Den australske kvinde Madeline Stuart skabte overskrifter, da hun i februar 2016 gik ned ad catwalken ved den stort anlagte modeuge i New York Hun er 19 år og er ved at gøre karriere som model. Og så har hun Downs syndrom.
Madeline Stuart er dermed kommet i selskab med blandt andre overvægtige, transpersoner og personer med fysiske handicaps, der udfordrer den gængse opfattelse af skønhed i modeindustrien.
Ofte har disse grupper ellers netop stået i opposition til modehusene, der jævnligt møder kritik for at operere med snævre skønhedsidealer, men også til forskere i skønhed, som mener, at der er ganske få fællesnævnere, som mennesker tiltrækkes af.
Karen Hvidtfeldt Madsen er lektor i kulturstudier ved Syddansk Universitet. Hun ser de mange eksempler, som forsøger at rokke ved vores opfattelse af skønhed, som udtryk for en politisering, der blandt andet handler om et ønske om anerkendelse.
”Debatten fremhæver de politiske dimensioner om skønhed. Det handler ikke bare om, hvad der er tiltrækkende. Det er også et krav om anerkendelse og om retten til at definere, hvad der er acceptabelt at vise i det offentlige rum. Når en kvinde med Downs syndrom bryder igennem som model, kan det eksempelvis opfattes som et indlæg i abortdebatten – hvad skal vi forstå som sygt, og hvad er normalt.”
Ifølge Karen Hvidtfeldt Madsen kan man på én gang tale om, at nutidens skønhedsideal er mere snævert og mere mangfoldigt end tidligere.
”På den ene side gør den visuelle kultur, vi lever i, at de fleste af os har en klar idé om, hvad normen er. Med få klik på internettet kan vi regne os frem til, om vi har for meget på sidebenene, og hvordan det perfekte ansigt skal se ud. Omvendt har internettet også spillet en rolle i det, man kan kalde en demokratisering af skønhedsidealet.
Reklamer og modebranchen er i høj grad med til at forme vores skønhedsidealer, men de har ikke længere monopol på det, for med de sociale medier kan andre også få taletid og blande sig i debatten om, hvad skønhed er. Det udvider paletten af forestillinger om skønhed.”
Netop internettet har givet fællesskaberne bedre vilkår for at give deres stemme til kende. Men bevægelserne er ikke begrænset til cyberspace. I 2014 udstillede Sammenslutningen af unge med handicap (SUMH) en række billeder af nøgne unge, som alle havde fysiske handicaps. Udstillingen skulle sætte fokus på handicappedes seksualitet og skønhed.
Det står i kontrast til adskillige undersøgelser, ifølge hvilke formlen for skønhed er såre simpel. Ved eksempelvis at bede hundredvis af forsøgspersoner rangere ansigtsbilleder efter attraktion, mener forskere at kunne kortlægge, hvad vi finder attraktivt. Ansigtssymmetri, høje kindben, et markeret kæbeparti og slanke former er tiltrækkende, og forklaringen skal ifølge undersøgelserne primært findes i biologien.
Kvinder er fra naturens hånd tilbøjelige til at lede efter mænd, der kan beskytte dem, og markerede krops- og ansigtstræk signalerer styrke. Mænd leder efter kvinder, der udgør en god mor for deres afkom, og en sund, slank krop signalerer netop det.
Ifølge lektor ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet Karen Klitgaard Povlsen kan biologi kun til dels forklare, hvad vi finder – eller ikke finder – tiltrækkende.
”Den biologiske forklaring har uden tvivl sin gang på jord. Men for at forstå, hvad skønhed er, er man også nødt til at inddrage kulturhistoriske forklaringer. Skønhedsidealet er eksempelvis nært beslægtet med vores kønsforestillinger, og ungdomsoprøret i 1960’erne markerede et opgør med de rigide skønhedsopfattelser fra Pariser- og London-moden. Indtil da var det helt normalt, at kvinder skulle leve op til de officielle idealhoftemål, der hvert år blev offentliggjort, men i takt med at de eksisterende normer blev udfordret, blev også skønhedsidealet mere alsidigt. Så både biologi og kultur spiller en rolle, uden at man kan opstille klare skel,” forklarer hun.
Med de mange eksempler på historiske og nutidige grænsedragninger, der er blevet brudt, kunne man fristes til at tro, at vores forståelse af skønhed aldrig har været mere åben for fortolkning. At vi i dag befinder os i en situation, hvor alt kan anses som smukt i sin egen ret. Men så enkelt er det ikke ifølge Karen Klitgaard Povlsen. Selvom vores opfattelse af skønhed hele tiden ændrer sig, så sker det inden for nogle faste rammer.
”Siden 1960’erne er det blevet vigtigere at skille sig ud fra normen i diverse nichegrupperinger. Men der er stadig visse konstanter, der går igen, og det er slankhed, lys hud og ungdommelighed.”
Siden midten af det 19. århundrede, hvor det ikke længere blev anset som et udtryk for velstand at være overvægtig, har særligt idealet om at være slank bundfældet sig i vestlig kultur. Idealet har eksisteret i mange afskygninger, fra 1980’ernes atletisk slanke krop over 1990’ernes radmagre krop, men det slanke har været fællesnævneren. Og er det stadig. Nutidens idealkrop er slank og i god form, men er ikke decideret underernæret. Til gengæld skal den også være muskuløs og tonet.
Fra 2005 til 2015 er antallet af fitnesscentre i Danmark da også fordoblet, og selvom modeller med en højere BMI – de såkaldte plus size-modeller – er blevet mere udbredt, findes der masser af eksempler på, at overvægt stadig ikke er acceptabelt. En undersøgelse fra 2012 viste, at danske medier i udpræget grad beskrev overvægtige som svage, uuddannede og uansvarlige. Ifølge Karen Klitgaard Povlsen skyldes det, at der siden årtusindeskiftet er kommet langt højere forventninger til vores personlige ansvar for vores sundhed.
”Inden vi har udvekslet det første ord med en fremmed, har vi med vores krop sagt meget om, hvem vi er, og hvordan vi lever. En tynd krop er udtryk for, at man er i stand til at udvise selvkontrol og har disciplin, mens fedme omvendt ses som tab af selvkontrol. Det er ganske enkelt ikke socialt acceptabelt ikke at tage hånd om sin krop og sundhed i dag.”
Men når en person med Downs syndrom kan finde vej til catwalken, må det da være udtryk for, at der er mere mangfoldighed i vores syn på skønhed? Ifølge Karen Klitgaard Povlsen skal man være varsom med den tolkning.
Hun mener ikke, det nødvendigvis skal forstås som et ønske om inklusion og en bredere forståelse af, hvad skønhed er, men snarere som modebranchens tiltrækning af det ekstreme.
”Det, der skiller sig ud, har altid været interessant for modebranchen, og de etablerede modehuse, som sætter dagsordenen, søger altid det nye. I 1990’erne havde vi eksempelvisheroin chic-looket , som gik ud på at være kraftigt underernæret, bleg og have mørke rande under øjnene. Det vidner om modebranchens ønske om at vække opsigt gennem det outrerede og nye, på samme måde som vi eksempelvis ser det i reality-tv. Det bliver en mulighed for at dyrke det ekstreme.”