Larmen fra gadesælgerne, de snævre gyders menneskemylder og det sociale samvær om aftenen, hvor familiemedlemmer og venner droppede ind for at snakke og grine og drikke te. Det er nogle af de gode minder fra Syrien, som den 45-årige syrisk-palæstinensiske flygtning Husam Abbas tænker tilbage på, når han sidder uden for sit rækkehus i Odense og ryger en cigaret. Blandt de dårlige minder er undertrykkelsen af palæstinenserne, der betød, at Husam Abbas som statsløs palæstinenser i Syrien følte sig som andenrangsborger uden pas og rettigheder.
Men Husam Abbas’ gamle verden eksisterer ikke længere. Den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk uden for Damaskus er under borgerkrigen blevet forvandlet til en ruinhob, og kun et par tusinde af de oprindeligt 160.000 indbyggere bor stadig i området. Resten er flygtet og bor nu spredt i hele verden.
I dag bor Husam Abbas i et rødt toværelses rækkehus i Villestofte lidt uden for Odense. Fodboldbanerne og græsarealerne foran rækkehuset er nærmest mennesketomme denne sommeraften, hvor beboerne sidder i deres private haver bag rækkehusene.
”Jeg er vant til at bo sammen med mange mennesker, og her er så stille. Jeg savner larmen, og nogle gange tænder jeg fjernsynet, når jeg skal sove. I Syrien boede jeg sammen med mine forældre, og hver aften var vi 20-30 stykker, der hyggede os. Naboerne her er søde og siger hej, men meget mere bliver det ikke til. Man holder sig mest for sig selv, og vi kan godt føle os lidt isolerede,” siger Husam Abbas.
I sommeren 2015 fulgte Kristeligt Dagblad Husam Abbas, da han fløj fra asylcenteret på Bornholm til København og tog toget videre med kurs mod Odense for at begynde sit nye liv. En rygsæk, en kuffert og en plasticpose var alt, hvad han ejede. 10 måneder forinden var han flygtet fra Libanon til Tyrkiet.
Han havde efterladt sin hustru, Heba, og deres dengang toårige søn, Muhammed, i et lejet hus i den libanesiske havneby Tripoli, fordi han vurderede, at flugten var for farlig for dem. Sammen med en lille gruppe flygtninge havde han taget turen fra Tyrkiet til Grækenland i en plasticjolle. Efter en halv times sejlads hoppede kaptajnen af og overlod passagererne til sig selv. Senere blev de samlet op af den græske hær, og Husam Abbas afleverede fingeraftryk og fik taget foto. Det lykkedes ham at komme til Athen, hvor en mand skaffede ham en flybillet og et stjålet pas. Det betalte han 30.000 kroner for. Efter ankomsten til Danmark blev han indlogeret på et asylcenter på Bornholm.
En sommerdag i 2015 flyttede Husam Abbas ind i det 68 kvadratmeter store rækkehus med køkken-alrum, soveværelse og egen lille have. Samtidig blev han tilknyttet jobcenteret og kom på sprogskole. Den første tid var huset tomt. Der var ingen møbler, men han lånte en madras af naboen og fik også lov til at bruge hans internet. Husam Abbas bor stadig i rækkehuset, men han er ikke længere alene. I august 2016 kom hans hustru, Heba, sammen med deres i dag syvårige søn, Muhammed, til Danmark.
En sommerdag i 2020 byder den 33-årige Heba Kiwan på kiks og gulerodskage i sofahjørnet i køkken-alrummet. Et lysstofrør i loftet er tændt, og de grå rullegardiner er trukket ned for at holde solen ude. Muhammed, der skal begynde i første klasse efter sommerferien, sidder foran den store fladskærm og ser tegnefilm. Han taler fejlfrit dansk, trives ifølge forældrene godt i skolen og har flere danske venner. Lille Maria på tre en halv måned sover.
Husam Abbas er høj og kraftig med klare blå øjne, og han smiler meget. Det samme gør hans hustru, der er iført cowboybukser, har blåt tørklæde om håret og taler bedre dansk end sin mand. De første fem år i Danmark har overvejende været en positiv historie, og Husam Abbas ser optimistisk på fremtiden, selvom hans opholdstilladelse udløber om to år, og økonomien er stram. Familien har 9000 kroner i faste udgifter, og Husam Abbas har 14.000 kroner udbetalt efter skat. Økonomien bliver reddet af hustruens SU på omkring 3000 kroner om måneden efter skat.
Det vigtigste er, at han fået sin familie hertil, og at de i dag lever i sikkerhed.
I Syrien var Husam Abbas uddannet teknisk tegner og havde egen virksomhed med 10 ansatte. Han havde også to huse og to biler.
I Danmark har han ikke kunnet bruge sin uddannelse, men har i stedet haft arbejde som tømrer for forskellige firmaer i sammenlagt mere end fire år. Han er i gang med sproguddannelsen Dansk 2, der er målrettet udlændinge med en kortere uddannelse. I dag klarer han det danske hverdagssprog nogenlunde. Sidste år blev han arbejdsløs, fordi det firma, han arbejdede for, ikke længere havde så mange opgaver. I dag modtager han understøttelse fra a-kassen og er ved at tage en uddannelse som lastbilchauffør. Han regner med at være færdig i løbet af august, og så håber han på at få et nyt job.
”Jeg vil rigtig gerne arbejde, og jeg har haft job det meste af tiden i Danmark. Jeg er blevet fyret et par gange, fordi der ikke var mere at lave, men er også blevet genansat igen i samme virksomhed. Når der er fyringsrunde, er jeg en af de første, der ryger, nok fordi jeg ikke har papir på, at jeg er tømrer. Når jeg skifter job, tager det tid, før kollegerne finder ud af, hvad jeg kan, på grund af mit dårlige dansk,” siger Husam Abbas.
Han længes ikke tilbage til Syrien.
”Min familie og mine venner fra dengang bor ikke længere i Syrien. Vi kan ikke savne noget, som vi ikke kan besøge. Der er ikke nogen fremtid for palæstinenserne i Syrien,” fortæller Husam Abbas.
Selvom følelsen af isolation kan fylde, så har familien også fået gode venner blandt både danskere og andre flygtninge.
Nogle af parrets bedste venner er et ægtepar i begyndelsen af 60’erne, der var frivillige hjælpere for familien efter ankomsten til Danmark.
”Vi betragter Anna og Ole som vores bedste venner. De hjælper for eksempel med at lave cv til jobformidlingen. I det hele taget har vi mødt så mange gode og rare mennesker i Danmark. Da min hustru kom til Danmark, var min daværende chef med til at hente hende i lufthavnen, og da min datter blev født, sendte han en sød besked,” siger Husam Abbas.
Husam Abbas understreger, at han stadig føler sig uvant med måden, familier er sammen på i Danmark.
Især i begyndelsen studsede han over, at rækkehuskvarteret i Villestofte var mennesketomt i dagtimerne.
”I Syrien er der altid nogen hjemme. En onkel, en tante eller en bedstemor,” forklarer han.
Heba Kiwan følger med i samtalen. I Damaskus studerede hun engelsk på universitetet. I dag er hun i gang med at tage 10. klasse på VUC, og hendes plan er at tage en erhvervsfaglig uddannelse som hospitalsteknisk assistent.
”Min hustru er gladere end mig, fordi hun har sin familie tæt på. Hun har en søster i Frankfurt i Tyskland,” fortæller Husam Abbas.
Heba Kiwan glemmer aldrig den augustdag i 2016, da hun landede i Danmark.
”Indtil da havde jeg boet i et lejet hus i Tripoli. Vi kunne ikke arbejde eller gå uden for en dør. Det var som et åbent fængsel. At komme til Danmark og kunne bevæge sig frit var som at komme til Paradis.”
Hun føler ligesom sin mand, at hun er blevet mødt med stor venlighed. En enkelt gang har hun fået en kritisk kommentar, fordi hun bærer tørklæde.
Parret understreger, at de er troende muslimer. De beder og overholder ramadan, men går ikke i moskéen, fordi de går i skole om fredagen.
”Vores religion er en tolerant islam. Vi er ikke politiske og har ikke noget imod hverken kristne eller jøder,” forklarer Husam Abbas.
Heba Kiwan lægger vægt på, at hun i Danmark føler sig ligestillet med sin mand:
”Han har hjulpet mig med at tage kørekort og har opfordret mig til at gå i gang med en uddannelse.”
Omvendt driller Husam Abbas sin kone med, at hun er en dronning i hjemmet.
”Hun bestemmer alt. Jeg kan ikke engang flytte en sofa,” siger han spøgende.
Særligt en ting har gjort Heba Kiwan taknemmelig over systemet i Danmark. Datteren Maria, der er opkaldt efter en af hustruerne til muslimernes profet Muhammed, er født med klumpfod. Hun har en skinne om fødderne, og behandlingen kan tage flere år.
”Jeg tør ikke tænke på, hvad der ville være sket med Maria, hvis vi stadig havde boet i Libanon. Så havde hun muligvis slet ikke overlevet,” siger Heba Kiwan.
Mens omkring halvdelen af de mandlige syriske flygtninge, der kom til Danmark i 2015, i dag er i job, gælder det kun 17 procent af de syriske kvinder.
Heba Kiwan og Husam Abbas mener principielt, at syrere i Danmark bør være selvforsørgende. De er ikke i tvivl om, hvorfor så få af kvinderne er i job.
”Der er en helt anden kultur i Syrien. Kvinden passer hjemmet, og manden arbejder. Det er kun nogle få procent af kvinderne i Syrien, der arbejder uden for hjemmet. Især de kvinder, der kommer fra landet, er hjemmegående. Der er flere, som arbejder ude, i de store byer,” siger Heba Kiwan.
Hun ser håb i historien om den syriske flygtning Yasmin El Youssef, der denne sommer – efter fire år i Danmark – blev student med et snit på 12,7.
”Jeg håber, at flere syriske kvinder vil komme i gang med at arbejde i løbet af nogle år. Så kommer de måske til at klare sig bedre end mændene,” siger Heba Kiwan og ser på sin mand med et skælmsk smil.
For Husam Abbas er det vigtigste, at han i Danmark føler sig som et frit menneske med borgerlige rettigheder:
”Vi palæstinensere har lidt utrolig meget under præsident Assad. Vi er hadet i hele den arabiske verden. Jeg er født i Syrien, men jeg har ingen rettigheder, fordi jeg er statsløs palæstinenser. Min bror er gift med en libanesisk kvinde. Da hun skulle passere grænsen fra Syrien til Libanon, fik hun at vide, at hun godt selv kunne passere. Men hendes søn kunne ikke komme over grænsen, fordi han er palæstinenser.”
Han er klar over, at regeringen har planer om at sende en del af de syriske flygtninge hjem, men han tvivler på, at familien nogensinde kan vende tilbage til Syrien.
”Det område, vi boede i, er totalt ødelagt, og hvem kan garantere for vores sikkerhed?”, spørger han.
Parrets familier kommer begge oprindeligt fra Nazaret i det nuværende Israel. Husam Abbas’ afdøde forældre flygtede fra byen i 1948, da den jødiske stat blev oprettet.
Drømmen om at komme tilbage til Palæstina har været en gennemgående fortælling i familien og blandt de palæstinensere, han kender i Yarmouk, så længe han kan huske.
”Alle palæstinensere drømmer om at se Palæstina. Men det er en utopi og ikke realistisk, selvom den erkendelse gør ondt,” siger Husam Abbas.
Parret håber på, at de en dag får dansk statsborgerskab, og de betragter Maria og Muhammed som danskere. For som Husam Abbas udtrykker det:
”Vores liv er her, og vi vil arbejde og tjene vores penge selv. Vi vil bidrage til det samfund, der har hjulpet os så meget, og så håber vi på et tidspunkt at blive danske statsborgere og få et rigtigt pas. Det vil være meget stort for os som statsløse.”