Når gangen bliver usikker, søger man støtte. Det gør jeg hos min farfar. Jeg har nemlig overtaget hans stok. Et flot eksemplar – med hans navn indgraveret, Aksel Grymer. Det er, som om den har arvet noget af myndigheden hos denne førstelærer, kordegn og biavler i Malling syd for Aarhus.
Engang lavede han en flitsbue til mig med stålstreng. Med sus og kraft lettede pilen fra affyringsrampen. En dag blev våbenet taget fra mig. Det var straffen for at skyde min lillebror. Jeg fandt det dog igen og gik på jagt efter især gråspurve og solsorte. Når jeg skød, var det med frygt for at ramme. Men min bror skød jeg uden frygt. Jeg nød vist hans vræl, da pilen satte sin spids i hans ene lår.
Mit samvær med stokken har udløst erindringer om fjerne dage, da jeg ligeledes søgte støtte hos farfar. En kvinde har fortalt, at hun fra sin barndom i Malling husker synet af ham og mig i byen. Farfar holdt mig i hånden, mindes hun. Ellers havde jeg næppe vovet mig ud i det fremmede. Også dengang kunne min gang være usikker. Men af en anden grund end i dag.
Stokken hvisker fortroligt til mig, mens vi går. Om jeg husker...? Jo, det gør jeg. Og egentlig meget mere end jeg vidste. Stokken og min hukommelse har noget sammen og leder mig ad veje, som jeg både kender og ikke kender. Brudstykker af fortiden bliver konkret som min stav.
Jeg bliver – føler jeg – støttet af både det ene og det andet, men på forskellige måder, fysisk og eksistentielt. Det er godt at tænke på farfar, da han var i den alder, der nu er min, og med stok i hånd som jeg.
Jeg er lige ved at synes, at jeg går ved siden af ham igen. Dengang var det ofte om aftenen, i et mørke, som ingen gadebelysning forstyrrede. Med lysstrålen fra lommelygten, som jeg fik lov til at holde, sigtede jeg efter stjernerne, mens jeg udbredte mig om mit liv som påstået helt. Farfar lod mig have mine fantasier i fred.
Af stokken bliver jeg mindet om, hvor festligt det var at tage imod ham ved rutebilen. Hans høje, kraftige stemme havde en klang, som virkede fremmed på Mors, hvor vi boede.
Men fremmed på en god måde. Den let syngende sprogtone havde han med sig fra Femø, hvor han var vokset op. Når han ikke var hos os, havde jeg til stadighed opmærksomheden stillet ind på at opfange stemmer, der lød som hans. Det lykkedes aldrig.
Farfar var og blev ved med at være noget særligt. Hans besøg gjorde hverdagene til mere end hverdage. Også når han for en stund var fraværende og måske opholdt sig på værkstedet hos den lokale tømrer og lavede ting til vores præstegård. Den slags kunne hans upraktiske søn ikke, betroede han den gæstfri tømrer.
Stokken smiler: Om jeg også husker, da jeg af farfar lærte noget, der ikke var velset? Det var, da han under en middag satte sin tallerken for munden for at indtage det sidste af suppen ved at drikke den. I nogle sekunder var hans ansigt skjult bag den højt løftede tallerken.
Jeg syntes, det var en imponerende måde at spise på.
Men da jeg en dag efter farfars afrejse ville efterligne den, fik jeg at vide, at sådan gjorde man ikke. Jeg mærkede støtten fra farfar, ligesom jeg nu mærker den fra hans stok. Og usynligt for andre – men måske ikke for farfar – blev jeg en tid ved med at drikke af tallerkner.
På banegården i Odder slap farfar sin stok for sidste gang: Efter en operation for åreknuder faldt han om på perronen, ramt af en blodprop.
Jeg husker min mors stemme, dæmpet af alvor, da hun i entréen fortalte far om dødsfaldet. Jeg – der var syv år – havde fulgtes med ham hjem fra skolen, hvor han i en periode vikarierede for lærerinden.
Tilsyneladende reagerede han roligt på meddelelsen, men da jeg senere på eftermiddagen kom ind på hans kontor, sad han og græd. Jeg følte, at jeg måtte gøre noget – og fiskede at par mønter op af min sparebøsse. Dem lagde jeg foran ham på skrivebordet. Til trøst. Som tak klappede han min hånd. Jeg fortæller stokken om det. Og om mere endnu. Vi bliver ved med at have noget at betro hinanden.