Filosofien hjalp Lotte til at finde fodfæste, da hun fik kræft

Lotte Seheim blev søgende, da hun fik kræft for otte år siden. Derfor deltog hun i en sokratisk dialoggruppe og fik redskaber, som hun stadig bruger

”Jeg vidste godt, at jeg var dødelig, men sygdommen udfordrede mig mentalt på en måde, så jeg var ved at blive eksistentielt rundtosset,” siger Lotte Seheim.
”Jeg vidste godt, at jeg var dødelig, men sygdommen udfordrede mig mentalt på en måde, så jeg var ved at blive eksistentielt rundtosset,” siger Lotte Seheim. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

En generende smerte i det ene bryst på løbeturene fik Lotte Seheim til at gå til læge. Da hun fik besked fra hospitalet om, at hun havde brystkræft, var hendes første tanke, at man måtte have byttet om på prøverne. Syg rimede ikke på hendes liv. Hun var 40 år og nået til et punkt i sit liv, hvor hun trivedes med udfordringerne i sit job som kommunikationschef i en it-virksomhed. Hun havde samtidig familieliv med tre mindre børn, en bolig i Brønshøj ved København med både natur og storby tæt på, og så var hun i sit livs form.

I denne måned er det otte år siden, at Lotte Seheim, 48 år, fik diagnosen. To uger efter besøget hos den praktiserende læge fik hun fjernet sit ene bryst og 19 lymfekirtler, og et halvt år med kemoterapi og strålebehandling fulgte.

”Hullet kommer den dag, hvor du er færdig med behandlingen. Jeg var stadig sygemeldt, men når jeg mødte folk, som spurgte ind til min situation, lykønskede flere mig med, at jeg var rask, underforstået at alt nu var som før. Nok var jeg færdigbehandlet, men mit liv var blevet et andet. Der er en version 1 af mig, som var hende, jeg var, da jeg blev syg, og så er der version 2, som er mig i dag.”

Hun beskriver, hvordan hun blev søgende, da hun blev syg, for det, hun havde bygget sit liv på, holdt ikke længere, erfarede hun. Ikke længe efter hun havde afsluttet strålebehandlingen, kom hun i kontakt med filosof, ph.d. Jeanette Bresson Ladegaard Knox fra Københavns Universitet. Det var på sundhedscentret for kræftramte i København, hvor forskeren søgte deltagere til sokratiske samtalegrupper.

Lotte Seheim husker, hvordan hun var kritisk indstillet over for tilbuddet om sokratiske dialoggrupper på et kommunalt center for kræftramte og kræftoverlevere. Hun så for sig, hvordan hun skulle fordybe sig i Sokrates eller Kierkegaard, og hun kunne ikke se sig selv som en del af det.

”Alle syntes jo, det var fuldstændig tosset, hvordan en gruppe kræftsyge og kræftoverlevere kunne have gavn af et forløb med en filosof. Filosofi kædes normalt sammen med noget, som er højtravende og svært tilgængeligt.”

Hun kom dog til Jeanette Bresson Ladegaard Knox’ præsentation af projektet, og hun gav det en chance. Hun blev en del af en gruppe med otte kvinder, som enten var i behandling for kræft eller havde et behandlingsforløb bag sig. Gruppen mødtes seks gange af to timer, hvor filosoffen guidede dem gennem faser af samtaler. Gruppen blev enige om at arbejde med temaet: ”Hvad er meningen med livet?”. Og siden udviklede det sig til: ”Hvad er det gode liv?”.

For Lotte Seheim havde sygdommen gjort det nødvendigt at overveje, hvad der skulle til, for at hendes liv kunne være forbundet med en form for mening.

”En sokratisk dialoggruppe er noget helt andet end hos psykologen. Gruppen tager udgangspunkt i de mennesker, som er samlet. Man er ikke nede og rode i sine mavefølelser, men vi er oppe i hovedet og får lov til at arbejde med spørgsmålet om mening. Jeg er vokset op på Møn, og da jeg blev syg, følte jeg, at jeg stod ude på kanten af Møns Klint med det ene ben udover. Det var ikke til at vide, hvilken vej det ville gå. Spørgsmålet om liv og død blev nærmest presset op i mit ansigt. Det pres satte en proces i gang i mig. Jeg vidste godt, at jeg var dødelig, men sygdommen udfordrede mig mentalt på en måde, så jeg var ved at blive eksistentielt rundtosset. Mine gamle svar og løsninger holdt ikke, så jeg kunne ikke fortsætte som før, men hvad var det gode liv for mig?”.

Det er godt syv år siden, at hun første gang var i en sokratisk dialoggruppe. Siden har Lotte Seheim deltaget i flere forløb med Jeanette Besson Ladegaard Knox, og hun vurderer, at filosofien har hjulpet hende til at finde fodfæste i livet efter sygdommen.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Hvis jeg ikke havde de redskaber, som jeg har fået gennem den sokratiske dialog, hvor man taler om det egentlige, så ville jeg være blevet eksistentielt rundtosset. Jeg har fået redskaber gennem filosofien, som jeg ikke har fået andre steder. Sygdommen betød, at jeg på et meget direkte plan blev mindet om, at mit liv ikke er uendeligt, og min søgens fokus var, hvordan jeg kunne få det bedste ud af den tid, jeg nu måtte have tilbage. Og her hjælper filosofien dig til at tage bindet fra øjnene og være i livet på en ny måde.”

Hendes liv ser på mange måder anderledes ud nu, end da hun blev syg. I stedet for et fuldtidsjob i kommunikationsbranchen er hun blevet iværksætter. Hun driver en webbutik, Livja, hvor hun forhandler tøj til brystopererede kvinder, og desuden løser hun kommunikationsopgaver.

”Da jeg blev syg, ofrede jeg ’plejer’ og mistede kontrollen over mit liv. Tør man ofre ’plejer’ og tage usikkerheden til sig, så er der ikke ret mange ting, som er særligt farlige. Der er okay nogle gange at være i limbo-land og se, hvad der sker, uden at jeg behøver at have kontrollen.”

Senfølgerne af kræftbehandlingen gør, at hun trives bedst med hjemmearbejdsplads og fleksibilitet i dagens program. Fysisk er hun i god form og løber jævnligt ture på Vestvolden nær familiens hus, men hvad angår overskud svinger dagsformen. For to år siden blev hun skilt, og som eneforælder til tre i alderen 11 til 16 år sætter hun pris på at kunne arbejde hjemme og være til stede, når børnene kommer fra skole. Den sokratiske samtale har hjulpet hende til at finde frem til de nøgleord, som hun reflekterer over, når hun træffer valg: Nærvær, ydmyghed og respekt.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Kræftsygdommen har lært mig en respekt for min og andres tid. Ydmygheden og taknemmeligheden over at få en chance for at leve videre gør, at jeg er bevidst om, at det, som jeg vælger at gøre, gør jeg fuldt ud og med nærvær. Jeg er blevet mere tydelig i min kommunikation og pakker ikke ting unødigt ind af hensyn til mig selv og mine omgivelsers tid.”

Det var en tilfældighed, at hun blev introduceret til de sokratiske dialoggrupper. Hun håber, at man i fremtiden vil gøre tilbuddet om eksistentiel omsorg for kræftramte til et fast tilbud.

”Jeg har kunnet håndtere forandringerne på en helt anden måde takket være den hjælp, jeg har fået i grupperne. Det sker, at jeg bliver væltet omkuld, men jeg ved, hvordan jeg kan finde fodfæstet igen til at være i livet efter kræft.”