29-årige Sebastian Lykke-Mejholm: Efter to år søgte jeg om dobbelt statsborgerskab
Når 29-årige Sebastian Lykke-Mejholm fire dage om ugen tager toget fra sit hjem i Malmø for at komme på arbejde i lufthavnen for SAS i Kastrup på den anden side af Øresund, medbringer han vandhanevand fra Sverige. Det smager ganske enkelt bedre end vandet i København, synes han.
Han griner lidt ad sig selv, mens han skænker sig et glas fra hanen i køkken-alrummet i den topmoderne og lyse lejlighed på femte sal i en af Malmøs nye bydele tæt på byens vartegn, skyskraberen Turning Torso. Det gamle industrikvarter tæt på vandet er nu forvandlet til et attraktivt boligområde for især børnefamilier og den kreative klasse.
Han er opvokset i Aalborg og har siden boet i København og en række steder i udlandet qua sit job i rejsebranchen. Da han for fem år siden besluttede sig for at vende næsen hjemad, valgte han bevidst at bosætte sig i Malmø frem for København. Fordi det – lidt apropos vandet – giver ham en bedre smag i munden at bo der frem for i Danmark.
”Mange danskere undrer sig over den svenske mentalitet, hvor man taler meget om tingene og er mindre kontant. Man møder fremmede med en anden respekt, end vi gør i Danmark, hvor jeg synes, at tonen i samfundsdebatten er blevet meget skarp. I Sverige er man bedre til at bibeholde respekten, og det gælder helt fra øverste politiske niveau til de snakke, man har som privatperson. Man tager mere hensyn til hinanden, og det tiltalte mig.”
Efter han havde boet i Malmø i to år, søgte Sebastian Lykke-Mejholm om dobbelt statsborgerskab, så han både er dansk og svensk. Han vil gerne engagere sig, hvor han bor. Også politisk, så han har meldt sig ind i det svenske parti Liberalerne.
”Jeg synes, man har pligt til at engagere sig i samfundet og gøre sin demokratiske pligt. Jeg taler også svensk, når jeg køber ind eller møder folk tilfældigt på gaden, fordi det er det mest høflige. Jeg synes, en del af de danskere, der er flyttet hertil, forskanser sig i parallelsamfund, hvor de kun vil snakke dansk og ikke yde noget til lokalsamfundet. Det undrer mig.”
Det er formiddag, og på det hvide spisebord ligger en lille stabel fagbøger. Ud over at passe jobbet som steward læser Sebastian Lykke-Mejholm jura på henholdsvis Syddansk Universitet i Odense og på Uppsala Universitet i Midtsverige. Det foregår primært som fjernstudie, så i dag har han hjemmestudiedag. Tilknytningen til både det svenske og danske uddannelsessystem giver ham et godt grundlag for at sammenligne de to nationer.
”I Danmark taler vi ofte om, hvordan vores grundlov er noget helt særligt, men nu, hvor jeg sidder med begge landes love, kan jeg se, at vores samfund i høj grad bygger på de samme værdier, og det juridiske indhold ligner hinanden meget. Vores love spejler som regel, hvordan vi er som mennesker, og der er altså mange ligheder. Jeg tror, vi fokuserer så meget på forskellene, fordi vi i virkeligheden er så ens. Det svarer til at fremhæve forskellene på jyder og københavnere.”8
Hvad savner du fra Danmark?
Det er mest familiære ting, jeg savner. Der er langt til min familie, og mine venner i København bliver mere distancerede. Psykisk gør broen noget ved folk. Der er længere fra København til Malmø end omvendt. Indimellem kan jeg også savne, at man kan være mere direkte og kalde en skovl for en skovl.
Hvad er det bedste ved det svenske samfund?
At man møder hinanden med respekt og tager hensyn til hinanden.
Hvad har overrasket dig mest ved Sverige?
Hvor let det har været at flytte hertil. Folk er imødekommende, og jeg er ikke blevet mødt af skepsis. Jeg troede, det ville være sværere.
45-årige Peter Gerner Rasmussen: Svenskerne kan være svære at komme ind på livet af
Var det ikke for de svenske skilte, ligner det til forveksling et dansk parcelhuskvarter i en mindre provinsby. Etplanshuse i røde mursten med rummelige carporte og trampoliner på græsplænerne ligger side om side i byen Svedala en halv times kørsel fra Malmø. ”Kör sakta! Lekanda Barn,” står der på et skilt og vidner om, at der er mange børnefamilier blandt byens cirka 11.000 indbyggere.
45-årige Peter Gerner Rasmussen, oprindeligt fra København, er en af byens familiefædre. Han flyttede til Malmø i 2005 med sin dengang polske kæreste, nu kone. De har en datter på 12 år og en søn på 4 år. Både han og konen Monika arbejder i Kastrup. Han er ansat i forsvaret som flyveinformationsoperatør, mens hun er passageragent i lufthavnen.
”Da vi mødte hinanden, boede min kone i Polen, og jeg boede ulovligt til fremleje i København. Det føltes meget ligeværdigt at flytte til Malmø, hvor vi begge skulle starte forfra og skabe en hverdag her. Og så har vi råd til et ordentligt hus her. Man får simpelthen mere for pengene herovre.”
De har boet i huset i Svedala siden 2009 og holder af at komme hjem til det rolige villakvarter efter en travl arbejdsdag i København. De har en svensk omgangskreds, som de ser jævnligt, men rigtige venner er svære at få, synes Peter Gerner Rasmussen
”Svenskerne kan godt være svære at komme ind på livet af, og nogle gange er det spildt arbejde. Vi har en gruppe svenske venner, som vi ses med, men de er nok snarere bekendte end rigtige venner, fordi samtalen ofte bliver på overfladen. Man læsser ikke af på sine venner her, som jeg er vant til fra Danmark. Svenskerne er meget private og holder det for sig selv, hvis noget er træls, eller der er problemer. Jeg kan godt lide at være lidt kontant og sige min mening, men det falder ikke altid i god jord her.”
Ellers har indretningen i det svenske samfund passet familien godt på mange måder, synes han.
”Det er en fordel at have børn i Sverige. Institutionerne har længere åbent, så det passer bedre til dine arbejdstider, og det er en gevinst med gratis varm mad i skoler og børnehaver.”
Berøringsangst i forhold til at italesætte problemer går dog også igen i det svenske skolesystem. Tre veninder til Peter Gerner Rasmussens datter er endt med at skifte skole, fordi de følte sig mobbet. Og trods klager til både skolen og skolemyndighederne er forældrene ikke blevet taget alvorligt, mener han.
”I det tilfælde virker det, som om den, der mobber, nærmest har mere ret til at være der. Der skal være plads til alle i en sådan grad, at man ikke tager debatten om, hvorvidt det er rimeligt, at mobberen skræmmer de andre børn væk.”
Sådan cirka det har Peter Gerner Rasmussen rejst sig og sagt på et forældremøde på skolen.
”Og så siger de andre forældre: ’Du er så dansk, Peter.’”
Hvad savner du fra Danmark?
Jeg savner spontane møder med venner og familie, men ellers savner jeg ikke noget fra Danmark som sådan.
Hvad er det bedste ved det svenske samfund?
Jeg er glad for, at byen, hvor vi bor, gør meget godt for børnefamilierne, og at her er grønt og roligt.
Hvad har overrasket dig mest ved Sverige?
Det har overrasket mig, at Sverigedemokraterne har så stor en vælgerbase her i Svedala. Der er mange her, som ikke er så glade for muslimer eller fremmede i det hele taget.
47-årige Susanne Schou Nielsen: Skulle jeg hejse et flag, ville det blive det skånske
Det er middagstid i Malmø. På torvet ved Jungmansgatan drysser små grupper af arbejdende skåninger ind og ud af frokostcaféer og kaffebarer. I Sverige er frokostpausen noget, man sætter højt, og på de fleste arbejdspladser er der reserveret en time til at indtage et ordentligt måltid væk fra computeren. Til gengæld er arbejdsugen op til 40 timer om ugen mod 37 i Danmark.
48-årige Susanne Schou Nielsen er netop blevet færdig med et telefonmøde og bruger nu sin frokostpause på at tale med Kristeligt Dagblad. Hun er uddannet geolog og arbejder som miljøkonsulent i virksomheden WSP, som har til huse i bygningen World Trade Center på torvet.
Hun flyttede til Malmø fra Hvidovre i maj 2000 sammen med sin mand Christian, der er biokemiker. Han blev tilbudt en fireårig ph.d. i byen, og det lykkedes også hans hustru at blive ansat i det svenske. 18 år senere er de her endnu. Deres datter på 16 år er født på Malmø Sygehus og netop begyndt i gymnasiet. Siden 2007 har de boet i hus i forstaden Oxie sydøst for Malmø. En god skole var den mest tungtvejende grund til at bosætte sig netop der.
”Der boede andre danskere i vores kvarter, der primært var flyttet hertil på grund af de lavere huspriser, men som vendte hjem igen, da deres børn skulle begynde i skole. Vi valgte at blive og har været superglade for det svenske skolesystem. Blandt andet fordi undervisningen i grundskolen tager meget hensyn til det enkelte barn. Udgangspunktet er den samme lærebog, men på tre forskellige niveauer, så det passer til barnets evner. Og så er der varm mad fra børnehaven og hele vejen op i gymnasiet, så madpakker er ikke noget, vi kender til.”
Susanne Schou Nielsen taler og skriver svensk på arbejde, mens hendes mand arbejder i Danmark. Selvom deres datter har boet hele sit liv i Sverige, opfatter hun sig som dansker. Hun har i alle årene modtaget gratis modersmålsundervisning halvanden time om ugen på skolen, og hjemme i Oxie taler de dansk sammen.
”Når man spørger hende, svarer hun, at hun er dansker, og at hun på sigt vil flytte tilbage til Danmark, selvom hun aldrig har boet der. Vi ser sådan på det, at vi har givet hende en kæmpe mulighed ved at sørge for, at hun kan begå sig flydende på både dansk og svensk og dermed kan vælge uddannelser i begge lande. Skolen går altid forrest.”
I villakvarteret i Oxie har Susanne Schou Nielsen meldt sig ind i bestyrelsen for at engagere sig lokalt. Selvom traditioner som midsommer ikke er blevet en del af deres familieliv, føler hun sig velintegreret i Sverige. Og hvis hun ellers ejede en flagstang og skulle hejse et flag, ville det blive det skånske. Om de bliver boende på sigt, afhænger meget af, hvad deres datter vælger.
”Vi kar kun hende, og flytter hun til Danmark, er det ikke sikkert, vi bliver her. Nu må vi se.”
Hvad savner du fra Danmark?
Rugbrød! Når vi er i Danmark, køber vi altid rugbrød, danske oste og leverpostej. Og så savner jeg venner og familie. Det kræver ekstra planlægning at se hinanden.
Hvad er det bedste ved det svenske samfund?
At man tager hensyn til børnefamilierne. Der er stor forståelse for, at nogle i perioder kan være en del væk på grund af syge børn. Så bliver man kompenseret via Forsikringskassen med det, der svarer til 80 procent af lønnen. Det er arbejdsgiveren, der betaler til forsikringskassen. Man kan få kompensation for højst 120 dage pr. år pr. barn.
Hvad har overrasket dig mest ved Sverige?
Imødekommenheden. Ekspedienter og kassemedarbejdere hilser altid hjerteligt på dig og er venligere, end jeg kender det fra Danmark.
47-årige Jonas Germannsen: Vi har en bedre levestandard her i Malmø
Klokken nærmer sig 16, og på Malmø Centralstation er eftermiddagsmyldretiden ved at sætte i gang. Ifølge Øresundsinstituttet er der hver dag cirka 13.800 personer, der pendler over Øresund.
En af dem er 47-årige Jonas Germannsen, som siden 2014 har boet i en treværelseslejlighed i bydelen Heleneholm cirka fire kilometer fra Centralstationen. Normalt tager han toget fra stoppestedet Trianglen for at komme på arbejde som natportier på et hotel i København. Egentlig er han uddannet historiker, ”men det er et temmeligt brødløst fag”, som han siger.
Netop økonomi er en af årsagerne til, at han nu bor i Sverige sammen med sin kæreste og deres fireårige datter. Kæresten Lermas filippinske baggrund er den anden årsag. Lerma er 40 år og arbejder for et rengøringsfirma i Malmø. I april sidste år fik hun to års tidsbegrænset ophold i Sverige, men de regner med, at den bliver forlænget.
”EU-regler om arbejdskraftens fri bevægelighed er årsag til, at det er en fordel for os at bo i Sverige. Hvad økonomien angår, kan en dansk løn række meget længere her, særligt nu, hvor den svenske krone er så lav. Vi betaler kun, hvad der svarer til 650 danske kroner om måneden for vores datters børnehave, inklusive mad. Det er langt billigere end i Danmark.”
Jonas Germannsen og Lerma havde kendt hinanden i en del år, inden de blev kærester. Hun har boet i Norge og Spanien og har en voksen søn i Filippinerne. Inden flytningen til Sverige boede han i Roskilde, hvor hans 22-årige datter stadig bor. Bydelen Heleneholm, hvor han nu bor med sin lille familie, ligger tæt på det belastede boligområde Södre Sophielund, ”som vist nok har en af de højeste mordrater i Sverige”.
”Kriminalitet fylder rigtig meget i danske mediers dækning af Malmø, men det fylder meget lidt i min hverdag. Det påvirker på ingen måde min tilværelse her. Jeg så en udbrændt bil en dag for nogle måneder siden, og det er det mest vanvittige, jeg endnu har oplevet her,” siger Jonas Germanssen.
Efterhånden har de fået gode venner i Sydsverige. Både filippinere, svenskere og danskere. Flere af deres danske bekendte er dog endt med at flytte tilbage til Danmark. For nogle blev pendlerlivet over Øresund for surt, efter Sverige den 4. januar 2016 indførte id-kontrol ved indrejse til Sverige.
”I en periode gjorde grænsekontrollen det møgbesværligt at pendle, fordi man skulle vise identitetskort både i Kastrup og i Hyllie. Nu er der kun et fire minutter længere ophold i Hyllie, og det er til at klare, synes jeg. Det har helt sikkert været en faktor for nogle, og så er det også blevet dyrere at køre over broen,” siger Jonas Germannsen.
Selvom de er faldet godt til i det svenske, regner de ikke med at skulle blive der ”for tid og evighed”.
”Egentlig havde vi snakket om at rykke tilbage, når vores datter skal begynde i skole. Jeg gik selv på lilleskole som barn og var utrolig glad for det. Måske kan vi finde noget lignende her, så vi ender med at blive længere. Vi er faldet godt til og har en bedre levestandard her.”
Hvad savner du fra Danmark?
Det handler oftest om mad.
Hvad er det bedste ved det svenske samfund?
Det er meget velfungerende og er på en række områder bedre end det danske. Jeg synes, den offentlige sektor er markant bedre.
Hvad har overrasket dig mest ved Sverige?
Man taler tit om Sverige som et land med mange tabuer, men det er på ingen måde mit indtryk. Jeg har for eksempel ikke mødt nogen, der er flove over at stemme på Sverigedemokraterne. Men svenskerne er nok mere korrekte, end vi er i Danmark.