Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Det ligger en uge tilbage i tiden. Jeg havde lovet at bruge en aften på at kigge nogle forsikringspapirer igennem for en bekendt. Landet lå dog sådan, at jeg var forsinket med en artikel til Dansk Missionsråds tidsskrift. Der stod jeg med knap tid og en kone, der trak i mig for at overholde løftet til min bekendte, men jeg kunne kun nå én af opgaverne. Jeg synes, det var et dilemma, for der var et menneske, der havde brug for min hjælp, og jeg kunne godt hjælpe hende. Men jeg havde samtidig givet et løfte om at aflevere artiklen til tiden. Det var en dyst mellem en menneskelig og en arbejdsrelateret forpligtelse, og i sidste ende sagde jeg pyt med artiklen – indrømmet var det under stærkt pres fra min kone – og brugte et par timer på forsikringssagen som lovet. Artiklen blev afleveret for sent, men jeg er da ikke blevet afskediget endnu.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
For et par år siden var jeg til et foredrag i Norge, hvor en journalist skildrede forholdene på et missionshospital i Afrika. Journalisten sagde, at hvis han vandt i lotteriet, ville han uden tvivl støtte den slags arbejde. En anden tilstedeværende udbrød: ”Du har allerede vundet lotteriet, du bor jo i Norge.” Det samme gælder for danskerne. I en global målestok er vi umådeligt rige. Min største etiske udfordring er, at det nok er lidt imod min natur at give generøst til gode formål. Når man har midler, er det fristende at bruge dem til at skabe et godt liv for sig selv. På den måde spænder en nærig kultur, jeg genkender fra mig selv, ben for at give til andre. Men min kone og jeg giver nu alligevel til velgørende formål, og i sidste ende vil jeg gerne kunne spejle mig i både Jesus, min kone og forfatteren C. S. Lewis, der alle er og var meget givende.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det mener jeg er flygtninge- og indvandringsproblematikken, hvor vi på den ene side har det kristne næstekærlighedsbud og den europæiske humanistiske tradition, der siger, vi skal åbne grænserne for sultne og nødlidende mennesker. På den anden side har jeg personligt til gode at møde en afrikaner eller en person fra Mellemøsten, der ikke ville komme til Europa, hvis de fik chancen. Men hvis alle de, der hellere ville leve i Europa, kom hertil, tror jeg, det ville få vores samfund til at bryde sammen. Så det etiske dilemma består for mig at se i, at det gør noget ved os som mennesker, hvis vi lukker dem ind. Men det gør også noget ved os, hvis vi ikke gør. Vil samfundet bryde sammen, hvis vi lader alle komme hertil? Man kan spørge, om vi så ikke vil få sværere ved at tage os af vores nærmeste – både økonomisk og socialt. Der er et dilemma, for man kan også forestille sig, at individet lukker sig om en form for kynisme, når vi afviser nødlidende mennesker.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
Det synes jeg egentlig det gør. Man kan sige, at etik og moral i en vis grad kan anvendes synonymt. Sondrer man mellem begreberne, er etik moralens teori, mens moral er den handlingsmæssige praksis, vi udfører. Jeg synes, der er en del teoretisk snak, altså etik, i den offentlige debat. Hvad der måske er en mangelvare, er den forpligtende moral. At der er ting, man undlader at gøre, fordi man er overbevist om, at det er forkert, selvom det kan have sine fordele. Eller omvendt, ting man gør, fordi man er overbevist om deres rigtighed.