Prøv avisen
Sommerklassikere

Fire familier: Derfor har vi valgt at bo anderledes end de fleste

Disse fire familier fortæller om, hvorfor de har valgt en lidt utraditionel måde at bo på som familie. Fotos: Henning Bagger/Scanpix, Scanpix, Leif Tuxen, Søren Staal.

I dag er det ikke kun parcelhusets fire vægge, der danner rammen om det gode familieliv. Nogle familier har valgt at bo hver for sig for at leve karrieredrømmene ud, mens andre bor sammen på tværs af generationer. Læs eller genlæs artiklerne om fire familier, der bor ret utraditionelt

Hvis du spørger vennerne i din omgangskreds om, hvordan de boede under deres opvækst, vil de fleste svar nok ligne hinanden.

Der vil være mange, som er vokset op i et parcelhus eller en villa sammen med begge deres forældre, mens andre er vokset op som skilsmissebørn i en lejlighed hos enten mor eller far.

I dag vælger flere og flere familier dog at bo på helt andre og mere alternative måder.

For nogle danner stilheden og det primitive liv i skoven rammen om det perfekte familieliv, fordi muligheden for at bygge et tæt fællesskab uden alt for mange forstyrrelser fra elektroniske apparater er mere til stede her.

Andre har fundet lykken ved at bo flere generationer under samme tag.

Muligheden for at komme hinanden ved i hverdagen er netop en af grundene til, at familien Nielsen har valgt at bo tre generationer sammen i huset i Vedsted i Sønderjylland.

Som familien fortæller nedenfor, er det også sket som en reaktion på den måde, vi behandler vores ældre i samfundet på i dag.

"Der er ikke nok hænder til at passe på vores ældre; omsorgen mangler simpelthen," siger Calle Nielsen, når han skal forklare, hvorfor det var et let valg at lade mormor Christel Nielsen flytte ind.

De fire familier, som vi har samlet herunder, bor meget forskelligt, men hos alle ligger der en række aktive valg og prioriteringer bag beslutningerne om at bo, som de gør.

Læs eller genlæs, hvilke overvejelser familierne gør sig om det at bo lidt anderledes end flertallet ...

Familien er flyttet i skoven for at vende civilisationen ryggen

Hvad er det gode liv?

Spørgsmålet melder sig, når man sidder over for forfatteren Andrea Hejlskov. Den 38-årige mor til fire forsøgte de første år af sit voksenliv at holde alle de bolde i spil, som vores kultur normalt tilskriver det gode liv: først psykologistudie, siden karrierejob samtidig med familieliv.

Men hun kørte bogstaveligt gennem livet med prikker for øjnene og kronisk hovedpine, alt imens hun passede et job som projekt-leder.

Hun er født i Skive i 1975, flyttede siden med sin mor og yngre søskende til Espergærde. Hendes mor gjorde karriere og opfordrede tidligt datteren til at satse på det samme.

Jeg har skullet starte min moderrolle i defensiven. Jeg var lige fyldt 20 år, da jeg blev mor til tvillinger. Jeg var et forvirret ungt menneske og måtte finde mig i at høre, at jeg var for ung til at have børn. Så jeg har brugt megen energi på at udforske og tilpasse mig normen, siger hun.

Siden blev hun gift og mor til sit tredje barn, men forholdet holdt ikke. I dag er hun gift med musikeren Jeppe Juul, 39 år, som hun har kendt, siden hun var på efterskole. Sammen har de en søn på tre år.

Men skønt den sammenbragte familie havde fundet en skøn landlig ramme om familielivet på Mors, fungerede livet ikke for dem...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Tre generationer nyder at bo under samme tag

”Banke, banke på,” lyder det uden for Christel Nielsens lejlighed i Vedsted i Sønderjylland.

Udenfor står barnebarnet, femårige Emil, med sin dinosaur i hånden. Han vil gerne lege med bedste. Det vil han tit. Og heldigvis kan Emil og hans tvillingesøster Emily gå ned til bedste lige så tit, de vil. De behøver ikke engang at spørge en voksen om lov.

Christel Nielsen flyttede nemlig for et år siden ind hos tvillingerne og deres forældre, Christels datter, Jannie Nielsen, og hendes mand, Calle Nielsen.

”Jeg har altid drømt om at bo sammen med mine forældre,” fortæller Jannie Nielsen, mens hun bænker sig sammen med resten af familien rundt om det store bord i køkken-alrummet og sørger for, at Emily har tegnesager og et glas vand inden for rækkevidde.

Desværre nåede Jannie Nielsen aldrig at få sin far helt tæt på sin hverdag. Han døde, inden hun fik ham overtalt. Men Christel Nielsen sagde heldigvis ja, da hun blev spurgt for knap et år siden.

Forud for flytningen havde hun fået en ny hofte og havde behov for hjælp og omsorg. Den forsøgte Jannie og Calle Nielsen at give efter bedste evne, men med jobs, tvillinger og en køretur til Haderslev til at spænde ben var det svært at gøre det så godt, som familien gerne ville...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Vi er begge to gift med én ligesom os selv

Kontorchef i Udenrigsministeriet 45-årige Christian Dons Christensen drømte som ung om at kunne fylde en stor familiebil med et helt fodboldhold af unger. Han drømte om familieidyl med nybagte boller, når børnene kom hjem fra skole.

Men han drømte ikke om selv at gå hjemme og hygge om familien. Og det har hans kone, 46-årige Anna Libak, der er udlandsredaktør på Berlingske, heller aldrig gjort.

”Man hører tit, at folk forestiller sig, hvor mange børn, de skal have. Er det virkelig noget, man forestiller sig?”, spørger Anna Libak retorisk og bliver afbrudt af sin mand.

”Ja,” siger han uden omsvøb.

”Det er noget, man forestiller sig,” griner han videre. Rap i replikken tager hun tråden op.

”Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle have nogen som helst børn eller nogen mand. Det var heller ikke sådan, at jeg forestillede mig, at jeg ikke skulle. Jeg forestillede mig bare, at jeg skulle leve i en stor lejlighed med plankegulve og meget højt til loftet, og så ville folk komme forbi og drikke hibiscus-te,” siger hun ledsaget af en perlende latter...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Familiekollektiv på tværs af gaden

Som studerende boede Ellen Hillingsø sammen med sin far, Kjeld Hillingsø. Hun var i begyndelsen af 20erne og elev på skuespillerskolen ved Aarhus Teater, og han var som chef for Hærens Operative Kommando udstationeret i Aarhus.

Med udstationeringen fulgte en rummelig tjenestebolig, hvor der ikke bare var plads til far og datter, men også til mange af datterens venner. Ja, sågar en pony blev der plads til. Det var i den periode, de fik ideen om, at kernefamilien Hillingsø på sigt skulle lave et familiekollektiv.

Det store kollektiv er ikke blevet til noget, men i stedet har de fået en slags familiekollektiv på tværs af gaden i det rækkehuskvarter i Charlottenlund, hvor Ellen Hillingsø voksede op.

Og det er her, vi møder dem.

På den ene side af den smalle gade bor pensioneret generalløjtnant Kjeld Hillingsø (KH), 76 år, sammen med hustruen Birgitta Hillingsø, og i rækkehuset på den anden side af gaden bor Ellen Hillingsø, 44 år, sammen med sin mand, Christoffer Castenskiold, og parrets to børn...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Andrea Hejlskov er flyttet ud i de svenske skove sammen med familien. Foto: Leif Tuxen
Jannie og Calle Nielsen med tvillingerne Emil og Emily og mormor Christel Nielsen. Foto: Foto: Henning Bagger/Scanpix / Scanpix Denmark
Christian Dons Christensen, Anna Libak og datteren Caroline. Foto: Foto: Scanpix
Datter og far, Ellen og Kjeld Hillingsø. Foto: Foto: Søren Staal