Sommeren får os til at gå.
Tusindvis af mennesker vandrer i disse dage rundt med rygsæk på de gamle pilgrimsruter i Sydeuropa. Endnu flere vandrer rundt med kort og kamera i storbyer og naturskønne egne.
Nogle går for at finde. Andre går på må og få. Atter andre formår at sætte ord på deres vandreoplevelser.
Kristeligt Dagblad har samlet nogle af de bedste fortællinger om det at vandre.
Filosoffen Frédéric Gros vandrer for at blive en anden – og helst i Paris om natten.
Journalist Lars Henriksen trak i vandrerstøvlerne sammen med sin far – og fik talt ud.
Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager tog afsted med hele sin protestantiske bagage, som tilsagde, at pilgrimsvandring er noget overspændt katolsk føleri – og tog en åbenbaring af skønhed med hjem.
Læs eller genlæs historierne her.
Filosof: Gå, og du skal blive en anden
Frédéric Gros vandrer i Paris om natten.
Den 49-årige filosofiprofessor går helst mellem klokken to og tre om morgenen.
”Paris er en af verdens bedste byer til nattevandringer. Der er næsten ingen mennesker på det tidspunkt, og særligt områderne omkring Seinen har en masse gamle smågader, som er enestående.”
Franskmanden er både vandringsmand og forfatter til en bog om at vandre, som netop er udkommet på dansk med titlen ”Gå!”. Udråbstegnet står i modsætning til det langsomme og kontrollerede fransk, der kommer ud af mandens mund, da han tager imod på kontoret på en af Frankrigs vigtigste uddannelsesinstitutioner, Sciences Po, hvor han underviser ...
Læs eller genlæs hele historien her
I faderens, sønnens og selvforståelsens navn
Se på billedet.
Manden i sorte regnbukser nederst på den gennemplørede bjergstigning er min far. Han kæmper med fodfæstet og med at holde den kørende efter mere end 100 kilometers vandring til fods over Pyrenæerne.
Jeg er lige efter ham. Endnu mere udkørt og med fødder, der gør nas som en finger i en bildør. Men alligevel lykkelig over, at jeg ringede den torsdag aften næsten fire måneder tidligere for at stille ham et spørgsmål, som jeg havde glædet mig til at stille:
"Far, jeg har en udfordring til dig. Tager du imod?"
Det var en udfordring, der havde været længe undervejs. Allerede i sommeren 1987, da jeg var 11 år gammel, modtog jeg min første udfordring fra ham. Vi skulle cykle 150 kilometer over tre dage. Hen til Himmelbjerget, ud til Sletten og tilbage igen. Bare ham og mig, et telt og min nye, alt for store blå cykel. Det var en manddomsprøve sagde han, og jeg var lykkelig.
10 år efter kom manddomsprøve nummer to ...
Læs eller genlæs hele historien her
Chefredaktøren på caminoen: Vejen til verdens ende
Vi går med rygsække, soveposer og hele vores protestantiske bagage, der tilsiger, at pilgrimsvandring er noget overspændt katolsk føleri og misforstået kristendom. For man kan jo møde Gud overalt.
Han er lige så meget til stede i Slagelse som i Santiago, og lutherdommen tilsiger, at der som sådan ikke gives steder, der er mere hellige end andre.
Det var først og fremmest også den protestantiske reformation, men også pesten og krigene i 1600-tallet, der satte en effektiv stopper for vandringen ad caminoen. Men i disse år er det moderne menneske igen tiltrukket af at gå ad de gamle pilgrimsveje.
Pave Johannes Paul II talte i begyndelsen af 1980'erne i Santiago de Compostela og opfordrede europæerne til at genfinde deres kristne rødder, både i kulturen og i den enkeltes tro. Nogle mener, at denne opfordring er grunden til pilgrimsvandringens opblomstring. Andre mener, at den massive tilstrømning af vandrende er udtryk for moderne materiel forstoppelse og en søgen efter enkelhed.
Middelalderens pilgrimme søgte syndsforladelse med deres anstrengelser. Den slags taler ikke til tidens mennesker. Den moderne pilgrim vandrer af andre grunde ...
Læs eller genlæs hele historien her
Man tænker bedre, når man sætter det ene ben foran det andet
At vandre er det tilfældige mødes kunst, en teknik til at overraske sig selv med, hvor avenuen drejer. At vandre rundt i byerne i det uendelige er at overgive sig til tilfældet, nyde den ubegrænsede mangfoldighed, med fryd at glemme sig selv i mylderet.
For det etiske stadiums vedkommende forestiller jeg mig en søndagsvandrer, en ægtemand ville Kierkegaard straks have tilføjet, der går sin bestemte rute som en stilfærdig pligt; han er manden, der går sin faste tur med tunge, afmålte og tillidsfulde skridt.
Her bør man forstå, hvad der ligger af alvor og agtelse i denne regelmæssige vandring. Det ville være for letkøbt blot at se en passiv rutine heri, en bøjen sig for konventionerne, en kuldskær selvsikkerhed over for verdens risici ...
Læs eller genlæs hele historien her
Heldigvis er min mor den sejeste
Læresætning nummer 1: Kig op!
Vi har bevæget os dybt ind i Stendal Plantage syd for Viborg og er nået til et T-kryds, og der er ingen blå mænd i sigte. Han skulle have siddet på et lille skilt med en pil, der sagde: Hærvejen, den vej!
Men der er ingen kære mor ud over min egen, som heller ikke ved, hvilken vej vi skal. Vi er faret vild, og miseren må tilskrives en fantastisk historie, min mor har været i gang med de seneste tre kvarter.
Når man skal vandre 30-35 kilometer om dagen, er historier lige så vigtige som vand og gode sko, og det var i øvrigt også derfor, vi overhovedet tog af sted: for at få snakket lidt om livet og andre mellemstore spørgsmål. Sagen er, at min mor og jeg bor i hver sin ende af landet og derfor kun sjældent får snakket sammen, sådan rigtigt og i længere tid ad gangen. Derfor har vi revet tre dage ud af kalenderen for at vandre 100 kilometer ad Hærvejen ned gennem den jyske natur. Man snakker nu engang bedst sammen, mens man laver noget andet.
Nå, men jeg havde spurgt, hvorfor hun egentlig blev sygeplejerske ...
Læs eller genlæs hele historien her
Nietzsche: Jeg vandrer og fører fantastiske samtaler med mig selv
At sidde så lidt som muligt: Ikke stole på nogen tanke, der ikke er blevet frembragt i det fri, under kroppens fri bevægelse – ikke på nogen idé, hvor ikke også musklerne har været med til festen.
Enhver fordom kommer fra indvoldene. At ’have bly i røven’ er, gentager jeg, den egentlige synd mod ånden.
Brud, skrev Nietzsche, er vanskelige, fordi det bånd, der løsner sig, gør ondt. Men snart indfinder der sig i stedet en vinge. Nietzsches liv kommer til at bestå af løsrivelser, brud, isolation fra verden, samfundet, rejse- eller arbejdskammerater, kvinder, venner, forældre. Men hver gang hans ensomhed graves dybere, bliver hans frihed også dybere: Han skal ikke stå til regnskab for nogen, intet kompromis forhindrer ham i noget, hans udsyn er klart og frit.
Nietzsche skal have været en bemærkelsesværdig, udholdende vandrer ...