8.a fra Vestre Skole i Viborg er på ekskursion. Historielæreren er syg, og vikaren har fået den idé at arrangere et besøg på Landsarkivet for Nørrejylland. Hun vil give eleverne et indtryk af, hvordan man kan hente viden om historien og om sin egen slægt ud af gamle kirkebøger og andre arkivalier. Arkivet ligger i gåafstand fra skolen, så udflugten er ganske kort målt i afstand, men for en af eleverne viser den sig at blive en meget lang rejse tilbage i tiden. En rejse, som efter 30 år ikke er slut endnu.
Skoleeleven Asbjørn Romvig Thomsen blev så fascineret af det lille kig ind i den store viden om enkeltpersoner i sin egen slægt, at han kom igen. Dagen efter gik han på arkivet sammen med sin mor og sin storesøster. Søsteren kunne dog ikke rigtigt se, hvori det spændende bestod, og hendes arkivbesøg blev en engangsforestilling. Til gengæld blev hans mor hurtigt lige så optændt af tanken om at kortlægge slægten som han selv, og i de følgende år finkæmmede de med stor flid og ihærdighed alle optegnelser, der findes om deres bondeaner fra Salling og Vestjylland ned i mindste detalje – så langt tilbage i tiden, kirkebøgerne og andre skriftlige kilder tillod. De blev slægtsforskere.
”Det startede som en almindelig lidt nørdet hobby på linje med at samle på frimærker eller fodboldkort. Som 14-årig blev jeg fascineret af det puslespilsagtige i at sidde og lede efter næste brik og ikke vide, om jeg kunne finde den. Det var spændende,” forklarer Asbjørn Romvig Thomsen.
Han husker også stadig den ærefrygt, han følte, første gang han stod med en 200 år gammel kirkebog i hænderne og lod blikket glide ned over den snirklede håndskrift på de gulnede sider.
”Det særlige er jo at vide, at der her i denne gamle bog står noget, der har med mig at gøre. Det gør slægtsforskning til en hobby med et ekstra tvist, at det er ens egen familie, man samler på, og sine egne rødder, man afdækker,” siger han.
Mens slægtsforskning forbliver en hobby for de fleste, er den blevet selve grundstammen i Asbjørn Thomsens uddannelse og karriere. Han færdes stadigvæk hjemmevant på landsarkivet i Viborg, som i mellemtiden er blevet en del af Rigsarkivet. Han har sin daglige gang på den læsesal, hvor han som teenager tilbragte så mange lørdage bøjet over gamle bøger side om side med modne mænd og kvinder på jagt efter slægtens rødder. Arbejdet med de gamle arkivalier er blevet en del af hans job som seniorforsker og arkivar. Hvor han før ledte efter sine egne forfædre, bruger han nu de samme metoder og navnestoffet i de gamle arkivalier i sin forskning i 1700- og 1800-tallets landbosamfund.
Flere og flere danskere bliver som Asbjørn Thomsen og hans mor optaget af slægtsforskning. Foreningen Danske Slægtsforskere har cirka 7000 medlemmer, men formanden Kirsten Sanders vurderer, at omkring 20.000 personer arbejder seriøst med slægtsforskning. Der er tale om en stigende tendens, som blandt andet kan tilskrives populære tv-programmer om slægtsforskning, mener hun, og det er ikke kun gamle onkler, der har en mani med at samle på navne og årstal.
”Der er flest kvinder blandt slægtsforskerne. Jeg vil tro, at to ud af tre er kvinder, uden at jeg kan sige hvorfor, og der er også unge, som går højt op i det,” siger Kirsten Sanders, som dog indrømmer, at aldersgennemsnittet er højt.
”De fleste slægtsforskere er lidt oppe i årene, men det er først og fremmest, fordi det er en meget tidskrævende hobby. Derfor bliver det sjældent til så meget, mens man er på arbejdsmarkedet. Jeg begyndte selv, mens jeg arbejdede, men det kan virkelig gribe om sig, og jeg kom først for alvor i gang, da jeg gik på pension. Det kan tage lang tid at finde aner i en kirkebog eller folketælling, og hvis man arbejder med en meget genstridig person, kan man nemt bruge en dag på det,” forklarer hun.
Den 25-årige Billy Sørensen er en af de unge, der går op i den tidskrævende hobby med liv og sjæl på samme måde, som Asbjørn Thomsen i sin tid gjorde.
”Det var de gode familiehistorier, som jeg hørte hos mine bedsteforældre, der fik mig i gang, men i begyndelsen tænkte jeg ikke på, at det var slægtsforskning, for jeg vidste ikke, hvad det var,” fortæller han.
”Min bedstemor fortalte mig om, hvordan min oldefars bror havde været med i Første Verdenskrig som tysk soldat, fordi Sønderjylland var tysk dengang. Han faldt på Vestfronten. Det var en spændende historie, og da jeg var 13-14 år, tog jeg ind på lokalhistorisk arkiv for at finde ud af, hvor han havde været, hvor han faldt, og hvad der videre var sket.”
Dermed havde slægten fået den 14-årige Billy på krogen – eller omvendt. Fra Lokalhistorisk Arkiv i Kolding tog han videre til landsarkivet i Aabenraa, og undervejs dukkede mange flere slægtninge og spændende historier op – blandt dem endda en morder.
Billy Sørensens tipoldefars bror slog sin kusines mand ihjel på bestilling, fordi hun hellere ville være sammen med sin elsker. Den skrupelløse slægtning havde også fosterfordrivelse og gårdafbrænding på samvittigheden, og han havde endda gravet et lig op på en kirkegård for at finde en magisk trolddomsbog.
”Det syntes jeg var vildt fedt!”, siger Billy Sørensen med begejstring i stemmen, ”og det gav mig mod på at gå videre, at jeg fandt sådan en spændende historie. Ham, der begik mordet, har jeg fundet rigtig, rigtig meget om.”
De spændende historier som dem, Billy Sørensen blev optaget af, er tit det, der driver slægtsforskerne i begyndelsen, og man skal kun være glad, hvis man finder forbrydere og uægte børn i sin slægt.
”Det kan sagtens være spændende med bønder og fæstere, men de fleste siger ’wauw’, hvis de finder en forbryder, for dem står der virkelig meget om i arkiverne,” siger slægtsforskernes formand, Kirsten Sanders.
”Slægtsforskningen begynder i kirkebøger og folketællinger, hvor hele befolkningen er registreret, men vil man vide noget mere om den enkelte person, kræver det, at der sker noget særligt i hans eller hendes liv. Den brede befolkning, som har levet helt almindeligt, har vi derfor som regel ikke helt så meget kildemateriale om. Dem, vi har allermest materiale om, er faktisk mennesker på bunden af samfundet,” forklarer historiker og arkivar Asbjørn Thomsen.
”Derfor er brodne kar helt fantastiske at finde. Sker det, er man heldig, for så er der retsakter og protokoller fra politiafhøringer, hvor de har fortalt om sig selv. Hvis de har været under fattigforsorgen, er de blevet registreret og beskrevet, og er der uægte børn, har man dokumenter fra faderskabssagerne, hvor parterne forklarer sig.”
Det er ikke Asbjørn Thomsens indtryk, at slægtsforskerne bliver afskrækket af at finde forbrydere og uægte børn, men han medgiver gerne, at jo tættere de slægtninge, man forsker i, er på en selv, jo mere følsomt kan det være at få deres liv afdækket.
”Jeg har da set folk her på læsesalen, som er blevet meget berørt over at åbne deres egen faderskabssag. En overgang kom her mange, som var født under krigen, og det var tydeligt at se, det gjorde noget ved dem at lukke deres sag op og se, at deres far var en tysk soldat. Måske lå der endda et billede af ham, hvor de kunne genkende deres egne træk. Det var jo ikke nødvendigvis sjovt, men folk kommer her efter eget valg, fordi de gerne vil vide besked.”
”Som historiker må jeg sige, at jeg altid synes, det er bedst at få tingene at vide, som de var. Men som menneske ved jeg ikke, om det altid er godt. Når det gælder den nære historie, kan det være, man får en viden i arkiverne, som man hellere ville have været foruden,” siger han.
Billy Sørensen vil dog ikke undvære nogen af de 15.000 afdøde slægtninge, han har fundet og indplaceret i sit vidt forgrenede slægtstræ ved hjælp af digitale værktøjer. Hverken de ydmyge bønder, den skrupelløse morder eller soldaten, der faldt på Vestfronten. Alligevel bruger han ikke så meget tid på slægten, som da han var teenager. Han er begyndt at interessere sig mere for lokalhistorie og arbejder som formidler på Harteværket uden for Kolding – et gammelt vandkraftværk, som er omdannet til oplevelsescenter.
”Min oldefar har været med til at grave kanalerne her,” siger Billy Sørensen ikke uden en vis stolthed. ”Jeg vil ikke påstå, at det er ham, der har skaffet mig jobbet. Men jeg blev inviteret til at være med til at lave en udstilling herude, fordi de var klar over, at jeg vidste rigtig meget om stedet i kraft af min slægtsforskning.”
Asbjørn Thomsen bruger også om nogen dagligt den viden og de færdigheder, han erhvervede som slægtsforsker i teenageårene.
”I gymnasiet skrev jeg en historieopgave om landboreformerne omkring år 1800, og der gik det op for mig, at jeg kunne bruge eksempler fra min egen bondefamilie i Salling. Det var nok der, jeg første gang forstod, hvordan man kan koble den lille personlige historie med den store historie, og hvordan de gensidigt kan belyse hinanden,” siger han.
Senere fortsatte han med at bruge sit meget indgående og specifikke kendskab til bondebefolkningen i Salling i sin ph.d.-afhandling om social mobilitet og stabilitet i landbosamfundet i 1700- og 1800- tallet og i sin forskning i sociale relationer i samme periode.
”Det fascinerer mig stadig, at der ligger uanede mængder af oplysninger om enkeltpersoner og deres livsforløb gemt i blandt andet kirkebøger og andre arkivalier, som historikerne hidtil ikke har brugt ret meget. Slægtsforskningen har givet mig et meget indgående kendskab til netop de kilder, og jeg synes, det er utroligt spændende også at bruge dem i faghistorisk forskning,” siger han.
Man behøver imidlertid ikke være hverken historiker eller forsker for at kunne bruge slægtsforskningen til andet end personlig fornøjelse. Seriøse slægtsforskere har spillet en vigtig rolle i digitaliseringen af kirkebøgerne ved frivilligt at påtage sig det kæmpe indtastningsarbejde, som har gjort de gamle kirkebøger og folketællinger tilgængelige og søgbare på nettet.
Dermed kan de gamle registreringer langt tilbage i tiden bruges i mange nye sammenhænge, for eksempel til medicinsk forskning, hvor man kan kortlægge udbredelsen af arvelige sygdomme og spredning af epidemier set over lange tidsperioder.
For den enkelte er det dog stadig en søgen efter de personlige rødder, der driver engagementet, og på det personlige plan kan slægtsforskningen gøre den enkelte klogere på, hvem man er, og hvorfor, mener Asbjørn Thomsen.
”I vores tid har vi en tendens til at tro, vi har frit valg på alle hylder. Mange er tilbøjelige til at se succes som ens egen personlige fortjeneste, og hvis man ikke klarer sig, er det også ens egen skyld. Holdningen er, at man bare kan tage sig lidt mere sammen. Hvis du går ned med stress, er det, fordi du ikke selv har håndteret det i tide og ikke lyttet til, hvad coachen sagde. Det er vores eget ansvar. Vi skal klare os selv. Men når man ser den enkelte i slægtens sammenhæng, begynder man at forstå, at vi ikke står alene som individer, men er led i lange kæde.”
”I nogle slægter finder man de samme problemer i mange led. De har ingenting i generation efter generation. Der er ingen ressourcer at give videre, og det bliver bare ved. Det præger også mennesker i dag at være ud af sådan en slægt, også selvom de ikke kender historien.”
”For mig har slægtsforskningen betydet, at jeg personligt tænker mere over, hvad jeg giver videre til mine egne børn, og jeg forstår, at det ikke er sandt, at der bare er frit valg på alle hylder. Det gælder for mig og for mine børn, og det gælder for alle andre. Vi kan ikke bare bedømme andre mennesker ud fra, hvordan de selv har klaret sig. Det, vi har fået med os, har stor betydning for, hvordan livet former sig for os,” siger Asbjørn Thomsen.
”På en måde er det indlysende, og det kan lyde banalt, men det er ikke bare en floskel: Vi er dem, vi er, i kraft af dem, der var her før os, og vi giver noget videre til dem, der kommer efter. Vores valg betyder noget for dem og for deres muligheder. Det tror jeg, man får et skarpere blik for, når man har arbejdet med slægtsforskning og set familiehistorier udfolde sig over århundreder.”