Det er ikke, fordi det er en dårlig familie. Far og mor og tre unger, der alle er godt på vej ind i puberteten. Udefra ser det rigtig fornuftigt ud. Han har et udadvendt job, er velanset og delvis offentlig og tjener hovedparten af det, de lever af. Hun arbejder mere fleksibelt og er selvstændig og har i perioder mere gang i den end andre, men det fungerer godt for deres familie.
Hun er blevet noget overvægtig efterhånden, hvilket generer hende, men hun er god til at få det bedste ud af dét, hun har at arbejde med.
Jeg har egentlig ikke set så meget til dem ud over almindelige børneundersøgelser og kontroller og nogle enkelte konsultationer omkring hendes vægt. Vi har en god kemi, og denne gang kom hun op til mig, fordi hun var bekymret for det ældste af børnene. En pige, som moderen så som stigende bekymret og beskyttende over for både hende og de mindre søskende.
I en grad, så datteren valgte at være betydeligt mere hjemme om aftenerne og i stigende grad undlod at tage veninder med hjem, hvilket hun ellers altid havde gjort. Det er en klog mor, så hun havde selvfølgelig tænkt en del over, hvorfor datteren gjorde, som hun gjorde, og det var derfor, hun kom op til mig. Hendes mand drikker. Eller - det synes hun, at han gør. Hvorefter hun undskylder og siger, at det måske også er hende, der er hysterisk. Hvorefter hun igen vender rundt og siger, at hun nok mener, det er et problem. Og ikke, så han ikke kan passe sit arbejde, og aldrig før han lander derhjemme omkring spisetid, men så drikker han en flaske vin eller to, og i takt med at han bliver mere og mere beruset, går han ind for sig selv på sit arbejdsværelse, lukker døren og overlader resten af huset til de andre. Medmindre de forstyrrer ham. Så bliver han nemlig sur og irritabel.
I begyndelsen syntes hun, at han bare blev lidt fulde-dum og påståelig, og hun lukkede bare døren igen og rystede på hovedet ad ham over for ungerne. Men hun kunne godt se, at de blev tiltagende opmærksomme på, hvordan deres ellers søde far ændrede personage efter aftensmaden. Og allermest den ældste datter. Måske fordi hun en aften kom op at diskutere med sin far, som en ægte teenager bør. Men denne gang var han ikke bare almindelig far-påståelig. Han blev meget vred og lidt truende. Først lidt over for datteren, men så vendte han sin fuldemandsvrede mod moderen og tog fat i hende. Han ydmygede hende foran børnene og kaldte hende dum og grim og fed og endte med at smække hårdt med døren indtil arbejdsværelset, efterladende kone og tre rystede børn. Dagen efter var han fuldstændig lige så morgensød som sædvanlig. Men det blev bare ikke sidste gang.
Hun har forsøgt at tale med ham om det, men han afviser blankt, at han har et problem. Hun har truet med at forlade ham, men hun står økonomisk rigtig skidt, hvis hun gør det, og det kan hun ikke overskue.
I perioder synes hun, det går lidt bedre, og han når ikke at blive beruset, før han forlader spisebordet.
Hendes egen mor synes, at hun er helt hysterisk og overreagerende, og hun siger selv, at han er populær alle steder, for der er han sjov, interessant og spændende. Men når han så kommer hjem, har han brugt alt sit krudt på at holde showet i gang, og så er han endnu mere ubehagelig. Og spottende over for konen.
Hun mente egentligt selv, at hun havde skånet sine børn for hans luner, og at hun var blevet mester i at få opmærksomheden rettet alle andre steder hen end mod ham.
Og hun troede helt sikkert, at de kun så alt det gode, der selvfølgelig er i ham, men nu kan hun se i sin ældste datters øjne, at hun er bange. Bange for, hvordan aften efter aften skal forløbe. Bange for at falde i søvn, så moderen er alene med ham. Bange for at tage alle de almindelige skænderier, der ligger og lurer, når man er 15 år. Og bange for, at hun ikke kan redde dem allesammen ud af suppedasen og igen blive en helt almindelig familie, der passer på hinanden.
Vi har talt meget om det og mange gange og over mange år. Hun har fortalt og forklaret og forsvaret ham, men hun ved godt, at det ikke er godt. Hun ved godt, at det ikke er i orden, at det har en pris for hende, men allermest for hendes børn. Hun ved, at der skal ske noget nu. Som så mange gange før.