Da deres yngste søn var to år, begyndte han at give udtryk for, at han var en pige. Da han var tre, ønskede han sig udelukkende kjoler til sin fødselsdag. Da han blev fire, indkaldte pædagogerne i børnehaven Helge Sune Nymand og hans hustru, Louise Kristine Vigsnæs, til et møde. Han er it-konsulent, og hun forsker i tarmmikrobiologi.
”De spurgte, om vi var opmærksomme på, hvor vedholdende hun var omkring at italesætte sig selv som pige. Det affødte mange konflikter i børnehaven, hver gang nogen sagde, at hun var en dreng, og skolestarten begyndte at nærme sig,” fortæller Helge Sune Nymand, der også i datid omtaler sin yngste som pige.
Han er næstforperson i Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn og bor i Københavns Nordvestkvarter med sin kone og deres to børn – en søn på 10 og datteren på 6, som blev født som dreng.
Børnehaven tilbød at hjælpe dem på vej ved at tilknytte en psykolog, som kunne støtte familien på fire. De vidste meget lidt om at være transkønnet, og til at begynde med havde forældrene den holdning, at deres yngste barn, som altså stadig gik i børnehave, umuligt kunne have styr på sin egen identitet allerede. Var det ikke bare en fase, en fiks idé eller en leg?
”Vi spurgte hende, om hun var en pige eller en dreng, og hun svarede prompte ’pige’. Og da hun var yngre, spurgte hun ofte, hvornår tissemanden mon faldt af, så tissekonen ville komme frem.”
Familien besluttede fra den dag, at de ville acceptere hende som den pige, hun følte sig som.
”Det fik hende til at lyse op som et helt andet menneske. Hun blev simpelthen lykkelig over at blive set som den, hun er. Det var samtidig hårdt for os at tænke på, at vi havde holdt hende nede.”
Et politisk flertal gav i sidste uge tilsagn om, at de er klar til at finde en model for, hvordan man kan tillade børn under 18 år at få juridisk kønsskifte. Det vil sige, at en person kan få skiftet sit cpr-nummer og i det offentliges øjne blive set som det modsatte køn af det, man er født som.
Helge Sune Nymand blev ”helt enormt glad”, da han læste nyheden i Kristeligt Dagblad.
”Sådan som vores samfund er indrettet, skal cpr-nummeret bruges i så mange sammenhænge i skoler og institutioner og sportsklubber, hos tandlægen og på biblioteket. Man kan meget let støde ind i problemer, hvis man figurerer som en dreng på sundhedskortet, men fuldt ud ligner en pige. Et andet barn, vi kender, blev beskyldt for at have stjålet sin brors kort, da hun ville forny sit buskort. Det er meget ubehageligt – og helt unødvendigt.”
Deres datter er nu begyndt i skole, hvor hun fuldt ud bliver accepteret som pige og har fået gode veninder. Skolen og klassens lærere er informeret. Nogle børn i klassen kender hendes historie, mens andre ikke gør. Selv forstår hun ikke så meget af situationen endnu, men nyder at være pige med stort P, som hendes far siger. I gymnastiktimerne klæder hun om sammen med de andre piger, men bader alene bag et forhæng. Men i skolens it-system er hun fortsat registreret som en dreng, selvom hun har et pigenavn.
”Og det er der, filmen knækker. Når systemet spænder ben,” siger hendes far.
Selvom deres seksårige trives langt bedre nu, har det bestemt ikke været nemt for familien, erkender Helge Sune Nymand. Det første år efter samtalerne i børnehaven var turbulent og meget følelsesladet.
”I begyndelsen var min kone bedre til at støtte vores datter, mens jeg havde det svært og havde en følelse af, at jeg havde mistet mit barn. Senere blev det lige omvendt. Det har været noget af en rutsjebanetur, hvor vi er landet på, at hun jo bare er vores barn, der viser sig som den, hun er.”
De var også begge to bange for, om de kunne forcere noget, som de ikke burde. Og mange har spurgt ind til, om det ikke bare er forældrenes projekt det hele.
”Jeg forstår godt, at mange synes, det er mystisk og mærkeligt. Men når vi kigger på vores datter, er vi meget sikre på, at det er sådan, hun føler sig. Det er ikke bare en leg. Hun taler meget om moderskab og om, at hun gerne vil være mor en dag.”
At ønsket om at være pige synes inderligt, får de også bekræftet fra sexologisk klinik under Region Hovedstadens psykiatriske hospital. Klinikken følger børn og unge med kønsidentitetsspørgsmål. Her går de og deres datter til samtale en gang om året. Blandt andet derfor lykkedes det hende også at få tilladelse til at ændre sit fornavn til et pigenavn. Men altså ikke cpr-nummeret endnu.
På sigt skal samtalerne på klinikken også afklare, om hun eventuelt skal begynde på såkaldte stophormoner, når hun kommer i puberteten. Altså hormoner, der skal modvirke effekten af testosteron i hendes krop.
”Det forholder vi os til, når tiden kommer, men jeg kan forsikre om, at de hormoner ikke bare bliver udleveret som slik. Inden følger en lang refleksionsperiode.”
Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn har omkring 100 medlemmer. Og ønsket om juridisk kønsskifte til børn ligger højt på listen, bekræfter Helge Sune Nymand.
”For mange er det højeste ønske. Når de har gjort sig erkendelsen om deres barns identitet og er kommet sig over sorgen, så ønsker de bare at minimere barnets bekymringer i hverdagen. Som forældre til transkønnede børn kan man ikke lade være med at nørde de statistikker, der viser, at de blandt andet har større risiko for depression, selvskade og selvmordsforsøg.”
Forskere og eksperter har i den forgangne uge advaret om, at børn så tidligt i livet ikke er i stand til vælge, om de offentligt vil registreres som det modsatte køn end deres biologiske. Noget lignende tænkte Helge Sune Nymand selv i begyndelsen. Men ikke længere.
Hvorfor ikke bare vente, til hun er 18 og selv kan tage reflekteret stilling til, om hun ønsker juridisk kønsskifte?
”Det ville være at bede hende om at udsætte sit liv, til hun er 18. Det ser vi ikke som en farbar vej.”