Da Lars Gustav Lindhardt første gang stod på en prædikestol, var det som en åbenbaring. Det lignede ellers ikke en dag for åbenbaringer. Som elev på Pastoralseminariet skulle han holde en prædiken for de andre på holdet, men da han hørte sin egen stemme blive kastet tilbage mod sig fra kirkerummets vægge, mærkede han, at hans liv frem til denne dag gav mening. Han prædikede i 13 minutter, men havde lyst til at blive på prædikestolen. Det var, mens han stod her, han opdagede, at en tung sten var fjernet fra hans ryg.
Vi vender tilbage til stenen, men først skal vi tale om Helligånden og pinsen. Den tredje store højtid i kirkeåret, som af mange regnes for den sværeste at sætte ord på. Lars Gustav Lindhardt skal prædike over de to pinsedage i Frederiksberg Kirke i København, hvor han er sognepræst. Kirkens nabo er Frederiksberg Have, og Lars Gustav Lindhardt foreslår en gåtur i haven på jagt efter Hellig- ånden. Han guider med sin sorte e-cigaret, som han ikke slipper. Man fristes til at se op på det nærmest lysende grønne løv, men han henleder opmærksomheden på folkelivet: børnehavebørn på tur, store drenge, som løber efter en fodbold, og de forelskede par, der nærmest flokkes her. Når det i morgen er pinse, er det for Lars Gustav Lindhardt blandt andet en fejring af relation og nærvær.
”Helligånd er relation. Det er relationen mellem Gud og menneske og mellem Faderen og Sønnen. Helligånden er den relation, som er kærlighed og sandhed.”
Men hvor kommer det forelskede par på græsset og fodbolddrengene ind i ligningen?
”Der er ånd i alle fællesskaber, men det er ikke alle relationer, som er helligåndsrelationer. De fællesskaber, som får os til at vokse, gør os til mere, end vi er hver især. Fællesskaber, der bringer glæde og gavn også til dem omkring os og dem, som står uden for fællesskaberne, kan man betegne som helligånds-relationer.”
Når han skal fortælle konfirmanderne om Helligånden, bruger han et vækkeur som billede.
”Helligånden er det forstyrrende, som trækker os op af vores døsighed og skubber os ud i livet, hvor vi skal møde andre. Helligånden vækker og åbner vore øjne. Hvis man skal se, hvad Ånden er og gør, skal man se på Jesus i evangelierne, som konstant vækker og forstyrrer folk. Han taler sandhed og vel at mærke også den sandhed, man ikke har lyst til at høre. Jesus møder folk med både vrede og krav, hvilket vi måske ikke umiddelbart bryder os om, men som er enormt vigtigt. En relation, som ikke indeholder krav og har potentiale for vrede, er en fattig relation.”
Når man hører Lars Gustav Lindhardt tale om Jesus i evangelierne, kan man få den tanke, at man sidder over for et menneske, som altid har vidst, at han skulle være præst. Som søn af to teologer, biskopperne Tine og Jan Lindhardt, er han opvokset i flere præstegårde og en bispegård. Det er dog ikke tilfældet.
Præst var faktisk det sidste, Lars Gustav Lindhardt ville være, da han var barn. Hans mor lærte ham at bede Fadervor, læste bibelhistorier for ham og C.S. Lewis’ ”Løven, heksen og garderobeskabet”. De andre seks bøger i serien læste han selv med begejstring.
”Jeg kan ikke huske, at jeg ikke har troet, men jeg fandt ingen glæde i gudstjenesten og havde travlt med meget andet.”
Når hans forældre tog i kirke, tog han gerne i skoven og oplevede, at livet blev stort, når han nedkæmpede drager og andre mytiske væsner som rollespiller. Han ville gå den naturvidenskabelige vej, så for sig en fremtid i hvid kittel og havde derfor matematik, fysik og biologi på højt niveau i gymnasiet. Men da han så på sine karakterer, konstaterede han, at han klarede sig langt bedre i dansk, historie, religion og oldtidskundskab, og besluttede at læse et humanistisk fag. Det var svært at vælge, og han endte med som 19-årig at begynde på teologistudiet.
Nu nærmer vi os den tunge sten, som han oplevede blev fjernet fra hans ryg, da han holdt sin første prædiken. På første del af teologistudiet tænkte Lars Gustav Lindhardt, at han nærmest måtte være født til dette studie. Selvom han brugte godt med tid på københavnske barer, fik han topkarakterer. Eneste undtagelse var sprogfagene, hvor hans noget middelmådige arbejdsindsats slog igennem. Som sin far og farfar ville han være klog forsker med tweedjakke med slidte læderlapper på ærmerne. Han røg cigaretter, men så for sig, at han med tiden gik over til pibe.
”Ved at læse teologi var jeg gået ind på min nærmest mytiske fars domæne, og jeg havde besluttet mig for at blive som ham, selvom det ikke var en ambition, jeg var specielt stolt over at forfølge. Min far satte ikke særlig mange ord på sin kærlighed og omsorg. Jeg husker engang, hvor jeg ringede og fortalte meget glad, at jeg havde fået 12 i nytestamentlig eksegese (en teologisk disciplin, hvor religiøse tekster fortolkes, red.). ’Nå, det var da ikke så dårligt,’ lød hans kommentar.”
Inden Jan Lindhardt blev biskop, havde han en lang karriere på universitetet. Det var den del af faderens liv, Lars Gustav Lindhardt ville forfølge.
”Der var en del af mig, som stræbte efter at få min fars eksplicitte anerkendelse. Jeg så blandt andet for mig, at jeg en dag skulle vise min far, at nu havde jeg også fået en doktorring.”
Hvor meget længslen efter eksplicit anerkendelse havde fyldt, blev klart for Lars Gustav Lindhardt, da hans far for syv år siden blev diagnosticeret med alzheimer. Diagnosen faldt sammen med, at Lars Gustav Lindhardt skulle til at tage fat på den teologiske prisopgave, som han så som en oplagt indgang til et forskerliv.
”Diagnosen var på samme tid en lettelse og en katastrofe. Jeg fik en mild depression, og min motivation i forhold til det akademiske arbejde styrtdykkede. Men blandt andet ved hjælp af noget terapi fik jeg samlet mig op og fik afleveret prisopgaven.”
Han fik ikke nogen pris for opgaven og måtte også erkende, at det ensomme arbejde som forsker ikke passede til hans temperament. Han afsluttede teologistudiet og valgte at gå på Pastoralseminariet, hvilket er forudsætning for at kunne søge et embede som præst. Han drømte dog ikke om kjole og krave, men ville gerne have lidt længere tid på SU.
Alle eleverne på Pastoralseminariet skal prædike. Lars Gustav Lindhardt var den første.
”Man pålægger sig selv en byrde, når man forsøger at leve op til sine forældre. På prædikestolen mærkede jeg, at den sten, jeg havde slæbt, kunne jeg nu træde op på og bruge til noget eksistentielt. Fra da af vidste jeg, at jeg ville være præst.”
Kort tid efter, han havde afsluttet Pastoralseminariet, blev han ordineret i Helsingør Domkirke. Hans far var med, og da der blev bedt for ham med håndspålæggelse, kunne Lars Gustav Lindhardt mærke en hånd, der rystede på hans skulder. Det var hans far, som på den måde fulgte ham på vej. Godt et halvt år senere var Lars Gustav Lindhardt liturg, da hans far blev bisat fra Roskilde Domkirke.
”Jeg foreslog det selv, og det virkede meget naturligt, at jeg som præst kunne være med til at sende min far af sted på den måde.”
Der er gået to dage siden samtalen om Helligånden i Frederiksberg Have, og nu sidder vi i hans arbejdsværelse i den store, gamle præstegård, som lyser op i okkergul og brydes af blomstrende blåregn. Han deler præstegården med sin kæreste gennem snart syv år, jurastuderende Pia Gold- schmidt, og en legesyg kongepuddel, som gør sit til, at Lars Gustav Lindhardt ikke tilbringer hele dagen i gruble-position.
Her i arbejdsværelset tager hans prædikener form og ender med at blive reduceret til de stikord, han prædiker ud fra. Han arbejder med teksten og leder efter krydsfeltet mellem evangelium og eksistens. Der, hvor teksten rammer ham, tager han fat. Satte man sig ned og analyserede hans prædikener, ville man se, at han arbejder med troen i to lag. Det øverste lag er bekendelsen, som giver retning, og så er der det andet lag, som man kan kalde det levede livs lag.
”Det er først, når vi skal fortælle andre om det, vi tror på og mener, at vi selv virkelig forstår det. En formuleret dogmatik er central, for det er ud af den, troen, håbet og trøsten kommer. Men Jesus taler en del om frugterne af troen, og vi bliver nødt til også at tale om gerningerne og det levede liv.”
Når han ser tilbage på sit eget liv, kan han se, hvor meget kristendom, han har fået ind ad bagdøren ved at lytte til forældrenes samtaler, men også ved at se på, hvordan de gav troen liv. Selvom hans far var dygtig med ord, så er det i scenerne fra det levede liv, hvor Lars Gustav Lindhardt ser troens frugter.
”Det interessante er ikke ordene i sig selv, men det liv, som leves omkring ordene i en storfamilie som den, jeg er vokset op i med fire ældre søstre fra min fars første ægteskab. Min mor er næsten 20 år yngre end min far, og min ældste søster er ikke mange år yngre end min mor. Det har ikke været ukompliceret, men han fik det til at fungere, så vi blev en søskendeflok. Det var ikke noget, han talte om, men noget, han gjorde. Når jeg fortæller mine jævnaldrende om min far, tror mange, at han var en klassisk fraværende far. Og jo; han var meget på sit arbejdsværelse. Men han viste omsorg, selvom han ikke satte ord på sin kærlighed. Og han kom ud, når vi skulle spise, se ’Troldspejlet’, ’Linje 3’ eller ’Ørkenens Sønner’, for han satte stor pris på det platte.”
I morgen er det pinse. Når Lars Gustav Lindhardt går over i kirken, vil han bære sit markante kors. Han købte det for under 20 kroner, efter han var blevet præst, og tager det sjældent af. Korset fortæller ham den historie, han har stået på, siden den dag på prædikestolen, hvor stenen forsvandt.
”Gud er og virker her på Jorden. I sin lidelse viser han os, hvem han er, forvandler liv til død og gør et torturredskab til symbol på håb. Vi kan kende Gud gennem Jesus og mærke ham i Helligånden.”