Er det en positiv håndsrækning eller i virkeligheden en bjørnetjeneste, når voksne unge mennesker får betalt deres tandlægeregning og telefonudgifter af deres forældre eller modtager en fast månedlig støtte fra dem i kontant form? En stor del af danskere mellem 18 og 29 år får stadig økonomisk hjælp af deres forældre, viser tal fra en undersøgelse udført af analyseinstituttet Yougov for Nordea i 2018. Andelen svinger alt efter, hvor de voksne børn er i livet. Blandt de studerende svarer 60 procent, at de får hjælp, mens der blandt unge, der er færdigguddannede og har fast arbejde som funktionærer, er tale om 21 procent.
Tallene er et udtryk for, at børn ikke længere ”bare” ses som børn, men også er blevet et familieprojekt, lyder det fra Camilla Holst, chefpsykolog i sundhedshuset Prescriba og tidligere tv-vært på økonomi-programmet ”Luksusfælden”.
”Det betyder, at vi i familierne i højere grad ser bort fra den traditionelle opfattelse, der handler om at kappe navlestrengen, når barnet bliver voksent, men i stedet søger mod sydeuropæiske tilstande, hvor samfundsnormen er at være mere tilknyttet sit barn økonomisk gennem hele livet,” siger Camilla Holst og fortsætter:
”Forældrene fastholder altså mere eller mindre ubevidst de voksne børn i økonomisk afhængighed, fordi de gerne vil give dem alle de muligheder, som de aldrig selv har haft som unge. Så kan forældrene også sove roligt om natten, vel vidende, at deres børn ikke har vanskeligheder med at betale huslejen. Livet skal nydes, og de synes i det hele taget, at det er synd, hvis deres børn kommer til at gå glip af noget. Om det så handler om en studietur, en fødselsdag eller en lejlighed.”
Men i en tid med uendeligt mange muligheder, der alle koster penge, medfører det samtidig et langt højere forbrug fra de unges side.
”Denne unge generation er som følge heraf blevet rigtig gode til at vælge til og rigtig dårlige til at vælge fra. Den form for forbrugerinferno kan også have den konsekvens, at det bliver en stressfaktor for de unge voksne på egen hånd at tage stilling til de mange valg, der alle koster penge,” siger Camilla Holst.
Ifølge familiesociolog Bella Marckmann, der har forsket i forholdet mellem forældre og voksne børn, skal man dog ikke se det som en fastholdelse, når forældrene hjælper børnene økonomisk. For mens man i mange andre lande har en livsvarig, gensidig forsørgerpligt mellem børn og voksne, er Danmark netop et af de lande, hvor voksne børn bliver tidligst økonomisk uafhængige af forældrene.
”Forældre har til enhver tid hjulpet deres børn i det omfang, de kan. I dag står de danske forældre så bare i den situation, at de har ressourcerne til at gøre det i et betragteligt omfang,” siger Bella Marckmann og fortsætter:
”Rigtig mange har et stort økonomisk overskud på grund af friværdi i boligen eller arv, og så tænker de, at børnene, som stadig er i etableringsfasen, ikke skal have det så hårdt, som de selv har haft det som unge. Men forudsætningen er netop, at forældrene ikke selv har brug for det beløb, støtten udgør.”
Og de voksne børn ser faktisk heller ikke pengene som et livsnødvendigt tilskud.
”For de fleste voksne børns vedkommende er det jo ikke sådan, at de ikke kan overleve, hvis ikke de får hjælp. Det handler ikke om overlevelse, men om forsødelse af tilværelsen,” siger Bella Marckmann.
Men bliver de unge så ikke blot fastholdt unødvendigt i rollen som børn? Ikke lige umiddelbart, lyder det fra Bella Marckmann. For det ville være noget andet, hvis forældrene som følge af de økonomiske bidrag også ville have kontrol over, hvad de unge laver eller bruger pengene på.
”Der er som oftest ikke knyttet betingelser til støtten. De voksne børn skal hverken dokumentere gode karakterer eller fremlægge deres budget for forældrene,” siger Bella Marckmann.
At rigtig mange familier har ressourcerne, viljen og overskuddet til at hjælpe hinanden, er altså ifølge Bella Marckmann kun positivt for forholdet mellem de voksne børn og de forældre, der har råd til det. Men dem, som der i stedet bør være fokus på, er den gruppe, der ikke får støtte.
”Hvis man skal problematisere noget her, er det skæv-vridningen mellem dem, der får penge, og dem, der ikke har mulighed for samme. Der er nogle, der bliver smidt væk hjemmefra, så snart forældrene ikke længere modtager børnepenge. Det kan være svært for denne gruppe at klare sig, når der for eksempel samtidig ikke er ungdomsboliger nok, og de ikke har mulighed for at bo i en såkaldt forældrekøbsbolig,” siger Bella Marckmann.
De fleste forældre og voksne børn er netop meget opmærksomme på, at nogle forældre hjælper med forældrekøb af lejligheder – også selvom dette langtfra altid er en mulighed i den pågældende families situation, lyder det fra Mette Lykke Nielsen, lektor ved center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet. Hun er i gang med forskningsprojektet ”Den gode overgang” om unge, der flytter hjemmefra. I den forbindelse har hun og kollegerne interviewet en række unge og deres forældre og har blandt andet spurgt ind til omfanget af støtte fra forældrenes pengepung.
Her blev det tydeligt, at der blandt de unge er en stolthed ved at være økonomisk uafhængige af forældrene, fordi denne form for selvstændighed er forbundet med at være voksen. Men den høje grad af selvstændighed kan i mange unges øjne samtidig sagtens kombineres med stadig at få hjælp til blandt andet studiebøger, en computer, et fyldt køleskab eller et indskud til en lejlighed, som forældrene også er ivrige efter at kunne give penge til, såfremt de har midlerne til det.
”Omfanget af støtte er afhængigt af forældrenes egen økonomiske situation, og hvorvidt de voksne børn er under uddannelse eller på jobmarkedet. Men denne forældregeneration vil generelt gøre rigtig meget for at hjælpe de unge ind i voksenlivet,” siger Mette Lykke Nielsen og fortsætter: ”I den forbindelse er der forskere, som peger på, hvordan nogle forældre nærmest behandler deres børn som en form for investering. Man ’investerer’ så at sige i deres fremtidige muligheder, og det kan man gøre socialt, uddannelsesmæssigt, opdragelsesmæssigt – og økonomisk.”
Mange af forældrene er derfor også bange for at blive set som såkaldte curlingforældre.
”Hele curlingdiskussionen om, hvorvidt man fejer for meget foran sine børn, er forældrene meget opmærksomme på. Meget få betragter sig selv som curlingforældre. Det er ikke en ønskværdig kategori. Men de fleste ønsker at hjælpe deres børn til at blive selvstændige og ansvarlige voksne. Derfor er mange forældre opmærksomme på nøje at balancere deres hjælp i det omfang, som de har mulighed for det – også når det drejer sig om økonomi,” siger Mette Lykke Nielsen.
Men hvad skal der egentlig til, før det skifter fra at være støtte til curling? Den engelske professor og ph.d. Larry J. Nelson fra Brigham Young University er anerkendt for sine studier af curlingkulturen og har forsket i, hvad den økonomiske hjælp fra forældrene gør ved de unge.
”Overordnet set bør den finansielle støtte fra forældrene hjælpe med at styrke den unges færd med at blive en kompetent, selvhjulpen voksen. Kun hvis de unge aktivt tilstræber sig at blive uafhængige på sigt, er støtten hensigtsmæssig. Hvis ikke, vil det snarere indbyde til en umoden, dysfunktionel adfærd. Om pengene er et udtryk for curling, handler altså om, hvorvidt de er et led i de unges uafhængighed eller netop begrænser dem i denne proces,” siger Larry J. Nelson.
I sine studier har han desuden fundet frem til, at de studerende, der får alt betalt af deres forældre, har haft en problematisk adfærd, hvor de for eksempel fester for meget til at kunne engagere sig i studierne. De studerende, der slet ikke får nogen form for hjælp, klarer sig bedre, men oplever samtidig, at den store arbejdsbyrde ved siden af studierne også skaber problemer og gør det svært at fordybe sig i studierne.
”De unge mennesker, der klarer sig rigtig godt, er dem, der har forsøgt at blive voksne ved at arbejde nogle timer ved siden af studiet for at sikre en god økonomi, men som stadig får en vis grad af finansiel support fra deres forældre,” siger Larry J. Nelson.