reaktioner. Det er noget af forklaringen på, at børn kan have en tendens til at fokusere på deres egne behov før andres. Foto: MOM v/Maria Bramsen

I takt med at børnene bliver større og mere modne, bliver de gradvis i stand til at være stadig mere for andre mennesker. Det er dermed ikke længere ”kun” evnen til at sætte sig selv til side, der er i spil, men derimod også den noget mere avancerede og udfordrende evne til at kunne sætte sig i andres sted.

At indgå i fællesskaber er ikke noget, man bare gør. Positivt og givende samvær med andre stiller faktisk ret store krav til den enkelte. Man er nødt til at kunne se ud over sig selv og være villig til ikke altid at få det på sin måde. Og det er ikke altid lige let. Især ikke hvis man er lige omkring 4 år og virkelig ikke har lyst til at dele sit legetøj. Og det bliver faktisk ikke nemmere, når man er et 8-årigt skolebarn, for her er man nødt til at acceptere, at det ikke altid er ens tur til at tale (heller ikke selvom man er fuldstændig sikker på, at man kan svaret), og i frikvarteret viser det sig ofte også, at man typisk kommer længst, hvis man kan finde ud af at sige ”pyt med det”, på trods af at man føler sig HELT SIKKER på, at bolden VAR på stregen i ”Ost”.

Set udefra ligner det ”bare” nogle helt almindelige hverdagssituationer, men for børn rummer de ofte nogle særdeles vanskelige valg: Skal jeg forfølge min impuls og mine behov – eller skal jeg undertrykke dem, fordi det vil være ”bedre for fællesskabet”?

Det er nogle komplicerede overvejelser, som det kræver mange forsøg og meget tid at blive god til at have. Især fordi det i børnenes hjerne udspiller sig som en kamp imellem egne og andres behov – en kamp, som tilmed ikke altid udspiller sig på lige vilkår. Det er endnu en gang dynamikken mellem børnenes overetage og underetage, som blev introduceret i kapitel 6, der er på spil. Underetagen, som styrer efter vores umiddelbare impulser, lyster og behov, og som primært forsøger at gøre os opmærksomme på, hvad vi selv har brug for i en given situation, er nemlig hurtigere end overetagen, som er langt mere avanceret, fordi den kan jonglere med mere moralske og værdibaserede overvejelser om at vise hensyn til andre og forholde sig til deres følelser, men som samtidig også er langsommere at aktivere.

De to etager arbejder simpelthen i to forskellige tempi. Underetagen har fart på, og derfor er det typisk dens indskydelser, der rammer os først. I praksis betyder det, at vi mennesker mange gange fokuserer på vores egne behov, før vi lægger mærke til andres. Forestil dig eksempelvis et barn, som får serveret noget mad til en børnefødselsdag, som han ikke kan lide. I situationen vil hans første indskydelse formentlig være at sige: ”Det smager dårligt”, ganske enkelt fordi det er det, hans impulser fortæller ham, og medmindre han har lært andet, så tænker han ikke over, at den kommentar kan være sårende for fødselsdagsbarnet. Han styrer kun efter egne behov (jeg vil have noget andet mad), fordi underetagen i dette tilfælde får lov til at bestemme.

Heroverfor er der overetagen, som kræver mere tid for at kunne fungere, men som til gengæld kan gøre os i stand til at forholde os langt mere velovervejet og nuanceret i forskellige situationer. Den kan få os til at blive opmærksomme på andre, og så kan den samtidig hjælpe os med at træffe nogle valg, som hviler på vores værdier frem for blot at basere dem på vores eget behov for at maksimere glæde og minimere ubehag her og nu. For drengen til børnefødselsdagen ville det eksempelvis betyde, at han ville være i stand til at tænke over, hvordan han kunne udtrykke sig på en måde, som var mere hensynsfuld: ”Jeg har ikke rigtig lært at kunne lide ost endnu”, og måske han endda ville tænke over kun at sige det til de voksne frem for at sige det så højt, så alle børnene kunne høre det.

Mange gange handler dynamikken mellem hensynet til sig selv og hensynet til andre således primært om at lære børn elementær behovsudsættelse. Men overetagens langsomme tempo gør det svært for børn at aktivere den, og derfor er det faktisk relativt svært at lære dem at stoppe op og overveje, hvad de skal gøre, før de handler. De skal nemlig ikke alene lære at abstrahere fra deres egne impulser til at vælge det, der er bedst for dem selv – de skal også lære at tænke over noget så abstrakt som, hvad der ville være bedst for det fællesskab, de er en del af.

Men ikke nok med det. Nogle gange vil børnene også stå i situationer, hvor hensynet til andre risikerer at kompromittere dem selv. Det dur eksempelvis ikke, at man lader morfar give én et kys på kinden, når man hilser på hinanden, hvis ikke man bryder sig om det. Her har børnenes behov for at sætte en grænse, der beskytter deres intimsfære, forrang, men børnene har stadig brug for ikke bare at reagere på impulsen til at sige: ”Du er ulækker” for i stedet at lære, hvordan man siger det på en mere hensynsfuld måde.

Alt i alt er det altså særdeles kompliceret for børnene at træffe denne type valg, og derfor er det – ikke så overraskende – en langstrakt proces at blive god til at tænke på andre. Grundlæggende hviler det dog i hver eneste situation på den samme forudsætning, nemlig på om børnene evner at stoppe op og overveje, hvad der egentlig vil være det rigtige at gøre. Og selvom nogle måske tænker, at det primært er en evne, der udvikles i børnehaven og i skolen, når børnene er sammen med andre børn, så er det faktisk i lige så høj grad noget, der kan formes og udvikles i hjemmet. Forældre har nemlig som ingen andre mulighed for at lade deres børn erfare, at der er noget, der er større end dem selv – og når først den byggesten er lagt, kan de lære at begrænse sig selv, så de med tiden bliver i stand til at opdage andre.

Det starter allerede, når børnene er helt små, hvor de som det allerførste har brug for at lære, hvordan man sætter sig selv til side. Det begynder som nogle ydre krav om, at man eksempelvis skal hilse pænt, gøre sig umage for at sige tingene ordentligt, og at man skal sige tak og pænt farvel, men over tid optages det som nogle indre værdier om at vise hensyn og være høflig over for andre. Det kan måske virke som ren etikette, men når vi vælger at lære børn at have en bestemt omgangsform, så er det, fordi det er en måde at vise andre på, at vi er opmærksomme på dem, og at vi viser dem omtanke.

I takt med at børnene bliver større og mere modne, bliver de gradvis i stand til at være stadig mere for andre mennesker. Det er dermed ikke længere ”kun” evnen til at sætte sig selv til side, der er i spil, men derimod også den noget mere avancerede og udfordrende evne til at kunne sætte sig i andres sted. Det er den, der gør børn i stand til at forholde sig til andres oplevelser, følelser og intentioner, og dermed danner den grundlaget for, at de kan udvikle empati og omsorg for andre.

Uanset om børnene er små eller store, er det ikke noget, der sker uden modstand. De vil opleve, at det er en kamp at begrænse sig selv, og at det er svært at skulle forholde sig til andres behov (især når det sker på bekostning af ens egne). Derfor har børnene brug for, at vi som forældre opstiller nogle klare rammer, som hjælper dem med at navigere og træffe valg.

Når først man kan begrænse sig selv, bliver man i stand til at opdage andre

Det første skridt til at lære børn at tænke på andre er, som nævnt, at lære dem, hvordan man viser hensyn til andre og har en høflig omgangsform. Og selvom hensynsfuldhed og høflighed i udgangspunktet er to meget positive egenskaber, så hviler de begge på den samme svære forudsætning, nemlig at børn har lært at begrænse sig selv. Begge egenskaber kræver således, at børn eksempelvis kan ”holde ud” at blive siddende ved bordet, indtil alle er færdige med at spise, eller at de er opmærksomme på at smile tilbage til andre, når de smiler til dem, selvom de måske ikke lige føler for det eller endda bliver lidt generte.

I mange situationer handler det altså om at kunne sætte sig selv til side til fordel for nogle ydre forventninger. Ikke fordi børnene skal lære at være korrekte, men fordi de principper, der ligger bag høflighed og hensynsfuldhed, skaber en social omgangsform, som giver plads til alle. Egentlig er det bare nogle simple, men virkningsfulde, regler for, hvordan vi kan være opmærksomme på hinanden.

For forældre handler det i praksis om at blive bevidst om, hvad det er for konkrete krav, som børnene skal vænne sig til at leve op til, for at de kan give plads til andre. De har brug for, at vi opstiller nogle kriterier, som viser dem, hvad vi forventer, og som også hjælper dem, når det er deres egne grænser, der bliver overskredet (som i eksemplet med morfar, der giver én et kys på kinden mod ens vilje).

I teorien er det relativt simpelt, men i hovedparten af tilfældene vil børnene opleve forventningerne som en begrænsning af deres impulser og behov – og for os som forældre kan det faktisk være vanskeligt at holde fast, fordi kravene kan virke små og lidt ubetydelige, når man står midt i situationen og mest af alt bare ønsker, at tingene skal glide så nemt som overhovedet muligt.

Endnu en gang er det altså hverdagen, vi skal være opmærksomme på, for det er den, der bygger børnene op – og derfor har de brug for, at vi holder fast, hvis de skal have en chance for rent faktisk at tilegne sig de værdier, vi som voksne siger er så vigtige. Og det stiller krav til os. Ofte kan vi eksempelvis have en tendens til at lade os afbryde – måske fordi børnene er så begejstrede for det, de vil sige, eller fordi vi ikke lige orker, at de står og trækker os utålmodigt i hånden, mens de venter – men på den længere bane er det at gøre børnene en bjørnetjeneste. De har nemlig brug for at lære at lade andre tale færdigt, for det er en konkret måde at vise respekt for andre mennesker på, og både i børnehaven og i skolen har børn brug for at kunne vente, indtil det er deres tur.

Grænsen (eller begrænsningen, om man vil) behøver dog ikke at give anledning til irritation fra vores side. Egentlig får vi mest ud af bare at sige: ”Du skal lige vente, til det bliver din tur” på en sød og rolig måde, for derefter at vise, at vi mener det ved at bære det igennem i vores handlinger. Du kan selvfølgelig også sagtens aftale med dit barn, at du kommer over, så snart du er færdig. Men lad endelig være med at diskutere din forventning ved eksempelvis at begynde at forklare den (”jeg står lige og taler med …”), for det er i realiteten en afbrydelse og åbner for dialog med barnet. Hvis du derimod konsekvent bare sætter grænsen, så vænner børnene sig lynhurtigt til den, og de vil begynde at vise det hensyn, uden at der er nogen voksne, der behøver at bede dem om det.

Det handler altså om at blive opmærksom på alle de små krav i hverdagen, som børnene har brug for, at vi lærer dem at efterleve (du kan finde masser af konkret inspiration på siderne 125 og 126). Men det handler faktisk også om at blive bevidst om egne grænser og om at blive god til at give udtryk for dem, når vi kan mærke, at de bliver overtrådt, for vi kan ikke regne med, at der er andre, der gør det. Oplever du eksempelvis, at dine børn har ”selektiv hørelse”, og at de kommer, før fryseren er åben, når der er dessert på menuen, mens det er umuligt at få dem til at komme og hjælpe, når det er tid til at rydde af bordet, så gør dem opmærksom på, at det faktisk ikke er særlig hensynsfuldt (også selvom du måske tænker, at du har vænnet dig til det, eller at det ikke er en stor ting). Hvis du grundlæggende ville foretrække, at dine børns adfærd var på en anden måde, så er der stort set aldrig nogen grund til ikke at forvente det.

Mange gange kan det virke godt, hvis du sætter grænsen ved roligt at fortælle, hvad det gør ved dig, frem for blot at blive ved med at gentage det samme krav igen og igen uden effekt. I stedet for at sige ”kom så” for tiende gang, kan du eksempelvis i stedet sige: ”Jeg kan ikke lide, når du ikke hører efter. Det får mig til at føle, at du er ligeglad med mig. Jeg forventer, at du svarer mig, når jeg taler til dig”. I situationen vælger børnene måske stadig at ignorere os, men det ændrer ikke ved, at det er vigtigt at sætte ord på sin oplevelse, for kun på den måde kan barnet få indblik i andres behov, hvilket skaber grundlaget for, at de kan udvikle deres forståelse for dem.

Endnu en gang spiller vores forventninger altså en nøglerolle i forhold til at ruste børnene. Denne gang ved at være opmærksom på en række mindre krav, der alle har fokus på børnenes adfærd. Det starter som nogle små begrænsninger af børnenes trang til at lade deres behov få forrang, men over tid vil det forankre sig som nogle normer for, hvordan man behandler andre. Konkret lærer kravene nemlig børnene, hvad det vil sige at stoppe op – en simpel mekanisme, som ikke desto mindre giver børnene tid til at aktivere deres langsomme hjerne, så de kan nå at overveje, hvordan deres valg påvirker andre.

På de næste sider er der samlet en række eksempler med inspiration til, hvad det er for konkrete krav, der udvikler børns hensynsfuldhed og høflighed. Nogle af kravene kan måske fremstå unødigt firkantede. Eksempelvis kan det virke hårdt, at børnene ikke må hviske, for mange gange skal de jo bare lige sige noget hurtigt til deres mor eller far. Det er selvfølgelig helt uskyldigt, og nogle gange er der naturligvis undtagelser, fx hvis man har slået en våd prut. Men hvis man generelt oplever, at man må hviske til sin mor og far, må man så også hviske i børnehaven og skolen, hvor det kan få andre børn til at føle sig udenfor? De fleste vil formentlig være enige i, at svaret på det spørgsmål er ”nej”. Derfor er det en god hovedregel, at hvis ikke man må have adfærden andre steder, så er der heller ikke grund til at lade børn have den derhjemme.

Hvad gør man, hvis kravene er grænseoverskridende for børnene?

Nogle gange kan det være rigtig svært at være høflig og hensynsfuld. Måske især for børn, der er meget generte og oplever, at det kan være decideret grænseoverskridende at hilse på andre, sige tak, se dem i øjnene, når de taler osv. I sådanne tilfælde kan der derfor være tale om en længere læreproces, hvor børnene skal have plads til at øve sig.

Generelt er det dog en god ide altid at forberede børnene på de situationer, de skal indgå i, så de ved, hvad vi forventer, og så de kan mærke, at vi er der for dem og hjælper dem: “Der er nok nogle nye mennesker, som gerne vil hilse på dig i dag – husk at sige ‘hej’, selvom det er svært. Jeg skal nok hjælpe dig”.

Det er også godt at lade være med at “undskylde” børnene med et “hun er genert”, for det bliver nemt selvforstærkende (”jeg er jo alligevel genert, så derfor behøver jeg ikke at øve mig på at sige ’hej’”). Det virker langt bedre at sige, at I er i gang med at øve det: “XX er ikke helt tryg ved at hilse endnu”, for det sender et signal til børnene om, at vi tror på, at det er noget, de kan lære.

Grundlæggende handler det altså om at holde fast i forventningerne, men på en måde, som både giver børnene plads, og som gør dem bevidste om, hvordan andre mennesker kunne opleve situationen: “Jeg kan sagtens forstå, at det ikke føles rart, men faktisk kan den anden også få det sådan, når man ikke hilser. Det kan jo være, at de tænker, at man måske slet ikke har lyst til at tale med dem eller interesserer sig for dem”.

At noget er svært for børn og gør dem usikre, er således ikke ensbetydende med, at det er forkert for dem. Og at noget tager tid at lære, er heller ikke det samme, som at børnene ikke kan lære det på et tidspunkt. Hvis vi som voksne tror på, at det gavner børnene på den lange bane – at vi ser den menneskelige værdi i, at de eksempelvis lærer at sige pænt ”hej” til andre, når de hilser, eller at de får modet til at se folk i øjnene – så er vi med andre ord nødt til at fastholde den tro, for hvis først vi mister den, hvor skulle børnenes tro så komme fra? Det er selvfølgelig altid en hårfin balance. Ingen forældre har lyst til at træde på deres børns følelser, men samtidig kan vi heller ikke lade følelserne styre vores grundlæggende forventninger, for så ender vi med at gå på kompromis med vores egne værdier. Og det er endda ikke engang det værste, for i virkeligheden ender vi også med at forpasse muligheden for at give dem videre til vores børn.

Hvordan lærer børn, at 'nej' betyder 'nej'?

En anden omstændighed, som kan gøre det udfordrende at lære børn at vise hensyn til andre, er det simple forhold, at børn ikke altid gør, som vi siger. De tester grænserne og prøver at finde alle mulige udveje, forhandler vores krav eller begynder at græde eller brokke sig, og før vi ser os om, er vi i fuld gang med at diskutere grænserne med børnene. Og selvom det er en situation, som alle forældre formentlig kan se sig selv i, så er det også en situation, som har en tendens til at ende med, at ”nej” ikke betyder ”nej”. Vi giver simpelthen efter, fordi vi ikke orker konflikten, synes at kravet er synd for vores børn eller ganske enkelt ikke har tid til at tage kampen.

Der kan dog – ikke så overraskende – være god grund til at være bevidst om, hvordan vi egentlig forholder os, når vores børn ikke gør, som vi siger. Nej er nemlig den mest grundlæggende begrænsning, vi kan lægge på børn – der er noget, de gerne vil, som de ikke kan få lov til – og hvis ikke børn lærer at respektere den, så får de svært ved at respektere de noget mere abstrakte grænser, som ofte er grundlaget for, at de kan lære at udvise respekt for andre. Der går således en lige linje imellem det simple nej til slik eller senere sengetid, og de noget mere diffuse grænser, som børn eksempelvis skal lære at aflæse, når en leg bliver for meget for et andet barn, når nogen bliver kede af det, eller når nogen ikke behandler andre ordentligt.

Det er med andre ord vigtigt, at børn lærer at stoppe op, når der bliver sagt nej, og selvom det kan virke lidt klicheagtigt, så findes der faktisk kun én måde at lære dem det på: Stå ved det, du siger, og lad være med at gå på kompromis med de grænser, du sætter.

I praksis er det naturligvis ofte mere vanskeligt, for hvornår er det egentlig, man kan sige, at vi begynder at slække på grænserne? Er det, når vi forklarer, hvorfor vi sætter dem? Er det, når vi hjælper børnene med at klare dem? Eller er det, når vi går på kompromis med det krav, vi oprindeligt opstillede? Det er selvfølgelig forskelligt, men typisk risikerer vi, at det bliver en glidebane, allerede når vi begynder at diskutere grænserne, enten ved at vi stiller spørgsmål (”hvorfor vil du ikke det?”), eller vi kommer med forklaringer (”hør nu her, skat, i dag skal vi kun have én is, for du fik også en is i går, og det er ikke sundt med for meget sukker…”).

Generelt behøver simple grænser sjældent lange forklaringer eller snakke. Det virker langt bedre, hvis vi roligt gentager vores forventning (”vi skal ikke have is i dag, det får vi om fredagen”). Hvis det så viser sig, at dit barn er utilfreds med det, så forhold dig til det i stedet for at forhandle grænserne. Frem for at forklare: ”Jamen hør nu her, skat, du kan ikke få flere is i dag, for vi skal hjem og have aftensmad, og den skal der jo også være plads til”, kan du altså med fordel alene fokusere på dit eget udgangspunkt: ”Jeg kan godt høre, at du er skuffet, og det vil jeg gerne hjælpe dig med, men jeg vil ikke have, at du plager”. Det svar opnår nemlig to vigtige ting: For det første signalerer det ingen åbninger, og for det andet får du samtidig vist dit barn, hvad det er for en adfærd, du forventer i sådan en situation, og det gør det generelt meget lettere for børn at have den.

Der findes altså ikke nogen genveje til at lære børn, at nej betyder nej. Det afhænger derimod af vores egen evne til at holde fast – og hvis børn mærker, at der bliver givet efter for grænserne, så vil de med stor sandsynlighed blive ved med at teste dem. Og selvom vi som forældre ofte har let ved at bære over med, at vores børn er grænseoverskridende, så er pointen jo, at hvis børnene lærer, at det er o.k. at træde over vores grænser, hvordan skulle de så nogensinde lære, at det ikke også er helt o.k. at træde over andres?

Lærer de omvendt at have respekt for de ting, der bliver sagt, og kan de mærke, at vi har nogle klare krav og idealer for, hvordan man opfører sig, så vænner de sig ikke bare til at vise hensyn til andre – vi skaber også fundamentet for, at hensynsfuldheden kan udvikle sig til en decideret empati og omsorg for andre mennesker.