Da Jane Pedersens 74-årige mor for fire år siden flyttede på plejehjem, oplevede datteren, at det var meget svært at stå på sidelinjen som pårørende.
”Min mor var kun 70 år, men hun kunne ikke klare sig selv i hverdagen, og hun kunne ikke huske. Et plejehjem er ensomhedens gade, og jeg syntes, at hun sad alene en stor del af tiden. Beboerne på plejehjemmet kunne ikke rigtigt tale sammen og havde ikke social kontakt. De beboere, der var ramt af demens, fyldte rigtig meget,” fortæller den 52-årige handicaphjælper Jane Pedersen.
På et tidspunkt gik en ældre dame, der var ramt af fremskreden demens, ind til de andre beboere på moderens afdeling. Det skabte utryghed, og de ældre måtte låse deres døre.
”Det var frustrerende. Jeg følte ikke altid, at personalet gjorde nok. I dag mener jeg, at de gør deres bedste inden for de givne rammer. Men de har ikke meget tid, og der mangler generelt nogle hænder til at yde omsorg. Efterhånden indså jeg, at den bedste måde, jeg kunne hjælpe min mor på, var at få en god dialog med plejehjemmet,” fortæller Jane Pedersen, der i dag er formand for pårørenderådet på plejehjemmet Baldersbo i Hedehusene, hvor hendes mor bor.
I løbet af de kommende 12 år vil antallet af ældre over 70 år vokse fra i dag godt 800.000 til omkring en million i 2030 og knap 1,2 millioner i 2040. Undersøgelser viser, at det aldrig i historien har været så godt at være ældre som i dag, når det gælder muligheden for at være fysisk aktiv og leve et langt liv. Men den voksende ældrebefolkning betyder samtidig, at der vil blive flere svækkede ældre. Der findes ingen præcise opgørelser over, hvor mange ældre der har dårligt helbred og store funktionstab. Men 41.000 danskere over 65 år bor i dag på plejehjem, og 122.000 modtager hjemmehjælp.
”Det stigende antal ældre – og især stigningen i de ældste ældre – bliver en af de største samfundsmæssige udfordringer de kommende år. Beregninger fra OECD viser, at den voksende ældrebefolkning vil betyde en fordobling af udgifterne til sundhed og ældrepleje fra 3-4 procent af BNP i dag til 7-8 procent i 2030. Det vil lægge et øget pres på samfundet og sandsynligvis også familierne, som nok må yde mere,” lyder vurderingen fra professor Tine Rostgaard, der forsker i ældreområdet på Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Karsten Vrangbæk, der er professor ved Institut Center for Sund Aldring på Københavns Universitet, forklarer, at der ikke findes præcise prognoser for, hvad det stigende antal ældre vil betyde for ældreplejen.
”Der er flere forskellige tendenser, som gør sig gældende. På den ene side kommer der flere ældre. På den anden side ved vi ikke, hvor meget det vil slå igennem, at flere bevarer deres gode helbred højt oppe i årene. Men generelt ved vi, at sundhedsudgifterne stiger kraftigt efter 50-årsalderen, og at de er højest i alderen fra 80 til 90 år,” fortæller Karsten Vrangbæk. Han henviser til, at de gennemsnitlige sundhedsudgifter for 80 til 90-årige er cirka 3,5 gange højere end for de 50-årige, og at det især er hospitals- og medicinudgifterne, der vokser. Uanset at flere ældre lever sundere, så vil udviklingen ifølge Karsten Vrangbæk også betyde, at flere ældre over 70 år må leve med en eller flere kroniske sygdomme.
Platon, den græske filosof født 428 før Kristi, understregede, at det er børnenes pligt at tage sig af de ældre. Den tankegang dominerer stadig i Sydeuropa. Her skeler flere lande misundeligt til Danmark, hvor velfærdsordninger skåner de svageste ældre for et liv i afhængighed af familiens hjælp, forklarer professor Jon Kvist fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet. Han har været med til at lave en stor fælleseuropæisk undersøgelse af ældreplejen. En af konklusionerne er, at Danmark og Sverige trods besparelser de senere år stadig ligger i top, når det gælder udgifter til ældreomsorg. Men Jon Kvist peger på, at ældreområdet udfordres af den voksende gruppe af svækkede gamle.
”For 15 år siden var Danmark verdens førende land i forhold til at opbygge ældrepleje. Men i kølvandet på finanskrisen kom der en stram økonomistyring i kommunerne. Danmark er dog på mange måder stadig et foregangs-land. En af de store udfordringer er de svageste ældre, som for eksempel lider af flere kroniske sygdomme. Man har i de senere år satset på at inddrage de frivillige og de pårørende, men de frivillige kan ikke løse omsorgsopgaverne. Hvis de pårørende skal inddrages, kræver det, at vi som samfund bliver gode til også at tænke på deres velfærd. Samtidig er der en del ældre uden pårørende,” forklarer Jon Kvist.
Ældre Sagens vicedirektør, Michael Teit Nielsen, peger på, at samfundets hjælp til de svageste ældre er blevet ringere de seneste 10 år. Nye tal fra Ældre Sagen viser, at der fra 2008 til 2016 er blevet 30.000 færre modtagere af hjemmehjælp.
Ifølge Ældre Sagen står ældreområdet med tre hovedudfordringer. Mangel på plejepersonale, et stigende antal ældre, der lider af demens, og et sundhedsvæsen, der ikke er gearet til at behandle ældre patienter, som lider af flere sygdomme på en gang. En prognose fra Kommunernes Landsforening og fagforeningen FOA viser, at der i 2026 vil mangle 40.000 sosu-ansatte. Selvom andelen af ældre, der udvikler demens, falder med et par procent i disse år, så vil den voksende ældrebefolkning ifølge Videnscenter for Demens betyde, at antallet af demensramte vil vokse fra godt 87.000 i dag til 122.000 om 13 år.
”Derudover vil vi få flere ældre, der lider af forskellige sygdomme. Hvis en ældre har diabetes og begyndende demens, skal sundhedsvæsnet i stigende grad se på hele patientens situation. I dag er sundhedssystemet delt op i siloer. Sygehuset hører til regionen. Kommunen har hjemmeplejen. Det betyder, at svækkede ældre meget let kommer til at løbe spidsrod og risikerer at blive at blive kørt over,” forklarer Michael Teit Nielsen.
Filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, har skrevet flere bøger om etik i ældreplejen. Han ser det som et dilemma, at samfundet har indført behandlingsgaranti, men at der til gengæld ikke er indført en garanti for omsorg, selvom omsorgen i den sidste fase af livet kan være vigtigere end behandling.
Jacob Birkler har selv opholdt sig på flere ældrecentre og bosteder som led i research til bogen ”Etik i ældreplejen”, der udkom sidste år. Her oplevede han en tendens til at se på de ældre som opgaver frem for som mennesker med hver deres særlige historie.
”For eksempel var der flere steder en bleansvarlig. Men det kunne være bedre, om der i stedet var en, som var ansvarlig for Hans og Birthe og så på deres individuelle behov,” siger han.
Han peger på, at der i politiske kredse er en tro på, at udfordringerne med de mange flere svækkede ældre kan løses ved ny teknologi som for eksempel telemedicin.
”Hvis vi kan klare behandling på distancen, kan det være billigere for samfundet. Men det er vigtigt, at vi skelner mellem nærhed og nærvær. Kun et menneske kan være nærværende. Det er for eksempel svært at sidde ved en computer og kommunikere med en borger på distancen, og i den situation bare være stille for en stund, selvom det i nogle tilfælde kan være det, der er brug for,” mener han.
Jacob Birkler er bestyrelsesmedlem i OK-fonden, der driver 15 plejehjem. I øjeblikket samarbejder fonden med Odense Kommune om at opbygge ”Byen for Livet”, der skal være et boligområde, hvor mennesker kan bo, selvom de bliver fysisk svækkede eller ramt af demens.
”Jeg tror, den slags nye boformer kan være en del af løsningen. Det bliver nødvendigt, at vi holder op med at tænke, at når jeg bliver svækket, så skal jeg bo sammen med andre, der også er svækkede,” siger Jacob Birkler, der minder om, at vi alle er afhængige af andres hjælp trods den store fokus på selvhjulpenhed.
”Der er ingen, der kan klare sig selv. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg indimellem kan få hjælp af en læge eller en mekaniker. Spørgsmålet er, hvad vi ser, når vi møder en, der har behov for hjælp. Ser jeg en omkostning og en belastning eller et menneske, der kan gøre mig til et medmenneske, når en mor, onkel eller tante kalder på hjælp,” siger Jacob Birkler.
Direktør i Fonden Ensomme Gamles Værn, Christine E. Swane, peger på, at det sunde, stærke og produktive liv i stigende er blevet en moralsk norm.
”Den logiske konsekvens af den udvikling og tanke er desværre, at når man ikke længere kan indfri den forventning, så bliver man ikke opfattet som værdifuld. Tanken er bare forkert. Livet er værdifuldt, ” siger Christine E. Swane og fortsætter:
”Når man er syg og svækket, bliver man sårbar. Der er så meget tale om, at næste generations ældre bliver mere krævende. Men selvom man har været nok så meget oppe på barrikaderne tidligere i sit liv, så er det svært at stille krav, når man for eksempel har en brækket hofte eller lider af demens. Så bliver man afhængig af at have nogen, der kan stille krav for en.”
Jane Pedersen og hendes mor har efterhånden fundet sig til rette med livet på plejehjemmet.
”I begyndelsen var min mor meget isoleret på sin stue, men efterhånden kommer hun mere ud og deltager i banko, brunch og udflugter,” siger Jane Pedersen.
Hun har også erkendt, at det ikke nødvendigvis er negativt, at hendes mor tilbringer en stor del af tiden foran fjernsynet eller bare sidder og kigger ud i luften.
”Som pårørende føler man sig ofte magtesløs, når man ser ens kære sidde passivt på et plejehjem, men efterhånden har jeg fundet ud af, at det er vigtigt ikke at overføre mine egne normer om et aktivt liv til min mor. Samtidig har jeg ofte dårlig samvittighed over, at hun sidder der alene. Man vil gerne have, at der er nogen, der står til rådighed for ens mor eller far 24 timer i døgnet. Men det er der ikke ressourcer til, og stadig flere omsorgsopgaver skal klares af de pårørende. Der er mange frivillige tilknyttet plejehjemmet og aktiviteter hver uge. Men det er ikke altid, beboerne vil være med, og der er ingen, der tvinger dem, hvis de hellere vil være på værelset,” siger Jane Pedersen, der besøger sin mor mindst en gang om ugen.
Hun mener generelt, at vi skal bedre til at tale med gamle familiemedlemmer om deres ønsker for den fase af livet, hvor de er syge og svækkede:
”Regeringen lægger op til, at de pårørende i stigende grad skal hjælpe deres forældre. Det er os, der skal sørge for beboernes økonomi, følge dem til fodlæge og på hospitalet. Måske skulle vi også blive bedre til at tale mere med vores gamle forældre om, hvordan de gerne vil hjælpes, når de bliver så gamle, at de ikke længere kan klare sig selv.”