Man har hørt om parmiddage, om par, som går til dans med andre par, og om par, der tager på kroophold med vennepar. Men har man hørt om par, som bruger en weekend sammen en gang om året, hvor de taler om at være to? Og ikke nok med det. Hvert par har en samtale med en psykolog i løbet af weekenden. Og mens parret taler med psykologen, lytter de andre med og inviteres måske til sidst til at komme med refleksioner. Det her er historien om et sådant fællesskab, og hvad det har betydet.
I år er det 20 år siden, at de fire par første gang satte en weekend af til at tale om at være par. Forhistorien er lidt længere. For godt to årtier siden samledes en række par hjemme hos Marianne og Steen Hedemann Andreassen, som dengang boede i Aarhus.
Han var engageret i kredsen omkring retrætestedet Skovhuset ved Sdr. Vissing. En mand med erfaringer fra parretræte i udlandet havde henvendt sig til Steen Hedemann Andreassen, fordi han tænkte, at man kunne arrangere noget tilsvarende i Danmark. Og Steen Hedemann Andreassen inviterede derfor nogle par, som han forestillede sig måske kunne være interesseret i at deltage i en parweekend i det østjyske retrætehus. Tre af parrene tænkte, at de gerne ville prøve dette anderledes koncept.
Det er de samme fire par, som nu er taget til København for at markere 20 års fællesskab. De har bænket sig om et hvidt ellipsebord for at fortælle om deres fælles vandring, hvor de har delt deres sårbarhed og er blevet hinandens livsvidner. I en vase har de arrangeret tidsler, roser og brudeslør, fordi det på en måde symboliserer samlivet. Om bordet sidder Elisabeth Lidell og Andreas Blinkenberg, Marianne og Steen Hedemann Andreassen, Birgitte Thun og Flemming Stentoft og Karen Neergaard Stubkjær og Henrik Stubkjær. De har sat sig, så alle par kan have øjenkontakt, mens vi taler sammen.
Alle i gruppen husker spændingen og usikkerheden, som de havde med, da de mødtes første gang i Skovhuset. Pilgrimspræst Elisabeth Lidell siger:
”Steen kendte jo os alle, men jeg kendte ikke alle i gruppen og hvad med tavshedspligten? Jeg var meget i tvivl om, hvor meget jeg ville have lyst til at dele med fremmede mennesker. Men meget hurtigt fik jeg en tillid.”
Karen Neergaard Stubkjær tænkte, at det kunne blive udfordrende:
”Vi havde været gift i 11 år, og vi havde – og har – et harmonisk ægteskab, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg i samtalerne ville blive udfordret på noget af det, vi ikke normalt snakker om. At det på en måde var slut med at gemme sig.”
Henrik Stubkjær supplerer:
”Når man er sammen fra fredag aften til søndag og kun taler om at være to, så bliver det ret intimt. Der er nogle grænser, man bryder, men det kan man godt i en tryg sammenhæng.”
De har inviteret forskellige psykologer med på weekenderne. Et af de første år var det tidligere chefpsykolog, Sankt Joseph-søster Emma Martensen, som ledte parrene gennem deres samtaler, mens søster Dominika Wiening stod for madlavningen, og søster Regina König holdt andagter.
En af de første opgaver, parrene fik, da de mødtes med søster Emma Martensen, var, at hver enkelt skulle finde en metafor for deres parforhold. De måtte ikke sige til hinanden, hvad de tænkte, før de var samlet. Næsten to årtier senere husker de stadig deres metaforer: En bilmotor, en dans, en blomst og et hus med mange rum var noget af det, som blev nævnt.
Andreas Blinkenbergs metafor for forholdet var en havn. Det var også ægtefællens billede.
”Andreas og jeg er ret forskellige. Jeg blev meget berørt over, at vi havde valgt den samme metafor.”
Da de skiltes, besluttede de at mødes igen et år efter. De første år samledes de i Skovhuset. De senere år har et sommerhus på Mols været rammen om fællesskabet. Det er en weekend med andagt, fælles sang, god mad og traveture, men det væsentligste er, at de graver et spadestik dybere i parforholdet med en psykolog og fællesskabets hjælp. De beskriver weekenderne som en renselses- og fornyelsesproces. Marianne Hedemann Andreassen siger:
”Man kan godt undre sig over, hvorfor man ikke bare finder tid til at sætte sig i sofaen hjemme og tage de her samtaler, men vi har konstateret, at gruppen og psykologen har været nødvendig for at nå lidt længere ned og få set på nogle ting i fredstid. Og ofte har vi fået ting med os fra samtalerne i weekenden, som vi har besluttet os for, at vi vil øve os på det næste år.”
Parrene bestemmer selv, hvad de vil tale med psykologen om i de to timer, som er sat af til det enkelte par. Der er blevet talt om blandt andet kommunikation, familieliv, økonomi, opvækst, intimitet, sex og svigerforældre.
Andreas Blinkenberg siger:
”Jeg kan godt lide formen, hvor jeg er tvunget til at bruge tiden til at tale. Jeg er introvert, og min kone er ekstrovert. Normalt vil jeg ikke sige meget, men her bliver jeg tvunget til at bruge tiden, og jeg bliver opfordret til at sige, hvad jeg ønsker mig. Det er svært at praktisere, men godt at blive mindet om.”
Flemming Stentoft siger:
”Det kan måske godt ligne en luksus at mødes på den her måde, men det er det ikke. Gang på gang opdager jeg, at her er rum til at få sagt og drøftet ting, der ikke kommer op i dagligdagen.”
For nogle af parrene er der temaer, som går igen. Steen Hedemann Andreassen siger, at han har vrede som et livstema. I samtalerne med psykologen har han flere gange sat fokus på det.
”Det, man bliver bevidst om, kan man gøre noget ved. Det er blevet tydeligt for mig, hvordan jeg som ægtemand og far udtrykker mig. Og det har været godt for Marianne at høre, for så bliver min vrede mindre farlig. Det er ikke noget, som forsvinder, men når det bliver italesat, så kan man lettere være i det. Og vreden handler mindre om Marianne og mere om mig.”
Marianne Hedemann Andreassen ser på sin mand, nikker og siger:
”Steen har et tema med vrede, og jeg har et tema, som handler om frygten for at miste. Når de to livstemaer møder hinanden, kan det være helt vildt farligt, for når han bliver vred, kan jeg tænke, at han måske går lige om lidt. At have fået opmærksomhed på det i fredstid gør det mindre farligt.”
Birgitte Thun og Flemming Stentoft var nygifte, da de gik ind i gruppen. De oplever, at weekenderne er med til at vande deres forhold. Birgitte Thun siger:
”Græsset er grønt, hvor man vælger at vande det. Når vi er i gruppen, tænker jeg, at jeg i hvert fald i én weekend om året vander vores ægteskab. Og jeg ved også, at jeg skal stå til regnskab, når vi mødes i gruppen igen om et år. På den måde bliver fællesskabet som et stillads omkring vores forhold.”
Henrik Stubkjær oplever, at gruppen har påvirket ikke kun hans ægteskab, men også hans relationer generelt.
”Et parforhold er et mikrokosmos, som afspejler vores måde at omgås andre på. Jeg tror, jeg har lært noget her, hvor jeg er tvunget til at lytte og forstå nuancer, som jeg har taget med mig i mødet med andre mennesker.”
Karen Neergaard Stubkjær siger, at hun har fået styrket sin selvtillid gennem parsamtalen med psykologen.
”Hvis jeg har knoklet med noget, og jeg har sagt, at jeg synes, det er synd for Henrik, at han er gift med mig, så har psykologen sagt, at jeg skal lære at sige, at Henrik er heldig, at han har fundet mig, og hun har kunnet påpege blikket i Henriks øjne, når han ser på mig. Med den slags erfaringer vokser man i troen på, at man er god nok.”
Når de har fortalt andre om gruppen, er der flere, som har sagt, at de også godt kunne tænke sig at etablere et tilsvarende fællesskab. De fire par mener, at idéen er relativt let at kopiere.
Seks ud af otte i gruppen er teologer, men de tror ikke, at det har haft nogen betydning for fællesskabet. I gruppen handler det ikke om arbejdsliv, men om at være menneske og par. De peger på tre ting, som skal være i orden, for at en gruppe kan fungere: Man skal finde en dato i god tid og prioritere den, uanset hvad der måtte dukke op. Man skal finde en professionel udefra til at lede samtalerne. Og man skal forpligte sig på, at det, som sker i gruppen, bliver i gruppen.
De første år gruppen mødtes, blev der talt en del om alt det praktiske, som er forbundet med at være børnefamilier. I de år havde nogle af samtalerne et nærmest lavpraktisk tema: Hvordan får man hverdagen til at hænge sammen med familieliv og arbejde? Skal man hyre en barnepige for at gå i biografen med sin partner? Svaret på det spørgsmål er ifølge gruppen et klart ja.
I dag er parrene i en anden fase, men de finder ikke møderne i gruppen mindre nødvendige af den grund. Når de ser frem, tænker de, at de vil få endnu mere brug for at kunne samles og tale om at være par. Og når man mister sin livsledsager, vil man stadig være en del af gruppen. Steen Hedemann Andreassen siger:
”Nu kommer vi ind i den fase, hvor vi bliver gamle, skrøbelige og syge. Der bliver ved med at være temaer at arbejde med, hvor fællesskabet vil være en styrke.”