De har måske mødt hinanden sent i livet. Bor to forskellige steder i landet, har venner og børn tæt på og derfor ikke lyst til at flytte sammen, selvom kærligheden er stor.
Måske er de yngre. Har små børn og været igennem en skilsmisse og ikke lyst til at udfordre den nyfundne kærlighed med konstellationen ”dine og mine børn”.
Eller de er et par, der efter mange års samliv er nået frem til, at deres forhold vil trives bedre, hvis de ikke deler hverdagens trummerum, men ses, når de har lyst og overskud.
Der findes ikke præcise tal for, hvor mange par der i dag lever i et forhold, hvor der er to adresser. Men at flere par i den vestlige verden vælger netop denne model, som går under betegnelsen Cola, COuples Living Apart, par, der bor hver for sig, eller Lat, Living Apart Together, er internationale forskere enige om. I England viser en tidligere undersøgelse, at ni procent af befolkningen mellem 16 og 59 år lever på den måde, og forskere i både England og USA er netop nu i gang med at undersøge antallet blandt 60-plussere, hvor man antager, at Cola-modellen er endnu mere udbredt.
”Nyere forskning viser, at der er andre måder at etablere langvarige velfungerende parforhold uden at blive gift eller at bo sammen,” udtaler den ene af forskerne, lektor Jacquelyn Benson fra University of Missouri, i en tidligere artikel i Science Daily.
Også i Danmark har der i de senere år været øget fokus på par, der vælger at leve sammen – hver for sig. I et af de seneste numre af Alt for damerne kunne læserne for eksempel møde tv-vært Natasja Crone, der fortæller om sit parforhold med kollegaen Rasmus Tantholdt og om, hvorfor de har valgt ikke at flytte sammen: ”Fordi vi har prøvet de ting, vi har, så ved vi begge, at der ikke er nogen grund til at spurte hen imod et fælles parcelhus, hejse flaget op i flagstangen og bringe en masse børn sammen,” siger hun til bladet.
At vi finder nye måder at få vores parforhold til at fungere på, kan sognepræst Ane Øland Bækgaard i Ishøj-Torslunde nikke genkendende til. Hun har gennem flere år afholdt de såkaldte Prep-kurser, der er tilrettelagt for par, der ønsker at styrke deres forhold.
”For mange føler sig jo udfordret i parforholdet i dag. Vi lever i en meget individualistisk tid, hvor vi hver især er vant til at vælge selv på de fleste af livets hylder, både uddannelse, arbejde og interesser. Og hele institutionen parforhold er derfor en mindre vigtig identitetsmarkør end tidligere. Der er meget godt at sige om individualiseringen, blandt andet har vi bedre mulighed for at være autentiske i forhold til os selv. Fleksibiliteten i fællesskabet er dog tilsvarende udfordret,” siger Ane Øland Bækgaard.
Som præst er hun både den, der står med brudeparret, der lover at blive sammen til døden dem skiller, men også den, der møder dem, når løftet er svært.
”Men jeg har ingen løftede pegefingre i forhold til, hvordan man finder ud af at få sit parforhold til at fungere. Og hvis det betyder to adresser, så er det fint. Det kan dog ærgre mig, hvis tendensen er, at vi kun vælger at være sammen, når vi har en god dag, mens vi udelader samværet på de knap så gode dage. For det er også i de sårbare situationer, at parforholdet udvikler sig og viser sin styrke. Når vi bærer, rummer og vokser med hinanden,” siger Ane Øland Bækgaard.
Netop denne pointe er også afgørende for psykolog og parterapeut Finn Korsaa. Han møder dagligt flere par, der har problemer i forholdet, ”og hvis de vælger at bo hver for sig, kan der selvfølgelig være gode ydre grunde til det. For eksempel hvis man møder hinanden sent i livet og ikke har lyst til at begynde forfra med at bygge et nyt hjem op sammen. Men hvis adskillelsen i stedet dækker over en indre uforløst problemstilling, så er løsningen ikke at få to adresser i stedet for én,” siger Finn Korsaa.
Som illustrerende eksempel nævner han de daglige gensidige irritationer, der kommer til udtryk i hverdagens praktiske gøremål, men i virkeligheden dækker over noget andet.
”Tænk på noget så simpelt som at fylde opvaskemaskinen. Han har læst, hvordan man videnskabeligt har fundet frem til den rette måde at fylde den på. Hun bliver irriteret og gør det anderledes, og så bliver opvaskemaskinen anstødsstenen til en voldsom konflikt. Men i virkeligheden handler den jo om noget mere grundlæggende, en magtkamp mellem parret, og hvis de ikke løser den, men blot flytter hver til sit, så løser det intet. Man er nødt til at vende blikket indad for at komme videre,” siger Finn Korsaa.
Psykologen og parterapeuten peger i øvrigt på, at den såkaldte Cola-model slet ikke er så nyt et fænomen, som man måske gør den til, ”for det er jo et fænomen, der altid har eksisteret. Nu kan flere bare realisere modellen, fordi vi lever i et overflodssamfund, hvor man ikke behøver to indtægter for at klare sig.”
At der måske ikke er tale om et nyt, men dog en stigende tendens, bekræfter blandt andre forbrugerøkonom Carsten Holdum fra PFA Pension. Og han peger blandt andet på, at hele skatte- og pensionslovgivningen også er ændret, så det i dag gør modellen mulig i højere grad end tidligere.
”Lovgivningen inden for skatte- og pensionsområdet er indrettet ud fra en forestilling om separate økonomiske individer, og for eksempel har pensionen siden 2007 fulgt den enkelte. Det betyder blandt andet, at den ikke længere skal deles ved skilsmisse. Man kan sige, at vi som samfund indretter os på en måde, der sikrer øget individualisering, og det betyder, at vi efterhånden ikke længere deler noget materielt, kun noget følelsesmæssigt,” siger Carsten Holdum, der bakkes op af forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen:
”Hvis man som par ønsker at bo hver for sig uden at være gift, er der jo heller ingen arvemæssige eller civilretslige konsekvenser ved samlivet. Så jeg kan sagtens forstå folk, der vælger denne model – man beskytter på en måde også det, man allerede har, ved at vælge denne form for parforhold. Det eneste minus er selvfølgelig de ekstra udgifter ved to husstande,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Som relationshistoriker er leder af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig også optaget af fænomenet, som ifølge hende er: ”Et velstandssymptom og udtryk for tidens ønske om selvrealisering.” Men som historiker ved hun også, at det ikke er et enestående nybrud med tidligere traditioner, ”for hvis man går tilbage i historien, er der myriader af eksempler på par, der har indrettet dagligdagen hver for sig,” siger Katrine Frøkjær Baunvig.
”Det nye er måske, at flere gør det, og at de samtidig har et stærkt behov for at give livsindretningen et navn – som Cola eller Lat. For selvom vi lever i en tid, hvor vi gerne vil fremstå som enestående, så vil vi samtidig gerne have netop vores livsform anerkendt som en indlysende acceptabel del af det sociale mulighedsfelt,” siger Katrine Frøkjær Baunvig.
Hun har blandt andet skrevet om parforholdets historie i bogen ”Den eneste ene. Hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed” fra 2018, og her beskriver hun, hvordan hele vores idé om ægteskab, parhold og kærlighedsrelation er historisk foranderlig. For eksempel er netop det løfte, der indgår i vielsesritualet ”til døden jer skiller”, blevet indført så sent som i 1897 af landets biskopper, der var forfærdede over et stigende antal skilsmisser.
”Når man indfører løftet, er det jo, fordi ægteskabet er truet, og generelt kan man sige, at vi i dag lever i en tid, hvor det på mange måder er tømt for det indhold, det havde tidligere. At vi i frigørelsens navn har overført mange af de funktioner, ægteskabet havde før, til samfundet, og derfor bliver parforholdet målt på, hvor stærkt og intenst det er. Indholdet bliver mere af følelsesmæssig end af nødvendig karakter. Derfor tror jeg også, at vi fremover kommer til at se rigtig mange forskellige måder at have parforhold på. Cola-modellen er blot en af dem. Men som historiker må jeg samtidig sige, at de aldrig vil være helt nye og uafprøvede. Andre har været der før os,” siger Katrine Frøkjær Baunvig.