Prøv avisen

Flere har brug for samtalekort for at kunne filosofere med deres nære

”Der er ikke ret mange af os, der har en hverdag, hvor man bare kan følge én regel eller gøre det, man gjorde i går,” siger ph.d. i filosofi Anna Marie Pahuus. Derfor har vi brug for at bearbejde vores oplevelser og forestillinger om verden i et refleksionsrum, som samtalekortene kan skabe. – Model Foto: Leif Tuxen

Samtalekort er blevet et populært redskab til at få talt med sine nærmeste i en travl hverdag. Samfundets påskønnelse af hurtighed giver vanskelige betingelser for den eftertænksomhed, som spørgsmålene på kortene repræsenterer

Hvor vigtigt er det for dig at vide, hvordan fremtiden tegner sig? Er grænser livsfremmende eller livshæmmende? Hvordan forestiller du dig Gud?

Det er sådanne spørgsmål, som tidens mange samtalekort, der kan bruges sammen med ægtefællen, vennerne eller familien, åbner for en diskussion af. På kortet står ofte blot ét enkelt spørgsmål. Resten af spillets indhold er op til deltagerne selv at udfylde med deres egne ord, tanker og erfaringer.

De senere år er populære spil som Ego og Small talk – Big questions blevet en fast del af danskernes private komsammener, og nu har også flere forlag, institutioner og forskningscentre udviklet forskellige samtalekort, der gør det lettere at servere store emner hen over spisebordet derhjemme.

Men hvorfor har vi overhovedet brug for disse redskaber i vores nære relationer?

Et af svarene på det spørgsmål handler om, at vi i hverdagen ofte fokuserer på de praktiske gøremål.

I Næstved Provsti er det provst Anna Helleberg Kluges fornemmelse, at folk gerne vil indgå i flere dybere samtaler, hvis blot de får de rette værktøjer. Derfor er de såkaldte filosofiske saloner blevet populære landet over. Og derfor har Anna Helleberg Kluge selv udviklet spillet ”Tænkekort”, som kan bruges til at åbne for samtalen og sætte fantasien i gang derhjemme.

”Som præst mærker jeg, at mange har sværere ved at tale åbent om deres tanker, og så er der noget afvæbnende ved et spil som dette,” siger Anna Helleberg Kluge.

Også par, der skal giftes, taler ofte meget om praktiske spørgsmål i forbindelse med vielsen og brylluppet, og derfor kan det være svært for den ene part at tage fat på større dilemmaer med den anden. Men hvis man har trukket et kort, er det ikke længere den ene, der interviewer den anden. Så er det kortene, der bliver det fælles tredje.