Familieterapeut: Deleforældres sorg er overset

”Jeg havde det helt forfærdeligt,” siger en 45-årig kvinde, Sofie.

”Virkelig forfærdeligt. Jeg gik rundt som en løve i et bur, når børnene var her. Og så sad jeg inde i et hjørne af sofaen meget af tiden. Jeg kunne ikke overskue noget som helst. Jeg var ædt op af skyld.”

Hun er såkaldt delemor til tre børn, idet hun ikke længere er sammen med deres far. I citatet husker hun tilbage på den første tid i et nyt liv, der begyndte for omkring fire år siden. Hun var blevet skilt og stod dermed sammen med børnene i en vanskelig ny livssituation. Hendes oplevelse af at blive og være deleforælder kan man blandt mange andre læse i bogen ”Friuger – livet som deleforældre med og uden børn”, som udkom i går på forlaget Turbine. Bogen er skrevet af familieterapeuten Mette Vestergaard-Knudsen, der har speciale i deleforældre og sammenbragte familier. Hun har skrevet bogen, fordi hun selv har manglet den.

”Da jeg selv blev skilt for 12 år siden, læste jeg en masse bøger om, hvordan man skal tage sig af sine børn i en skilsmisse. Til gengæld kunne jeg ikke finde noget som helst om, hvordan det er at være forælder i det her splittede deleliv. Jeg følte mig meget alene med mine tanker og spurgte mig selv, om jeg var en forkert mor.”

Siden blev Mette Vestergaard-Knudsen, der er uddannet pædagog og har en kandidatgrad i pædagogisk psykologi, selvstændig inden for feltet, og der var stadig ikke megen litteratur eller hjælp til deleforældre at finde. I betragtning af, at omkring halvdelen af alle danske ægteskaber går i opløsning, og der dertil kommer alle de par med børn, der går fra hinanden uden at have været gift, undrede familieterapeuten sig over, at familieformen og den medfølgende sorg ikke er mere velbeskrevet. Og i sin nye bog skriver hun, at deleforældres sorg stadig er tabubelagt og for mange derfor fyldt med skam. Det er den, hun gerne vil tage livtag med.

”Når man får børn, flytter bekymringen ind i ens liv. Hvis man så bliver skilt, flytter skylden ind. Den er et vilkår, som man ikke kan fjerne, men som det netop derfor er vigtigt, at vi kan tale om. Så den ikke bliver til skam. Vi ved det jo fra almindelig børneopdragelse: At det ikke hjælper børn at gå rundt og skamme sig. Det bliver de ikke hele mennesker af. Det samme gælder voksne. Hvis deleforældre skammer sig hele tiden, kan de ikke være hele mennesker og dermed heller ikke de bedste forældre for deres børn.”

Vejen gennem sorgen og ud af skammen handler om accept. Og om at blive hel igen.

To vidt forskellige virkeligheder

Deleforældre lever et fragmenteret liv. Måske har de deres børn den ene uge, men ikke den anden. Det kan også være, de har deres børn fem dage ud af 14 eller hver anden weekend.

Den ene periode er fyldt med Aula, knus, ”Ramasjang” og madpakker, den næste uge er fuld af arbejde, savn og frihed. Kontinuiteten er lagt i graven. Måske savner man det menneske, man fik børnene sammen med. Måske savner man at dele den største kærlighed – den til børnene – med den eneste anden, der elsker dem lige så højt. Førnævnte Sofie beskriver det sådan her:

”Det værste ved at undvære dem er jo, at jeg ved, hvad jeg skal, når jeg har dem. Det forsvinder, når de ikke er der. Så skal jeg ikke være noget for nogen. Så nogle gange flyder det hele bare ud. Der er ikke noget, der holder mig inde i rutinen. Men når jeg når til syvendedagen med børn og står og smører madpakker, så glæder jeg mig jo til at slippe for det i en uge. Men jeg savner dem altid. Man er jo ligesom to ting som deleforælder – man har to liv. Jeg har nok ikke helt grejet, hvordan man slår det til og fra endnu.”

En anden, 45-årige Thomas, siger i bogen:

”Jeg følte mig utilstrækkelig den ene uge og havde selvlede og dårlig samvittighed i den anden uge. Den cocktail gjorde mig trist, og det tog mig tid at finde balancen i rollerne som far og Thomas.”

Igennem sin rådgivning har Mette Vestergaard-Knudsen mødt en masse forældre, der har belyst flere sider af deleforældretilværelsen. For eksempel det forhold, at delefædre er under et stort pres. Hvis de eksempelvis mener, at det er bedst for deres børn at bo mest hos moderen, betragtes de som dårligere fædre, fortæller hun. Og de er ikke på samme måde som mødre nødvendigvis vant til at tale med andre fædre om forældreskab. Derfor står de ofte endnu mere alene, når de bliver delefædre. En anden pointe er, at der kan være en forståelse af, at den person i et ægteskab, der har taget beslutningen om at gå, ikke kan tillade sig at være i sorg.

”Hvis der er noget, der kan få mig helt op i det røde felt,” siger Mette Vestergaard-Knudsen, ”så er det, når folk siger, at det er blevet for let at gå fra hinanden i dag. Der er ingen mennesker i verden, der synes, det er let at bryde en familie op. Det er det sværeste valg nogensinde, og ofte er det faktisk sværere at gå end at blive. Men deleforældre har om nogen kæmpet for deres børns skyld og har ligget vågne om natten. Så når der i den offentlige debat kommer påstande om, at deleforældre ikke har kæmpet nok, at vi er andenrangsforældre, bliver jeg rasende.”

Sorgen er virkelig

Mette Vestergaard-Knudsen mener, at sorgen over at blive deleforælder kan sammenlignes med sorgen i andre livskriser. Glæden og frimodigheden dukker efterhånden frem igen, som man når frem til en accept af sit nye vilkår og langsomt bliver et helt menneske igen. 30-årige Laura, der i to år har været delemor til to små børn, siger sådan her i bogen:

”Jeg synes, det er to liv, som er lidt uforenelige. Jeg er jo bekymringsfri, når jeg bare er Laura i de fem dage. Det er jo ikke tilfældet i det virkelige liv – og det er livet med mine børn, jeg kalder det virkelige liv.”

Samme Laura fortæller, at hun kan opleve det sådan, at hun i de perioder, hvor hun ikke har sine børn, føler sig, som om hun ikke er mor.

”Jeg føler mig forbundet med dem, når jeg har dem – også selvom vi har en lorteuge, hvor ingen gider hinanden. Og når vi så ikke er fysisk sammen, så føler jeg bare ’Bum, navlestreng cuttet !’.”

Mette Vestergaard-Knudsen sammenligner det nye vilkår med at få sit første barn.

”Dér forandrer hverdagen sig radikalt, og man stiller hele tiden sig selv en masse spørgsmål. Skal barnet have en sut nu? Har det det for varmt? Efterhånden finder man ud af, hvilke værdier man gerne vil knytte an til som forælder. Når man bliver skilt, skal man igen finde sin vej. Tjekker jeg Aula og tager med til sportsbegivenheder, når jeg ikke har børnene? Hvad har jeg lyst til at bruge tiden på med og uden dem? Man skal med tiden acceptere, at man skal være forælder på en ny måde, uden at se sig selv som en dårligere forælder af den grund,” siger hun.

På grund af savnet og skyldfølelsen er der mange deleforældre, der overkompenserer over for deres børn.

”Jeg kom på et tidspunkt selv til at tænke på, at jeg aldrig gjorde rent, når min søn var hos mig. For så skulle vi virkelig hygge. Og der var tirsdagsslik og onsdagssnegl og masser af gode film. Men hvad nu hvis han så aldrig så, at der skal gøres rent i et hjem?”

Det er ikke en fase, men et liv

Når deleforældre kan føle sig halve, hænger det også sammen med, at familien er blevet halveret. Man er ikke længere to voksne og et barn eller flere. Af samme grund længes mange mod at blive hele ved at finde kærligheden igen. Det, synes Mette Vestergaard-Knudsen sådan set, er alletiders – at mennesker finder sammen. Men hun har selv oplevet, at følelsen af at være halv fik hende til at tænke, at hendes nye livssituation, hvor hun boede alene med sin søn, var en fase. Den skulle overstås. Det er uheldigt, siger hun, for det er ikke en fase, men et liv. Et voksenliv og en barndom.

”Jeg sammenlignede hele tiden mig selv med ’hele familier’, og hvis jeg kun havde en halv familie, var jeg ikke gyldig på samme måde som alle andre. Jeg havde ikke en berettigelse. Og det er det samme, jeg hører fra mange af mine klienter. Det tragikomiske er jo, at man længes efter noget, som man aldrig nogensinde får igen. Selv hvis man får en ny kæreste og eksempelvis en sammenbragt familie eller flere børn, så vil det aldrig igen blive en såkaldt kernefamilie. Det er derfor, jeg gerne vil normalisere det her deleforældrebegreb. Især over for deleforældrene, som skal vide, at de ikke er alene.”

Når Mette Vestergaard-Knudsen gerne vil nuancere det at være deleforældre, kan det undre, at hun har valgt titlen ”Friuger”, som kan indikere, at forældre gerne vil være fri for deres børn.

”Men det er helt bevidst for at provokere. For jeg vil også gerne give plads til den skamfulde følelse, det kan være, når man faktisk nyder at være uden sine børn. Nogle gange savner man dem helt forfærdeligt, andre gange gør man ikke. Og uanset hvad man føler, kan man som deleforælder opleve, at det er forkert, set med omverdenens øjne. Hvis man siger, man savner sine børn, får man måske at vide, at det da også må være rart at få en pause fra alle dagligdagsrutinerne. Hvis man så siger, at man nyder sin frihed, bliver man spurgt: ’Jamen, savner du dem slet ikke?’. Man kan ikke gøre noget rigtigt, vel?”

Sandheden er, siger hun, at deleforældre, ligesom alle andre mennesker i øvrigt, både kan savne og være fri, være lykkelige og begrænsede, føle skyld og føle glæde. Det er ikke enten-eller.

Med tanke på manglen på litteratur om deleforældres sorg og med tanke på de rynkede bryn, deleforældre kan have over sig selv eller opleve fra omverden, kan man med rette spørge: Er det i orden at have ondt, når man selv har et familiebrud på samvittigheden?

Mette Vestergaard-Knudsens svar:

”Ja. Selvfølgelig.”