Prøv avisen
Børneopdragelse

Fire opdragelsesguruer gør status: Sådan har vores råd forandret familielivet i Danmark

”Forældres vilje til at gå i dialog med børnene og lytte til børnene er forandret, hvilket også hænger sammen med den psykologiske forskning, som fulgte efter bogen, og som har bidraget til, at en autoritær opdragelse er erstattet af mere ligeværdighed," siger Jesper Juul. Modelfoto. Foto: Nima Stock

En lille håndfuld eksperter har leveret råd til livet med børn i en tid, hvor der blev vendt op og ned på forholdet mellem forældre og børn. Eksperterne er stadig aktive, men hvordan synes de selv, det er gået med at følge rådene?

Jesper Juul: Børnene blev fyrtårne

Et kvantespring i synet på opdragelsen. Sådan hed det i en anmeldelse af Jesper Juuls bog ”Dit kompetente barn”. Bogen blev i 1995 præsenteret som et opgør med opdragelse i traditionel forstand, og grundtanken i bogen var, at barnets reaktioner altid er meningsfyldte og således kompetente. I dag, mere end to årtier senere, er bogen oversat til 18 sprog og markedsføres som skandinavisk børneopdragelse. Alene i Danmark er der solgt 140.000 eksemplarer af bogen.

Blev bogens budskaber til virkelighed? Ifølge Jesper Juul er svaret både og. I bogen argumenterer Jesper Juul for, at der skal udvikles en ligeværdig dialog mellem børn og voksne. Det er et af de områder, hvor han oplever, at tænkningen er slået igennem.

”Forældres vilje til at gå i dialog med børnene og lytte til børnene er forandret, hvilket også hænger sammen med den psykologiske forskning, som fulgte efter bogen, og som har bidraget til, at en autoritær opdragelse er erstattet af mere ligeværdighed.”

Ifølge Juul er der dog stadig plads til forbedring:

”Af de spørgsmål jeg får fra forældre, kan jeg se, at mange forældre stadig mangler en forståelse af, at der er en sammenhæng mellem deres børns adfærd og deres egen adfærd. Der er en tendens til, at forældre kun ser på barnets adfærd, mens de ikke ser på sig selv.”

Misforståelserne har der også været flere af.

”Min bog blev omfavnet af, hvad jeg vil kalde ny-romantikere. De samlede bogen op og lavede alle de forkerte konklusioner. De mente for eksempel, at børn var kompetente til at klare alt selv.”

I ”Dit kompetente barn” slår Jesper Juul til lyd for, at børn skal tage et ansvar, og han skriver kritisk om forældre, som varter deres børn op. Alligevel konstaterer han, at han har mødt mange såkaldte servicebørn, hvor forældrene har henvist til hans bog.

”Nogle forældre har forspist sig på det, jeg har skrevet, og vartet deres børn op.”

I næste uge er familieterapeuten fra Odder i Østjylland atter bogaktuel. ”Førerulve. Det livsvigtige lederskab i familien” er titlen på bogen, hvor man kan læse, hvordan det er ”tvingende nødvendigt for børn at have forældre, der kærligt varetager deres førerrolle i familien”.

Læs et uddrag af bogen her.  

Jesper Juul mener, at børn har brug for forældre, som udøver et lederskab i forhold til børnene, der er baseret på personlig autoritet, er proaktivt, empatisk, fleksibelt, dialogbaseret og omsorgsfuldt. Og så vil han gerne aflive forestillingen om perfekte forældre. Ifølge Juul er de bedste forældre, et barn kan have, forældre, som tager ansvar for deres fejl i det omfang, de erkender dem.

”Jeg har altid forsøgt at beskrive forældrenes opgave som at være fyrtårne for ungerne, som sejler rundt i farvandet. Ungerne har brug for at fyrtårnet udsender regelmæssige og klare signaler, så de kan lære at manøvrere i livet. Men det, som er sket, er, at børnene er blevet til fyrtårnet, og forældrene sejler rundt. Men familierne har stadig brug for de voksnes lederskab. Det må forældrene forsøge at genopfinde uden at krænke den personlige integritet hos de mennesker, man leder.”

”Dit kompetente barn” blev af nogle nærmest opfattet som en opdragelsesbibel. Jesper Juul modtager jævnligt mails og breve fra forældre, som skriver, at de forsøger at gøre alt det, han foreslår og opdrager børnene efter hans metoder. Den slags henvendelser bekymrer ham. Hans bøger skal ikke læses som en manual, men som en inspiration. Mange familier læser bøger for at finde vej i forældreskabet, men skulle Jesper Juul give unge familier et råd, ville han bede dem lade bøgerne hvile. I hvert fald ind til at det første barn er fyldt to år.

”Jeg har foreslået flere forlag, at de skulle sætte et stempel på mine bøger, hvor der stod, at de ikke måtte læses af forældre med børn under to år. De første to år af et barns liv, skal man lære sit barn at kende og lære sig selv at kende som forældre, og når man så har et barn på to år, kan man begynde at tage inspiration ind fra nogle af bøgerne.”
 

Per Schultz Jørgensen: Vi har skabt en gruppe af mentale tabere

Pessimismen fyldte en hel del, da Per Schultz Jørgensen for mere end 40 år siden skrev sin første bog om familien. ”Forbrugsfamilien og dens børn” hed bogen, som udkom i 1975 og siden blev genoptrykt gennem flere år. I bogen beskrev han den ændring, som var sket med familielivet, hvor man var gået fra at være en produktionsenhed til at være en familie, hvor man er sammen om at nyde. I produktionsfamilien var man sammen af nødvendighed, men forbrugsfamilien hvilede på valg.

Et af de spørgsmål, Per Schultz Jørgensen stillede i bogen, var, om familien mon kunne bære denne forandring fra et nødvendigt fællesskab til en struktur baseret på et følelsesmæssigt fællesskab. Blev det til virkelighed?

Et kig i skilsmissetallene viser, at han havde noget af have sin pessimisme i. 25 procent af de par, som blev gift i 1960, blev skilt inden sølvbrylluppet. For par gift i 1980 var det tal vokset til 40 procent. Per Schultz Jørgensen så dog også forbrugsfamilien som en mulighed for et rigere liv. Den forudsigelse holdt, mener han.

”De ægte følelser fik et rum, og forældreskabet og familielivet fik en anden vægtning med en større betoning af glæden og trivslen.”

Samme år som Per Schultz Jørgensens bog om familien udkom, nedsatte regeringen en børnekommission, som arbejdede i fem år, og det blev en tid, hvor man fik et andet syn på barnet og familien. Han beskriver det som en glædelig udvikling.

”Vi har set en utrolig vækst i opmærksomheden på børn og deres vilkår og rettigheder, og det var en bevågenhed, som fortsatte i 1980’erne og ind i 1990’erne. I 2000’erne blev fokusset et andet, og der kom enorm vægt på børnenes præstationer og faglige dygtighed, også hos de yngste børn, hvor man satte ind med test og screeninger, men vi var ikke opmærksomme på, at børn også skulle have et ståsted.”

Det er en uheldig forsømmelse, at man overså konsekvenserne af børns tab af orientering, mener han. Ifølge Schultz Jørgensen er konsekvensen, at der er kommet en ny og stor gruppe af børn, som ikke trives.

”En stor gruppe af børn er i dag mentalt i risikozonen, fordi de føler sig udsat for et pres, de ikke kan klare. Vi har været bevidste om, at børnene skulle udvikle færdigheder, men vi har forsømt at give dem redskaberne til at udvikle en indre selvstændighed og ansvarlighed, som er nødvendig for, at man kan hvile i sig selv og tage kritisk stilling. Børn mangler en indre målestok.”

For nylig udkom hans seneste bog ”Robuste børn”. Han har skrevet adskillige bøger, men ingen har fået en så begejstret modtagelse som denne fra medier og ikke mindst forældre. Han tror, at synet på barnet og familien er på vej ind i en ny fase.
 
”Der er en voksende bevidsthed blandt forældre om, at man som forældre må sørge for sine børns karakterdannelse. Der er også kommet en anden eftertænksomhed i forhold til parforholdet. Da jeg skrev om forbrugsfamilien, var det groft sagt kun følelserne, som bandt forholdet sammen. I dag møder jeg en fornyet vilje til at arbejde og kæmpe for at få parforholdet til at fungere.”

Erik Sigsgaard: Forældre har lært at sige undskyld

Skældud er at slå med stemmen. Sådan formulerer et seks-årigt barn det i Erik Sigsgaards bog ”Skældud”, som han skrev for snart 15 år siden, og som bygger på et forsknings- og udviklingsprojekt om skældud, han var engageret i fra 1994 til 2002. Bogen skrev han til pædagoger, lærere og forældre og skabte en debat om, hvor meget der blev skældt ud på børn.

Sigsgaard sammenlignede ubehaget ved skældud med mobning. I bogen spurgte han, hvorfor mobning kunne være et debatemne, mens skældud var tys-tys. Hans forskning viste, at skældud både er smertefuldt og ydmygende, hvilket han præsenterede i bogen, som var fuld af udsagn om, at skældud ikke virker. Et godt stykke hen af vejen mener han, at det er lykkedes at få skabt en anden bevidsthed om skældud.

”Både forældre og professionelle skar ned på deres skældud, og i dag er der kommet en langt mere kritisk holdning til det med at skælde ud både blandt forældre og institutioner. De fleste ved godt, at det ikke er hensigtsmæssigt at skælde for meget ud, selv om vi har til gode at se, at pædagoger tager temaet ind i institutionernes lærerplaner. Jeg noterer mig også, at forældre er blevet i stand til at undskylde over for deres børn. Vi skal ikke langt tilbage før forældre så sig selv som ufejlbarlige, men sådan er det ikke længere.”

Men mens der er blevet skældt mindre ud, konstaterer Erik Sigsgaard, at der i stedet er kommet fokus på at sætte grænser for børn.

”Vi siger ikke, at voksne skal have grænser. Grænser er noget, voksne har fundet ud af, at børn har brug for. Jeg mener, det er helt galt. Årsagen til, at vi taler så meget om grænser i børns liv, er, at børnene opholder sig så mange timer i institutioner, hvor der er der brug for grænser, når man skal være mange sammen.”

Erik Sigsgaard undrer sig over, at der ikke er flere, som blander sig i debatten om børns hverdagsliv. I dag er kæft, trit og retning erstattet af en skemalagt hverdag, som skal leves ud fra et regelsæt bestemt af børnehaven, skolen eller fritidsinstitutionen. Mens tidligere generationer kunne bevæge sig uden opsyn fra voksne, så foregår børns leg i dag på afgrænsede områder, hvor voksne holder øje. 

”Når der tales så meget om grænser, hænger det sammen med, at danske børn tilbringer 35.000 timer af deres barndom og ungdom i institutioner, hvor de skal vente på, at det bliver deres tur. Kritikken af den udvikling er nærmest ikke-eksisterende.”

Sigsgaard mener, at han er lykkedes med at sende det store møgfald til tælling og skabe en eftertanke om brugen af hårde ord i livet med børn. Men han advarer mod, hvad han ser som en ny og unødig disciplineringen af barndommen: robusthed. Ifølge Sigsgaard er det et forsøg på at gøre børn modstandsdygtige i forhold til en kultur, som sætter børn under et usundt pres.
 
”Hvorfor skal børn pludselig være robuste, og samtidig skal forældre ’træde i karakter’, og hvis man ikke overholder de vedtagne regler i skolen, så vil læreren tale om ’time out’, som er en slags moderne form for en skammekrog. Det værste er, at det altsammen foregår, uden at der stort set er nogen, som kritiserer det.”

Margrethe Brun Hansen: Der er stadig mange serviceforældre

Et usynligt omsorgssvigt i familierne. Sådan beskrev Margrethe Brun Hansen den virkelighed, hun mødte som psykolog i sin bog ”De kompetente forældre”. Bogen udkom i 2001 i en tid, hvor mange forældre og pædagoger havde taget begrebet om de kompetente børn til sig på en bogstavelig måde.

Hun talte med forældre, som beskrev deres små børns evne til at kunne tage ansvar, være selvstændige og selvforvaltende. Selv så hun anderledes på relationen mellem børn og forældre, og hun argumenterede for, at børn havde brug for forældre, som udviste lederskab.

”Voksne og børn er menneskeligt set ligeværdige, men det, man havde glemt at fastholde, var, at forældre og børn ikke er jævnbyrdige, hvad angår erfaring og viden. Børn er børn, og vi er de voksne. Det er de voksnes ansvar at uddele medbestemmelse i de bidder, et barn kan overskue. Og forældre må gerne sige nej, irettesætte, stille krav og sige: ’Det bestemmer jeg, fordi jeg som voksen ved bedre end dig’.”

Lykkedes det at få forældrene til at udvise lederskab?

”Jeg møder stadig en del usikkerhed hos forældre. Flere forsøger meget konkret at spejle sig selv og deres familie i det, jeg skriver. Forældre har stadig brug for et større mod til at turde stole på sig selv og deres relation til barnet, men der er en varme og en ømhed i relationen mellem forældre og børn, og forældre er blevet langt bedre til at opsøge hjælp.”

Engang var det børn, som led under løftede pegefingre og autoriteter, som ydmygede dem. Da Margrethe Brun Hansen skrev bogen om de kompetente forældre, oplevede hun, at forældre indirekte var underlagt løftede pegefingre. Der var meget man ikke måtte i forhold til sine børn.

”Det var en tid, hvor der blev betonet, hvad man ikke skulle gøre. Hensigterne bag de mange forbud var gode, men det førte til en konfliktskyhed fra forældres side, og vi forsømte at lære børn, at konflikter er en naturlig del af livet. En konsekvens er, at vi har børn, som har svært ved at tilpasse sig livet, fællesskabet og de krav, livet stiller.”

Der er særligt to mønstre i forældres omgang med børn, hun har villet udfordre. Hun har peget på servicerende forældre, som gjorde alt for at imødekomme barnets behov og samtidig gjorde barnet til den person, hvorom alting drejede sig. Og så har hun beskrevet de iscenesættende forældre:

Mødre og fædre som tilrettelagde barnets dag ud fra egne behov, fordi de ikke kunne læse barnets situation. Hun ser stadig masser af servicerende og iscenesættende forældre.

”Senest hørte jeg om en elev i 7. klasse, som skulle til en skole-hjem-samtale, hvor han kom med både forældrene og en bedsteforælder. Jeg ser jævnligt forældre, som ikke tror, børnene selv kan bære skoletasken ind i skolen. Konsekvensen af overserviceringen er, at vi får børn, som ikke udvikler den robusthed, som kommer af, at man erfarer, at man godt kan selv.”

De selviscenesættende forældre der heller ikke færre af. Her har den teknologiske udvikling på uheldigvis forstærket de iscenesættende forældre, som ser mere på skærmen og mindre på barnet.

”På grund af den teknologiske udvikling oplever mange børn, at deres forældre tilsyneladende aldrig har fri og er til stede i samværet. Det fører til en ensomhedsfølelse hos børn og en længsel efter et nærvær.”