Prøv avisen
Interview

Farshad Kholghi: Når man får børn, er der ikke tid til av-min-navle-syndromet

Farshad Kholghi har vendt ungkarle- og debattørlivet i København ryggen og er flyttet til Birkerød i Nordsjælland med sin kone og to døtre. Her er plads til både eftertænksomhed og leg – for eksempel i børnenes papkassehus. – Alle fotos: Leif Tuxen.

Folk tror, jeg er ateist, men jeg er ikke så altvidende, at jeg kan fornægte religion, siger skuespilleren Farshad Kholghi, der som 13-årig flygtede fra præstestyret i Iran sammen med sine forældre. Hans to børn er døbt i folkekirken, og nu overvejer han selv at blive det

Engang var han alle vegne og mente noget hele tiden. I landsdækkende aviser skrev han klummer, og i tv-stationernes debatprogrammer var han mere eller mindre fast gæst. Især når det handlede om udlændinges integration i Danmark, hvilket det gjorde – og stadig gør – temmelig tit. Som lynintegreret flygtning fra Iran var Farshad Kholghi en gave til enhver debat, for her var en mørklødet indvandrer, der talte perfekt dansk og var imod alt, hvad der lugtede af islamisme.

”Mange troede, jeg var ekstremt højreorienteret. Men jeg er hverken højre- eller venstreorienteret – snarere, som min hustru siger, desorienteret,” siger Farshad Kholghi, der i dag har trukket sig tilbage fra debatscenen.

Betyder det så, at han er holdt op med at mene noget? Nej, naturligvis ikke. Skuespilleren, komikeren, manuskriptforfatteren og foredragsholderen mener stadigvæk en hel masse, men er også kommet mere i tvivl. Især når det handler om tro, vakler han. Skal han, eller skal han ikke lade sig døbe i folkekirken?

Når Farshad Kholghi tænker tilbage på perioden 2000-2010, de såkaldte nullere, er det med den samme taknemmelighed, som han føler over for alt andet, han har oplevet i Danmark. Men det er også med en vis afstandtagen, for nu er hans perspektiv blevet et andet.

”Jo ældre jeg bliver, jo bedre er jeg blevet til at lære min sjæl at flyve op og se det hele lidt oppefra,” siger han.

Fra det perspektiv oplever den nu 48-årige Farshad Kholghi blandt andet en vis ligegladhed med eliten og parnasset. For ti år siden var det vigtigt for ham at holde sig vågen hele natten for at se Oscar-uddelingen i Los Angeles på direkte tv eller selv blive set med og omgive sig med mennesker i bestemte kredse i København.

”Det er jeg så bedøvende ligeglad med nu. Nu ser jeg det nærmest som en slags teater, hvor nogle bestemte mennesker gøres til afguder eller profeter,” siger han og fortæller, at han for sit eget vedkommende nåede kvalmegrænsen, da alle begyndte at omtale ham som ”meningsdanneren Farshad”.

”Jeg gik i jakkesæt, blev feteret og begyndte selv efterhånden at tro på, at jeg var en stor debattør. Men jeg kunne mærke, at jeg var med i det forkerte teaterstykke, hvor jeg langsomt var begyndt at spille politiker og konge, men i virkelighedens verden er jeg jo komiker og hofnar. Jeg kunne også føle mig som en bokser, der blev sat op i en ring for at kæmpe imod en anden. Det måtte slutte. Jeg er jo ikke politiker, og det har aldrig været min ambition. Jeg har bare fortalt om det, jeg selv har oplevet: en truende islamisme og et angreb på ytringsfriheden,” siger Farshad Kholghi.

I dag er han tilbage ved skuespilleriet og det, han helst vil være, nemlig historiefortæller og komiker. Han skriver til og medvirker i revyer i blandt andet Kerteminde, Esbjerg og på Bellevue Teatret i København, og han turnerer rundt i Danmark med humørfyldte forestillinger, som han selv skriver, og hvor han spiller alle rollerne. Det sidste nye på den stamme er forestillingen ”Nabokrig – en komedie om en blind vej”. Den er, må han indrømme, kraftigt inspireret af hans egen relativt nye boligsituation. Østerbro-lejligheden, som han elskede og troede, han skulle blive meget gammel i, er udskiftet med et parcelhus på et lukket vænge i Birkerød i Nordsjælland. Her bor han med sin hustru, Lea Kholghi Frederiksen, og deres to døtre på seks og fire år. Familien har, understreger han, ingen problemer med deres naboer.

Samtidig med engagementerne som skuespiller holder Farshad Kholghi også masser af foredrag. Her handler det for ham om at videregive værdier som forandringer, arbejdsglæde, taknemmelighed og ikke mindst at holde fokus på det nære.

Når familielivet er kommet sent til ham, handler det blandt andet om, at Farshad Kholghi i mange år slet ikke tænkte på at få kone og børn. Faktisk var han nærmest panisk angst for at slå sig ned og stifte familie og havde trænet sig selv i ikke at tænke i de baner. Han var alt for sikker på, at det ville ende galt, og han forstod tidligt, at den angst havde sine rødder i fortiden. Fra dengang han og moderen flygtede fra præstestyret i Iran, og hvor han var væk fra sin far et års tid, fordi faderen først kom senere. Det var en grundangst for at miste de mest elskede, der i mange år afholdt ham fra at involvere sig alvorligt i kærlighedsforhold. Mødet med Lea faldt sammen med, at han havde opsøgt psykologhjælp og var begyndt at tale åbent om sin angst. Med hende var det den store kærlighed, og alt faldt på plads. Nu turde han godt.

Angsten betragter han som en slags livstraume, der skal arbejdes med. Han har som syv-årig oplevet en blodig revolution helt tæt på og kan fortælle om hjernevask i skoletimerne, hvor mullaher viste lig af selvmordsbombere og gjorde dem til et idealbillede.

”Angsten kan stadig stå og danse på kanten nogle gange. Også når jeg er beruset af glæde, for så er det også meget nemt at falde. Desværre har jeg også i de senere år haft mine nedture, men der sker ligesom noget andet, når man får børn. Man bliver tvunget til at økonomisere med sine nedture. Da jeg var alene og oplevede modgang, kunne jeg godt have det der av min navle-syndrom. Det er der heldigvis ikke tid til mere”, siger Farshad Kholghi og tilføjer:

”Jeg sammenligner mig selv med en døgnflue, der ikke spilder sin dyrebare tid med at sove længe. Min tid skal bruges på det, der er vigtigt.”

Noget, der i tiltagende grad er vigtigt for Farshad Kholghi, er tro og en vished om, at der er en himmelsk fader, der hjælper ham på vej. Troen på noget større har for så vidt altid været en del af hans verdensbillede. Da han var barn, lærte hans bedstefar i Iran ham en lille bøn, som han stadig beder hver eneste gang, han skal op på en scene. Bønnen lyder: ”Åh kære Gud, kære skaber, velsign mig med et rent hjerte”.

”Folk tror, jeg er ateist, nok fordi jeg har taget afstand fra islamisme, men jeg er da ikke så alvidende, at jeg kan vide, om der findes en Gud eller ej. Så klog er jeg slet ikke. Det, jeg ikke kan lide, er, når åndelighed bliver til en form for fagforening med bestemte regler. Det skaber fundamentalisme, og det har jeg altid været imod. Jeg tror, åndelighed er noget helt andet, noget, man slet ikke behøver at skilte med, men som er inden i os. Vi mennesker er åndelige væsener.”

Farshad Kholghis familie var bahai-tilhængere og flygtede fra Iran, da islamister tog magten over landet. Bahai-religionen opstod i det daværende Persien i 1860’erne, og under og efter den iranske revolution i 1979 blev bahaier forfulgt, og flere hundrede af dem blev henrettet. I dag skønnes der at være omkring seks millioner tilhængere af bahai-troen på verdensplan.

”Det er ikke en religion, man som barn automatisk overtager efter sine forældre,” mener Farshad Kholghi, og det er da heller ikke hans tro. Snarere hælder han i stigende grad til at føle sig kristen.

”Begge mine børn er døbt, og jeg må sige, at jeg for tiden også kraftigt overvejer at blive døbt,” siger han og tilføjer med et smil:

”Jeg skal bare finde en dåbskjole, der kan passe mig”.

Lidt mere alvorligt tilføjer han, at han godt kan lide at læse om Jesus og hans budskaber.

”Jeg har tænkt meget over det med dåben. Det er ikke sikkert, jeg gør det. Men måske. Det taler imod, at jeg aldrig har ønsket at blive medlem af en religion. For mig handler åndelighed om en direkte forbindelse til Vorherre. Jeg opfatter religion som en privat sag: Vi må tro, hvad vi vil. Det eneste, jeg beder om, er, at man som menneske handler efter sin samvittighed.”

Selv efter at have levet hele sit voksenliv i Danmark er tanken om og længslen efter at gense fødelandet Iran et sår, som der nok er kommet skorpe på, men som alligevel når som helst kan springe op. Religionen tvang hans forældre til at flygte, men for hans eget vedkommende er det ikke religion, der afholder ham fra at rejse derned.

”Jeg har ytret mig så kritisk om styret i Iran, at det ikke er muligt for mig at rejse sikkert ind i landet. Det er en stor sorg i mit liv. Men jeg har ikke mistet håbet om, at Iran bliver frit en dag. Jeg ser et stigende oprør i befolkningen, hvor unge mennesker går i demonstration på gaderne, og kvinder smider tørklæderne. Og for første gang har USA fået en ledelse, der ikke lefler for regimet i Iran. Men jeg er ked af den dækning, mainstream-medierne giver af Iran, for de tager det islamistiske regimes propaganda for pålydende. Det bunder i uvidenhed og manglende forståelse for, hvad der rent faktisk er i gang dernede. Nogle gange græder jeg af hjælpeløshed foran mit tv.”

Sker det, at præstestyret bliver væltet, så vil Farshad Kholghi som en af de første pakke sin kuffert for at aflægge besøg i landet. Han har i mange år haft en drøm om at lave en slags højskole i Iran baseret på persisk litteratur og historie. Men den vigtigste forhåbning gælder familien:

”Det vil være en kæmpestor oplevelse at tage min hustru og mine børn med og vise dem, hvor jeg løb rundt og legede som barn,” siger han.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

”Verden af i går” af den østrigsk-jødiske forfatter Stefan Zweig (1881-1942). Det er et erindringsværk om den sikre tid i verden før Første Verdenskrig, om forandringstiden i mellemkrigsårene og forfølgelsen og flugten under Anden Verdenskrig. Det tema er desværrre evigt aktuelt.

Hvilken kendt person kunne du godt tænke dig at få til bords?

Den amerikanske forfatter Mark Twain (1835-1910), fordi han både har humoren og alvoren med og er herlig politisk ukorrekt. Men desværre er han jo død, så det kommer aldrig til at ske.

Hvor slapper du bedst af?

Hjemme, sammen med min familie. Selvom der konstant er uro, når man har børn, er det der, jeg bedst finder ro.