”Nu må vi se, hvad det ender med. Vi har købt den for at sætte den fuldstændig i stand, så den fremstår som den originale model. Målet er at tjene 200.000 kroner på den. Gør vi det, rejser vi til Indianapolis i USA og ser løb. Lykkes det ikke, bliver det nok bare til en tur ned til den lokale pølsevogn,” griner Jørn Witting.
Sammen med fem andre mænd i alderen 48 til 75 år tusser han denne onsdag aften rundt i en garage i Svendborg.
Her er de i gang med at sætte en gammel Austin Healey Mark 3 fra 1968 i stand, sådan som de har gjort det med andre biler de seneste 20 års tid. Da de købte den og fik den hjem fra USA, var den noget medtaget af rust og anden slitage, ligesom farven på den var mørkegrøn. Nu står den og skinner i en flot mørkeblå farve, mens der arbejdes på at få alle de sidste reservedele sat på.
Jørgen Witting bladrer i en mappe med fotos. Alle detaljer i bilen er blevet affotograferet, inden de skilte den fuldstændig fra hinanden. Det er for at være sikker på at kunne sætte bilen sammen på fuldstændig original vis.
”Vi har den overbevisning, at kan vi skille det hele ad, kan vi også samle det igen. Og så er en af gutterne her karetmager og karosseritekniker – han har styr på det hele. Vi gør aldrig noget uden, at han har godkendt det. Det er ham, der er den kloge.”
De fem andre mænd i værkstedet griner. Alle sammen har de en passion for gamle biler og har selv en eller flere stående, som de bruger primært i sommerhalvåret.
Det er Jakob Vigelsø, som de andre kalder ”den kloge”. Han har tidligere haft et firma, hvor han købte biler hjem fra især udlandet og reparerede dem og satte dem i stand for så at sælge dem. Nu får han udlevet interessen for de gamle biler udelukkende på hobbyplan.
”Det er jo et tålmodighedsarbejde – et slags puslespil, som vi skal have til at gå op. Men for mig er det ikke udelukkende det at sætte biler i stand, der interesserer mig. Det er hele den her historie om, hvordan bilerne er udviklet. Der har stået nogle dygtige håndværkere og lavet de her flotte biler med noget meget simpelt værktøj. Det er et vidnesbyrd om, hvad man kunne dengang, hvor de her biler var det ypperste, man kunne fremstille. Et stykke kulturhistorie. Og så er der også hele designet – æstetikken. Sådan en bil er jo nærmest et kunstværk,” siger han tydeligt begejstret.
Omme foran bilen ligger et par af mændene på knæ og gør klar til at få sat en skinnende blank kofanger på. Der er noget, der ikke helt passer sammen, så der skal slibes lidt på en af reservedelene, inden de kan fortsætte.
Flere af de bilglade mænd har tidligere deltaget i forskellige racerløb i deres gamle biler i både ind- og udland. Blandt andet i Italien, hvor de har kørt det berømte løb 1000 Miglia. De vilde konkurrencer er dog lagt på hylden nu til fordel for udflugtsture primært rundt i det danske land, hvor mændenes hustruer som regel er inviteret med.
”Vi starter gerne om morgenen og kører så en hel dag. Så har vi formiddagskaffen med og holder ind et sted og drikker den. Frokosten har vi måske også selv lavet og indtager på medbragte tæpper, mens vi så får aftensmad på en landevejskro eller et andet godt sted, hvor vi har reserveret bord. Det er nogle hyggelige ture, hvor vi også forsøger at komme ud at køre i områder med smuk natur. Når man kører uden kaleche, får man naturen ind på en helt anden måde – den kommer tættere på,” fortæller Erik Larsen og afslører, at det som regel er hustruerne, der bestemmer, hvorhen turene går.
Henad klokken 21.30 bliver der dækket op til kaffe i garagen. Som altid er det Hans Christian Hempler, der står for at varme wienerbrødet i en lille ovn, som til forskel fra de biler, de sætter i stand, tydeligvis ikke har set en pudseklud i nogen tid.
Ovnen blev købt, da de for en årrække siden deltog i en konkurrence i Sverige og ikke ville undvære opvarmet bake off-brød. Kommentaren giver anledning til en snak om turen, hvor svenskerne angiveligt blev så sure over, at danskernes biler kørte så godt, at de forsøgte at lave nye regler.
”De ville have et forspring. Men de regler blev selvfølgelig ikke til noget. Og vi vandt løbet. Men vi er da heller ikke blevet inviteret siden,” siger Jakob Vigelsø.
I værkstedet står anekdoterne i kø for at blive fortalt. Som den om Hans Christian Hemplers kone, der ikke ville med resten af gruppen på tur til Italien, fordi de skulle køre i nogle små biler.
”Nej, hun ville ikke med på sådan en lang tur i de små biler, som vi tog af sted i. Det var, fordi døren på en tidligere køretur i sådan en bil engang faldt af, så hun var ved at ryge ud,” fortæller han.
Aftenen i garagen er ved at være slut – bilen er endnu ikke færdig. Det skulle den ellers have været i vinters – men der kom en corona-pandemi i vejen.
”Men vi når det nok. Vi har ikke noget, vi skal nå. Og et eller andet skal vi jo give os til,” siger Jørgen Witting.