Det er efterhånden sjældent, at gråd overmander mig. Her undervejs i voksenlivets langstrakte Midtvesten bliver der længere og længere mellem de følelsesmæssige overraskelser. Der er selvfølgelig altid nok at irriteres over, og da også meget at glædes ved, grine af eller ængstes for, men større fysiske følelsesmanifestationer som nu gråd er der ikke meget af.
Derfor blev jeg også helt paf, da jeg en rolig morgen stod alene i køkkenet med fingrene i bolledejen og ”P1 Morgen” i radioen og pludselig mærkede muskelsammentrækninger i brystet og vand i øjnene.
Gråden skyldtes min 12-årige datter. Aftenen før var hun kommet utrøstelig hjem fra spejdermøde. Det plejer ellers at være dejlige aftener, hvor selv orienteringsløb på novembervåde villaveje er sjovt. Men noget havde ændret sig. Efter sommerferien er de lidt ældre spejdere blevet ledere eller taget på efterskole, mens en gruppe nye, små rekrutter er rykket op.
Hun var helt knust. Hos moderne forældre pisker metronomen i sådan en situation straks mellem Svend Brinkmann-mode og fiksetrang. Allerhelst vil man gerne opdrage børnene til stoisk ro langt væk fra egen navle. Samtidig kværner hjernen løs som en google-algoritme for at finde på noget, der kan lette situationen og lindre smerten bare en anelse. Her var dog ikke så meget at gøre.
Men da jeg stod alene i køkkenet morgenen efter, gik det op for mig, at det slet ikke handlede om, at tingene ikke lige var, som de plejede.
”Intet vil nogensinde blive, som det altid har været,” havde min datter udbrudt, da hun kom hjem. Her var problemet. Barndommen er uendelig, lige indtil den dag, hvor man kan skimte horisonten og det går op for én, at alting er ved at ændre sig for altid. Vores datter havde fornemmet, at en enkel og ligetil barndomsverden af sommerlejre, hiketure og forårsaftener om bålet var ved at lukke sig. Det var simpelthen vemodighed, der havde ramt hende – og som nu ramte hendes far.
”Stik mig en krammer, før du stikker fra mig”, synger rapperen Per Vers til sin søn i sangen ”Farvand”. Den morgen steg farvandet med foruroligende hast, indtil tårerne fik frit løb med kurs mod bolledejen.
Det er ikke kun tid til rolleskift for min datter, men også for mig. Jeg skal vænne mig til at stå på sidelinjen og håbe på det bedste, mens hun slipper barndommen og glider ind i teenageårene. Hvordan skal det hele dog ikke gå?
Som efterskoleforstander er jeg så heldig at være omgivet af teenagere til hverdag, og det tager hurtigt toppen af de værste katastrofetanker, hvad angår ungdomsliv. Man hører hele tiden meget trist om ungdommen: for megen angst og alkohol, for lidt robusthed og dannelse. Der er helt sikkert sandheder i alle statistikker, men det er bare langtfra hele fortællingen. Størstedelen af tiden er de faktisk helt almindelige unge, der spiller guitar og forelsker sig, laver lektier og ballade i fornuftige mål og i det hele taget passer godt på hinanden.
Alt det ser deres forældre ikke meget til. Det er mest, når verden virker uoverskuelig, at der bliver ringet hjem. Resten af dagen har de unge ikke tid til at snakke. Derfor er det en velsignelse at have en hverdag, hvor man ser, hvordan de egentlig folder sig ud mellem hinanden.
Min egen datter vil også snart vende ansigtet mod verden og væk fra sine forældre. Heldigvis for det, selvom det giver sug i maven og sikkert også mere farvand i øjnene de kommende år. Men når jeg ser på de andre unge, hun skal ud og dele liv med, falder pulsen igen. Barndommens paradis forsvinder, men nye verdener venter.
Barndommen er uendelig, lige indtil den dag, hvor man kan skimte horisonten og det går op for én, at alting er ved at ændre sig for altid.