Fårehyrde og forfatter: Vi skal ikke være flove over at leve traditionelt

I den moderne verden bliver de, der lever et traditionelt og rodfæstet liv, glemt. Det mener James Rebanks, der er forfatter til bestselleren ”Fårehyrdens dagbog”, som nu er udkommet på dansk

”Fortællingen handler ikke kun om får, men også om en måde at leve på. Forholdet mellem søn, far og farfar. Og så er bogen en trodsig insisteren på, at det, vi gør, giver mening,” fortæller James Rebanks om bogen ”Fårehyrdens dagbog”, der i denne uge udkommer på dansk. – Foto: Jeff Gilbert/ Ritzau Scanpix.
”Fortællingen handler ikke kun om får, men også om en måde at leve på. Forholdet mellem søn, far og farfar. Og så er bogen en trodsig insisteren på, at det, vi gør, giver mening,” fortæller James Rebanks om bogen ”Fårehyrdens dagbog”, der i denne uge udkommer på dansk. – Foto: Jeff Gilbert/ Ritzau Scanpix.

”Hello?”. James Rebanks tager telefonen, men stemmen næsten drukner i den stærke vind, der blæser omkring ham. ”Jeg er lige på vej ned fra bjerget med min flok. Jeg sidder på min motorcykel, men jeg kan godt tale imens,” siger han på engelsk med en nordvestlig dialekt, hvor et bjerg er et ”fell” og en å er en ”beck”.

James Rebanks er fårehyrde og -opdrætter. Et traditions- og stedbundet liv, som han i 2015 udgav en bog om. Autobiografien strøg til tops på bestsellerlisterne og er i dag solgt i 500.000 eksemplarer. I oktober udkom ”Fårehyrdens dagbog” på dansk.

Med en dansk journalist i øret driver James Rebanks en flok af 150 får ned mod den gård, han ejer i dalen Matterdale i Englands højland, The Lake District. Et sted med gavmilde mængder koldt, vådt og blæsende vejr, hvor man opdrætter får på samme vis, som det er blevet gjort i årtusinder.

Hvor fårehunde og hyrdestav er de vigtigste redskaber, når flokken af får drives op på bjerget for at græsse om sommeren og drives ned igen om efteråret, hvor de klippes og klargøres til show og salg. I vinterens kolde måneder holdes fårene på gården og parres nøje for at give de bedste lam. I foråret øremærkes lammene, inden de ved sommerens frembrud drives op i bjergene med resten af flokken.

Sådan foregår det hvert år, hvor livet i dalen dikteres af årstidernes skiften og arbejdets nødvendighed, vejledt af akkumuleret viden, der er givet videre gennem generationer. Som det gælder for mange af slægterne i dalene, har James Rebanks’ familie holdt til der i 600 år og måske mere.

”Her er en stærk følelse af identitet og tilhørsforhold. En sammenhæng mellem, hvem vi er, og hvor vi er fra,” fortæller James Rebanks og belyser således også, hvordan ”Fårehyrdens dagbog” handler om andet og mere end får.

Den handler om en måde at leve på, som ifølge James Rebanks i dag ofte negligeres eller ses ned på. En rodfæstet tilværelse, som misforstås som fastgroet og tilbagestående.

”De, der bor her, kan være gammeldags. De er nok heller ikke de mest finkulturelle eller veluddannede. Men der er ingen konflikt mellem intelligens og valget af et traditionelt liv. Min farfar, der var tæt på analfabet, var ét af de klogeste mennesker, jeg har mødt,” fortæller James Rebanks.

Bogen er dermed også et modsvar til en diskurs, James Rebanks ser stærkt udbredt i nutidens samfund. En diskurs, der ser et modsætningsforhold mellem et liv, forankret i fysisk arbejde, hvor man bliver på sin hjemegn, og et liv med succes og meningsfulde præstationer. En holdning om, at man skal hjemmefra for at opnå noget.

Selv læste James Rebanks i sine 20’ere en kandidatgrad i historie på universitetet Oxford. I den periode blev han udspændt mellem to verdener, der ikke forstod hinanden. Når han var hjemme i dalen, behandlede folk ham anderledes og reklassificeret som noget andet end en gårdarbejder.

Og det samme gjorde sig gældende på universitetet, hvor han i bogen beretter om en samtale med en professor om arbejdet og livet på gården:

”(…) til sidst sagde han: ’Jeg kan forestille mig, at du virkelig kommer til at savne det.’ Jeg sagde, at jeg ikke var holdt op med det, og at jeg skulle tilbage. Det så ud til at forvirre ham en del.”

Fårene trives i bjergene. Der er de ikke i indhegning eller på anden måde afskåret fra at forlade området. Men de bliver der. De er ”hefted”, som det hedder – eller ”hævdet” i den danske oversættelse.

Indpodet med en fornemmelse af, at det er der, de hører til – givet til dem fra deres mødre, og deres mødre før dem og så videre gennem hundreder eller tusinder af år. På samme vis er James Rebanks hævdet. Udstyret med alle muligheder for at forlade stedet, men overbevist om, at det er det rigtige valg at blive.

”Hæng lige på. Jeg skal lige have fårene igennem en låge her.”

James Rebanks råber utydelige ord i baggrunden, mens journalisten venter i den anden ende af telefonen og på den anden side af Nordsøen. Signaler til, at fårehundene, fire sort-hvide border collier, skal hente fårene.

”Undskyld, kan du gentage spørgsmålet?”.

Hvad er fordelene ved at leve et traditionelt, hævdet liv?

”Jeg mener ikke, at alle skal leve som os. Men vi skal samtidig heller ikke være flove over eller se ned på denne mere traditionelle måde at leve på. Der er et særligt stærkt fællesskab sådan et sted her, som fordrer ydmyghed.”

Med det hævdede liv, er James Rebanks’ pointe, kommer en rodfæstet identitet. Et jeg, der er forankret i mere end sig selv. I noget, som er påbegyndt, før man kom til, og som fortsætter, når man er borte. ”Enkeltpersoner lever og dør, men gardene, flokkene og familierne lever videre,” som der står i bogen.

James Rebanks ønsker med bogen at fortælle historien om de glemte mennesker i den moderne verden. Mennesker, der overses, fordi de lever et liv, der er forankret i fortid og traditioner.

”I nutidens samfund er vi mere afkoblet end nogensinde før i verdenshistorien. Fra traditioner, fra, hvordan vores mad produceres og vores land håndteres. Derfor bliver vi nødt til at kommunikere om de ting, der betyder noget, så vi kan tale om, hvad vi ønsker for fremtiden,” siger James Rebanks.

Hvert år besøger godt 16 millioner mennesker denne del af England – et distrikt på blot 2000 kvadratkilometer, som kun tæller 43.000 beboere. Der er en udbredt kærlighed til det naturskønne område blandt både besøgende og beboere.

Forskellen i den kærlighed er med James Rebanks’ ord som forskellen på ”det, man engang følte for en køn pige, man kendte i sin ungdom, og den kærlighed, man føler for sin kone efter mange års ægteskab”.

For det er også et kulturelt landskab. Fordi det er et landskab og et folk, der har formet hinanden i tusinder af års vekselvirkning. Bjergene minet, skovene nedskåret, og markerne formet af hække, stengærder og etablerede vandløb. Og familierne, der bor der, forstår sig selv netop i kraft af, at det er der, de er fra.

Vi bør, mener James Rebanks, værdisætte landdistrikter og den rodfæstede identitet højere. Dog er han ikke antimoderne, understreger han. Han er nærmere forsvarer for en traditionel måde at leve på, som der også skal være plads til i en moderne verden, og kritiker af en blind fremadskuelse, hvor vi glemmer vores rødder:

”Vi kan nogle gange være for hurtige til at tro, at den verden, vi skaber, er bedre end den, vi kommer fra,” fortæller James Rebanks, inden han tager afsked og driver sine får videre ned ad bjerget.