I forbindelse med sin 70-årsfødselsdag blev forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) for nylig spurgt, om han ikke snart skulle lade sig pensionere. Svaret var nej, for, som han sagde, ”når jeg ser på de mange, der lader sig pensionere i 60’erne, så finder de altid på alt muligt, de skal lave”. Arbejdslivet virkede ligesom nemmere end otiummet, syntes han.
Den 67-årige pensionist Grete Lauridsen fra Risskov ved Aarhus klager ikke. ”Jeg synes ikke, jeg har travlt,” siger hun. De fleste af ugens dage har hun forskellige aftaler i kalenderen, men dem har hun jo selv valgt, påpeger hun.
Grete Lauridsen kunne ellers have haft nok at se til. For ikke bare er hun bedstemor til fire børnebørn i alderen 2-12 år, hendes egen mor, Johanne Honoré, er 87 år gammel og lyslevende. Grete Lauridsen tilhører trods sin modne alder stadig en midtergeneration i sin familie.
Hun er hverken under opvækst eller alvorligt alderssvækket og kunne netop derfor i princippet godt have haft rigeligt at gøre med at tage sig af familiemedlemmer, der var netop det. Otiummet kunne have endt ud i en hverdag præget af henteaftaler om børnebørnene, aflastning af egne børn og pleje og støtte for moderen, men Grete Lauridsen oplever ”ingen belastning på nogen måde”.
Det ved husbonden Søren Lauridsen nu ikke rigtig, siger han med et skævt smil. Svigermor er netop trådt ind ad døren, og han sender straks en kærlig stikpille i hendes retning.
”Når hun skal have fældet et træ, så ved hun godt, hvem hun skal ringe til,” siger han rettet mod Johanne Honoré.
Både hustru og svigermor griner. Træet, et stort magnoliatræ, blev fældet i weekenden forinden. Johanne Honoré bor i eget hus ”oppe på Trøjborg”, få kilometer væk, og ”små haver kan ikke have store træer”, siger hun. Og så træder datter Grete og svigersøn Søren til. Grete er nemlig det af Johanne Honorés børn, der bor tættest på, og i lighed med mange andre familier er det derfor typisk hende og manden, der hjælper til med hverdagens lavpraktiske gøremål.
I en verden af moderne begreber er ægteparret en variant af, hvad amerikanske forskere kalder for sandwich-generationen; den generation, der både skal tage sig af ældre og yngre familiemedlemmer. Er man, som i Grete og Søren Lauridsens tilfælde, i en sandwich mellem både forældre, voksne børn og børnebørn, bliver man kaldt for en clubsandwich. Det er en gruppe, der ifølge seniorforsker Anu Siren fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, kun vil vokse sig større som følge af den stigende middellevetid.
”Det bliver mere sandsynligt, at bedsteforældrene, det vil sige dem, som selv er i 60’erne og starten af 70’erne, har forældre, der er ret gamle og plejekrævende,” siger hun.
”På den anden side har de børnebørnene, og vi ved jo, at de danske aktive ældre i 60’erne og starten af 70’erne hjælper deres voksne børn rigtig meget. Der er en rigtig stor andel, som regelmæssigt hjælper deres voksne børn. På sigt skal vi jo alle sammen arbejde længere, så det er ligesom der, at problematikken aktualiseres, for jeg ved ikke, om man har tid til det hele,” tilføjer Anu Siren.
Søren og Grete Lauridsen er dog begge pensionister. Og begrebet clubsandwich vækker foreløbig mest skuldertræk hjemme i det gulmurede, aarhusianske hjem.
”Jeg synes, det er lidt grineren, det synes jeg, det er,” siger Grete Lauridsen og tilføjer, at udtrykket ”virker lidt amerikansk”.
Med andre ord: lidt poppet. Så poppet, at Gretes mor i mellemtiden har fået et decideret latteranfald.
”Ha! Jeg kan lige se dig med et læs remoulade ovenpå,” siger hun til datteren. ”Skal du ristes på begge sider, ha! Åh nej!”.
Der er ikke de store kvaler i familien her. Johanne Honoré er selvkørende i mest bogstavelige forstand. Hun har egen bil, laver frivilligt arbejde, er medansvarlig for en gå-klub i Risskov og færdes tilmed hjemmevant på internettet med sin elskede iPad.
”I dagligdagen er der ikke brug for den store hjælp,” siger Grete Lauridsen. ”Men min mor var syg her i vinter og havde det rigtig, rigtig dårligt, og så er det selvfølgelig mig, der køber ind, laver noget mad, og vi spiser sammen. Andre gange kommer jeg med noget mad, hun må spise selv. Det er ikke noget problem.”
Ej heller børnebørnene betyder bedstemoderlige pligter for Grete Lauridsen. I mange familier henter bedsteforældre børnebørn efter skole én eller flere dage om ugen, hvis det kniber for forældrene med at finde hoved og hale i al hurlumhejet, men ikke ægteparret Grete og Søren. Nu er poderne for store.
”Dengang var jeg i arbejde, og når jeg havde tidligt fri om onsdagen, kørte jeg ud i børnehave og vuggestue og hentede ét barn ad gangen. Det nød vi alle, både børnene, børnenes forældre og os. Det var dejligt. Det stoppede, da børnene blev så store, at de begyndte at gå til sport. Nu er der sport på programmet hver dag for dem.”
Så nu henter hun kun, ”når Christina – det er min datter – ringer og siger ’åh, mor, det brænder på, kan du ikke lige..?’. Jo, det skal jeg nok.”
Og så går det op i en højere enhed. Johanne Honoré og Grete og Søren Lauridsen ved, at de er heldige; er bevidste om, at de alle er friske, rørige og selvhjulpne, og at det ikke er tilfældet i alle familier. Havde der været demens eller lignende i deres egen familie, havde det nok været en anden sag.
”Selvfølgelig, hvis den ældre er syg, og man næsten påtager sig at hjælpe vedkommende over alt og ingenting, så kan det garanteret godt være en belastning for vedkommende,” siger Søren Lauridsen.
Sandwich-begrebet er måske poppet, men selve livsfasen og rollen som midtergeneration kan Grete Lauridsen ”godt forstå, kan være kilde til megen travlhed”, siger hun.
”Men jeg tror, at det meste af det kan løses, hvis man kan tale ordentligt med hinanden. Det tror jeg. Så har man ikke nogle uudtalte forventninger til en anden person. Jeg tror, det er der, den ligger,” tilføjer hun.
”Jeg tror, at meget af det kommer af, at de unge mennesker vil alting,” supplerer moderen og uddyber:
”De stresser sig selv noget så enormt. Så skal de løbe, så skal de i fitnessklub, og så skal de ud med veninder, og så skal de på café, og de har et arbejde, og hov, uha, ’jeg bliver så stresset, så stresset’. Så hold op med det fis og opfør jer ordentligt. Så kommer vi ud over alt det her. Karrieren kan de da godt have, men hvorfor skal de løbe med tungen langt ud af halsen? Det er da godt nok at holde sig beskæftiget, men det kan man da gøre derhjemme med at lave mad til sine unger og prøve at snakke med dem i stedet for at gå med telefonen i hånden. Så koncentrér dig om de unger, de har mere brug for det,” siger Johanne Honoré.
Grete Lauridsen er enig.
”Da jeg havde små børn, gik jeg ned i tid på mit arbejde for at få tid til mine børn og til at gøre nogle af de ting, jeg havde brug for den gang, men det er ligesom ikke moderne, at de unge mennesker går ned i tid i dag for at få hjemmet til at hænge sammen. Men jeg tror, det ville være en god idé, hvis man engang imellem bremsede op og sagde, at ’nu er jeg her’,” siger hun og erkender, at kimen til problemet nok ligger i forældregenerationens – hendes generations – valg af børneopdragelse.
”Jeg kan jo se, at mine unge mennesker også løber stærkt for at nå det hele. Og det er jo nok, fordi det ligger i deres opdragelse, at de har fået muligheder, som jeg ikke havde, da jeg var ung. Og jeg har sagt ’udnyt det, tag det, gør det, lad nu vær med at lade jer bremse af noget, alle uddannelser står åbne’.”
Noget kan dog også skyldes, mener hendes mand, ”alle de ting, man forventer, at staten gør”. Når det så viser sig, at det offentlige ikke kan hjælpe med alt, og at familien må træde til, vækker det måske skuffelse, vrede og afmagt.
”Man har måske en opfattelse af, at det er statens pligt. Vi betaler jo til sygehusvæsenet, og så forventer man også, at det er mig, og kun mig,” siger Søren Lauridsen.
Samtidig er der også sociale forskelle, tror Grete Lauridsen, på, hvem der så rent faktisk får hjælp.
”Der er jo mange unge mennesker, der er børn af socialt dårligt stillede forældre, som ikke har overskud til at tage telefonen og ringe til kommunen og sige, at ’min gamle mor har været syg i tre måneder og trænger til noget hjælp’,” siger hun.
Selvom det offentlige kan hjælpe med meget, er familien stadig den vigtigste kilde til omsorg, siger alle tre samstemmende.
”Her for et par år siden fik jeg to blodpropper,” siger Søren Lauridsen. ”Der kan jeg godt se, at hvis jeg nu havde boet alene, og mine børn havde boet langt væk, så ville jeg have haft et stort problem. Så havde jeg ikke været her, nu. Så simpelt kan det siges.”
”Nej, så var du nok blevet en gammel mand lige pludselig,” siger svigermoderen, ”Der chokerede du hele familien.”