Prøv avisen
Spørg om livet

Familiehemmeligheder er tunge at bære – især for dem, der skal holde på dem

"Når jeg tænker tilbage på mit ellers gode barndomshjem, så var der noget tungt, som jeg næsten følte mig ansvarlig for uden at vide hvorfor," skriver Knud til brevkassen. Foto: Modelfoto/Iris/Ritzau Scanpix

”Først som stor gik det op for mig, at mine forældre havde mistet en lille dreng, før jeg kom til verden,” skriver en læser. Fortielsen og det usagte sætter spor i stemninger og relationer. Så oftest er sandheden af det gode, mener Annette og Jørgen Due Madsen

Kære brevkasse

Familiehemmeligheder er ikke af det gode. Det har jeg hørt om hos andre og selv erfaret i mit liv. Det var derfor med stor interesse, at jeg og min hustru læste brevkassen fra Connie for fire uger siden. Sikke en svær fortælling og sikke et vanskeligt dilemma. Der er bestemt ikke lette løsninger i den næsten umulige sag. Men vi har lyst til at sige, at vi synes slet ikke, at man som pårørende kan forpligte sig til at gøre det, der bliver bedt om fra en døende ud i al fremtid. For livsomstændigheder kan skifte, og nye forhold skal vurderes. Det tænker den, der skal dø, og som afkræver et løfte før sin bortgang, måske ikke på.

De efterladte må bruge deres sunde vurderingsevne og se på de faktiske forhold og derudfra gøre det, som man efter bedste evne vurderer, er det rigtige, ikke mindst for dem, som er mest sårbare og udsatte i forhold til familiens hemmeligheder. Og det må jo i den konkrete sag i den omtalte brevkasse absolut være sønnen, der ikke kender til sit rigtige fædrene ophav. Jeg er ellers en stor fortaler for, at sandheden er det vigtige, når det gælder familiefortællinger. Men i det aktuelle forhold er der, som der også blev nævnt i jeres svar, både ting, der taler for og imod fuld åbenhed.

Jeg selv har oplevet, at jeg var ganske stor, da jeg nærmest ved et tilfælde fandt ud af, at mine forældre havde mistet en lille dreng, før jeg kom til verden. Før i tiden var det nok mere almindeligt, at der var ting, som man bare ikke talte om, og som blev gemt væk. Måske var smerten for stor, og så tænkte man måske, at det blev mindre smertefuldt ved ikke at rippe op i det. Og måske tænkte man også mere nøgternt, at livet jo måtte gå videre. Jeg ved ikke, hvad forklaringen var.

Men jeg ved, at når jeg tænker tilbage på mit ellers gode barndomshjem, så var der noget tungt, som jeg næsten følte mig ansvarlig for uden at vide hvorfor. Ikke mindst min mor bar en uforklarlig vemod over sig. Sidenhen har jeg tænkt over, at jeg ofte følte et stort krav om at være rigtig. Jeg måtte ikke skuffe eller såre. Jeg ved jo ikke, om det er rigtigt, men skal jeg forsøge at tolke mine reaktioner, så har jeg måske følt, at jeg på en måde skulle udligne sorgen, og at jeg skulle skabe den glæde, som kunne opveje den sorg, der var gået forud, uden at vide, hvad det handlede om.

Jeg ved i hvert fald, at jeg også senere i mit liv ofte har oplevet det som en byrde, at jeg ofte har følt krav om ikke at skuffe. Det kunne både være i forhold til arbejde, blandt venner og ikke mindst i forhold til min hustru. Samtidig er det hende, der har hjulpet mig til at se den eventuelle sammenhæng, der er med det, jeg som barn uudtalt oplevede, og så mine krav til mig selv.

Det er også hende, der har opmuntret mig til at skrive dette brev. Hun ved jo noget om, ved at leve med mig i mange år, at usagte ting i en familie kan skabe forventninger og krav hos et barn.