For nogle år tilbage cyklede Nick Allentofts søn hen ad en villavej med faderen halsende bagefter. Da sønnen ville køre op på fortovet, faldt han pladask over kantstenen og fik sig et par ordentlige hudafskrabninger omkring øjet. Drengen skreg og græd og spurgte anklagende, hvem der dog havde lavet den dumme kant lige der.
”Du er blevet så stor nu, at det er slut med at give alt muligt andet skylden, når du slår dig eller synes, noget er svært,” sagde faderen så, da sønnen havde sundet sig og tydeligvis ikke var kommet alvorligt til skade.
Og så skrev Nick Allentoft episoden ned i et dokument om sine erfaringer med faderskabet, som han havde skrevet på, siden han fik sin første af tre sønner.
Der er masser af læring for andre fædre at hente i de anekdoter, mener Nick Allentoft. Derfor har han med udgangspunkt i 17 års noter nu skrevet ”Bogen til far”, som udkom i onsdags. Det er en bog, der skal gøre fædre trygge i deres rolle, og som skal inspirere dem til at være nærværende og engagerede i deres børns opvækst. Ud over at fortælle om sine egne erfaringer har Nick Allentoft inddraget beretninger fra fire forskellige fædre samt indlæg fra Center for Børneliv og Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker.
”Der er nemlig brug for dig på rigtig mange måder,” skriver Nick Allentoft i bogens forord til læseren. Han fortsætter:
”Dit barn har brug for dig, fordi børn elsker deres forældre ubetinget. Din partner har brug for dig, fordi en familie består af mor, far og børn. Samfundet har brug for dig, fordi vi stadig er ved at lære, hvordan man indretter et samfund, hvor både mor og far har beskæftigelse.”
Og det er en af Nick Allentofts hovedpointer – at ligestillingen i forældreskabet, skønt godt på vej, ikke er landet endnu. Han peger blandt andet på en undersøgelse fra Nordisk Råd, der kom sidste år, hvor 90 procent af nordiske fædre gerne ville være dybt involverede i omsorgen for deres børns, men samtidig var mændene usikre på, om andre mænd accepterede den holdning.
”Debatten om ligestilling mellem kønnene og i forhold til familien handler ofte om arbejdsmarkedet. Det er stadig mandsdomineret, hvor hjemmet stadig er kvindedomineret. Jeg tror, vi får en sundere debat om familieliv, hvis vi får mere fokus på, hvordan manden tager farrollen på sig i hjemmet,” siger Nick Allentoft.
Han er tidligere chefredaktør på mediet Den Offentlige, og han har netop stiftet forlaget Samfundssind, hvor ”Bogen til far” er den første udgivelse. Og så har han et liberalt perspektiv på familiepolitiken: Nøglen til mere ligestilling mellem mødre og fædre handler ikke kun om lovgivning såsom øremærket barsel, men også om, hvordan den enkelte mand indtager rollen som far, mener han.
Hvor hans forældres generation havde et mere traditionelt kønsrollemønster med faderen som skaffedyr og moderen som omsorgsperson, er der sket en stor revolution frem til i dag.
”Jeg synes dog stadig, vi mangler at anerkende faderen som far i sin egen ret. Så han ikke kun er far ud fra holdninger, moderen har til, hvordan man skal være forælder, men på sine egne vilkår.”
Selv er Nick Allentoft vokset op med en nærværende far og har derfor haft en rollemodel. Han betragter sig som en af de heldige i sin generation. Det gør ham imidlertid ikke til ekspert i faderskabet på samme måde, som eksempelvis forskere og familieterapeuter er det. Så hvorfor skrive bogen?
”Hvis ikke vi deler vores livserfaringer, udvikler vi os heller ikke. Så bliver vi til små fodsoldater, som blindt følger retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen. Og det er i sig selv fint nok, men det bliver vi jo ikke hele mennesker af,” lyder svaret.
Og selv om Nick Allentoft netop giver råd i sin bog, ved han godt, at han ikke selv er nogen perfekt far, og at det er en opgave, han er vokset med.
”Når man bliver far, opdager man, at børnene bliver et spejl af den, man er, de værdier, man har, og den måde, man opfører sig på. Der har min ældste søn helt klart været hårdere ramt end de to yngste, og jeg har da også nogle fortrydelser som far, som jeg stadig kan få ondt i maven over. En af dem er, at jeg i 2007 var presset arbejdsmæssigt, fordi jeg gik konkurs med en virksomhed, som jeg havde kæmpet hårdt med. I den periode var det svært at skelne mellem arbejdspresset og presset som småbørnsforældre, og det er helt klart gået ud over mine børn ved nogle lejligheder, hvor jeg har skældt for meget ud,” siger han.
Men det er også en af Nick Allentofts pointer. At fædre skal dele deres erfaringer med hinanden og lære af hinandens fejl.
”Vi havde en sjov episode så sent som forleden, hvor jeg en morgen ville hjælpe min yngste med nogle skoleopgaver og bad ham om at hente dem. Han forstod ikke, at jeg gerne ville hjælpe ham, og jeg skældte ham ud, da han ikke ville hente dem. Da vi samme aften vendte det ved spisebordet, sagde min mellemste, at de nu altså havde snakket om, at de skulle gå lidt stille med dørene, når jeg stadig havde morgenkåbe på. For så vidste de, at jeg ikke havde fået morgenmad og havde en lidt kortere lunte. Vi fik talt om det, og pludselig blev det noget, vi kunne grine ad.”
I dag er Nick Allentofts børn 12, 15 og 17 år. Men da de var små, indrettede han sit arbejdsliv, så han først havde møder efter klokken 10 – det gav ham mulighed for rolige morgener med børnene. Og i sin bog opfordrer Nick Allentoft andre fædre til at prioritere at være der for børnene. Men det er et privilegeret standpunkt, han taler fra, kan man indvende. For det er ikke alle, der har en fleksibel arbejdstid eller i det hele taget vilkår, der gør det muligt for dem at være mere nærværende som fædre.
”Jeg vil gå så langt som til at sige, at alle har muligheden for at træffe valg i forbindelse med deres hverdagsliv. Man må se på, hvad der er vigtigt for en selv som far, og så må man lide de afsavn, der kommer af det. Jeg kører selv rundt i en Skoda fra 2001, og for nylig har jeg lært mine børn at skralde mad (finde kasseret mad i supermarkeders containere, red.), fordi økonomien i en periode var stram. Det har vi haft en fest med, for man får ganske vist tildelt nogle kort på hånden, men man vælger selv, hvordan man spiller dem.”