Husmoderporno overraskede alle
Som en Toblerone-chokolade har hver boggenre sin egen top, men den store globale overraskelse på bogmarkedet i 2010’erne var uden tvivl den erotiske litteraturs comeback på bestsellerlisterne i form af romantrilogien ”Fifty Shades of Grey”. Det første bind i romanserien ”Fifty Shades. Fanget” af den britiske forfatter E.L. James udkom på dansk i 2012, og de efterfølgende år indtog den erotiske bogserie i lange perioder både første-, anden- og tredjepladsen på bestsellerlisterne herhjemme og i udlandet.
”Måske ville serien ovenikøbet have snuppet de tre første pladser over årtiets mest solgte bøger. Og det er interessant, at den har slået an så bredt internationalt. I 1960’erne så man en kort periode erotisk litteratur på bestsellerlisterne, efter at den pornografiske litteratur blev lovlig herhjemme i 1967. Siden blev den erotiske litteratur mere noget, man købte andre steder end hos boghandlerne, så det kom bag på mange, at ’Fifty Shades’-bøgerne fik sådan en succes. Omvendt findes der undersøgelser, der viser, at de meste læste sider i romaner er de erotiske. Og man kan også læse i hvert fald den første roman som en udviklingshistorie om unge universitetsstuderende Ana Steel, der falder for den mystiske forretningsmand Christian Grey. Sådan er der mere i den end blot det erotiske, selvom det erotiske spiller en stor rolle. Det er en romance med erotik i – og med et nøk over i det mere pikante erotiske i forhold til de gamle kærlighedsbøger. Men jeg har selv svært ved at svare på, hvorfor den blev sådan en succes.”
Glæden ved det genkendelige
Den danske krimiforfatter Jussi Adler-Olsen har solgt pallevis af sine krimier om Afdeling Q, der også er blevet store bestsellere i udlandet. Den første krimi i serien ”Kvinden i buret” udkom allerede i 2007, men serien, der nu er oppe på otte bind med flere på vej, har i den grad præget bestsellerlisterne herhjemme i 2010’erne, og det har kun hjulpet bogsalget ekstra på vej, at krimiromanserien også er blevet filmatiseret i store biografhit herhjemme. Og ingen anden dansk forfatter kunne i dette årti måle sig med Jussi Adler-Olsens salgstal:
”Seriebegrebet spiller ligesom med ’Fifty Shades of Grey’ også ind på succesen for Adeling Q-bøgerne. For serier er ekstrem populære. Den italienske litteraturfilosof Umberto Eco skrev allerede i 1980’erne en glimrende artikel om, at folk elsker at få versioneret det velkendte. Og folk kender efterhånden Carl Mørch og hans makker Assad. Krimiserien har en humoristisk tone i sig og er simpelthen en total gennemspilning af alle krimiflosklerne om den middelalderende mand, der har lidt halvtraume fra fortiden, kan være lidt drikfældig, har problemer på hjemmefronten og er antiautoritær over for cheferne. Det elsker folk, og man kan finde den slags karakterer i mange andre krimier. Men Jussi Adler-Olsen adskilte sig faktisk lidt, da han kom ud med bøgerne, fordi de udkom midt i en bølge af feministiske krimier.”
Den autentiske stemme fra ghettoen
Yahya Hassan skrev ikke kun med store bogstaver i sine debutdigte, der simpelthen bare hed ”Yahya Hassan”. Han talte også med store bogstaver, da han åbent kritiserede den ghettokultur, han selv var vokset i. Det gav overskrifter overalt, og i fjernsynet viste han sig som en rebel, som ikke kun talte patriarkatet, men også studieværterne midt imod, så han var svær at sætte i ramme nogen steder. Men han blev ”en poetisk rockstjerne, som førte sig frem overalt”, og sådan solgte han hurtigt over 140.000 eksemplarer af sine debutdigte, fortæller Lars Handesten.
”Det var helt uhørt, at en lyriksamling af en debuterende digter kunne sælge så godt, så det er noget af det mest fantastiske, der er sket i 2010’erne på bestsellerfronten. Den eneste, der kunne sælge digte i det omfang, var Benny Andersen, som solgte ret godt af sine samlede digte. Men ingen kommer kommercielt op på siden af Yahya Hassen som debuterende digter. Han var den autentiske stemme fra ghettoen, der tog et væsentligt og vigtigt opgør med patriarkatet. Det elsker folk altid at læse om. Og på højrefløjen var der stor begejstring for den unge indvandrerdreng, der endelig tog bladet fra munden og beskrev det forrykte liv i ghettoen. Og så var han også en original stemme. Når han er bedst, skriver han et meget ekspressivt sprog, som også gjorde, at digtsamlingen kunne leve som digtsamling med en ungdommelig kraft, som også gjorde den anderledes. Og det ser ud, som om hans anden digtsamling også godt kan sælge voldsom godt.”
Den sanselige historiefortælling
Den historiske roman har altid fundet vej til bestsellerlisterne på linje med slægtsromanen. I dette årti har den store internationale bestsellerforfatter Ken Follett fra Wales igen toppet bestsellerlisterne, og ifølge Saxo.com har han alene i Danmark solgt over to millioner bøger, siden han hittede med ”Jordens søjler” i 2004, ligesom svenske Jan Guillou også har solgt mange bøger herhjemme. Men hvis man skal pege på en dansk forfatter, der har haft læsersucces med sine historiske romaner i 2010’erne, skal det være Kim Leine, mener Lars Handesten og tilføjer, at Leines roman ”Profeterne i Evighedsfjorden” fra 2012 samtidig har modtaget et hav af priser.
”Historiske romaner har som science fiction-romaner meget ofte et aktuelt emne, som spejler vores egen tid. De historiske romaner handler selvfølgelig om noget fortidigt, men de kan også ses som en kommentar til noget i deres egen samtid. Det gør ’Profeterne i Evighedsfjorden’ også. Romanen starter oven i købet med at henvise til hjemmestyret i Grønland. Sådan kommenterer Kim Leine også forholdet mellem danskere og grønlændere i dag gennem sin historiske roman ved at pege på, at grønlænderne har haft en autentisk drøm om et liv og et samfund, som var anderledes end danskernes. Men han fører også sine læsere ind i tiden på en meget sanselig og detaljeret måde, som kendetegner Kim Leines skrivestil, så man som læser får fornemme af at være der selv. Og sanseligheden virker stærkt inde i den historiske fortælling.”
Ulykkelig barndom blev boghit
2010’erne var autofiktionens store årti herhjemme, og det prægede også bestsellerlisterne, hvor Karl Ove Knausgård solgte mange eksemplarer af sit seksbindsværk ”Min kamp”, men det er alligevel dette års modtager af De Gyldne Laurbær, Leonora Christina Skov, som Lars Handesten peger på som årtiets store autofiktionsbestseller herhjemme med romanen ”Den, der lever stille”, som udkom sidste år. Boglanceringen løb alt andet en stille af sig, husker Lars Handesten:
”Hun har simpelthen været overalt, men hun også været en historie i sig selv som en anden rockstjerne, ligesom hun har haft en hel fankultur omkring sig med fans, der er mødt op til hendes bogoplæsninger i de samme kjoler som hende. Men romanen var heller ikke bare en autofiktion, men også en slags ’Den grimme ælling’-historie om, hvordan hun sprang ud. Det er et populært motiv, at man kan vokse sig ud af sine problemer og folde sig ud i ægte menneskelighed. Efter at hun er gået så grueligt meget igennem, finder hun så at sige hjem, og det er helt efter bogen i en klassisk udviklingsroman. Hun beskriver en svær barndom, og i romanen bliver hun aldrig forsonet med sine forældre, men hun klarer sig godt og finder kærligheden, så det er alligevel en positiv historie, der ender godt, og det kan folk godt lide.”