Prøv avisen

Anette Prehn: Fællessang er ikke kun rart – det er nødvendigt

”Jeg mener, at vi skal tage fællessangen alvorligt som et offentligt rum. For det rum er med til at forme vores holdninger, vaner og erkendelser," siger sociolog Anette Prehn. Arkivfotos: Leif Tuxen og Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Et af midlerne til at styrke sammenhængskraften er fællessangen, mener sociolog Anette Prehn, der selv skriver sange

Det er så dejligt at synge sammen. Det vil mange danskere kunne skrive under på, for i disse år står fællessangen stærkere end i mange år. Koncepter som maratonsang vinder frem i forskellige dele af landet, den 19. udgave af Højskolesangbogen udkommer til november, og da Danmark blev lukket ned for godt et halvt år siden, blev tilslutningen til fællessang på DR enorm. Morgensangkonceptet, som Phillip Faber introducerede, findes stadig.

Men fællessang er ikke bare hyggeligt, det er også nødvendigt. Det mener Anette Prehn, der er forfatter og sociolog og i øvrigt selv forfatter til efterhånden en del sange. De 30 af dem præsenterer hun i bogen ”Det syngende menneske – nye veje til forbundethed”, som udkommer i denne uge på Kristeligt Dagblads Forlag.

”Jeg har skrevet bogen, fordi forbundethed er en nødvendighed i vores tidsalder. Klimaet, den teknologiske udvikling, corona-pandemien og den mentale usundhed er fire dagsordener, der kendetegner vores tid, og hvis vi skal lykkes med at tage handling i forbindelse med dem, kræver det, at vi styrker oplevelsen af forbundethed mellem mennesker – både på det nære plan og på et mere globalt plan,” siger hun.

Det er imidlertid ikke så nemt at styrke følelsen af forbundethed, mener Anette Prehn. Selvom man i dette forår så, at det kunne lade sig gøre – at danskerne udviste medfølelse med eksempelvis ældre og svage, som de end ikke kendte, ved at overholde myndighedernes anbefalinger – skal der mere til, hvis forbundetheden skal slå rod, mener hun. Og her kommer fællessangen ind.

”Vi har i årtier været i hyperindividualismens klør, og logikken har været, at man skulle tage sin egen iltmaske på først, før man kunne hjælpe andre. Men når vi synger sammen, styrker vi følelsen af forbundethed med hinanden. Sådan var det også, da man gik i krig eller høstede roer på marken – man sang sammen, og det medførte en oplevelse af, at gruppen blev samlet.”

Anette Prehn peger i sin bog på forskellige gode følgevirkninger af fællessang af både kognitiv, fysisk, psykisk og social art.

”Fællessangen udfordrer det perspektiv, som også de digitale algoritmer på for eksempel sociale medier lærer os, nemlig at vi selv er centrum i universet. Når man giver sig hen til fællessangen, oplever man et element af selvforglemmelse, og man opdager, at man kan smitte andre. Hvis jeg for eksempel undlader at synge, vil min forlegenhed måske smitte min sidemand, som også undlader at synge. Fællessangen er en konkret manifestation af, at hvert enkelt lille bidrag er vigtigt for den større sammenhæng, men det er samtidig ikke mig selv, der er i centrum.”

Anette Prehn mener også, at fællessang kan fungere som en slags stemningsmæssig ganerenser, og af samme grund er hun fortaler for mere morgensang i skolerne. Hun kender blandt andet til efterskoler, som indleder hvert modul i skoledagen med en sang. Den slags praksis kan samle flokken og besinde den på, hvad der herefter skal ske – og det har positive effekter på indlæringen, fortæller hun.

Og det er klart, erkender Anette Prehn, at den klassiske fællessang har svære kår lige nu, hvor pandemien gør det vanskeligt at samles mange i det samme fysiske rum. Men hvor nogle måske har en modstand mod den virtuelle fællessang, hvor man synger hver for sig – for eksempel sammen med DR i fjernsynet – ja så mener Anette Prehn, at det er et godt alternativ, som man bør holde fast i og udvikle på. Dertil kommer, siger hun, at især de svageste danskere, der måske har allermest brug for fællessangen, netop kan være med, når det kan foregå i deres egne stuer.

Men man skal være opmærksom på, at fællessang ikke bliver en slags beskyttelsesrum, vi flygter ind i, når omgivelserne bliver farlige. Hvor der ikke er noget, der provokerer og flytter folk. Hun er af den holdning, at sangtraditionen bør fornys, så vi ikke kun ”synger os baglæns”, men også får erkendelsesspring om de dagsordener, der præger verden lige nu som for eksempel førnævnte klima, den teknologiske udvikling, corona-pandemien og den mental usundhed. Derfor har hun selv skrevet sange om de emner.

”Jeg mener, at vi skal tage fællessangen alvorligt som et offentligt rum. For det rum er med til at forme vores holdninger, vaner og erkendelser. Gør man det, forstår man også, at vi, med de erkendelser vi kan synge os til, er med til at lægge sporene til en fremtid, vi kan være bekendt.”

Du kan læse et uddrag af Anette Prehns bog "Det syngende menneske" her.

Fællessangs-arrangementer skyder i disse år frem – blandt andet er Maratonsang på årets længste dag en fast tradition i Vartov i det indre København. Siden marts i år har fællessang dog været besværliggjort voldsomt af pandemien. – Arkivfoto: Iben Gad.