Prøv avisen
Spørg om livet

Familiehemmeligheder er tunge at bære – især for dem, der skal holde på dem

"Når jeg tænker tilbage på mit ellers gode barndomshjem, så var der noget tungt, som jeg næsten følte mig ansvarlig for uden at vide hvorfor," skriver Knud til brevkassen. Foto: Modelfoto/Iris/Ritzau Scanpix

”Først som stor gik det op for mig, at mine forældre havde mistet en lille dreng, før jeg kom til verden,” skriver en læser. Fortielsen og det usagte sætter spor i stemninger og relationer. Så oftest er sandheden af det gode, mener Annette og Jørgen Due Madsen

Kære brevkasse

Familiehemmeligheder er ikke af det gode. Det har jeg hørt om hos andre og selv erfaret i mit liv. Det var derfor med stor interesse, at jeg og min hustru læste brevkassen fra Connie for fire uger siden. Sikke en svær fortælling og sikke et vanskeligt dilemma. Der er bestemt ikke lette løsninger i den næsten umulige sag. Men vi har lyst til at sige, at vi synes slet ikke, at man som pårørende kan forpligte sig til at gøre det, der bliver bedt om fra en døende ud i al fremtid. For livsomstændigheder kan skifte, og nye forhold skal vurderes. Det tænker den, der skal dø, og som afkræver et løfte før sin bortgang, måske ikke på.

De efterladte må bruge deres sunde vurderingsevne og se på de faktiske forhold og derudfra gøre det, som man efter bedste evne vurderer, er det rigtige, ikke mindst for dem, som er mest sårbare og udsatte i forhold til familiens hemmeligheder. Og det må jo i den konkrete sag i den omtalte brevkasse absolut være sønnen, der ikke kender til sit rigtige fædrene ophav. Jeg er ellers en stor fortaler for, at sandheden er det vigtige, når det gælder familiefortællinger. Men i det aktuelle forhold er der, som der også blev nævnt i jeres svar, både ting, der taler for og imod fuld åbenhed.

Jeg selv har oplevet, at jeg var ganske stor, da jeg nærmest ved et tilfælde fandt ud af, at mine forældre havde mistet en lille dreng, før jeg kom til verden. Før i tiden var det nok mere almindeligt, at der var ting, som man bare ikke talte om, og som blev gemt væk. Måske var smerten for stor, og så tænkte man måske, at det blev mindre smertefuldt ved ikke at rippe op i det. Og måske tænkte man også mere nøgternt, at livet jo måtte gå videre. Jeg ved ikke, hvad forklaringen var.

Men jeg ved, at når jeg tænker tilbage på mit ellers gode barndomshjem, så var der noget tungt, som jeg næsten følte mig ansvarlig for uden at vide hvorfor. Ikke mindst min mor bar en uforklarlig vemod over sig. Sidenhen har jeg tænkt over, at jeg ofte følte et stort krav om at være rigtig. Jeg måtte ikke skuffe eller såre. Jeg ved jo ikke, om det er rigtigt, men skal jeg forsøge at tolke mine reaktioner, så har jeg måske følt, at jeg på en måde skulle udligne sorgen, og at jeg skulle skabe den glæde, som kunne opveje den sorg, der var gået forud, uden at vide, hvad det handlede om.

Jeg ved i hvert fald, at jeg også senere i mit liv ofte har oplevet det som en byrde, at jeg ofte har følt krav om ikke at skuffe. Det kunne både være i forhold til arbejde, blandt venner og ikke mindst i forhold til min hustru. Samtidig er det hende, der har hjulpet mig til at se den eventuelle sammenhæng, der er med det, jeg som barn uudtalt oplevede, og så mine krav til mig selv.

Det er også hende, der har opmuntret mig til at skrive dette brev. Hun ved jo noget om, ved at leve med mig i mange år, at usagte ting i en familie kan skabe forventninger og krav hos et barn.

Til slut ønsker jeg meget, at Connie finder en god vej i det svære og finder hvile i sin beslutning, så det ikke er et dilemma, der kommer til at ligge og nage fremadrettet.

Venlig hilsen

Knud

Kære Knud

Tak til dig for dit gode brev, og tak til din hustru for, at hun puffede på, så du fik skrevet både lidt til Connie, og at du selv fik fortalt lidt om den familiehemmelighed, som du selv har oplevet. Der er mange igennem tiderne, der har oplevet noget lignende. Vi nævner blot nogle eksempler i kort rækkefølge i det følgende.

Det kan være drengen i teenagealderen, som fik at vide, at han var donorbarn. Eller hende, der først som 12-årig fik at vide, at hun var adopteret. En dag opdager et barnebarn ved et tilfælde, at den elskede morfar, der døde for nogle år siden, slet ikke døde af en blodprop, men i stedet tog sit eget liv. Det kan også være en voksen datter, der ved et tilfælde opdager, at hun har en halvbror i den anden ende af landet, fordi ingen havde fortalt hende, at hendes far tidligere havde en kæreste, som han fik et barn med, og som han ikke ville have kontakt med.

Familiehemmeligheder kan være mangeartede, men det, der ofte går igen, er, at de har en indbygget skam eller dyb sorg eller en kombination af lignende stærke følelser. Det kan dreje sig om en enkelt i familien, som holder sandheden tæt ind til kroppen, men ofte er der opstået en alliance mellem de få, som måske ved besked om tingene, at det snakker vi altså ikke eller aldrig om.

Nogle gange er der intentioner om, at det skal nok frem engang, for eksempel når børnene er store nok eller lignende, men ofte bliver det til en undgåelse eller udskydelse, som bliver udefinerbar – og som risikerer at blive afbrudt af, at sandheden alligevel tilfældigt og pludseligt dukker op. Når det sker, kan det give en oplevelse af svigt hos dem, som har været udsat for hemmeligheden. Og de, som har holdt på hemmeligheden, kommer måske i defensiven og skal forsvare sig, fordi de mister den kontrol, de troede, de havde.

Familiehemmeligheder har en indbygget kraft i sig, som sluger energi fra dem, som skal holde på hemmeligheden. Og i forhold til børn påfører hemmeligheden let nogle ubevidste fornemmelser eller opgaver, som de ikke kender baggrunden for. Du nævner selv, at du er blevet præget af din mors hemmelige sorg, som du alligevel med dine gode antenner havde opfanget. Havde hun fået hjælp til sin sorg og været åben omkring det, havde du måske kunnet forstå langt flere ting og mere nuanceret kunnet forholde dig til de forskellige ansvarsområder senere i livet, som har udfordret dig.

Hemmelighederne kommer let til at præge livet. For handlinger, stemninger, uudsagte forventninger, ønsket om fortielse eller andre forhold har deres egen evne til at ”tale” deres hemmelige sprog. Når tingene ikke siges, som de er, så er man ofte, og ikke mindst som barn, overladt til at tolke det, der foregår, ud fra egen fantasi og udviklingstrin. Og det kan ofte være en ensom affære. Børn vil ofte på en eller anden vis føle sig ansvarlige for det, de fornemmer. Og de behøver ord til at finde ud af størrelsen af det, de oplever. De behøver voksnes svar og hjælp til nuancer, proportioner og konkret hjælp til, hvad de skal tænke.

Man kan altid diskutere, hvor mange ting der skal siges til andre voksne og til børn i diverse forhold.

Man skal ikke for enhver pris udtale ”sandheder” eller udpensle detaljer for hinanden. Og ligesom i de fleste forhold i livet skal også det med de allersværeste ting i livet deles med skønsomhed, visdom og varme. Og følges af dialog.

Men overordnet er sandheden og virkeligheden oftest af det gode, fordi det hjælper os med at sætte verden i system og give os pejlemærker til, hvordan verden er skruet sammen på godt og på ondt, så vi ikke bare er overladt til fornemmelser, fantasier og mere eller mindre rigtige fortolkninger om, hvad ting egentlig handler om i dette liv. Det vigtige er, at vi ikke skal være alene om tingene, og at der er nogen at snakke med, når tingene bliver svære, skamfulde, sorgfulde eller forvirrende.

Mange hilsener

Annette og Jørgen