Le Gammeltoft har været gravid fem gange, men har kun to børn: Når man aborterer, vil man bare gerne have omsorg

Længe troede Le Gammeltoft, at hun var alene. Til hun mødte en kvinde, der havde aborteret 10 gange

42-årige Le Gammeltoft mener, at både pårørende og sundhedspersonale skal holde op med at foreslå løsninger og komme med opmuntrende råd, når en kvinde aborterer spontant. Omsorg og et kram er derimod på sin plads. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
42-årige Le Gammeltoft mener, at både pårørende og sundhedspersonale skal holde op med at foreslå løsninger og komme med opmuntrende råd, når en kvinde aborterer spontant. Omsorg og et kram er derimod på sin plads. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Le Gammeltoft stod og rørte fars sammen til hakkebøffer, da hun begyndte at bløde. Hun havde lige fortalt sine venner, at hun var gravid, og nu måtte hun sige til dem, at de blev nødt til at gå, for hun skulle på hospitalet. Det var i 2011, hun var i uge 11, og det var hendes første graviditet.

”Pludselig forsvandt det der familiefoto, jeg kunne se for mig, med far, mor og børn. Man taber jo en drøm, udover at man reelt taber noget, der har været levende inde i ens mave. Jeg tænkte, ’kan jeg nogensinde få det?’ Jeg blev vred og gik i projekt-mode. Så må vi fikse det, videre til næste graviditet, uden at tænke på, at det var en sorg. Det kom først senere,” forklarer hun.

Le Gammeltoft, der i dag er 42 år, er direktør for mediet Heartbeats. I sidste uge udkom hun med bogen ”Tabet”, som hun har skrevet i samarbejde med journalist Marie Nørgaard. Bogen er en samling fortællinger fra kvinder – og enkelte mænd – der ligesom hende har oplevet at miste et ufødt barn. Det er vidt forskellige historier – fra kvinden, der har mistet én graviditet til kvinden, der har mistet mere end 10 gange, dødfødsler og endda en, der har opgivet at få børn efter to spontane aborter.

Fælles for kvinderne er, at de fortæller om den sorg, der følger med de tabte graviditeter. Og det kan være en ensom sorg, fordi mange ikke fortæller, at de har mistet en graviditet.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi har en idé om, at vi skal forbi nakkefoldsscanningen i uge 12, før vi fortæller nogen noget, fordi der er risiko for at miste inden. Men det er en mærkelig måde at gå til en graviditet på. Hvorfor må man ikke sige, at man er gravid, og at man kan miste? Hvorfor kan man ikke gå til sin chef med en graviditet i uge fem? Det vil gøre det lettere at komme og bede om en uge fri, fordi det ikke gik, og man er ked af det,” siger Le Gammeltoft og fortsætter:

”Vi er ikke gode til det kontroltab, der ligger i at miste en graviditet. Men vi bør anerkende, at det sker, og at der er en sorg forbundet med at miste sit barn, uanset om det er i uge 6, 20 eller 40.”

Efter Le Gammeltofts første spontane abort dengang i køkkenet, fulgte en ny graviditet, hvor hun fødte datteren Filippa i 2012. Men da hun og hendes daværende kæreste forsøgte at få nummer to, mistede hun igen. Første gang aborterede hun tvillinger i uge syv, og dernæst aborterede hun igen tidligt, inden hun blev gravid og fødte datteren Lilja Lykke i 2016.

Hun husker tiden med aborterne som en ensom tid. For mens hun kæmpede for at få barn nummer to, fik vennerne det ene barn efter det andet. Det skabte en mærkelig vrede over at se dem lykkes med det, hun selv ønskede sig. Og hun manglede nogen at spejle sig selv og sin frustration i. For vennerne sagde, ”det skal nok gå”, eller ”du skal nok blive gravid”, men hvad vidste de egentlig om det?

I 2016 gik hun til julefrokost, da hendes yngste datter var nogle måneder. Her lindede Le Gammeltoft lidt på låget og fortalte en anden kvinde, at hun havde aborteret tre gange.

”Kvinden fortalte tilbage, at hendes tal var 10-0. Altså 10 graviditeter, nul børn. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan hun kunne magte det, og at hun og hendes kæreste havde haft energi til alle de gange. Jeg syntes jo, det havde været hårdt med mine tre gange,” siger Le Gammeltoft.

Mødet med kvinden satte nogle tanker i gang, for hvorfor var der ikke flere, der talte om de mistede graviditeter? Hvorfor skulle hun selv bringe det på banen, før folk fandt mod til at fortælle? Derfor skrev hun i 2017 en klumme på Heartbeats, hvor hun delte sit tal – 5:2. Fem graviditeter, to børn. Hashtagget #mittal voksede, og pludselig væltede det ind med vidnesbyrd fra kvinder, der også havde mistet.

”Der var kvinder, der skrev til mig, at de var midt i en abort, og at det var rart, at de ikke var alene. Kvinder, der havde mistet mange gange og bar rundt på tabene som en stor sorg,” siger hun og uddyber:

”Jeg tror, det kom bag på mig, hvor svært vi har det med at tale om det – og så alligevel ikke. For når nogen åbner en dør på klem for snakken, vælter det jo frem. Og vi føler mange af de samme ting: Skyldfølelse, ensomhed, ofte også meget vrede. Det er nogle grundfølelser, vi har til fælles.”

Le Gammeltoft kontaktede veninder, hun vidste havde været igennem aborter, og hun skrev til nogle af de kvinder, der på Instagram havde delt deres tal og fortalt kort om deres forløb. For alle de for­tællinger måtte blive til en bog, tænkte hun. Derfor interviewede hun sammen med journalisten Marie Nørgaard kvinderne, ofte i podcaststudiet på Heartbeats. Faktisk var det først her, mens hun lyttede på kvinderne, at det gik op for hende, hvor stor en sorg hun selv bar rundt på.

”Jeg sad med min mikrofon slukket og lyttede til dem og græd over deres historier, fordi de var så ubærlige. Det var benhårdt, og jeg græd i tre dage, for jeg har nok aldrig fået bearbejdet min egen sorg. Ikke før der. Men kroppen husker, det sidder på en måde i cellerne. Så selvom jeg ikke tænker over det hver dag, sidder sorgen i min krop, og jeg måtte anerkende inde i det studie, at ja, sorgen er der,” siger hun.

Og selvom det er hårdt at læse historierne om kvinder, der oplever, at deres barn er død i maven i uge 21, eller at det dør lige inden fødslen, eller har oplevet mere end 10 aborter og må fylde 46 år, før de får deres første barn, er det Le Gammeltofts håb, at bogen skaber et fællesskab. Og nogen at spejle sig i for de tusindvis af kvinder, der har gennemgået, gennemgår eller vil gennemgå en spontan abort. Det spejl hun selv havde manglet.

”Der er cirka 20.000 spontane aborter om året. Og hvis der bare er 200 kvinder, der læser bogen, og den tager noget af den ensomhed væk fra dem, der står i det, har den gjort noget godt,” siger hun og fortsætter:

”At have et sprog for det og kunne blive mødt i det med et fællesskab, hvor man ikke er alene, det hjælper. Det hjælper ikke at høre klichéer som ’op på hesten’, eller ’det var sikkert et sygt barn’, eller ’dejligt, at du kan blive gravid’ – heller ikke fra sundhedspersonalet. Man vil sådan set bare gerne have noget omsorg og mødes i, at det ér en sorg. Det bliver vi nødt til at anerkende. Det er en sorg.”

Selv har hun fundet en form for fred med sit tal. De tre graviditeter, der gik til grunde, var ikke hendes børn. Hendes børn har hun fået. Sådan ser hun på det. Men derfor bærer hun stadig de tre tab med sig. Hun ville ønske, at der havde været nogen, der havde rummet hendes sorg dengang, måske endda fortalt hende, at det var en sorg. Og så håber hun, at samfundet vil blive bedre til at anerkende, at tusindvis af kvinder – og mænd – går igennem det hvert år.

”Måske vil det på den måde blive nemmere for pårørende at huske, at de ikke skal komme med en løsning. Det er ikke det, en kvinde, der har aborteret, forventer. Hun forventer måske et kram, eller at man aer hende på kinden og spørger, om hun har brug for en gåtur eller en lakridspibe. Det er den samme omsorg, man skal vise som med alt muligt andet, der er svært. Man kan kramme og huske hende på, at det ikke er hende, der er noget galt med.”

Læs et uddrag af bogen "tabet" her.