Prøv avisen
Seniorliv

Margrethe Kähler: Familie og venner er hovedsporet i vores liv

Er vi så heldige at have mennesker omkring os, som holder af os eller ligefrem elsker os, og vi dem, er det en god garant for vores fysiske helbred og vores livskvalitet, skriver Margrethe Kähler i klummen "Seniorliv". Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen og Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Nok kan der være konflikter, men de nære relationer er altafgørende for vores trivsel

Som alle pattedyr med store hjerner er vi sociale væsener. Vores hjerner er i tæt forbindelse med hinanden og faktisk designet til at reagere på hinanden. Andres humør og opførsel har en reel fysisk indvirkning på os. Jo stærkere vi følelsesmæssigt er forbundet med en person, jo stærkere er påvirkningen. I kender det godt: følelsen af et stik i hjertet, når nogen behandler os dårligt eller skælder os ud. Vi føler os såret. Bliver vi afvist, kan det føles som en fysisk smerte. Når vi er forelskede, får vi sommerfugle i maven, og når vi oplever noget dejligt, retter vi os op og smiler over hele femøren.

Vores ansigt med dets knap 100 muskler og især øjnene – som den eneste synlige del af hjernen – er sjælens spejl. Fra vugge til grav lærer vi at afkode andre menneskers ansigtsudtryk for at finde ud af deres følelser og intentioner. Dét, vi især bruger denne evne til, er at finde ud af, om vi kan stole på den, vi lige nu er i kontakt med. Er det et menneske, vi kan have tillid til? En ven eller en fjende?

Når det svinger med andre mennesker, glemmer vi os selv, og vores immunforsvar styrkes. Når vi har det dårligt med andre, suser stresshormonerne rundt i vores krop og skader vores immunforsvar. Er vi så heldige at have mennesker omkring os, som holder af os eller ligefrem elsker os, og vi dem, er det en god garant for vores fysiske helbred og vores livskvalitet. En kæmpe biologisk fordel. Det er her, det hele starter. Både venskab og kærlighed.

Ældre Sagens ”Fremtidsstudie 2015” viser, at familien som lykkebringer er helt central og den, vi støtter os til trods skilsmisser, uundgåelige stridigheder og store, vidtforgrenede familier. For de følelsesmæssige bånd er stærke. Lige efter familien følger vennerne. Sammen med familien udgør de vores primære relationer. Begge giver os anerkendelse og nødvendig modstand. Rigtige venner kan være livsvidner og loyale og fortrolige samtalepartnere. Tit kan de rumme politiske uenigheder og tåle lange perioder, hvor kontakten er tynd på grund af travlhed. Gnisten er der alligevel, når vi mødes igen. Men gensidigheden og loyaliteten er nødvendig, hvis venskabet skal holde.

Jeg holder meget af venskaber, hvor man træder ud af sit sædvanlige manøvrerum og får nye tanker fra yngre venner eller venner, der har helt andre erhverv end en selv. Ligesom når man læser litteratur, der tager en med ind i andre bevidstheder end ens egen. Selvom vores personlighed er ret stabil livet igennem på grund af vores dna og de værdier, vi har internaliseret i vores opvækst, kan ”skæve” venner gøre og sige ting, der får afgørende indflydelse på vores tanker og handlinger. Jeg husker sætninger fra sådanne venner, som har brændt sig fast i min hjerne i årevis, fordi de var indlysende rigtige eller forkerte og derfor mobiliserede min vilje til at argumentere imod. Men de har altid ramt min lyst til at vende ting på hovedet og tænke på nye måder.

Bekendtskaberne ligger længere ude. Alligevel er det hyggeligt at mødes til forskellige ting. Måske udvikler de sig til venskaber. Måske hører de op, fordi de ikke rummer tilstrækkelig råstyrke og nysgerrighed. Mangler de ting, tænker vi ofte: ”Dyt, båt, rend og hop” og lader kontakten dø. Det må være alderens privilegium. Jo ældre vi bliver, jo færre venskaber kan vi klare os med, hvis der er en hovedstol i dem af noget ægte og værdifuldt. Af gensidighed og loyalitet.

I 1968, før jeg selv fik børn, så jeg en svensk film, ”Hugo og Josefine” af Kjell Grede, om en seksårig pige, Josefine. Hun er enebarn, og hendes far er præst og mest optaget af at skrive prædikener og formane hende om dit og dat. Hun har ingen at lege med, før hun via gartneren Gudmarson møder Hugo, som boede alene i en hytte i skoven. Han må klare sig selv, fordi hans far er i fængsel. De to begynder i skolen samtidig og bliver hinandens bedste venner, og Gudmarson deres voksenven. Fuld af poesi, magi og fantasi. Han lærer dem for eksempel at sige farvel: Man begynder simpelthen på en spændende historie, som man først fortæller færdig, når man mødes igen. På den måde holdes et venskab levende, så man længes efter at ses igen. En idé, som jeg lige nu prøver af på to af mine børnebørn på seks og ni år med stor succes. Måske kan den bruges på mine voksenvenner? Hvem er med på den? Hvem synes, det er en totalt fjollet idé?