Niels Overgaard så sin far sidste gang i en kælder under Rigshospitalet en martsdag i 2012. Faderen var pludselig død, og som hans søn på 31 år stod der i kapellet og rørte ved hans pande, tænkte han, at faderens hud mærkedes som saltkød direkte fra køleskabet. Niels Overgaard tænkte på alle de årstal og sange og minder, faderens hoved havde opbevaret. At de nu bare var væk. Til sidst var der ikke andet at gøre end at gå derfra. Sammen med sine søskende drak Niels Overgaard sig samme aften fuld. Og han røg, hvad der kunne ryges. Da han næste morgen vågnede, føltes det som om, noget i ham blev ved med at falde. Ind ad og ned ad som et ekspanderende sort hul i kroppen.
Niels Overgaard er i dag 38 år og kommunikationschef i pensionsselskabet PFA. Og nu er han også forfatter, for i tirsdags udkom hans bog ”Det hele handler ikke om dig” – en bog med fem stoiske principper til det moderne menneske. For antikkens stoikere har noget at sige nutidens middelklasse, som ikke evner at mestre livet. Det mener i hvert fald Niels Overgaard, der selv er en del af den middelklasse, der som produkt af et velfungerende velfærdssamfund ikke kender til den slags modstand og ubehag, der kendetegner menneskers levevis andre steder i verden. Han mener, at den moderne dansker ikke kan håndtere modstanden, når den uvægerlig alligevel dukker op. For eksempel når ens far dør. Resultatet er stigende mental mistrivsel hos mange på trods af gode kår. Statistikerne fortæller det: Danskerne er mere stressede, angste og depressive end nogensinde før.
”Det er jo paradoksalt, at middelklassefunktionærer med hæve-sænke-borde og frugtordninger synes, livet er så svært, når der bliver gjort så meget for at gøre livet nemt for dem. Vi er så forkælede. Det er jo lige før, man drømmer om at have rigtige problemer, for så er der i det mindste noget værdigt at kæmpe for,” siger Niels Overgaard.
Det er en skændsel, mener han. Vi må lære at være tilfredse med det, vi har, og her kommer stoicismen ind i billedet, for den kan som livsfilosofi bidrage med nogle principper, der gør det muligt for det moderne menneske at gøre noget så basalt som at opføre sig ordentligt og være god ved sine medmennesker. Det mener Niels Overgaard, der selv har oplevet stress og depression på egen krop, og som har sagt ja til at fortælle om, hvordan han fandt en vej ud af sine egen rodløshed og utilfredshed.
Det er aldrig slået fast, hvad hans far præcis døde af, men hans død blev en katalysator for Niels Overgaard. Historien begynder dog på 1980’ernes Vesterbro i København. Her voksede Niels Overgaard op med fast base hos sin mor nær Istedgade. Forældrene var ikke sammen længe, og siden kom flere sted- og halvsøskende til. Niels Overgaard så næsten ikke sin far fra ettil seksårs-alderen, derefter besøgte han ham en gang om ugen. Niels Overgaard følte sig som barn af venstreorienterede akademikere som lidt af et særsyn i kvarteret, hvor mange klassekammerater kom fra udsatte familier. Når han gik i skole om morgenen, mødte han narkomanerne, som stod i kø ved det daværende apotek på Istedgade for at få metadon. I dag er det apotek blevet en hip café, og det er her, interviewet foregår.
Niels Overgaard uddannede sig efter en lidt flakkende ungdom til journalist og fik et prestigefyldt job på et kommunikationsbureau. Han havde egentlig det hele. En pæn lejlighed i København med udsigt over vandet. Jobbet. Kæresten.
”Men jeg tog dybest set ikke mig selv alvorligt og levede ikke i overensstemmelse med mine værdier. Jeg gjorde nogle ting, som gjorde mig selv og andre kede af det. Det var for eksempel sådan noget som utroskab. Min skyldfølelse over det blev til selvoptaget selvpineri. Problemet med den slags depressive tilstand er, at det ikke gavner nogen som helst, at man sidder med indsunkne skuldre i et hjørne og er handlingslammet. Jeg kunne ikke finde ud af at tage ansvar og sørge for at gøre det bedre næste gang. Det er ikke nemt at komme ud af, men det er heller ikke nyttigt at være i,” fortæller han.
Niels Overgaard brugte i den periode af sit liv mange timer hos psykologer. Han ville gerne styrke sit selvværd, så han kunne tage ansvar, men det var endnu ikke lykkedes ham, da hans far døde. Nu blev behovet for at finde et kompas i livet akut. Nu var faderen væk – hvad var så op og ned?
Nogle måneder efter dødsfaldet sagde Niels Overgaard sit job op og gik dagen efter ned med stress. I nogen tid gik han rundt derhjemme i joggingbukser. Indtil han besluttede sig for, at hans fars død ikke måtte være meningsløs, men blive afsættet til, at han selv gjorde noget meningsfyldt med sit liv. Han ledte blandt andet hos zenbuddhismen, og på et tidspunkt faldt han så over essayet ”Om livets korthed” skrevet af den antikke stoiske tænker Lucius Annaeus Seneca (cirka 4 f.Kr.-65 e.Kr.).
”Det var stærke sager. Han skrev, at problemet ikke er, at livet er kort, men at vi spilder det på blød og ubekymret livsstil. Det ville jeg måske have forstået intellektuelt tidligere i mit liv, men på grund af min fars død erkendte jeg det mere grundlæggende. Han var død, og jeg skulle også dø. Var jeg så tilfreds med den måde, jeg levede på? Nej, det var jeg ikke.”
Seneca blev i Niels Overgaards søgen fulgt af tekster af andre senstoiske tænkere som Marcus Aurelius og Epiktet. For to-tre år siden blev teksterne til mere end tekster, forklarer Niels Overgaard.
”Man kan læse alt muligt og tænke, at det er nogle interessante idéer, hvorefter man forlader dem igen. Men de her tekster peger om og om igen på dig og siger, at nu skal du gøre noget. Der er ingen, der er interesseret i at høre dig recitere de rigtige filosofiske betragtninger, hvis ikke du også efterlever dem. Så på et tidspunkt begyndte jeg at kigge mig over skulderen og tænke ’det er vist mig, de mener’,” siger han.
Fokusér på det, du kan kontrollere, og lad resten fare. Opøv selvdisciplin for at gøre dig fri. Indse, at du og alle omkring dig skal dø. Det er nogle af principperne, som han siden har samlet og formuleret med afsæt i antikke stoikere, og som han forsøger at omsætte til praksis i dagliglivet. Han bor i dag i et parcelhus i et villakvarter i Trekroner ved Roskilde sammen med sin hustru og deres to små børn. Han står ofte op klokken 4.30 om morgenen, for han har savnet tid til sig selv, og så har han måttet finde den i dagens begyndelse.
Han tager også kolde bade og cykler uden vanter til stationen for at træne sig i at håndtere ubehag, og han siger til sine børn, at det ikke er farligt at fryse. Hver morgen i badet kigger han på sine hænder og forestiller sig, hvordan de vil se ud, når han er død. For han ved ikke, om døden kommer i dag eller om mange år, men han tvinger sig til hver dag at indse, at den kommer. For så kan han efterfølgende træde ud af badet og gøre sin pligt. Yde et bidrag. Om aftenen skriver han dagbog – for eksempel om, hvilken dårlig vane han har gjort bedre i dag, hvilke fejl han har kæmpet imod, og på hvilken måde han er bedre i dag end i går. Det lyder frygteligt perfekt, men det er det ikke, siger han. Han mener ikke at have gjort endeligt op med sin utilfredshed og rodløshed, men forsøger at tage skridt i den retning, han synes er den rigtige.
”Og når jeg kommer ud af sync, lader mig styre af mine følelser og opfører mig som en idiot, har jeg et kompas, jeg kan vende tilbage til. Og jeg er blevet mere tilfreds, mere fri og mindre bekymret, end jeg var tidligere.”
Spørgsmålet er, hvorfor han har haft behov for at skabe egne ritualer. Han kunne jo også være trådt ind i en kirke. På trods af at være vokset op til lyden af klokkerne fra en kirke, som lå 50 meter væk, har han kun været derinde en enkelt gang. Og han kan ikke tro.
”Mine forældre var en del af en generation, der sprængte rammerne og gjorde oprør mod normerne. Det var godt, fordi det frisatte mennesket. Men det efterlod deres børn uden tilhørsforhold til for eksempel kirken. Jeg er ikke døbt og konfirmeret, og når livet har været svært, har jeg ikke følt, at jeg kunne vende mig den vej. Sådan tror jeg, der er mange i min generation, der har det,” siger han og tilføjer:
”Jeg ved jo godt, at min læsning af de stoiske tekster er sekulær. Så når stoikerne nævner det guddommelige, tager jeg det til mig i en overført betydning. Og når jeg alligevel synes, jeg kan bruge dem som livsfilosofi, skyldes det, at jeg synes, de har kunnet holde til mit skeptiske blik på en måde, som religioner ikke har kunnet. Jeg hæfter mig ved deres pointe om, at alle mennesker er en del af naturens orden og er skabt til at tage os af hinanden, fordi vi er ens,” siger han.
Og det er derfor, han med sin bog vil sige, at man kan lære at mestre sit liv ved at være noget for andre. Men den er samtidig en selvhjælpsbog, der tager udgangspunkt i iltmaske-princippet, som man kender det fra flyselskabernes førstehjælpspræsentation. En forældre skal tage sin iltmaske på, før vedkommende giver sit barn den samme hjælp.
”Hvis man udsletter sig selv, er det umuligt at være noget for andre. Men hvis man står stærkt, har man et solidt fundament for at gøre en forskel.”