En regnvåd formiddag skrår biskop Henning Toft Bro over pladsen ved Budolfi Kirke. Nogle vil mene, at det blæser, men biskoppen har ladet sin jakke stå åben.
”Vinden er jo sådan nogle små pust. Det blæser alt for lidt i Aalborg.”
I bymidten gør mænd i arbejdstøj klar til jul. Vinden, som biskoppen mener, har karakter af pust, får de store hjerter til at bevæge sig i de guirlander, mændene er ved at sætte op over Boulevarden nær Budolfi Kirke. Mens byen gør klar til jul, gør biskoppen klar til at tage hjem. Hjem til vestenvinden, som den kan opleves i det Vestjylland, han forlod for 43 år siden med et løfte om at vende tilbage. Når han søndag er kørt ud af limfjordsbyen med trailerens sidste læs, bliver portrættet af ham tilbage inde i domkirken.
Flankeret af fem måger er hans portræt let at finde. Fuglene letter mod vinden, som det hedder i titlen på den sang, der bliver sunget i denne del af landet. Henning Toft Bro har skrevet sangen med en kristen grundklang. Tørfisk, som han i en årrække var medlem af, har turneret med den, og til hans stille glæde er sangen blevet folkeeje i medgang og modgang i Nord- og Vestjylland.
På de våde sten ved kirken glæder han sig over, at domkirken har fået en plads, som de seneste år er blevet et grønt, velbesøgt åndehul. Og lige på den anden side af pladsen ligger en statelig funkisejendom, som engang var Nationalbankens filial, men de seneste seks år har huset ”Folkekirkens Hus”. Det ligger ikke til hans underspillede væsen at pege på, hvad han er særlig stolt af at have været med til i sine godt 11 år som biskop, men kirke- og kulturhuset hører til det, han glæder sig over.
Indtil 1990’erne boede biskoppen over Aalborg Stift nær Budolfi Kirke, men for 30 år siden tog man en ny bispegård i brug med administration og bolig i Hasseris, der er Aalborgs mest mondæne kvarter. Henning Toft Bro viser ind i bispegårdens bibliotek, der modsat privaten ikke bærer præg af det opbrud, der er anledningen til denne samtale. På mandag vil Henning Toft Bro vågne til første dag i sit nye liv. Og han glæder sig. Hvor jævnaldrende mænd uroligt nærmer sig den sidste arbejdsdag, er han parat. Meget bliver nyt, men under det hele vil han trække på det, som har båret ham hidtil: et ønske om at pege på den opstandne Kristus.
Paradiset på landtangen
I stiftet bliver han kaldt den stille biskop. Og det bliver sagt som en ros. Selvom man er stille, kan man godt være tydelig og sætte fortegn, som Henning Toft Bro oplever, han har gjort, når han har holdt bispeeksamen her i biblioteket for teologer på vej til deres første embede. En bispeeksamen er en samtale mellem biskoppen og den vordende præst, som skal sikre, at kandidaten vil varetage sit embede i overensstemmelse med folkekirkens lære. Henning Toft Bro har slået op i Salmebogen og bedt en morgenbøn, inden han sammen med teologen har sagt trosbekendelsen og bedt Fadervor. Det er, hvad han mener med at sætte fortegn.
”På den måde bliver det egentlige sagt, vi får bedt sammen, og så er vi i gang. Det er som forkyndere af den opstandne Kristus, de er ansat, og ikke som legeonkler og alt muligt andet. I hverdagen kan præster opleve, at de drukner i pligter og administration, og så er det godt at være klar over, hvad det er, man er ansat til. Det har været et rygstød i mit eget liv.”
Når der har været bispeeksamen, har han haft sin katekismus med. Han har et slidt eksemplar, som har fulgt ham siden han gik til konfirmationsforberedelse i slutningen af 1960’erne i Thyborøn. Når han åbner den, slår det ham, hvordan en 500 år gammel tekst kan tale og indskærpe fundamentet for det evangelisk-lutherske.
Den slidte katekismus sender ham tilbage til byen på den smalle landtange, som kiler sig ud i vandet og adskiller Vesterhavet fra Limfjorden: Thyborøn. Han beskriver stedet som et tabt paradis. Her var den kristne tro en grundstamme i tilværelsen, som blev sunget ind af hans mor, Viola, der kunne det meste af Hjemlandstoner og Salmebogen. Når hans far, Vilhelm, ikke var på havet, sørgede han for, at de åndelige sange blev tilsat mandolinspil.
”Jeg er vokset op med en både alvorlig og glad kristendom og har aldrig haft behov for et oprør mod det, som jeg er rundet af. Nogle får jo røde knopper, når de hører Indre Mission nævnt, og er størknet i et billede af bevægelsen, som den blev skildret hos Hans Kirk i ’Fiskerne’, og det er nærmest rystende. Indre Mission er en mangefacetteret bevægelse.”
Det var stort set den samme flok af frivillige, som var ledere i FDF og i missionshusets ungdomsklub i Thyborøn, og Henning Toft Bro tog del i det hele. Han siger, at han i hjertet er forblevet FDF’er. I de år havde Thyborøn et FDF-orkester med over 50 medlemmer, hvor Henning Toft Bro fik sin musikalske opdragelse og lærte at spille althorn og siden trombone. Når musikøvelsen var færdig, sang de ”Skriv dig Jesus på mit hjerte” og bad Fadervor.
Mødet på Remmer Strand
For et par uger siden holdt biskoppen afskedsreception i Folkekirkens Hus for stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer. I flere af talerne blev ægtefællen, Ragna Bro, fremhævet, for hun har været en engageret bispinde. Tre eller fire aftener om ugen har han været ude. Parrets sorte Opel Mokka har kørt godt 30.000 kilometer om året, og på en god del af turene har hun været med. Han har kørt, mens hun har strikket, og de har vendt det meste.
”På den måde har vi kunnet have vores aftner sammen.”
Og ligesom hun har været med til mange møder, er hun i hans sprog som et ”vi”, der dukker op, uden at han vist bemærker det.
Kimen til dette ”vi” blev lagt i sommeren 1968, hvor han som 12-årig var på søndagsskolelejr på Remmer Strand mellem Struer og Lemvig, hvor han mødte den jævnaldrende Ragna fra Lemvig. De har fulgtes siden. Efter lejren skrev de sammen, han var med til hendes andendags-konfirmation, og tit tog han rutebilen fra Thyborøn til Lemvig for at besøge hende og vendte hjem med den sidste bus. Det der med at være kærester var noget, de gled ind i.
”Det er jo ikke sådan noget, man beslutter sig for.”
Da han havde taget sin realeksamen, havde han en drøm om at komme et halvt år på højskole, og så tilbød hans far ham et job på kutteren ”Nico Bro”. Som mange andre børn i Thyborøn i de år voksede han op med en far, der var mere på havet end hjemme. Han husker, hvordan hans far sejlede ud med glatbarberede kinder og vendte hjem med fuldskæg efter en måned på Nordsøen. Det var de gange, hvor prisen på rødspætterne havde været 30 procent højere på fiskeriauktionerne i England. Så blev turen længere, men som dreng kunne man glæde sig over, at der var engelske flødekarameller med hjem.
”Jeg fiskede et halvt år på min fars båd, men jeg var søsyg næsten hver gang, vi var afsted. Jeg lå og kastede op og tænkte, at nu var det torsdag, og jeg gik glip af musikøveaftenen.”
I stedet fik han arbejde på havnen og planlagde at blive lærer, for det kunne han blive i Nørre Nissum og dermed blive på hjemegnen. Det er Ragna Bros fortjeneste, at han ikke blev lærer. Hun vidste, at han inderst inde drømte om at blive præst. Da de en julidag i 1978 gav hinanden deres ”ja” i Thyborøn Kirke, havde de derfor kurs mod studieliv i Aarhus, men de havde også lovet hinanden, at de en dag ville vende hjem.
På mandag bliver det ønske til virkelighed. Når han kan glæde sig til at gå på pension, så har det at gøre med, at han kan følges med ægtefællen ind i denne nye livsfase. Hun gik på efterløn i august efter at have været 0. klasselærer på Vejgaard Østre Skole i Aalborg.
”Vi har haft samtalen over nogle år. Vi ville gerne følges og skulle begge være parate til at stoppe, og det er jeg ikke før nu.”
Fuglene letter mod vinden
Han begynder helst dagen med at gå sin morgenbøn. Det var på sådan en tur, at han så nogle måger, der forsøgte at lette mod vinden. Det var, mens han var provst i Nykøbing Mors, og hjemme ved køkkenbordet skrev han de vers, som blev til ”Fuglene letter mod vinden”. I omkvædet lyder det: ”I modvind ta’r livet sin form.”
Hvad har modvinden været i hans liv? Inden han svarer, går han en omvej og fortæller om sit ubehag ved vendingen: ”Det skal du nok komme over.”
”Der er ting, man ikke kommer over, men som man nok kommer igennem. Det er ligesom med israelitterne. De kom ikke over Det Røde Hav, men de var nede på bunden og kom gennem det til det forjættede land.”
Sådan har han oplevet det efter tabet af hans storebror, Peder, som døde pludseligt i 1997. Han har et tæt forhold til sine brødre, men forholdet til Peder var noget særligt.
”Det er noget, jeg er kommet gennem sammen med Ragna, min familie og med troens hjælp.”
Og sådan var det også op mod jul 2018, hvor livet i tre måneder var i en slags undtagelsestilstand. Han fik besked om, at han havde kræft i tarmen, blev opereret og oplevede et godt sygehusvæsen, hvor han efter tre måneder fik besked om, at det ikke var kræft.
”Først var der følelsen af at have et sværd over hovedet og siden en glæde over at blive kræftfri, som overskyggede alt.”
På mandag vil han gå sin morgentur ved Gjellerodde langs Nissum Bredning. I mere end 25 år har det været familiens sommerhus, men nu øver han sig i at kalde det sit hjem. Da de som nygifte forlod Vestjylland, lovede de hinanden, at de ville vende tilbage. Når de står i bunden af haven, kan de se lysene fra både Lemvig og Thyborøn. Han glæder sig til vinden og til at samle rav ved Vesterhavet.
”Det er så ro-somt .”
Og så ser han frem til sammenhængende tid til at skrive. Som teologisk formidler går han ikke på pension.
Tidligere på måneden udkom bogen ”Kristusalfabetet” på forlaget Eksistensen. Bogen er blevet til i et samarbejde med kunstneren Esben Hanefelt, og de to har idéer til flere projekter. I stedet for at rejse rundt med sin bispekåbe, skal han nu rejse ud med sin guitar og spille med sin ældste søn, journalist og musiker Christian Toft Bro. Der er vestjyske viser på programmet.