Prøv avisen
Spørg om livet

Connie er havnet i et stort dilemma: Skal jeg fortælle min nevø om hans biologiske far?

Connie er uforvarende havnet i en ubehagelig situation omkring faderskabet til hendes nevø. Nu søger hun råd hos brevkassen. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Det kan være byrdefuldt og komplekst at love ting på dødslejer, for som familie er man ikke sporet ind på at sætte grænser eller modsige en person, som er på vej til den anden side

Kære brevkasse

Jeg søger råd om en hemmelighed, som jeg gerne ville have været foruden. Min ældste søster døde for en hel del år siden og efterlod sig voksne børn og deres far. Min søster og jeg lignede hinanden meget i væremåde. Jeg er midt i 50’erne, og hun var godt 10 år ældre. Min ældste nevø og jeg har haft et tæt bånd. Vi har kun syv-otte år imellem os og har derfor blandt andet haft mange sjove oplevelser med hinanden og vores venner. Hans mor betød alt i hans liv, og nogle af hendes egenskaber ser han i dag i mig. Han har ikke de store følelser for sin far, som i øvrigt har valgt at skabe sig en tilværelse med en ny kvinde i et andet land, og han kommer kun til Danmark et par gange om året.

I går havde jeg så besøg af min søsters tætte veninde, som ville videregive en vigtig information til mig med begrundelse i, at hun selv skranter en del. Hun fortalte, at hun havde givet min søster følgende løfte: Når min svoger er gået bort, skulle hun fortælle min nevø, at min svoger ikke er hans biologiske far, men en navngiven anden mand, som er død for snart 10 år siden, og at min nevø dermed har en halvbror.

Jeg er rystet. Nok ikke så meget fordi min søster har været utro, men at hun ikke selv fortalte sandheden, mens hun havde chancen. Hun har ønsket at skåne min svoger, hvilket er årsagen til, at det først skal frem efter hans død.

Han har ikke just været den bedste ægtemand, og lige nu kan jeg slet ikke forstå, at hun ikke bare kunne tage denne hemmelighed med sig i døden. Hvis jeg skulle afsløre dette for min nevø, ville det knuse ham totalt. Måske på grund af faderskabet, men især fordi den mor, han igennem hele livet har forgudet og sat på en piedestal, ikke har været ærlig.

Jeg har lyst til at drøfte det med min anden storesøster, men ligesom jeg helst ville have været informationen foruden, mener jeg heller ikke, at jeg kan tillade mig at sætte hende i samme dilemma. Hvad gør jeg med min viden?

Venlig hilsen

Connie

Kære Connie

Tak for dit brev. Vi forstår så inderligt godt, at du ville have været dette foruden. På en måde er der pludselig kastet en tung sæk med sten i din favn. Det burde ikke være sket, ligesom det heller ikke burde være sket for din søsters gode veninde.

Et helt afgørende spørgsmål er, hvorvidt din storesøster med sikkerhed vidste, at din nevø har en anden far? For en utroskabsaffære er jo ikke det samme som en graviditet. Det vil kun en faderskabsprøve kunne afsløre. Hun må jo også have haft seksuelt samkvem med sin egen mand i den tid, for ellers ville han jo have fået mistanke dengang. Måske ved din søsters veninde mere, om det er helt sikkert, at din nevø har en anden biologisk far.

Det med at love ting på dødslejer kan være byrdefuldt og komplekst. For som familie eller ven er man ikke følelsesmæssigt sporet ind på at sætte grænser eller modsige en person, som er på vej til den anden side. Man kan selv være stærkt berørt i en sådan situation, og først et stykke tid efter opstår de mere sunde og modsigende tanker. Det, der skal siges, skal gerne siges i god tid, før døden banker på, for at vores pårørende ikke skal komme i svære eller umulige situationer. Mon ikke nogle af vores læsere har erfaringer med sådanne situationer?

I bagklogskabens lys skulle din søsters gode veninde have sagt til din søster, at det ville hun ikke tage ansvar for. For hun ville ikke være i stand til nuanceret at viderebringe en sådan viden om hendes søns biologiske ophav eller kunne svare på de mange og følelsesmæssigt relevante spørgsmål, som et sådant budskab helt sikkert ville afstedkomme. Enten måtte din søster selv have taget ansvar og hidkaldt sin mand og søn og fortalt dem det, som hun ikke tidligere havde fortalt, eller også måtte hun dø og tage den viden med sig i sin grav.

At skulle levere et budskab videre, som din søster ikke selv ville tage ansvar for i levende live, og som ovenikøbet skulle afvente et andet menneskes dødsfald i fremtiden, er helt umuligt. Den person lever jo endnu, kan vi forstå, og han kan måske leve 10 eller 20 år endnu? Fordi veninden skranter, tænker hun måske, at hun ikke overlever din svoger, og så leverer hun den tunge byrde videre til dig i håbet om, at du vil klare det. Og så gentager historien sig.

Det giver heller ikke mening, at din nevø får det at vide efter sin fars død, for som anført kan han måske leve mange år endnu. Skulle din nevø så få det at vide, når han er oppe i 60’erne? Og hvad skulle han stille op med den viden da, når mange, der kender bare lidt til hans historie, til den tid er borte?

I de allerfleste forhold anbefaler vi, at sandheder skal op i lyset. Sandheden kan være ilde hørt, men den varer længst. Men i helt særlige tilfælde kan sandheder være så ødelæggende, at det ikke giver mening. Du skriver selv, at din nevø vil blive helt knust. Vi kender ikke hans liv og hans sind. Vi ved ikke, om han har en god ægtefælle og har nære venner, som han kan finde støtte hos. Vi kender ikke hans forhold til sine søskende, og vi ved ikke, om han er robust eller et mere sårbart gemyt. Sådanne ting må også tages i betragtning, inden man eventuelt kaster en mand ud i at få kendskab til mange årtiers gamle løgne.

For os at se vil det være helt legitimt for din søsters veninde at sige til sig selv: ”Jeg lovede for en hel del år siden min veninde noget i en meget følelsesmæssig situation, som jeg hverken kan eller vil holde. Det tager jeg ansvar for, for selvom hun var min meget gode veninde, så var hun i dette stykke meget uklog og ansvarsløs og kunne ikke overskue, hvad hun satte i gang lang tid fremover”.

Du skriver, at du netop har fået alt dette sprængfarlige stof at vide for få dage siden. Det er overvældende at være container for.

Vi tror, det er vigtigt, at du minder dig selv om, at dine tanker kan ændre sig i den kommende tid. Du skal ikke handle for hurtigt eller involvere nye familiemedlemmer, før du har tænkt dig grundigt om. Du kan måske i tillæg have gavn af at snakke med et klogt menneske, som ikke er involveret, og som har en professionel tavshedspligt. Efter tre til seks måneder ved du nok mere om, hvad der skal gøres eller ikke gøres.

Du har i hvert fald ikke lovet noget. Du står derfor helt frit for at dele det med en fortrolig og handle ud fra det, du vurderer er bedst i forhold til din nevø. Hvad din svoger angår, klarer han sig måske bedre, end din søster vurderede dengang, da hun troede, at han ikke kunne klare en viden om den rette sammenhæng som enkemand. Han lever nu i et nyt forhold væk fra Danmark og er i et nyt kapitel i sit liv.

Det, der måske kunne tale for at fortælle din nevø om det, er, at sandheden om et menneskes dybeste ophav er en væsentlig ting, og så det forhold, at han har en halvbror. At høre mere om sin biologiske far ville eventuelt også give ham nye perspektiver på egen væremåde, jævnfør sidste uges brevkasse om gener og arv.

Et andet forhold, som måske også kan have betydning, er det, du skriver om, at ”han har ikke de store følelser for sin far”. Måske kunne det give mening og større mod til at bearbejde eventuelle svære ting, hvis han blev klar over, at han ikke er hans biologiske søn?

Som du kan se, har vi ikke en helt klar mening om, hvad du skal vælge og ende op med i denne komplekse sag. Og der er flere spørgsmål at afklare. Men vi håber, at vi har givet nogle refleksioner til dig, som du kan tage med dig i processen på den videre vej. Du ønskes alt godt, og du er velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen