Fire fortællinger om sandheden i forvandling

Hvad er sandhed? Sådan lyder et af menneskehedens centrale spørgsmål, som strækker sig fra antikken til den såkaldt postfaktuelle nutid. Her giver en videnskabsformidler, en politolog, en psykolog og en teolog hver deres bidrag til en besvarelse af spørgsmålet

Fire fortællinger om sandheden i forvandling
Illustration: Morten Voigt

Videnskaben finder stadig mere sandhed

Hvor sjælden sandheden end er, har udbuddet altid været større end efterspørgslen.”
- Josh Billings

Første fortælling om sandheden handler om, at der bliver mere af den, men endnu mere af usandheden.

Inden for de seneste 25 år er der sket en regulær revolution inden for den videnskabelige verden. Antallet af forskere, der arbejder på fuld tid med at tilvejebringe valide, verificerede forskningsresultater, der bidrager til menneskehedens samlede indsigt i, hvordan vi og vores verden hænger sammen, er vokset eksplosivt. Det samme er udbredelsen af alle disse forskningsresultater via bøger, artikler, databaser, foredrag og anden formidling.

Hvis videnskabens bud på en sandhed var en sjældent udbudt vare, da den amerikanske humoristiske forfatter Josh Billings midt i 1800-tallet formulererede citatet herover, så er det altså ikke længere tilfældet.

Ifølge David Budtz Pedersen, professor i forskningskommunikation ved Aalborg Universitet, står sandheden markant stærkere end nogensinde, når man måler på, hvor mange akademikere, der producerer ny viden, hvor mange penge fra statskassen og diverse fonde, der bevilges til det, og hvor effektiv kontrollen er af, at de nye sandheder holder vand.

”Man kan se videnskaben som én stor kappestrid om at definere sandheden. En del af denne kappestrid er også, at der i den akademiske verden er en stor iver efter at prøve at tilbagevise resultater, det såkaldte falsifikationskriterium. Dét er netop med til at sikre, at kun det, der kan stå for en kritisk prøve, anerkendes. Men det skal ikke tolkes derhen, at alt flyder. Sådan er det ikke. Tværtimod sker der en fortsat udvikling i retning af stadig større grader af erkendelse,” siger David Budtz Pedersen.

Risikoen ved forskeres indbyrdes disputter om, hvad der er faktuelt korrekt, er nemlig, at den brede befolkning efterlades med en falsk opfattelse af, at den ene sandhed kan være lige så gyldig og gangbar som den anden. Og måske er der stadig noget om den del af Billings-citatet, at udbuddet af sandhed er større end efterspørgslen. Måske er det endnu mere eksplosivt voksende udbud af tvivlsomme antagelser, fejlslutninger, bevidst vildledning og falske nyheder, som enhver han offentliggøre via internettet, og som også kendetegner vor tid, en vare, som der er endnu større omsætning af.

Dermed står vi i et af vor tids store paradokser. At vi har et samfund, som på én og samme gang bærer overskrifterne ”videnssamfundet” og ”det postfaktuelle samfund”. Aldrig før har sandheden været så meget til rådighed. Men aldrig før har sandheden samtidig været så massivt udfordret af alle usandhederne.

”Udbuddet af det hele stiger, og det øger vores afhængighed af at kunne selektere, altså vælge det faktuelt korrekte frem for alle de andre informationer. Vi selekterer som individer, og vi selekterer typisk på en måde, så det, der passer med vores verdensbillede og vores forventninger, får forrang. Har man en lang uddannelse, er man skolet i at udøve kildekritik og orientere sig bredt, når man skal skaffe viden. Men der er også grupper, som af forskellige grunde ser med skepsis på al den etablerede viden og leder efter alternative fortællinger,” siger David Budtz Pedersen.

Derfor anser han det for vigtigt, at forskere ikke alene publicerer den viden, de producerer, i et svært tilgængeligt sprog til en indviet inderkreds, men gør deres bedste for gennem fortælling at dele den med hele befolkningen:

”Selv om der findes mere og mere viden, er det ikke nødvendigvis en viden, den almindelige borger kan bruge. Den sandhed, videnskaben finder frem til, må ikke fryse fast i en lukket universitetselite. Derfor må vi have nogle stærke incitamenter til, at den bliver formidlet og levendegjort til mange flere.”

Holdninger overskygger sandhed

Foto: Illustration: Morten Voigt

Hvis det er fakta, så benægter a fakta.
- Søren Kjær

Anden fortælling om sandheden handler om, at det, vi mener, føler og tror, har det med at spille sandheden et puds.

Julian Christensen er politolog. I sin ph.d.-afhandling ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet har han undersøgt sammenhængen mellem beslutningstageres politiske holdninger og hvordan de fortolker nogle rent faktuelle informationer.

I undersøgelsen er udvalgte danske kommunalpolitikere blevet præsenteret for nogle tal, som udtrykker brugertilfredshed med henholdsvis to skoletilbud og to tilbud til ældreplejen. At afkode tallene rigtigt krævede lige et lille regnestykke, men ikke noget, de folkevalgte ikke skulle kunne klare. I den gruppe forsøgspersoner, der bare fik de nøgne tal præsenteret, var 80 procent da også i stand til at slå fast, hvad tallene udpegede som tilbuddet med de bedste resultater.

”Men når informationerne bliver tilsat nogle politiske implikationer, nemlig oplysningen om, at det ene tilbud er offentligt og det andet er privat, ser det ud til at påvirke politikernes evne til at udføre de matematiske udregninger korrekt,” konstaterer Julian Christensen.

Når de nøgne tal tilføres informationer, man rent ideologisk kan mene noget om, er der mange, der lader ”sandheden” forstyrre af ”meningen”. Og ifølge Julian Christensen er dette ikke en specialitet for politikere. En anden gruppe svarpersoner, som var helt almindelige borgere, lod sig nemlig også påvirke af deres holdninger.

”Det er ikke noget særligt politikerfænomen. Generelt er vi mennesker gode til at ræsonnere os frem til den for os ønskelige situation, på trods af de fakta, vi får serveret. For eksempel viser undersøgelser, at rygere, der bliver præsenteret for fakta om risikoen ved rygning, vurderer det som mindre usundt end ikke-rygere, der præsenteres for de samme fakta. Vi er alle gode til at overbevise os selv om, at sandheden er, som vi gerne vil have, den skal være. Derfor skal vi være varsomme med at pege fingre ad politikerne,” siger han.

Dog er der en lille, men tankevækkende tilføjelse. Som del af sin afhandling har han lavet et endnu upubliceret studie, hvor han undersøger en dimension mere. Hvad sker der, hvis svarpersonerne ikke bare skal regne på tallene og sige, hvem der klarer sig bedst, men også skal argumentere for, hvordan de nåede dette resultat? Her viser det sig, at for almindelige borgere trækker det flere i retning af de ”sande” tal. Men er man folkevalgt, bliver man langt mere parat til fortsat at lade sin mening bestemme udfaldet og blot bruge sine talegaver til at bakke dette op. Det gælder særligt for erfarne byrådsmedlemmer, der har haft mange år til at lære, hvordan man begår sig som politiker.

”Det ser ud til, at de folkevalgte oparbejder en erfaring i at give meningsfulde argumenter, som forsvarer deres holdninger, uanset fakta. Det er der ikke nødvendigvis noget galt med. Det er legitimt at sige, at politik er et holdningsfelt, som ikke skal påvirkes alt for meget af fakta,” siger Julian Christensen.

Citatet herover går tilbage til en folketingsdebat i slutningen af 1800-tallet mellem den jyske venstremand Søren Kjær og den konservative Carl Steen Andersen Bille. Oprindeligt handlede det om, at Kjær ikke anerkendte de informationer, modparten fremlagde, som sandhed. Men siden er citatet også blevet brugt til at udtrykke, at de folkevalgte – og alle vi andre – af og til vælger at sætte vores mening over sandheden. Og som Julian Christensens undersøgelse viser, rummer dette en hel del sandhed.

Åbenhed fører mod sandhed

Foto: Illustration: Morten Voigt

Følg den mand, der søger sandheden, men flygt fra ham, der har fundet den.”
- Friedrich Schiller

Tredje fortælling om sandheden handler om, at det kræver både åbenhed og kritisk sans at nærme sig sandheden.

Når man bevæger sig inden for den sfære, der handler om videnskab og logik, er sandheden aldrig absolut. Det, der regnes for sandt, er det, der indtil videre er den største sandsynlighed for. Selv noget så nagelfast som Newtons fysiske love blev modereret og relativiseret af Einstein. Netop evnen til at lade eksisterende antagelser af sandhed vige for nye, hvis bevisførelsen vel at mærke er stærk nok, er drivkraften for al tænkning og udvikling.

Ifølge Marie Louise Reinholdt-Dunne, lektor i klinisk neuropsykologi ved Københavns Universitet, omtaler man i psykologien denne egenskab som åbenhed.

Åbenhed indgår i det, psykologer kalder femfaktormodellen eller ” The big five ”. Modellen beskriver det enkelte menneskes personlighed ved at placere det på fem forskellige akser: Ekstraversion (indadvendt-udadvendt), neuroticisme (bekymret-rolig), åbenhed (konventionel-original), samvittighedsfuldhed (upålidelig-trofast) og venlighed (irritabel-godmodig).

”At kunne udvise åbenhed er en evne, som hænger tæt sammen med intelligenskvotienten og handler om at være villig til at se og erkende forandringer. Som at jorden er rund, selvom vi tidligere troede, den var flad,” forklarer psykologen.

Som med alle menneskelige egenskaber diskuteres det flittigt, i hvor høj grad denne åbenhed er nedarvet eller tillært. Eftersom intelligens spiller ind, er der formentlig en del af denne egenskab, man arver fra sine forældre, men ifølge Marie Louise Reinholdt-Dunne betyder det også kolossalt meget, hvilken type samfund, man er vokset op i.

”Jo mere lukket et samfund er, jo bedre er det muligt at fastholde alle i troen på, at der kun er én sandhed. Det kunne man se i et lukket, totalitært regime som Sovjetunionen, i små landsbysamfund i gamle dage, hvor man sjældent talte med andre uden for landsbyen, eller i religiøse samfund med ret faste regler som mormonerne eller Jehovas Vidner,” siger hun.

Sådanne grupperinger består, men nutidens eksplosion af information og øgede mobilitet har ført til, at mennesker meget lettere kan søge ud mod andre bud på sandheden. Samtidig betyder dét dog også, at personer med en særlig religiøs overbevisning eller nogle særlige forestillinger om, hvordan skjulte kræfter manipulerer med os alle, kan tilvælge et fællesskab med ligesindede over hele verden.

Et eksempel på dette er en gruppe mennesker, der under overskriften ” Birds aren’t real ” dyrker den konspirationsteori, at fugle ikke er levende væsener, men avancerede overvågningsenheder, som magthaverne har sat ind for at holde befolkningen under kontrol.

”Drivkraften for at tro på sådan nogle ’sandheder’ er frygt. Vi psykologer vil betegne det som paranoide personlighedsforstyrrelser, der er miljøinducerede. Personer, som tiltrækkes af disse miljøer, kan være mennesker, der føler, de skiller sig ud fra deres lokale miljø og leder efter en ’sandhed’, de kan bekende sig til og udvide sammen med ligestillede på nettet,” siger Marie Louise Reinholdt-Dunne.

Hun tilføjer, at mennesker, der ender i dén position, typisk ikke magter, at de store sandheder ikke er kendt af menneskene. At sandheden er noget, vi kan forsøge at komme så tæt på som muligt, men at vi er på afveje i det øjeblik, vi tror, vi har fundet den i et omfang, så vi kan give slip på tvivlen og den kritiske sans. Det er det, den tyske digter og filosof Friedrich Schiller udtrykte i citatet herover.

”Når det kommer til stykket, kender vi mennesker jo stadig ikke de helt store sandheder. Ingen ved rigtig, hvad der sker, når vi dør. Al angst i menneskenes verden, det være sig for højder, for edderkopper eller for vores helbred, kan føres tilbage til den ultimative sandhed om døden, som vi søger, men som vi endnu ikke er kommet tættere på,” siger Marie Louise Reinholdt-Dunne.

En sandhed, der ikke kan bevises

Foto: Illustration: Morten Voigt

Jeg er vejen og sandheden og livet.”
- Johannesevangeliet, kapitel 14

Fjerde fortælling om sandheden handler om, at man kan vælge at tro på en helt anden sandhed om menneskelivet, som bevæger sig ud ad en helt anden tangent, end videnskabens kritiske søgen efter fakta.

Hvis der er en bibeltekst, som tager begrebet sandhed under tænksom behandling, så er det frem for alt Johannesevangeliet i Det Nye Testamente, påpeger Jesper Tang Nielsen, lektor i teologi ved Købehavns Universitet.

Dette evangelium rummer såvel citatet herover som den berømte scene i kapitel 18, hvor Jesus føres frem for Pilatus, som vil vide, om han er konge. Jesus svarer: ”Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” Herefter stiller Pilatus spørgsmålet: ”Hvad er sandhed?” og afslører dermed, at han ikke har fattet, at sandheden står lige over for ham.

”I Johannesevangeliet er svaret på det filosofiske spørgsmål helt enkelt. Det gennemgående i hele teksten er netop, at Jesus er svaret,” siger Jesper Tang Nielsen.

Han uddyber, at der er en sammenhæng imellem ordet, på græsk logos, i evangeliets berømte første linje, ”I begyndelsen var ordet”, og Jesus.

”Ordet får kød. Ordet er det, der får verden til at hænge sammen. Det overtager Jesus. Han bliver svaret,” forklarer Jesper Tang Nielsen og tilføjer:

”Eftersom Jesus så åbenlyst er svaret, er det mere interessant at se på, hvad det så er, han er svaret på. Og her er det vigtigt, at han ikke er sandheden i den forstand, at han er et orakel, der kan besvare alle de faktuelle spørgsmål. Han repræsenterer alt det, mennesket efterspørger og stræber efter, selvom det ikke selv ved det: at blive forbundet med Gud og det evige liv. Indtil Kristus har alle mennesker levet i løgn eller i mørke, det vil sige i en fejlagtig opfattelse af, hvem det selv er, og hvad livet er. Nu er det afsløret.”

Gennem hele Johannesevangeliet går en række mirakler eller tegn, som skal vise, men ikke be vise, at Jesus er Kristus. Han gør vand til vin, helbreder syge, bespiser de 5000 med brød, genopvækker Lazarus fra døden, og sluttelig står han selv op fra døden og fremviser sine korsmærker som tegn på, at den opstandne Jesus er den samme som ham, der hang på korset.

”I evangeliet er dét det endegyldige tegn. Men det gentages flere steder i teksten, at tegnene ikke fungerer som beviser. Som Jesus siger til den vantro Thomas: ’Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror’,” siger Jesper Tang Nielsen og konkluderer:

”Det kan netop ikke bevises i gængs forstand, om vi skal læse evangeliet som en god historie eller som sandheden forklædt som en god historie. Det er et spørgsmål om tro.”