Charmen ved ægteskabet kan i skamfuld grad koges ned til, hvor ubehageligt det er at være alene. Dette er ikke nødvendigvis vores fejl som individer. Samfundet som sådan virker fast besluttet på at gøre ens status som single så irriterende og deprimerende som muligt: Så snart de sorgløse skole- og universitetsdage er ovre, bliver det nedslående svært at finde selskab og varme; det sociale liv begynder på undertrykkende vis at dreje sig om ægtepar; der er ingen tilbage, man kan ringe til eller hænge ud med.
Det er derfor næppe overraskende, at vi, hvis vi finder en, der bare er nogenlunde passende, finder på at klamre os til vedkommende.
I gamle dage da folk (i teorien) kun kunne have sex, efter at de var blevet gift, vidste kloge iagttagere godt, at nogle kunne blive fristet til at gifte sig af de forkerte grunde – og hævdede derfor at tabuet om sex før ægteskabet skulle ophæves for at hjælpe de unge til at træffe roligere, mindre impulsdrevne beslutninger.
Men hvis denne særlige hindring for god dømmekraft er blevet fjernet, ser det ud til at en anden form for sult har taget dens plads. Længslen efter selskab får måske ikke mindre vægtige eller uansvarlige konsekvenser end de seksuelle motiver engang havde. Hvis en person tilbringer tooghalvtreds søndage i træk alene, kan det ødelægge hans forsigtighed. Ensomhed kan fremprovokere et lidet nyttigt stormløb og undertrykkelse af tvivl og ambivalens over for en potentiel ægtefælle. Et givent forholds succes burde afgøres ikke blot af, hvor glade et par er for at være sammen, men af hvor bekymrede begge partnere er over ikke at være i et forhold.
Han frier med så stor selvtillid og vished, fordi han selv mener, han er en ret ligetil person at leve sammen med – et andet problematisk, indirekte resultat af at have levet alene i lang tid. Single-livet har det med at fremelske et misforstået selvbillede af normalitet.
Rabihs tendens til at rydde fanatisk op, når han mærker et indvendigt kaos, hans vane med at arbejde for at afværge sine bekymringer, de vanskeligheder han har haft med at udtrykke, hvad der går ham på, når han er bekymret, hans raseri når han ikke kan finde sin yndlings-T-shirt – disse excentriciteter har alle været nydeligt tilsløret så længe, da der ikke er nogen i nærheden til at se ham, endsige til at lave rod, bede ham om at komme og spise sin aftensmad, komme med skeptiske kommentarer til hans vane med at gøre fjernbetjeningen ren eller bede ham om at forklare, hvad det er han klynker over. Da der ingen vidner var, kunne han opretholde illusionen om, at han, med den rette, nok ikke vil være nogen særlig udfordring at leve sammen med.
Det niveau af selverkendelse, som vor tid anser for at være nødvendigt for at gifte sig, vil måske om nogle få århundreder blive betragtet som foruroligende, om ikke direkte barbarisk. Til den tid vil et helt almindeligt, ikke-fordømmende spørgsmål (passende selv på den første date), som alle ville forventes at have et tolerant, venligt og ikke-defensivt svar på, simpelt hen være: „Og på hvilken måde er du så tosset?“